Skjoldene ved Gokstad-skibet er ikke udelukkende fremstillet til begravelsesritualer og skibspynt. Flere ting tyder på, at de har haft praktisk betydning for vikingerne i kamp. Det konkluderer dansk arkæolog i et nyt studie.
\ Automatisk oplæsning
Skjoldene ved Gokstad-skibet er ikke udelukkende fremstillet til begravelsesritualer og skibspynt. Flere ting tyder på, at de har haft praktisk betydning for vikingerne i kamp. Det konkluderer dansk arkæolog i et nyt studie.
Ved Norges østkyst, halvanden times kørsel syd for Oslo, ligger en af vikingetidens mest velbevarede skibsgrave, kaldet ’Gokstad-skibet’.
I begyndelsen af 900-tallet havde skibet sejlet for sidste gang og blev sat på land for i stedet at udgøre en ærefuld gravplads for en omkommet viking.
Blandt de genstande, som vikingen fik med sig i graven, var 64 gul- og sortmalede skjolde, der i sin storhedstid, har slanget sig langs skibets sider som gravpynt. Troede man.
Arkæolog og nuværende ph.d.-stipendiat ved CEMAS/Stockholms Universitet Rolf Fabricius Warming har siden 2019 analyseret skibsgravens skjolde og fundet tydelige tegn på, at de ikke kun har været en fryd for vikingernes øjne, men også har spillet en anden og mindst lige så vigtig rolle:
»Indtil videre har man været af den opfattelse, at vikingerne har produceret tynde, mere simple skjolde til ceremoniel brug, såsom begravelser. Skjoldene her har vist sig at indeholde nogle håndværksmæssige metoder, som næppe giver mening at bruge, hvis skjoldene kun er konstrueret for syns skyld. Helt specifikt er der tale om komplekst våbenteknologisk håndværk,« forklarer Rolf F. Warming.
Gennem sine analyser har han fundet flere håndværksmæssige kneb ved skjoldene, som har givet vikingerne en fordel i kamp.
Ét af de tegn, som har overbevist arkæologen om, at skjoldene ved graven ikke kun har været til pynt, er fortyndinger af træet ved skjoldenes yderkant.
Helt konkret er der tale om to typer fortynding, der frit kan oversættes til:
Det er endnu ikke helt sikkert, hvad de to typer fortynding har haft af funktioner, men Rolf F. Warmings teori er, at ’den kraftige fortynding’ har haft den funktion at gøre det nemmere at fastgøre skindbeklædning ved kanten af skjoldet, mens ’den lette fortynding’ skulle gøre skjoldet lettere og mere manøvredygtigt.
De har altså tilsammen givet skjoldbæreren en fordel i modstandsdygtighed, lethed og balance.
»Skjoldene har været en central del af vikingernes kampudstyr, og fortyndingerne ved kanten har givet krigerne mulighed for at bevæge skjoldene med større balanceevne og lethed. Det har dermed også gjort det lettere for dem at bruge skjoldene aktivt i kamp, ikke kun som passivt forsvar,« fortæller Rolf F. Warming, som i senere forskning håber på at få mulighed for at blive klogere på de to typer fortynding og deres mulige funktioner.
Som det så tit er med opdagelser, har fortyndingerne åbnet for endnu flere spørgsmål hos arkæologen. Nogle af de spørgsmål, som Rolf F. Warming håber at kunne undersøge nærmere, er blandt andet:
Det er blandt andet også derfor, at Rolf F. Warmings samlede analyse kommer med en klar opfordring til videre undersøgelse i hans videnskabelige artikel, som er publiceret i tidsskriftet Arms & Armour.
Hvis du spekulerer over, hvem der har gjort sig fortjent til en gravplads bestående af et skib på 23,8 meter med et gravkammer og 64 skjolde, er du ikke den eneste.
»Mange har prøvet at finde frem til, om den begravede mand kan være én af samtidens konger
eller fyrster, men indtil videre har vi ikke kunnet identificere, præcis hvem der ligger i skibsgraven,« siger arkæolog og ph.d.-stipendiat Rolf Fabricius Warming, som dog kan fortælle, at den type grav ikke var et hverdagsscenarie for vikingerne.
»Vi ved, at det er en mand i 40-årsalderen, som er kraftigt bygget og har flere mærker efter kamp, hvilket klart tyder på, at han har været en kriger. Det, at han har fået sådan en flot begravelse, viser også, at han har været en kriger af høj status eller rang,« forklarer han.
Når pile, sværd og økser brager mod et skjold af træ, er der ikke noget at sige til, at det får nogle ordentlige hak. Og et skjold udelukkende fremstillet af træ kan ikke tage mange skud eller slag, før det er mere til besvær end gavn.
Hvis en skjoldmager derimod borer huller i siden af træskjoldet og bruger hullerne til at sy skind fast til skjoldet, får det en helt anden modstandsdygtighed.
