Unge, der blev henvist til udredning af kønsidentitet havde stadig et stort behov for psykiatrisk hjælp efterfølgende.
Og blandt dem, der fik medicinsk behandling, steg andelen, der senere havde kontakt med psykiatrien.
Det viser et nyligt offentliggjort finsk studie.
Forskningen har ført til debat, fordi interesseorganisationen LGBT+ Danmark har rettet en heftig kritik mod Kristeligt Dagblads dækning af studiet.
»Der findes ingen studier på dette felt, som ikke har metodiske svagheder, man kan pege på. Det gælder også her. Men studiet er alt for godt til bare at blive affejet som irrelevant,« mener Arnstein Mykletun.
Han er professor og projektleder for et stort studie ved Haukeland Universitetshospital i Bergen, der netop undersøger effekten af behandling af 'kønsinkongruens' i Norge.
Kønsinkongruens (eller transkønnethed) er defineret som en markant og vedvarende uoverensstemmelse (inkongruens) mellem det køn, et individ får tildelt ved fødslen, og den indre oplevelse af kønnet.
I daglig tale omtales gruppen ofte som transpersoner.
Studiet dækker hele Finland
En af studiets store styrker er ifølge forskerne selv og Arnstein Mykletun, at det dækker hele Finland.
Ved at bruge data fra nationale sundhedsregistre har forskerne overblik over alle, der blev henvist til Finlands to klinikker for kønsbekræftende behandling mellem 1996 og 2019.
Kønsbekræftende behandling er medicinsk behandling – som hormoner eller operation – der skal hjælpe en transperson med at få kroppen til at passe bedre til deres kønsidentitet.
Det drejer sig om næsten 2.100 personer.
- Lidt under 40 procent af dem fik kønsbekræftende behandling, det vil sige kirurgi og/eller hormonbehandling.
- Omkring 60 procent fik ikke kønsbekræftende behandling.
- For at sammenligne med den øvrige befolkning har studiet også en kontrolgruppe med børn og unge i samme alder.
I registrene kan forskerne også se, hvem der har haft kontakt med den psykiatriske speciallægetjeneste.
Her finder forskerne opsigtsvækkende resultater blandt dem, der fik kønsbekræftende behandling.
- Blandt dem, der fik maskuliniserende behandling, steg andelen, som havde kontakt med psykiatrien, fra 20 procent før det første møde med klinikken til 55 procent to år efter dette møde.
- Blandt personer, der fik feminiserende behandling, steg andelen, som havde kontakt med psykiatrien, fra lidt under 10 til lidt over 60 procent.
Fundet støtter ikke påstanden om, at medicinsk behandling fører til en forbedring af den mentale sundhed, skriver forskerne.
»Hos nogle personer ser det ud til, at kønsbekræftende behandling hænger sammen med en forværring af den mentale sundhed,« konkluderer de.
»Årsagen til en stigning i brugen af psykiske sundhedsydelser tolkes som en konsekvens af, at man har fået kønsbekræftende behandling, men det kan skyldes helt andre ting.«
Blandt de henviste, som ikke fik behandling for kønsinkongruens, er andelen, der har kontakt med psykiatrien, meget høj både før og to år efter det første møde med klinikken.
I kontrolgruppen finder forskerne heller ingen ændring i den periode, de har målt. Her har omkring 15 procent været i kontakt med psykiatrien.
Hvordan skal behovet for psykisk hjælp forstås?
Meget af kritikken af studiet handler om, hvordan forskerne har målt kontakt med psykiatrien.
Ét besøg tæller lige så meget som 10 eller 100. Forskerne har kun opgjort, om personen har haft kontakt eller ej. De ved ikke noget om hvorfor eller hvor meget.
De finske forskere mener alligevel, at målet er relevant:
»Psykiatrisk behandling på specialistniveau er kun tilgængelig på baggrund af accepterede henvisninger og peger på alvorlige psykiske lidelser,« skriver de.
Kan ikke sige noget klart om årsager
At psykiske lidelser måles gennem kontakt med psykiatrien, er en styrke, mener Arnstein Mykletun.
»Sådanne kontakter forstås som regel som tegn på et reelt behov – et helbredsproblem, man søger hjælp for, og som er alvorligt nok til at nå tærsklen for specialiseret behandling, siger han.
»Derfor er det ikke uvæsentligt, at kontakterne fortsætter eller stiger efter behandling. Det finske studie udfordrer påstanden om, at kønsbekræftende behandling giver bedre psykisk helbred for dem, der ønsker sådan behandling.«
Men det er samtidig også studiets svaghed, mener professoren.
Uden mere information om diagnoser eller sværhedsgrad kan studiet ikke sige noget klart om årsager.
