Had, chikane og latterliggørelse er blevet en del af arbejdslivet for humanistiske forskere, der beskæftiger sig med emner som migration og køn. Hetzen er blevet så massiv, at forskerne holder sig tilbage fra at deltage i den offentlige debat.  

»Vi og vores kollegaer bliver intimideret og chikaneret i en sådan grad, at flere er blevet sygemeldt. De personlige konsekvenser er store, hvis man udtaler sig i medierne,« lyder det i et åbent brev fra forskerne til forskningsminister Ane Halsboe-Jørgensen, bragt i Politiken.

Brevet, som er underskrevet af 262 køns- og migrationsforskere, er en reaktion på, at det for nyligt lykkedes Henrik Dahl fra Liberal Alliance og Morten Messerschmidt fra Dansk Folkeparti at få vedtaget en erklæring om »overdreven aktivisme i visse forskningsmiljøer« ved en debat i Folketinget. 

Humaniora skal tåle kritik

Allerede i tiden op til Folketingsdebatten forsøgte Videnskab.dk gentagne gange at få kønsforskere til at give et modsvar til angreb, der igennem en længere periode er blevet rettet mod deres metoder og resultater. Forskerne afviste at medvirke blandt andet af frygt for trusler og chikane.

Men forskerne bør ikke lade sig kue, mener professor David Budtz Pedersen, der har kortlagt og forsket i værdien af humanvidenskaberne i Danmark.  

»Humaniora skal kunne tåle kritik, og forskerne må være stærke nok til at kunne fremlægge metoder og forskningsresultater. Det fremmer ikke tilliden til forskningen, hvis de melder sig ud af debatten,« siger David Budtz Pedersen og fortsætter: 

»Jeg forstår godt, at de holder sig tilbage lige nu. Men i det lange løb mener jeg, at de bør forsvare og forklare deres resultater og metoder, selv om de bliver mødt af hård kritik.«  

»En ting er, at man kan være utryg ved at deltage i debatten som ung ph.d.-studerende i en usikker ansættelse. Men hvis man har opnået en professortitel, så synes jeg, man skal være stærk og stå på mål for den forskning, man laver,« siger professoren.

»Forskning skal ud og skabe konflikter«

Hvis forskerne trækker sig med deres viden og afholder sig fra at give offentlige modsvar, når deres metoder og resultater kritiseres, bliver samfundet fattigere, mener han.  

»Forskning er for vigtigt til at blive overladt til forskerne selv. Forskning skal ud og skabe konflikter. Det er den måde, vores samfund udvikler sig på. Konflikterne og kontroverserne skaber fremdrift,« siger David Budtz Pedersen og tilføjer: 

»Det er et dybereliggende demokratisk problem, hvis forskerne ikke vil mødes med og svare på kritik fra folk, der har andre værdier og opfattelser end dem selv.«

»Uacceptabelt at svine folks forskning til«

En af de få forskere, der offentligt har svaret på de angreb, som over en længere periode er blevet rettet mod kønsforskning blandt andet fra politikeren Henrik Dahl, er Lea Skewes, der er postdoc på Aarhus Universitet.

I et indlæg på Forskerzonen går Lea Skewes og hendes mand Joshua Skewes i kødet på politikerens fejlbehæftede kritik af et studie, de to har publiceret sammen med Michelle Ryan, der er professor i Social og Organisationspsykologi på University of Exeter i England. 

På Forskerzonen forklarer de, hvorfor kritikken af deres studie er skudt helt ved siden af. 

De to forskere gik til tasterne, efter at Henrik Dahl fra Folketingets talerstol brugte deres studie som et eksempel på pseudovidenskab på baggrund af et blogindlæg skrevet af lægen Torsten Skov, forklarer Lea Skewes. 

»Fra talerstolen slap Henrik Dahl afsted med at dømme vores fagfællebedømte studie ude, mens han ophøjede Skovs pseudovidenskabelige blog til sandheden om kvaliteten af vores forskning,« skriver Lea Skewes i en mail til Videnskab.dk.

»Det er simpelthen ikke acceptabelt at svine folks forskning til på så tyndt et grundlag,« tilføjer hun.

Daglige hademails i tre måneder

Lea og Joshua Skewes har indtil videre kun fået positive tilbagemeldinger på deres modsvar til politikeren. Men Lea Skewes, der forsker i køn og sexisme, har i den grad også oplevet de negative konsekvenser af at deltage i debatten. 

