Krigen i Syrien er ifølge forskere et bevis på, at menneskeskabte klimaforandringer kan forværre omstændigheder, der fører til konflikter.

Syrien var i årene 2007-2010 udsat for en historisk slem tørke, som menneskeskabte klimaforandringer sandsynligvis var med til at forårsage, viser en undersøgelse lavet af forskere fra University of California og Columbia University.

Tørken ødelagde høsten, hvilket skabte massevandringer fra landområder mod byer og øgede den politiske uro op til borgerkrigens udbrud i marts 2011.

»Vi konkluderer, at menneskelig indflydelse på klimasystemet er impliceret i den nuværende konflikt i Syrien,« skriver forskerne i den videnskabelige artikel, der udkom tidligere på året i det anerkendte tidsskrift Proceedings of the National Academy of Sciences.

Udledning af drivhusgasser fordoblede risiko for tørke

Studiet dokumenterer en årelang tendens til stigende temperaturer og faldende nedbørsmængde i landet, og klimamodeller er kun i stand til at reproducere tendensen, når menneskers udledning af drivhusgasser bliver taget med i regnestykket. Derfor vurderer forskerne, at menneskeskeskabte klimaforandringer mere end fordoblede risikoen for den langvarige tørkes opståen.

Klimaforsker Martin Stendel fra Danmarks Meteorologiske Institut er enig i, at menneskeskabte klimaforandringer er én blandt mange ting, der var med til at sætte gang i borgerkrigen.

»I denne sammenhæng er det sandsynligt, at menneskeskabte klimaændringer har haft en effekt på konflikten,« siger Martin Stendel, der ikke har været involveret i det amerikanske studie, men som er medforfatter på en rapport fra Verdensbanken om klimaforandringer i arabiske lande.

»Allerede nu ændrer klimaet sig i regionen, og lavtrykkene om vinteren – hvor der ellers er regnsæson – har bevæget sig længere mod nordøst. Klimamodellerne er stort set enige i, at denne tendens fortsætter i fremtiden. Desuden stiger intensiteten af nedbøren, så hvis det regner, så regner det kraftigere. Samtidig med at regionen bliver mere tør, og jordfugtigheden bliver mindre, kan kraftig regn dermed ødelægge den udtørrede grund,« siger Martin Stendel.

Tørken fik bønder til at forlade deres hjem

Han bekræfter, at tørken i årene op til borgerkrigen var særligt slem.

»Der er blevet observeret tørkeperioder i regionen tidligere, men Syrien har de seneste år været ramt af usædvanlig hård tørke,« siger Martin Stendel.

Landbefolkningen i det nordøstlige Syrien manglede i forvejen vand, fordi grundvandsspejlet i Syrien var nået ned på et kritisk lavt niveau på grund af mange års overpumpning, fortæller antropologen Josepha Ivanka Wessels. Hun boede i landområder i Syrien i årene 1997-2002, hvor hun arbejdede med at genoprette tusind år gamle vandkanaler.

Tørken ramte derfor på et særdeles tørt sted og gjorde det nærmest umuligt for bønderne at dyrke afgrøder.

»Jeg vil ikke sige, at tørken er en direkte årsag, men det forværrede omstændighederne og var med til at skabe den perfekte storm for at antænde oprøret,« siger Josepha Ivanka Wessels, der er postdoc ved Institut for Tværkulturelle og Regionale Studier på Københavns Universitet.

Hun var tilbage i Syrien i 2010 og så med egne øjne tomme landsbyer i den nordlige del af landet, hvor mange tidligere havde ernæret sig ved hvedeproduktion.

»Tørken var så slem, at folk forlod landsbyerne. Folk havde forladt området før, men ikke i så store grupper,« siger Josepha Ivanka Wessels.

Den store bevægelse af folk søgte mod sydøst og især til de større byer, der i forvejen var pressede af kraftig befolkningstilvækst og tilstrømning af flygtninge fra Irak.

Landbefolkningen havde dermed forladt både deres hjem og deres levebrød, hvilket frustrerede dem og gav dem endnu en grund til at gøre oprør mod Assad-regimet. Årsagen til problemerne på landet var nemlig ikke kun tørke, men også regimets ineffektive landbrugspolitik, fortæller Josepha Ivanka Wessels.

»Hvis Assad-regimets svar havde været mere følsomt og effektivt i forhold til, hvad der virkelig skete ude på landet, ville det have været en meget anderledes situation. Men regeringen lyttede ikke og svarede i stedet med vold og undertrykkelse, og på et tidspunkt blev det for meget for folket fra landdistrikterne,« siger Josepha Ivanka Wessels.

Flygtningestrømmen er en »forvarsel« om fremtidens klimamigranter

Da bølgen af protester i de arabiske lande – kendt som Det Arabiske Forår – i foråret 2011 skyllede ind over Syrien, sluttede landbefolkningen sig derfor til demonstrationerne, som regimet i begyndelsen slog hårdt ned på.

Senere udviklede oprøret sig til en regulær borgerkrig, der i dag har sendt millioner på flugt. Det er derfor krigen - ikke klimaet - syrerne nu flygter fra, understreger både Martin Stendel og Josepha Ivanka Wessels.

