Middelalderkonger brugte pyramidernes sten til byer og borge

Ved første møde med pyramiderne ved Giza i Egypten, er det svært at begribe, at de knap 150 meter høje tobleroneformede monumenter er mere end 4.500 gamle.

De tre pyramider, som er placeret i en næsten diagonal linje på tværs af Giza-plateauet, går med deres sandfarvede, ru overflade både i ét med ørkenen på den ene side og moderne Cairos brunlige nuancer og bilos på den anden.

Men spoler man tiden tusinder af år tilbage til pyramidernes spæde år, var de ikke camouflerede af omgivelserne. Tværtimod. Dengang sørgede et ydre lag af hvid kalksten for, at pyramiderne skinnede om kap med solen.

De eneste rester af det glasurlignende kalkstenlag findes i dag på toppen af Khefren-pyramiden, som er den næststørste af de tre.

Spørgsmålet er, hvor resten af blevet af?

Giza-pyramiderne er bygget af to slags kalksten

For at besvare det spørgsmål er det nødvendigt med et kendskab til pyramidernes opbygning.

Den første pyramide i Egypten blev bygget i området Sakkara af faraoen Djoser. Her fik hans arkitekt Imhotep idéen at sætte flere sten oven på hinanden, så der opstod en fortætning mod en spids.

Da Kheops-pyramiden – den største af Gizapyramiderne – blev bygget omkring 100 år senere, var byggeteknikken raffineret en del, fortæller Rune Olsen, som er egyptolog ved Københavns Universitet.

»Kong Kheops brugte området mellem Khefrens pyramide og Sfinxen som stenbrud til 96-97 procent af hele pyramiden. Det var helt almindelige kalksten, som dannede størstedelen af pyramiden. Det er de sten, man kan se i dag, fordi det yderste lag er blevet fjernet,« fortæller han og fortsætter:

»Uden på de sandfarvede kalksten blev kridhvide kalksten på avanceret byggeteknisk vis inkorporeret i murværket, som allerede var lagt. De hvide kalksten blev særligt tilhugget til at passe hvert enkelt lag og holde de overliggende sten på plads.«

\ Læs mere

Forsker: Sådan blev pyramiderne planlagt

Hvide kalksten havde været brune i dag

De hvide kalksten kom fra området Toura på den anden side af Nilen og blev sejlet over den store flod, inden de endte som pyramidernes skinnende yderskal, fortæller Sofie Schiødt, som ekstern lektor i Egyptologi på Københavns Universitet

»De yderste Toura-kalksten var kendt for deres pæne, finkornede, nærmest skinnende overflade. Derfor blev de brugt som pyramidernes yderste lag. De blev fint skåret til i forhold til hinanden. Toura-kalkstenene afsluttede ligesom pyramideprojektet og gjorde det pænt at se på,« siger hun.

Toura-kalkstenenes skinnende overflade gjorde pyramiderne til et fuldstændigt blændende syn, uddyber Rune Olsen.

»De reflekterede Solens stråler på en meget markant måde, så man slet ikke kunne undgå at se, hvor de var i landskabet,« siger han.

Selvom det hvide kalklag på pyramiderne stadig havde været intakt, havde dette guddommelige syn dog ikke været os forundt i dag.

»4.500 års erosion og sandstorme og især forurening fra de seneste godt 100 års moderne industri og trafik i Cairo ville have farvet de hvide sten mere sandfarvede. Dette er tydeligt, hvis man ser på toppen af Khefrens pyramide, hvor en den øverste del af det yderste lag stadig eksisterer,« siger Rune Olsen.

»Var dette lag på pyramiderne stadig fuldstændigt intakt overalt, havde de nok været lidt mere markante. Laget var nemlig tilhugget og pudset, så pyramiderne var helt glatte,« tilføjer han.

Pyramiderne var nemt tilgængelige ‘stenbrud’

Men det tidligere skinnende kalklag findes altså kun på spidsen af Khefren-pyramiden i dag. Resten er fjernet og brugt til andre formål.

Det skyldes, at der altid har boet mange mennesker i området nær Giza, og de havde udsigt til de kæmpestore, trekantsformede ‘stenbrud’, som pyramiderne egentlig var, fortæller Sofie Schiødt.

»De yderste pyramidesten var nemme at genbruge i senere perioder, for de stod nærmest fremme til brug. Stenene var nemt tilgængelige, og så slap senere konger og privatpersoner for at udhugge nye sten fra andre stenbrud,« siger hun og tilføjer:

»Det er lidt paradoksalt, at de gamle egyptere snakkede så meget om, at det, der blev bygget, skulle bestå i millioner af år, men alligevel genbrugte sten fra deres forfædres monumenter.«

Cairos Citadel er bygget af pyramiderne

Forskerne er stadig ikke sikre på, præcis hvad pyramidernes yderste stenlag er blevet brugt til. Det er nemlig svært at spore stenene, forklarer Sofie Schiødt.

»Sten fra templer er lette at genkende, for vi kan i dag aflæse på inskriptionerne, præcis fra hvilket tempel stenene stammer fra. Men pyramidestenene har ikke nogen inskriptioner, så det er jo bare nogle sten, som kunne være kommet fra hvor som helst. Det er derfor svært at identificere, om kalksten lige præcis er fra Giza-pyramiderne,« siger hun.

