I én krukke er der rester af dyrefedt. I en anden en aromatisk blanding af harpiks fra pistacietræ, den tropiske plante elemi og olier fra enebær, cypres og cedertræ.
Der står også instrukser på beholderne: En skal ‘gøre hans lugt behagelig’, en anden skal smøres på huden på behandlingens tredje dag, og en tredje skal ‘beskytte maven’.
I alt 31 krukker fra et ‘mumie-værksted’ giver os helt nye indsigter i den komplicerede proces, det var at balsamere en død krop i oldtidens Egypten.
Et hold af egyptiske og tyske forskere har analyseret indholdet af krukkerne, og deres studie, der er udgivet i Nature, byder på flere overraskelser.
Krukkerne er nemlig mærket med etiketter - nogle af dem har endda vejledninger i, hvordan indholdet skal bruges - og derfor kan forskerne for første gang nogensinde beskrive præcist hvilke stoffer, der er blevet brugt til at balsamere bestemte dele af kroppen.
\ Mumificering i Egypten
Det er præcist 100 år siden, man opdagede den egyptiske farao Tutankhamons grav med hans verdenskendte mumie. Han blev født omkring år 1305 f.v.t.
Siden da har forskningen været optaget af at finde ud af, hvordan man i oldtiden udviklede og praktiserede processen med at balsamere den døde krop.
I begyndelsen af det 3. årtusinde f.v.t. var det kun de allerøverste egyptiske faraoner, der gennemgik mumificering. Omkring år 1 var det stort set hele borgerskabet, altså dem der havde råd, der lod sig balsamere, forklarer Steffen Terp Laursen.
Et ret vildt resultat, ifølge Steffen Terp Laursen, der er dr.phil. i arkæologi og museumsinspektør ved Moesgaard Museum. Han har læst studiet for Videnskab.dk
»Alene det, at de er lykkedes med noget, der er så tværfagligt. Du har nogle udgravere, der graver efter noget helt andet og finder de her beholdere i en bifangst. Du har filologer, der kan læse og forstå etiketterne på beholderne, og så har du de kemiske laboratorier, der kan afdække, hvad der er i beholderne,« siger han og tilføjer, at ingen af delene er særligt nemme at udføre.
Ord knyttes direkte til ingredienser
Værkstedet, hvor man for omkring 3.000 år siden har lavet mumier, blev opdaget i 2016 under en udgravning i Saqqara, en såkaldt dødeby, der i oldtiden blev brugt som begravelsessted.
At forskerne overhovedet er stødt på værkstedet bliver kaldt »et enormt lykketræf« i en pressemeddelelse fra det tyske Tübingen Universitet.
Læg dertil, at værkstedet indeholder et antal uskadte og bevarede krukker med ingredienser, der har været brugt af mennesker, der forstod sig på kunsten at balsamere.
Mennesker, der har gjort sig den ulejlighed at skrive på krukkerne, ikke bare hvad der er i dem, men også hvordan det skal bruges.
Krukkerne fra Saqqara-værkstedet instruerer blandt andet i, at ricinusolie kun skal bruges til hovedet, og der er vejledninger til, hvordan man skal klargøre de karakteristiske bandager til kroppen.
»Vi har kendt navnene på mange af ingredienserne til balsamering, siden de gamle egyptiske skrifter blev tydet,« siger Susanne Beck fra Tübingen Universitet, der har ledet udgravningen i Saqqara, i en pressemeddelelse.
»Men indtil nu har vi kun kunnet gætte på, hvilken substans der gemmer sig bag hvert navn,« siger hun.
\ Læs mere
Dansk egyptolog: »Det bevæger feltet fremad«
Den danske egyptolog Sofie Schiødt er begejstret over den meget håndgribelige viden, studiet føjer til feltet.
Hun har som en del af sin ph.d.-afhandling oversat verdens ældste beskrivelse af balsameringsprocessen - den såkaldte Louvre-Carlsberg Papyrus.
Det nye fund bevæger virkelig feltet fremad, mener hun.
»Det er første gang, vi kan sammenligne etiketter med indhold så detaljeret, og det er ret vildt,« siger Sofie Schiødt, der i øjeblikket arbejder på at oversætte en medicinsk papyrus, der blandt andet indeholder en balsameringsmanual.
