Hvordan blev pyramiderne bygget?

Af antikkens syv underværker, sådan som beskrevet af den græske digter Antipater fra Sidon (cirka 180-120 f.v.t.), er det kun den store pyramide i Giza, der står tilbage.

Vi kender ikke navnene på alle de ingeniører og arkitekter, der var ansvarlige for dem, men chefarkitekten var muligvis den fornemme præst Hemienu, der levede omkring 2750 f.v.t.

Under alle omstændigheder må det have været folk med indgående kendskab til teknologi og planlægning. Og, ikke mindst, med næsten ubegrænsede ressourcer til rådighed.

Højdepunktet i bygningen af pyramider blev nået under det 4. dynasti, hvor kong Cheops (regent cirka 2589-2566 f.v.t.) og hans søn og efterfølger Chephren (regent cirka 2558-2532 f.v.t.) lod to enorme pyramider opføre i Giza lidt uden for det nuværende Cairo. Enorme er de unægtelig, og så var de endda lidt større dengang, end de er i dag.

Cheopspyramiden havde en højde på 146,5 meter (i dag 138,8 meter), mens Chephrenpyramiden blot er 3 meter lavere. Størrelsen af de næsten helt massive stenstrukturer overgår næsten fantasien, ja Cheopspyramiden er faktisk den største bygning af sin art nogensinde.

Det kvadratiske grundareal er 53.000 m², der svarer til 7,4 fodboldbaner, mens rumfanget er 2,6 millioner m3. Tag domkirkerne i Firenze og Milano, Peterskirken i Rom, St. Paul’s Cathedral i London og Notre Dame i Paris, og læg dem så sammen. De ville uden problemer kunne rummes i Cheopspyramiden.

Historien om pyramiderne

Historien om pyramiderne er ikke blot en historie om forbløffende teknisk kunnen i den fjerne fortid; det er også den langt senere historie om talrige og ofte sære forsøg på at løse 'pyramidernes gåde'. En ting er spørgsmålet om, hvordan de gamle egyptere dog bar sig ad med at bygge dem, sådan som egyptologer og teknologihistorikere søger at give et svar på.

En ganske anden ting er den spekulative tradition, der kendes som 'pyramidologi', hvor man tillægger pyramiderne næsten magiske egenskaber, som for eksempel at kunne helbrede alverdens sygdomme. I sin moderne version begyndte denne tradition i 1800-tallet med en fantasifuld bog af den engelske forfatter og excentriker John Taylor (1781-1864), og den blev fulgt op af den anerkendte skotske astronom Charles Piazzi Smyth (1819-1900).

Blandt Smyths opdagelser var, at Cheopspyramidens oprindelige højde netop er Jordens middelafstand til Solen divideret med en milliard. Ved at manipulere med andre af pyramidens dimensioner kunne han desuden udlede de relative størrelser i solsystemet, lysets hastighed og en forbløffende nøjagtig værdi for tallet pi (π der er forholdet mellem en cirkels omkreds og dens diameter).

Det var ikke så lidt, de gamle egyptere vidste. En alternativ, men næppe mere troværdig teori er, at pyramiderne blev bygget af rumvæsner fra en teknologisk overlegen civilisation.

Pyramiderne var grave til store faraoer

Pyramiderne var først og fremmest gravmonumenter for de egyptiske konger eller faraoer. Graven skulle tjene som bolig for den afdøde og gøre det muligt for ham at tage del i den evige kosmiske cyklus sammen med solguden Re. Pyramidens form skulle sikre hans himmelfart, der foregik ved hjælp af Solens stråler.

Den måde, pyramiden var orienteret på, var langtfra tilfældig, idet siderne i pyramidens grundflade med stor præcision var orienteret mod hvert af de fire verdenshjørner. Til formålet brugte man astronomiske observationer og et simpelt viserinstrument, hvilket gav en orientering, der i dag kun afviger minimalt fra den korrekte retning.

Ikke blot måtte orienteringen være i orden, den store grundflade måtte også være omhyggeligt nivelleret, hvilket man havde særlige teknikker til. Bortset fra at pyramiden havde en religiøs funktion, var den også et symbolsk monument over den centralistiske statsmagt, ikke ulig hvad man kan finde i senere grandiose og 'unyttige' bygningsværker.

Det storslåede barokslot Versailles i Frankrig er et eksempel, det ikke mindre storslåede mausoleum Taj Mahal i Indien et andet.

Pyramiderne blev bygget i en utrolig fart

Det største og vanskeligste arbejde var at udskære og fragte de mange stenblokke – og dernæst at arrangere dem i den præcise pyramidalske form. Man skønner, at der i den oprindelige Cheopspyramide var ikke færre end 2,3 millioner blokke med en gennemsnitsvægt på 2,5 ton.

Det var altså et gigantisk arbejde at tilvirke disse blokke og fragte dem fra stenlejerne til Giza, og alligevel tog selve konstruktionen næppe over 20 år. Man har ud fra disse tal vurderet, at der hvert eneste minut blev afleveret en tilhugget stenblok på 2,5 ton til de ramper, der ved pyramidens fod skulle bringe dem højere op.

Det er altså gået rigtig hurtigt, ikke mindst når man sammenligner med senere tiders bygningsværker. Den langt mindre Roskilde Domkirke blev bygget med cirka 3 millioner teglsten, og det tog over 100 år at gøre den færdig.