»Normalt får jeg mange positive tilbagemeldinger, når jeg formidler min forskning, men jeg får også hademails for eksempel fra folk, der skriver til mig, mine chefer og alle danske rektorer, at de bør fyre mig,« siger Lea Skewes og tilføjer:

»Den type mails har jeg modtaget næsten dagligt i knap tre måneder. Og den type adfærd legitimeres selvfølgelig af Henrik Dahls usaglige angreb på min forskning. Han stiller sig frem som autoritet og bruger sin magtposition til at invitere til usaglig kritik af mig som person og hele mit forskningsfelt.«

En kamp mellem 'os' og 'dem'

I den senere tid, hvor politikere har dømt navngivne forskere ude, har debatklimaet nået lavmålet, mener Lea Skewes. Hun forstår godt, at andre forskere holder sig tilbage. 

»Det er simpelthen ikke rimeligt at forvente, at forskere skal indgå i en dialog, som starter med, at politikere kalder os pseudoforskere. Så har man jo ikke inviteret til dialog, men startet en kamp mellem ‘os’ og ‘dem’,« skriver hun og fortsætter:

»Hvis folk møder feministiske- eller minoritetsforskere med det udgangspunkt, at de ikke er ‘ægte’ forskere, så er det jo ikke en dialog, man inviteres til, men et frontalt angreb på ens faglighed. Hvorfor skulle man stille op til det?« 

Videnskab.dk har spurgt universitetsledere, hvordan de forholder sig til, at forskere trækker sig fra debatten. Læs ledernes svar i boksen under artiklen. 

Debatten er blevet polariseret

David Budtz Pedersen medgiver, at debatten i de senere år har ændret sig i en uheldig retning, og han har også selv modtaget trusler, når han har blandet sig i debatten om sundhedspolitik og vacciner. 

»Debatten er blevet meget polariseret, og ofte kan den ikke rumme den kompleksitet, der er i humanistisk forskning,« siger han.

Alligevel opfordrer han forskerne til at tage kampen op, ligesom Lea og Joshua Skewes har gjort. 

»Det kan være dybt frustrerende, når man møder mennesker, der udfordrer ens viden på en anden måde, end ens fagfæller. Men når det lykkes at placere ny viden i samfundet i stedet for at lade den hobe sig op i et fagfællesskab, er det ekstremt tilfredsstillende,« siger David Budtz Pedersen. 

»Så lad forskningen møde det samfund, den taler ind i, og vær beredt på, at borgere og politikere kan have svært ved at acceptere viden, der støder imod deres holdninger,« opfordrer han.  

Humaniora er altid på en kampplads 

Det er ikke usædvanligt, at humanistisk forskning møder modstand, siger David Budtz Pedersen, som har skrevet bogen ‘Kampen om Mennesket’, der handler om, hvordan forskellige idéer om, hvad det vil sige at være menneske, konstant brydes i samfundet. 

»Mange af de spørgsmål, vi beskæftiger os med i humanvidenskaberne, udfordrer mange menneskers identitet og selvopfattelse. For eksempel køn, kultur, historie, normer og værdier. Når borgere og politikere møder forskning, der ikke svarer til den virkelighed, de selv oplever, reagerer de.«

»Det er vigtigt, at forskerne erkender, at humaniora altid vil være centrum for kontroverser,« siger David Budtz Pedersen og fortsætter: 

»Kampen handler om, hvad et menneske og et samfund er. Der opstår løbende konflikter om at definere det menneskelige, og debatten mellem skoledannelser og teoriretninger er nødvendig, så man ikke ender i et ekkokammer af ensartede ideer.«

Humanistiske forskere er gode formidlere

Konflikterne og sammenstødene med det omkringliggende samfund driver den humanistiske forskning fremad og frembringer nye erkendelser, mener David Budtz Pedersen. Derfor er det afgørende, at forskerne imødekommer kritikken, selv om den er hård og i nogle tilfælde usaglig.  

David Budtz Pedersen og kollegaernes forskning fra projektet Humanomics viser i øvrigt, at humanistiske forskere generelt er gode til at formidle deres forskning og få den i spil i samfundet. 

»Vores undersøgelser viser, at de humanistiske forskere er meget stærke til at formidle deres forskning i alle mulige forskellige fora. Den igangværende debat er måske netop et udtryk for, at forskningen er blevet meget stærkt formidlet - så stærkt, at den er blevet politisk,« siger David Budtz Pedersen.