Professor emeritus: Universiteterne har svigtet chikanerede forskere

I årevis har der været problemer med, at forskere bliver mødt med chikane og trusler, når de deler deres viden om politisk følsomme emner i offentligheden.

Universiteterne har være alt for nølende med at tage hånd om problemet og beskytte forskernes ytrings- og forskningsfrihed, mener Heine Andersen, der forsker i akademisk frihed.

»Ledelserne har svigtet forskerne og bagatelliseret problemet. De skal stærkere på banen og markere tydeligt, at de støtter forskerne. Det er på tide, at problemet bliver taget lidt alvorligt af de ansvarlige politikere og ledere,« siger Heine Andersen, der er professor emeritus på Københavns Universitet.

»Det er jo helt skævt at gøre det til et problem for forskerne og fagforeningerne, som nogle er tilbøjelige til. Det er universitetsledelsens pligt at værne om forskningsfriheden,« fortsætter Heine Andersen, der har forsket i akademisk frihed og er forfatter til bogen ‘Forskningsfrihed’.

Det er bare blevet værre

I den senere tid har både forskere og deres ledere advaret om, at forskningsfriheden er under alvorligt pres, når en politiker fra Folketingets talerstol anklager navngivne forskere for at lave psedovidenskab, og når de bliver udsat for chikane, hver gang de deltager i den offentlige debat.

Men problemet er ikke nyt, og universiteternes ledelser burde have taget affære for flere år siden, mener Heine Andersen.

I hans bog, som første gang udkom i 2017, er der et kapitel om, hvordan trusler og chikane påvirker forskerne.

»Allerede dengang var der historier i medierne, hvor forskere trådte frem med navn nævnelse og fortalte om, hvad de blev udsat for af trusler. Det førte til, at man her på Københavns Universitet ville tage det op i et akademisk råd. Men der kom ikke noget ud af det,« siger Heine Andersen.

»Der var heller ingen rektorer, som dengang trådte frem og markerede en vilje til at lave et beredskab. Så der er ikke sket noget, kun at det er blevet meget værre,« tilføjer han.

I 2015 skrev Jyllands-Posten om, at klima- og islamforskere fik trusler og derfor afholdte sig fra at udtale sig om deres viden.

Demokratiet tager skade

Forskere har pligt til at formidle deres viden i offentligheden, foreskriver Universitetsloven.

Universiteternes ledelser har ansvaret for, at forskerne har mulighed for at lave op til loven og dele deres viden offentligt under forsvarlige vilkår, mener Heine Andersen.

»Hvis forskerne afholder sig fra at formidle deres viden eller fravælger at forske i bestemte emner, fordi de risikerer at blive chikaneret og få trusler, er det et problem for offentlighedens adgang til den viden, forskerne på samfundets vegne frembringer. Det skader det oplyste demokrati,« siger han.

»Hvad skal vi gøre?«

Anders Bjarklev, der er formand for Rektorkollegiet - en organisation, som repræsenterer universitetsledelserne - afviser, at universiteterne har været for sløve til at bakke forskerne op.

»Heine Andersen er i sin gode ret til at mene, at vi har været for nølende. Men hvad vil han foreslå, at vi skal gøre? Det eneste, vi kan gøre som rektorer, er, at sørge for, at der er en kvalificeret ledelse, de ansatte kan gå til, når de bliver udsat for noget, og at det bliver meldt til politiet, hvis der er foregået noget kriminelt,« siger Anders Bjarklev.

»Jeg forsvarer forskningsfriheden, hver gang jeg kan komme afsted med det. Og jeg hører fra kollegaer i universitetssystemet, at der foregår hundredvis af samtaler mellem medarbejdere og ledere om emnet i løbet af året. Heine Andersen ved jo ikke noget om, hvordan det bliver håndteret internt,« tilføjer han.

Til det siger Heine Andersen, at universiteterne blandt andet bør sørge for, at problemets omfang bliver kortlagt af uafhængige forskere. De bør også laves guidelines til institutter og til de berørte forskere om, hvad de skal gøre, når de udsættes for noget, der overskrider grænsen.

I boksen under denne artikel er den fulde liste over tiltag, Heine Andersen mener, at universitetsledelserne bør iværksætte.

Det bliver håndteret internt

I Norge, Sverige og Finland er der også problemer med, at forskere, der beskæftiger sig med bestemte emner, bliver intimideret og truet, når de udtaler sig offentligt, har Videnskab.dk tidligere berettet.