Et detektivarbejde, der, som hun siger, kræver en vis mængde fortolkning.
»Et af de helt store problemer, når vi snakker oldegyptisk mumificering, er, at selvom en oversættelse giver os opskriften på, hvordan man laver de blandinger, der bliver brugt i balsamering, så ved vi ikke, hvad ordene betyder. Der er en grad af usikkerhed i de oversættelser, vi laver, når vi skal forsøge at identificere ordene, og nogle gange er man nødt til at gætte,« siger Sofie Schiødt.
Krukkerne fra Saqqara løser så at sige det problem. De kemiske analyser af krukkernes indhold burde stemme overens med det, der står beskrevet på krukkerne. I hvert fald på det specifikke værksted i det specifikke område.
For som, Sofie Schiødt påpeger, vi ved endnu ikke, om de fund, forskerne har gjort i Saqqara, kun gælder for netop det område.
Måske er det kun på præcis dette værksted, man har udført balsamering på den måde, det er beskrevet på krukkerne.
Er der fejl i oversættelsen?
En af de helt store overraskelser for forskerne var, at krukker, der var mærket med det egyptiske ord ‘antifu’, indeholdt noget andet end ventet.
Antifu bliver sædvanligvis oversat til ‘myrra’ eller ‘røgelse’ og kan dække over den tørrede harpiks fra myrratræet.
På værkstedet i Saqqara lå der dog ikke et ensartet materiale i krukken med antifu. I stedet fandt forskerne en duftende blanding af olier fra cedertræ, enebær og cypres mikset med dyrefedt.
»Det svarer ikke overens med det, vi kender fra tekstkilder,« siger Sofie Schiødt og fortsætter:
»Måske forstår vi kilderne forkert og skal rette os ind efter det nye materiale, men det kan også være, den betydning, de har fundet, kun er repræsentativ for Saqqara.«
Altså, at det kun er på værkstedet i Saqqara, at antifu er lig med netop den blanding, forskerne har analyseret sig frem til.
Ingredienser afslører globalt netværk
Det var desuden en overraskelse for forskerne at se, hvor mange af de fundne ingredienser, der ikke kommer fra Egypten.
Det er det, Steffen Terp Laursen finder mest imponerende i det nye studie.
Ingredienslisten når rundt i hele Middelhavsområdet, til tropiske regnskove og helt til Sydøstasien.
Dammar-gummi er eksempelvis en aromatisk harpiks, der udskilles fra en særlig familie af træer, der udelukkende vokser i Sydøstasien. Elemi-træet, hvis duftende harpiks også er fundet i værkstedet, vokser i Filippinerne.
»Det har krævet nogle virkelig vidtrækkende handelsnetværk at bringe det til Egypten,« siger Steffen Terp Laursen.
Forskerne ser det som et bevis på, hvor globaliserede handelsforbindelserne var allerede for 3.000 år siden.
Var der overhovedet en gylden standard?
Opskriften på en mumie har altså både været kompliceret, og den har krævet ingredienser fra nær og fjern.
Af samme grund er det svært at forestille sig, at der har været én fast formel for balsamering.
»Vi har en ide om, at balsameringsprocessen har været standardiseret, men i virkeligheden har de nok brugt det, de havde adgang til,« siger Sofie Schiødt.
Der kan være mange grunde til, at det ændrer sig, forklarer Steffen Terp Laursen.
»Der kan være opstået handelsforbindelser, der har introduceret dem for nye substanser, de kunne bruge. Forbindelser kan også være forsvundet, og så har man været nødt til at finde alternativer,« siger han.
Krukkerne i Saqqara efterlader ham dog med det indtryk, at egypterne havde et ret avanceret kendskab til, at nogle stoffer - bivoks, cedertræ og cypres eksempelvis - kan dræbe og hindre vækst af bakterier og svampe.
»Dengang har de ikke kendt til den bagvedliggende biokemi, men de har vidst, at nogle stoffer kan stoppe nedbrydningen af kroppen,« siger han og fortsætter:
»Jeg tror slet ikke, man er begyndt at forstå kompleksiteten i, hvordan de miksede deres blandinger til balsamering dengang.«