»Registerdata kan ikke uden videre fortælle os, om kontakten med psykiatrien handler om effekten af kønsbekræftende behandling eller andre forhold.«
»Vi ved altså ikke, om behovet for psykiatrisk hjælp kunne have været endnu større uden den kønsbekræftende behandling,« siger Arnstein Mykletun.
\ Læs også
Kan være midt i udredningen
Studiet kritiseres også for, at der går for kort tid mellem før- og eftermålingen af kontakt med psykiatrien.
Først undersøgte forskerne, om patienten havde haft kontakt med psykiatrien før det første møde med klinikken.
Derefter lod de to år gå, før de undersøgte det igen, men de ved ikke, om udredningen på det tidspunkt var afsluttet, og en eventuel behandling var gået i gang.
»Det er ikke usædvanligt, at der går mere end to år, fra udredningen begynder, til hormonbehandling iværksættes,« skriver forsker Kjetil Slagstad og professor Atle Fretheim i Aftenposten.
Det, forskerne har tal på, er altså ikke nødvendigvis kontakt med psykiatrien efter kønsbekræftende behandling.
Flere af de henviste kan stadig være under udredning eller midt i behandlingsforløbet.
Kontakt med psykiatrien over 100 gange
74 procent af kontrolgruppen har aldrig haft kontakt med psykiatrien. Det har lidt under 25 procent af de henviste patienter til sammenligning.
Næsten 30 procent af de henviste patienter har haft kontakt med psykiatrien over 100 gange, mod lidt over 4 procent i kontrolgruppen.
Arnstein Mykletun reagerer ikke på, at målingerne sker med to års mellemrum. Han mener, at studiet generelt har en god såkaldt ‘opfølgningstid’. Deltagerne er i gennemsnit fulgt i 5,5 år, og den længste opfølgningstid er 25 år.
Men fremtidige studier bør have længere opfølgningstid, understreger Arnstein Mykletun.
»Hvis man for eksempel vil sige noget om langtidseffekterne af hormonbehandling, der er sat i gang i teenageårene, er selv 5 til 10 år relativt tidligt,« siger han.
Ifølge det finske studie er det især personerne, der har fået feminiserende behandling, som har fået dårligere psykisk helbred. Forskerne skriver, at det delvist kan handle om, at østrogen kan give depressive symptomer.
Tilskud af testosteron plejer at forbedre stemningslejet, men også de personer, der fik maskuliniserende behandling, havde øget kontakt med psykiatrien.
Sammenligner med fedmeoperation
Øget kontakt med psykiatrien kan også handle om, at behandlingen ikke lever op til patienternes forventninger, ifølge forskerne. De mener, at patienterne bør have samtaler om dette i klinikken før behandling.
Men hvad kan man egentlig forvente, at en medicinsk behandling skal gøre ved eventuelle psykiske problemer?
Måske kan man sammenligne med fedmekirurgi, mener Arnstein Mykletun.
»Også hér ser man forhøjet psykisk sygelighed på forhånd, og studier viser, at den ikke nødvendigvis falder efter operationen – på nogle områder stiger den,« siger Arnstein Mykletun.
Et metastudie fra 2023 viser, at en del af patienterne ikke oplever psykisk bedring efter fedmeoperationen, og at depression, selvskade, selvmord og brug af rusmidler kan stige.
»Forklaringerne handler dels om urealistiske forventninger om, at fedmebehandlingen skal løse livsproblemer, som den ikke kan løse, men også om, at de psykiske vanskeligheder er primære – de følger ikke af den fysiske tilstand,« forklarer Arnstein Mykletun.
»Sådanne resultater understreger vigtigheden af, at psykiske lidelser bør udredes og behandles uafhængigt af fysisk medicinsk behandling,« siger han.
Stigning i patienter og psykiske lidelser
De finske forskere har inddelt patienterne i to tidsperioder.
I Finland, ligesom i Norge og en række andre lande, har der nemlig været en stigning i antallet af personer, der søger kønsbekræftende behandling efter 2010:
- Fra 1996 til 2010 blev 186 personer henvist.
- Fra 2011 til 2019 blev 1.897 personer henvist.
For dem, der blev henvist før 2010, finder forskerne ingen statistisk signifikant forskel i behovet for psykisk hjælp sammenlignet med kontrolgruppen før det første møde med klinikken.
Blandt dem, der blev henvist mellem 2011 og 2019, havde halvdelen af børnene og de unge derimod haft kontakt med psykiatrien før det første møde med klinikken.
I et samfund, der er mere åbent over for forskellige køn og kønsudtryk end for bare 10 år siden, kunne man have forestillet sig, at behovet for psykiatrisk hjælp var blevet mindre, skriver forskerne.