»Jeg mener ikke, at de er klimaflygtninge. Størstedelen er krigsflygtninge. De flygter fra bomber og vold og ikke fra tørken. Hvis volden ikke var der, ville der ikke være så mange, der forlod Syrien,« siger hun.

Alligevel mener hun, at den nuværende flygtningestrøm kan ses som et tegn på, hvad der venter i fremtiden, hvis politikerne ved klimatopmødet COP21 ikke gør en seriøs indsats for at mindske de menneskeskabte klimaforandringer.

»Hvis COP21-deltagerne i Paris ikke gør noget nu, vil der blive mange flere flygtninge – også fra andre dele af verden. Den nuværende flygtningestrøm er på en måde et forvarsel om, hvad der kommer. Men det er ikke en besked, som kun de syriske flygtninge sender. Det gælder alle, der flytter sig, fordi de vil søge efter en bedre fremtid,« mener Josepha Ivanka Wessels.

Martin Stendel mener også, at flygtningestrømmen sender et alvorligt signal til politikerne ved COP21.

»En del flygter eller migrerer, fordi de vil have et bedre liv i forhold til de klimatiske betingelser i deres oprindelseslande. Vi har en fordel i Danmark og de omkringliggende lande i, at klimaforandringerne endnu ikke har haft den store effekt på os, men man kan selvfølgelig ikke forvente, at folk bare bliver siddende og venter derhjemme, indtil det går galt.«

»Flygtningestrømmen skulle gerne advare politikerne om, at det her også er noget, de skal tage i betragtning. Selvom det måske ikke først og fremmest er klimaflygtninge, vi ser nu, så kan de se, hvad det kan udvikle sig til, hvis vi kigger nogle årtier ud i fremtiden,« siger Martin Stendel.

Naturkatastrofer tvinger flere hjemmefra end krig

Naturkatastrofer tvang på verdensplan 140 millioner mennesker til at forlade deres hjem i perioden 2008 til 2013, hvilket er flere end krig driver på flugt, viser tal fra The Internal Displacement Monitoring Centre, der er en del af den norske organisation Flyktninghjelpen.

Mange andre organisationer har udgivet rapporter, hvor de advarer om, at der kan blive 200 millioner klimamigranter verden over i år 2050, hvoraf de fleste forventes at blive i deres eget land. Spådommen stammer fra Norman Myers, der er professor i miljøvidenskab ved Duke University i USA, men andre forskere mener, at tallet er overdrevet.

Generelt er den slags forudsigelser meget usikre, mener antropologen Christian Vium, der har studeret effekterne af tørke som en del af forskningsprojektet Waterworlds. Han forventer dog, at antallet af klimamigranter vil stige, men ikke i samme eksplosive omfang, som vi ser med den nuværende flygtningestrøm.

»Man vil sikkert se flere klimamigranter både i nærområderne og i Europa. Men der er virkelig mange ting, der falder sammen lige nu, og som skaber en helt særlig situation, så jeg er ikke sikker på, at det er den, der skal være éns målestok for, hvordan det bliver i fremtiden,« siger Christian Vium, der er postdoc ved Institut for Kultur og Samfund på Aarhus Universitet.

Han fortæller, at adgangen til vand igennem historien har spillet en stor rolle i krige, og at vandmangel i sig selv også kan antænde antænde konflikter, hvis man i forvejen lever et hårdt liv.

»Mellemøsten er et sted, hvor man er meget bevidst om, at grundvandsressourcer ikke er noget evigt. Det har altid været fundamentalt at sikre adgangen til vand, men flere har snakket om, at forrige århundrede var oliens århundrede, og det her århundrede er vandets århundrede, fordi det bliver ressourcen, der kommer til at blive rift om,« siger Christian Vium.

Vandmangel kan gøre Egypten til »nyt voldscentrum«

Ligesom i Syrien kan vandmangel komme til at forværre konflikter andre steder i Mellemøsten.

»Jeg mener, at der virkelig er noget at være bekymret over. Se for eksempel på Egypten. Der er en totalt ubæredygtig situation med et nyt diktatur, der ikke rigtigt skeler til ressourcerne, og hvordan man skal håndtere tørke, og der er næsten intet brugbart grundvand. Hvis de ikke laver store strukturelle ændringer nu, vil du kunne se et nyt voldscentrum i Egypten,« advarer Josepha Ivanka Wessels.

Martin Stendel peger også på Irak, der kan komme i yderlige problemer, fordi området på grund af klimaforandringer vil modtage mindre nedbør. Desuden har Tyrkiet og også Syrien bygget store dæmninger, som mindsker vandmængden, der er til rådighed til Irak.

Josepha Ivanka Wessels har på baggrund af krigen i Syrien en konkret opfordring til politikerne ved COP21.

»Energiforsyningen skal helt sikkert ændres fra fossile brændstoffer til vedvarende energi. Bortset fra vand er olie også en kilde, som fraktioner kæmper om. Man kan se med Islamisk Stat, at de har taget de områder, hvor der er vand og olie,« siger Josepha Ivanka Wessels.