Den græske historiker Herodot (cirka 484-425 f.v.t.) besøgte de store pyramider i Giza og blev som så mange senere besøgende ganske overvældet. Ja, han blev overbevist om, at Egypten måtte være selve kulturens vugge. I sin beskrivelse af det ældgamle samfund og dets historie fortalte han også om Cheopspyramiden og dens tilblivelse, og han hævdede netop, at anlægstiden var 20 år.

Mens senere forskning anser dette for at være realistisk, bliver andre af hans påstande anset for utroværdige.

Det gælder eksempelvis, at der samlet skulle have været anvendt mere end 400.000 mand til arbejdet i løbet af et år. Selv om byggeriet krævede et meget stort antal arbejdere, er tallet utvivlsomt stærkt overdrevet og vurderes i dag til at have været af størrelsesordenen 40.000.

Desuden hævdede Herodot, at arbejderne var slaver, hvilket man i lang tid tog for gode varer. Men senere forskning har vist, at det er en myte. De fleste arbejdere blev sandsynligvis aflønnet, eller også blev de udkommanderet til arbejdet og slap så for at betale skat.

Desuden bestod en del af arbejdsstyrken af uddannede arbejdere med særlige kvalifikationer: specialarbejdere.

I det hele taget var der en gennemført arbejdsdeling, hvor store enheder af arbejdsstyrken på omkring 2.000 mand var opdelt i systemer af mindre grupper, hvor hver gruppe havde særlige opgaver og blev styret af en projektleder med særlige kvalifikationer. Intet synes at have været overladt til tilfældighederne.

Hvordan blev pyramiderne bygget?

Langt de fleste af de store stenblokke var kalksten. Nogle blev brudt direkte fra klippens overflade i Giza, mens andre stammede fra underjordiske brud, der lå langt væk og derfor måtte sejles på Nilen det meste af vejen. Men til loftet i kongegraven inde i pyramiden brugte man også store granitblokke på omkring 50 ton, der kom helt fra Aswan omkring 900 kilometer væk.

Egypterne kendte til metalredskaber, men jernalderen var endnu ikke kommet, så man havde kun økser, mejsler og save af kobber. De er fortræffelige til kalksten, men kan ikke bruges til at bryde og tilvirke de hårde granitblokke. Alligevel lykkedes det, idet man muligvis udborede huller i granitten ved hjælp af slibesand og derefter anbragte kiler i den for at løsne de enkelte blokke.

Desuden vidste egypterne, at granit slår revner, når den hurtigt opvarmes og så afkøles. Ved at tænde et bål direkte på et klippestykke og dernæst overhælde det med koldt vand, kunne man få det til at sprække.

Man måtte transportere stenblokke på ramper

Arbejderne kunne ikke fragte de tontunge blokke på vogne fra skibet til byggepladsen af den simple grund, at hjulet endnu ikke var kommet til Egypten. Det skete først i 1600-tallet f.v.t., da egypterne stiftede bekendtskab med det semitiske Hyksoskrigerfolk og dets stridsvogne.

Ved transport på land anvendte man i stedet slæder, på hvilke en blok blev løftet op og surret fast. Egypterne havde hverken trosser eller taljer, der først blev anvendt af romerne, men de havde til gengæld løftestænger og ramper af jord eller sand. Slæden blev så møjsommeligt trukket frem ad en træbelagt vejbane, idet man til stadighed hældte vand eller olie på slæberampen for at nedsætte gnidningsmodstanden.

Det er almindeligt anerkendt, at store tilførselsramper også har spillet den afgørende rolle i selve konstruktionen af pyramiden, selv om der er uenighed om rampernes form og størrelse. Flere eksperter mener, at ramper ikke var tilstrækkelige til hele byggeriet, men at de især for den øvre del af pyramiden må have været suppleret af løftestænger.

Vi får aldrig fuld vished om metoden

Og der er endda enkelte, der hævder, at ramper slet ikke blev benyttet, men at blokkene derimod blev hevet op med et sindrigt system af tove. Ramperne antages almindeligvis kun at have været udvendige, men ifølge en meget diskuteret teori fremsat af den franske arkitekt Jean-Pierre Houdin (f. 1951) blev den øverste del af pyramiden bygget med hjælp af en slags indvendige ramper.

I almindelighed er der betydelig uenighed om de nærmere omstændigheder ved bygningsprocessen, da den ikke er beskrevet i samtidige kilder.

Vi må nok slå os til tåls med, at vi aldrig vil få fuld vished om, hvordan de store pyramider blev bygget. Det samme gælder spørgsmålet om den øverste top, der ikke længere findes i den oprindelige version.

Den har formentlig været lavet af en særlig udsøgt stenart, og det er endda muligt, at den har været beklædt med guld, Solens metal.

Byggeteknikken var efterprøvet

Man leder nok forgæves, hvis man søger efter en genial teknologi, der er nøglen til at forstå de store pyramiders mysterium. For der er intet mysterium. Teknologien ved bygningen af Cheops’ og Chephrens pyramider var grundlæggende konservativ, idet man brugte efterprøvede metoder, der havde været brugt ved opførelsen af tidligere såkaldte trappe- eller trinpyramider.

Den tidligste var Djosers (cirka 2690-2670) 60 meter høje pyramide nord for Memphis, der havde seks trapper. Ved at lære af de erfaringer, man havde fra denne og andre pyramider, udviklede man gradvist bedre metoder.

Hvis der var en hemmelighed i de senere og endnu større pyramider, lå den ikke i byggeteknikken, men snarere i en perfektionering af logistikken og i de enorme ressourcer, man ofrede på projekterne.