Samtidig kan større åbenhed og mindre stigma føre til, at flere søger behandling, påpeger de.
Et øget behov for psykiatrisk behandling kan også betyde, at psykiske lidelser hos nogle kommer til udtryk som bekymring omkring kønsidentitet, ifølge forskerne.
\ En polariseret debat
»Debatten om kønsbekræftende behandling er stærkt polariseret, og tolkningen af enkeltstudier farves i høj grad af, hvilken position man selv har,« siger Arnstein Mykletun.
I sin egen ansøgning om midler til forskning i denne type behandling skriver Arnstein Mykletun og kollegerne, at feltet er et af de mest kontroversielle i moderne medicin.
Ifølge professoren er der groft sagt to positioner i debatten:
- den liberale
- og den restriktive
Den liberale position bygger på en antagelse om, at medicinsk kønsbekræftende behandling er sikker og nyttig, og at den afhjælper sociale og psykiske problemer, som personer med kønsinkongruens oplever.
Den restriktive position bygger på en antagelse om, at sådanne behandlinger kan have ukendte bivirkninger og skadelige langtidseffekter, som vi endnu ikke kender godt nok. Behandlingen forbedrer ikke nødvendigvis psykisk helbred og livskvalitet på længere sigt.
»Begge lejre har en tendens til at overfortolke studier, der passer til deres synspunkt, og underkende studier, der ikke gør,« siger Arnstein Mykletun.
I et norsk studie om samme tema fandt forskerne imidlertid et fald i depressionsdiagnoser blandt børn og unge med kønsinkongruens fra 2000 til 2020.
Det norske studie er dog blevet kritiseret som ulovlig forskning, fordi det ifølge flere forskningsetiske instanser skulle have været forhåndsgodkendt af de medicinske etiske komitéer og have haft samtykke fra patienterne.
Trækker konklusionerne for langt
Atle Fretheim er professor ved OsloMet og fagdirektør ved den norske sundhedsstyrelse, Folkehelseinstituttet. Han er en af dem, der har skrevet et indlæg om studiet i Aftenposten.
Professoren er klar over, at hans bidrag bliver placeret på den liberale side i en polariseret debat.
»Men jeg synes ikke, studiet er uinteressant. Det er en helt legitim måde at begynde at forske på – at undersøge, om der er nogle forskelle her. Det er virkelig godt at få et stort studie på dette område,« siger han.
Problemet er ifølge Atle Fretheim den måde, forskerne og deres universiteter har præsenteret fundene på.
»Det bliver solgt ind – eller i hvert fald opfattet – som om det at få kønsbekræftende behandling gør én psykisk syg.«
Fundet om stigningen i behovet for psykiatrisk hjælp efter behandling er overraskende og dramatisk, mener Atle Fretheim.
»Hvis man gør et meget overraskende fund, er der grund til at stoppe op og se lidt nærmere på det. Når der ovenikøbet er tale om et fund, der tolkes direkte ind i en meget betændt debat, som angår en marginaliseret gruppe, har man endnu en grund til at være forsigtig,« siger han.
Hvad ligger bag tallene?
Atle Fretheim forsker ikke selv i behandling af transpersoner. Han er optaget af, at det at finde en sammenhæng i et registerbaseret studie ikke er det samme som at finde en årsag.
»Der er altid en risiko for fejlkilder, altså forskelle mellem de grupper, man sammenligner, som kan være med til at forklare forskellene,« siger professoren.
I Aftenposten fremhæver Atle Fretheim, at Finland først i 2023 fjernede kravet om irreversibel sterilisering for at ændre juridisk køn. Det omfatter altså alle i det finske studie.
Fra andre lande, blandt andet Norge, ved man, at denne praksis har skabt store traumer hos mange transpersoner. Det nævner de finske forskere ikke i deres artikel.
»Årsagen til en stigning i brugen af psykiske sundhedsydelser tolkes som en konsekvens af, at man har fået kønsbekræftende behandling, men det kan skyldes helt andre ting.«
»Dårlige oplevelser i behandlingen, at blive presset til at lade sig sterilisere, andre ting, som giver psykiske problemer i den alder, og som bliver opfanget, fordi man skal gå til psykolog,« siger Atle Fretheim.
Men der er ikke noget galt med selve tallene, understreger han.
»Det er vigtigt at finde ud af, hvorfor resultaterne ser ud til at vise, at behovet for psykiatrisk hjælp stiger så dramatisk. Det er næste skridt – hvad i alverden er grunden til det?«
©Forskning.no. Oversat af Stephanie Lammers-Clark. Læs den oprindelige artikel her.
