For hundrede år siden ændrede vores forståelse af det gamle Egypten sig for altid, da kong Tutankhamons grav blev fundet 4. november 1922 i Kongernes Dal.
Tutankhamon blev født omkring 1305 før vores tidsregning og regerede over Egypten i blot cirka 10 år. Alligevel var hans gravkammer fyldt med uvurderlige skatte.
Vores fascination af mumier er forståelig - synet af en forhistorisk egyptisk konges ansigt får disse æteriske og majestætiske herskere til at virke mere, ja, virkelige.
Opdagelsen af Tutankhamon og hans oprindelige hvilested, komplet med alle hans ejendele, får os til at føle en forbindelse til en urfortid. Det transporterer os tilbage i tiden til en ung konges begravelse.
Studier af Tutankhamons liv bliver ofte overskygget af de sensationelle rygter, der omgiver opdagelsen af hans grav, såsom de vedvarende rygter om en forbandelse.
Men hvis vi lader sladderen komme i vejen for at undersøge Tutankhamen som person, går vi glip af noget.
1. Tutankhamons død er stadig et mysterium
Det er svært at afdække, hvorfor en person, der levede for længe siden, døde, og Tutankhamon er ingen undtagelse. Folk i det gamle Egypten levede kortere liv, fordi de ikke havde de samme lægevidenskabelige forudsætninger, som vi har i dag.
Men Tutankhamon døde, da han var omkring 19 år gammel, hvilket var ungt selv for det gamle Egypten.
For nylig afslørede studier ved hjælp af røntgenbilleder, CT-skanninger og en DNA-test, at Tutankhamon havde malaria såvel som en række andre medicinske tilstande, herunder ganespalte.
Han brækkede også benet, lige før han døde. Denne information hjælper os med at opbygge et billede af Tutankhamons helbred før hans død.
Det fortæller os dog ikke præcis, hvordan han døde - bortset fra at der ikke er tegn på, at han blev myrdet.
\ Om Forskerzonen
Denne artikel er en del af Videnskab.dk’s Forskerzonen, hvor forskerne selv formidler deres forskning, viden og holdninger til et bredt publikum – med hjælp fra redaktionen.
Forskerzonen bliver udgivet takket være støtte fra vores partnere: Lundbeckfonden, Aalborg Universitet, Roskilde Universitet, Syddansk Universitet & Region H.
Forskerzonens redaktion prioriterer indholdet og styrer de redaktionelle processer, uafhængigt af partnerne. Læs mere om Forskerzonens mål, visioner og retningslinjer her.
2. Blev begravet med blomster
Da Tutankhamons grav blev åbnet i 1922, bar han en krave af blomster. De var i god stand, fordi de var forseglet inde i kisten med ham.
Der er fundet begravelsesbuketter på andre mumier, men dette er den eneste kongelige begravelse, hvor alle blomsterne blev fundet, præcis som de sørgende i det gamle Egypten efterlod dem.
Blomster havde stor betydning for de gamle egyptere, der malede billeder af blomsterhaver på væggene i gravkamrene. Blomster blev beundret for deres skønhed, duft og af symbolske årsager.
Studier af blomsterne og frugterne brugt i kraven viser, at Tutankhamon blev begravet mellem midten af marts og slutningen af april.
Forberedelsen af et lig til begravelse ville have taget 70 dage, hvilket betyder, at Tutankhamon sandsynligvis døde om vinteren.
3. Tutankhamons udseende blev bevaret ved specielle teknikker
De gamle egyptere fulgte en 'opskrift', når de mumificerede en person: Efter at have fjernet hjernen og de indre organer, blev den særlige salt-type natron brugt til at tørre kroppen ud.
Det producerede en mumie, der kunne overleve i tusinder af år, men som havde et krympet, magert udseende.
De gamle egyptere mente, at sjælen - eller Ka - var nødt til at vende tilbage til kroppen for at eksistere i efterlivet, men Ka var nødt til at kunne genkende sin krop.
Så for at få hans ansigt til at se mere naturtro ud, blev stoffer som harpiks skubbet ind under huden på Tutankhamons ansigt for at fylde det ud.
Indtil for nylig har man antaget, at Tutankhamon blev balsameret hurtigt og dårligt, fordi han døde pludseligt. Men de seneste CT-skanninger viser, at det ikke er sandt. At pakke ansigtet ud ville have taget tid og dygtighed.
4. Tutankhamon havde selskab på sin rejse til efterlivet
Det er svært at undslippe det mentale billede af Tutankhamon, der ligger i sin grav i pragtfuld isolation. Han var dog ikke den eneste begravet i graven. To miniature-kister blev fundet i en trækasse i gravens skatkammer.
Et studie publiceret i 2011 viste, at kisterne indeholdt to dødfødte fostre, som formentlig var Tutankhamons døtre. Det ene foster var omkring fem til seks måneder henne, det andet var omkring ni måneder og døde ved eller omkring fødslen.
Det er højst sandsynligt, at de er døtre af Tutankhamon og hans hustru Ankhesenamon, og at de døde før deres far.
Det er sjældent at finde et mumificeret foster. De gamle egyptere mumificerede en del børn, men det var ikke almindeligt. Tabet af børnene var naturligvis meget vigtig for Tutankhamon, så han ville have dem med sig i efterlivet.
5. Berømmelse har haft sin pris for Tutankhamon
Som mange af vores kendisser i dag vidner om, er berømmelse ikke altid en god ting. Det er bestemt også tilfældet for Tutankhamon, hvis ry har bragt overivrige videnskabelige undersøgelser og skader på hans krop.
Tutankhamon er sandsynligvis den mest undersøgte mumie i verden, muligvis med undtagelse af Ismanden Ötzi.
De seneste undersøgelser af Tutankhamon ved hjælp af sofistikerede CT-skanninger har vist, at hans krop ikke længere er intakt eller endda komplet.
Det første studie blev udført i 1925, kort tid efter at han blev opdaget. I deres iver efter at se Tutankhamon selv, fjernede de undersøgende anatomerne ham fra hans kiste, da han var klistret til den med harpiks.
Den hårde håndtering adskilte hans lemmer og hoved fra hans torso.
Fascineret af drengekongen Tutankhamon
Tutankhamon er den eneste kendte kongelige mumie, der stadig ligger i sin grav i Egypten. På et tidspunkt - sandsynligvis under Anden Verdenskrig - trængte én eller flere ukendte personer igen ind i gravkammeret.
Nogle af Tutankhamons ribben blev brækket og fjernet i jagten på amuletter eller smykker.
Forskningen har hjulpet os med at forstå mere om Tutankhamons helbred, liv og forberedelse til efterlivet.
Hans arv er ikke blot et studie af hans personlige liv. Det er en optegnelse over, hvordan forskningen giver næring til vores fascination af drengekongen Tutankhamon.
Denne artikel er oprindeligt publiceret hos The Conversation og er oversat af Stephanie Lammers-Clark.
\ Læs mere