Men den viden, man har på området, er baseret på arabiske tekster og fortællinger fra middelalderen og tidlig moderne tid, fortæller Rune Olsen.

En mand ved navn Abd al-Latif rapporterede eksempelvis i det 12. århundrede, at det meste af pyramidernes ‘skal’ stadig var intakt, men at man på dette tidspunkt systematisk begyndte at fjerne den og samtidig ‘afmonterede’ nogle af de mindre pyramider på Giza. Det beskriver den legendariske arkæolog Mark Lehner i sit store værk ‘The Complete Pyramids’ (se faktaboks).

»Pyramiderne har formentlig fået lov at stå nogenlunde intakte, indtil Alexander Den Store erobrede landet, og grækerne efterfølgende overtog magten. Vi skal dog sandsynligvis helt op til Middelalderen, hvor Saladin, som kæmpede mod korsridderne, kom til Egypten og begyndte at bygge borge, byer og forter op, før man brugte pyramiderne som ’stenbrud’,« siger Rune Olsen og fortsætter:

»Det oprindelig Citadel i Cairo, som Muhammed Ali-moskéen fra 1800-tallet i dag står på, skulle efter sigende være bygget af mange stenblokke fra de yderste stenlag fra Kheops- og Khefren-pyramiden.«

Gravtekster advarede om Mumiens Forbandelse

Det er sandsynligvis i den omkring 600-årige periode, fra Saladins indtog i 1164 og til opførslen af Muhammed Ali moskéen, at størstedelen af Giza-pyramidernes yderste stenlag er pillet ned.

Men det er usikkert, da der i de mange århundreder ikke var nogen, der beskæftigede sig med, hvad der blev bygget med i Egypten. Afskrælningen af pyramiderne kan altså principielt være foregået langt tidligere, måske allerede omkring år 1.000 f.v.t., fortæller Rune Olsen.

»Senere konger efter Kheops brugte sten fra andre pyramider til deres egne monumenter. Vi ved i dag gennem analyser og sammenligninger, at mange sten fra grave er blevet genbrugt. Private gravejere frygtede også, at dette skulle ske for deres grave. Mange skrev derfor på indgangen til deres grav, at ’den, der fjerner fra min grav skal dømmes/kommer ikke i dødsriget’. Det er den originale Mumiens Forbandelse,« siger Rune Olsen.

Derudover forsøgte konger i Det Nye Rige – godt tusind år efter at pyramiderne blev bygget – at gemme og vogte deres grave bedre, fortæller Sofie Schiødt.

»I stedet for store pyramider som åbenlyst vidnede om kongegrave, anlagde senere konger deres grave langt væk fra deres dødetempler. De forsøgte at gemme gravene væk, som vi ser det i Kongernes Dal. Der blev desuden indsat en slags politimænd – kaldet ‘medjays’ – som vogtede gravene. Det ved vi fra forskellige papyrus og små breve,« siger hun.

Senere blev de hengemte kongegrave dog alligevel systematisk tømt.

Udbredt brug af monumenter efter 2011-revolutionen

Pyramiderne på Giza-plateauet er ikke de eneste, som har været ofre for en ’afskrælning’ af deres hvide kalksten. Det er sket for alle pyramider, man har fundet i Egypten. De, som ikke, i modsætning til Giza-pyramiderne, er solidt konstrueret i sten, står i dag tilbage som muldvarpeskudslignende monumenter, fortæller Rune Olsen.

Også andre forhistoriske monumenter er blevet pillet fra hinanden i Egypten, typisk for at blive brugt til hverdagsformål. Det skete så sent som i kølvandet på revolutionen i 2011, hvor millioner af egyptere gik på gaden for at kræve forhenværende præsident Hosni Mubaraks afgang.

»Det skete i stor stil efter revolutionen, at egyptere pillede dele af historiske monumenter, primært bygget i soltørrede lersten, ned for at bruge dem til hverdagsting, såsom hønseskure og markeringsmure mellem marker. På det tidspunkt var lovgivning og politi sat ud af spil, så ingen gjorde rigtig noget ved det,« siger Rune Olsen.

De forhistoriske monumenter trues desuden i takt med det egyptiske befolkningsboom, som betyder, at der bygges stadigt tættere på landets arkæologiske områder. Bønder overtager simpelthen arkæologien, fordi de er nødt til at udvide deres landbrug for at kunne brødføde befolkningen.

\ Læs mere

Bliv klogere på Egyptens fremtid

Genbrug af gravhøje og runesten i Danmark

Brugen af arkæologiske monumenter til nye formål er altså meget udbredt i Egypten, men ikke unikt for landet. Det foregår også i andre mellemøstlige lande som Syrien, Irak, Iran, Jordan og Tyrkiet, fortæller Rune Olsen.

Også herhjemme findes eksempler på, at historiske konstruktioner pilles fra hinanden for at tjene nye formål.

»I Danmark er der eksempler på, at stenene fra vores gravhøje – som godt nok primært er bygget af jord – er fjernet og brugt i andre sammenhænge. Det ses også i nogle danske kirker, hvor runesten indgår i konstruktionen. Også mange gamle bygningers mursten er blevet genbrugt i nye huse. Det er altså ikke unikt for Egypten, det er bare meget tydeligere, fordi landet er bygget i sten fra et meget tidligt tidspunkt,« slutter han.

\ Læs mere

Skanning afslører mystiske, varme områder i Keopspyramiden