KORT NYT FRA DANMARK:
»Du skal skydes.« »Et legalt terrormål.«
Sådan lyder to af truslerne mod Videnskab.dk-bloggeren og professor i kultur- og sprogmødestudier ved Roskilde Universitet, Garbi Schmidt. Hun er blot en af flere forskere, som oplever, at det udløser trusler at udtale sig offentligt, skriver jyllands-posten.dk.
Jyllands-Posten har været i kontakt med 20 forskere, som alle forsker i politiserede emner som islam, etik, integration, ekstremisme og klima. Langt de fleste har oplevet at føle sig truet, når de har udtalt sig om deres forskning.
»Der bliver skrevet noget meget radikalt og truende på blogs nogle gange. De fleste kan måske godt skelne mellem at lukke luft ud og føre truslen ud i livet. Men der kan også være nogle, der føler, at de er nødt til at gøre noget aktivt, som ikke kan nøjes med ord. Det tænker jeg på. Det er en risiko, og man må gøre op med sig selv som forsker, om man kan leve med den,« siger Garbi Schmidt til jyllands-posten.dk.
Og truslerne har konsekvenser for forskernes villighed til at udtale sig i medierne. Flere af de forskere, som Jyllands Posten har været i kontakt med, siger, at de er blevet mere påpasselige med at udtale sig offentligt. Thomas Søbirk Petersen, etikforsker ved Roskilde Universitet, siger til jyllands-posten.dk, at han kan finde på at sige, at han ikke har tid, hvis en journalist spørger til en kommentar til et etisk følsomt emne, som han har erfaring med kan udløse trusler.
Det kan få negative konsekvenser for samfundets mulighed for at træffe oplyste beslutninger, siger forsker i videnskabsformidling ved Aarhus Universitet Kristian Hvidtfelt Nielsen til jyllands-posten.dk.
»I sidste ende risikerer man, at en lang række vigtige samfundsbeslutninger bliver truffet på et utilstrækkeligt og uopdateret vidensgrundlag,« siger han.
Læs også:
Danmark som flygtningeland: Et 100-års perspektiv
Terror! Et forfærdeligt begrebs (foruroligende) normalitet
Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.
msc