I Finland har chikanen ført til, at universiteterne har indført politikker for, hvordan de skal agere, når forskere bliver ramt, kan du læse i en kommende artikel på Videnskab.dk.

Der er også kommet udførlige vejledninger til ledelser og forskere om, hvordan de kan håndtere problemet, og hvor de kan henvende sig for at få hjælp.

»Det kan godt være, at vi kan lære noget af finnerne, hvis de har gjort noget, der kan hjælpe medarbejderne. Det vil jeg da gerne kigge på, om vi kan,« siger Anders Bjarklev.

Han mener dog ikke, at nedskrevne politikker og retningslinjer er til megen gavn.

»Der er en grænse for, hvor mange regler og retningslinjer, der kan skrives ned. Så kan vi jo bruge al vores tid på det, og det ikke ikke alt, der kan løses ved at skrive alt muligt ned. Sagen er den, at de her ting bliver håndteret internt mellem den lokale ledelse og medarbejderne,« siger Anders Bjarklev.

Fagforening: Der er brug for procedurer

Camilla Gregersen, der er formand for den akademiske fagforening DM, mener derimod, at universiteterne har brug for nedskrevne retningslinjer for håndtering af chikane og andre trusler mod forskningsfriheden.

»Vi har lavet flere undersøgelser, der viser, at forskningsfriheden har været under pres i mange år. Derfor mener jeg også, at der er behov for at få styrket universiteternes procedurer for, hvordan man kan håndtere det pres, forskerne er udsat for,« siger Camilla Gregersen og fortsætter:

»Det gælder både det pres, der kommer fra politisk hold, men også det, der kommer fra eksempelvis sociale medier, hvor alle mulige skriver aggressive kommentarer og kontakter vores medlemmer. Det kan være ret voldsomt,« tilføjer hun.

RUC opbygger beredskab

For nyligt advarede 262 køns- og migrationsforskere om den chikane, de er udsat for, i et åbent brev i Politiken:

»De skarpe angreb, som politikere og medier har rettet mod navngivne forskere, centre og miljøer, ledsages i stigende grad af voldsomme personlige angreb på sociale medier, i private beskeder og på mails,« skriver forskerne og fortsætter:

»Vi kan se, at den personvendte chikane, mange af os oplever, styrkes af den politisk motiverede mistænkeliggørelse af vores forskning. Vi og vores kollegaer bliver intimideret og chikaneret i en sådan grad, at flere er blevet sygemeldt.«

Hanne Leth, der er rektor på Roskilde Universitet, har tidligere fortalt til Videnskab.dk, at universitet i den seneste tid, hvor bølgerne har gået højt, har forsøgt at støtte forskerne så godt som muligt.

»I øjeblikket er vi nødt til at opbygge et beredskab for at beskytte forskerne og sørge for, at de ikke står alene med trusler og det pres, de er udsat for. Nogle forskere har brug for en pause fra pressen, og det støtter vi dem i,« sagde hun.

»Uacceptabelt, at forskere chikaneres til tavshed«

Johnny Laursen, der er dekan på Arts på Aarhus Universitet, har også udtrykt sin støtte til forskerne:

»Vi har drøftet de angreb, forskerne er udsat for, i råd og samarbejdsudvalg, og jeg er blevet kontaktet internt i fagmiljøet af bekymrede forskere,« sagde Johnny Laursen i artiklen.

For nyligt tog Johnny Laursen forskerne i forsvar i et indlæg på Science Report. Og sammen med Aarhus Universitets rektor, Brian Bech Nielsen, har han tidligere udtrykt bekymring over tvetydige udtalelser fra Forskningsminister Ane Halsboe-Jørgensen (S) i et indlæg på Altinget.

Flere andre dekaner og rektorer har ligeledes bakket forskerne op i debatindlæg. Per Michael Johansen, der er rektor på Aalborg Universitet, har også udtrykt sin støtte til forskerne på Twitter:

Det er uacceptabelt, når forskere intimideres og chikaneres til tavshed.
Forskning skal være genstand for debat og dialog. Det er forskernes videnskabelige forpligtelse at drøfte uenighed. Det kræver, at de tør stille resultater frem for offentligheden. Punktum. #dkforsk #dkpol

— Per Michael Johansen (@aaurektor) June 7, 2021

Men ledelserne burde have markeret sig langt tidligere og taget hånd om problemet, mener Heine Andersen.

»Hidtil har de jo nærmest være usynlige,« siger han.