Derfor er de huller, som Rolf F. Warming har fundet i Gokstad-skjoldenes sider, endnu et tydeligt tegn på, at gravens skjolde formentlig også har været brugt i kamp
»Med en skindbeklædning vil våben have sværere ved at trænge igennem skjoldene. Det vil give mening at lave den form for beskyttelse, hvis skjoldene skulle hærdes mod slag, men det er ikke nødvendigt, hvis de blot skulle bruges som pynt til en begravelse.«
Skind kommer i mange typer kvalitet, behandling og dyr. Fælles for dem alle er dog, at det er et organisk materiale, som rådner og er sjældne syn ved arkæologiske fund, der er godt 1.100 år gamle. Derfor er det heller ikke til at sige, hvilken type skind der kan have beskyttet Gokstad-skjoldene.
Selv om man har fundet enkelte plamager af ukendt organisk materiale på skjoldene, er det endnu ikke til at sige, hvad det er. Rolf F. Warming håber, at han og hans kollegaer får mulighed for at analysere det organiske materiale i fremtiden og blive klogere på, om det rester af skind eller noget helt andet.
Lidt uden for Slagelse ved Trelleborg har man fundet ‘Danmarks eneste vikingeskjold’, nemlig Trelleborg-skjoldet. Det er et meget velbevaret skjold, som minder om de skjolde, man har fundet ved Gokstad i Norge.
Derfor pointerer museumschef for Nationalmuseet og leder af Trelleborg Anne-Christine Frank
Larsen, at de undersøgelser, som finder sted ved den norske vestkyst, kan bidrage med vigtig
viden til det danske vikingefund.
»Gokstad-skjoldene er de nærmeste paralleller til Trelleborg-skjoldet, og det er derfor vigtigt at
dykke et spadestik dybere ned i forskningen af skjoldene. Denne nye viden vil være fantastisk at
kunne formidle videre,« siger Anne-Christine Frank Larsen.
Læs mere om skjoldene fra Gokstad og Trelleborg i slutningen af artiklen.
I løbet af de seneste år er det lykkedes Rolf F. Warming og hans kollegaer at undersøge en række andre vikingeskjolde og genskabe skjoldenes skindbeklædning i samarbejde med Trelleborg i Slagelse.
I 2019 skrev Videnskab.dk om Rolf Fabricius Warmings dengang spæde kortlægning af vikingeskjoldenes skindbeklædning. Du kan her læse mere om, hvilke typer skind vikingerne brugte til at styrke deres skjolde, og hvilken betydning det har haft for deres chancer i kamp.
Ifølge Rolf F. Warming er skibsgraven ved Goksted arkæologiens svar på Det Skæve Tårn i Pisa. Noget, som de fleste kender, måske ikke helt forstår, og som ikke kan sammenlignes med meget andet.
»Ved de fleste fund af skjolde fra vikingetiden er det kun skjoldbulen, der er tilbage. Skjoldene ved Gokstad, sammen med skjoldet fra Trelleborg, er noget helt særligt, fordi de er så velbevarede. Gokstad-skjoldene er dog de eneste fund, som kan bruges til at undersøge skjoldplankernes udformning i denne detalje-grad,« fortæller han.
For arkæologer, som normalt må nøjes med den lille kuppel af metal fra vikingeskjoldenes
centrum, er fundet af træ fra skjoldene som at komme på legeplads i stedet for kravlegård.
Skibsgraven i Gokstad blev udgravet og undersøgt første gang i 1882 af den norske arkæolog Nicolay Nicolaysen. Siden da har der hersket en antagelse om, at skjoldene ikke har kunnet holde til særligt meget, og at de var fremstillet udelukkende til ceremoniel brug, altså som ‘pynt’ til skibsgraven.
Rolf F. Warming har dog aldrig været lige så lun på den opfattelse som sine foregående kollegaer.
»Dels skal man skal jo altid være lidt skeptisk, når vi arkæologer snakker om ceremonier og ritualer, for vi kan godt have en tendens til at bortforklare dét, som vi ikke forstår, med, at ting er ceremonielle,« forklarer han og fortsætter.
»Derudover har jeg tidligere kigget på skjoldenes dimensioner og kunne ikke se noget, som pegede på, at Gokstad-skjoldene skulle være specielle eller anderledes i forhold til dem, som man opfatter til at være fremstillet til brug i kamp. I undersøgelsen har jeg forsøgt at være åben for begge tolkninger og alt ind imellem.«
Derfor er Rolf Warmings analyser af skjoldene på sin vis arkæologiens svar på at køre uden for pisten på ski. Du kan gøre dig nogle spændende, nye opdagelser væk fra den angivne rute, men du skal selv finde vejen derhen.
»Det er altid svært at træde væk fra det, som vi troede, vi vidste, og i stedet finde de spørgsmål der åbner for andre muligheder. Det har været én af de største udfordringer,« siger han.
Ole Kastholm, som er forhistorisk arkæolog og museumsinspektør ved Roskilde Museum, undrer sig over, at skjoldene ikke er analyseret nærmere før.
Han ser Rolf Warmings studie som et 'kærkomment og vigtigt' supplement til de hidtidige undersøgelser af Gokstad-fundet.
»Både skibet i sig selv og begravelsen med dens udstyr er et ikonisk og helt afgørende fund fra vikingetiden,« forklarer Ole Kastholm, som også kalder det 'tankevækkende', at der nu er grobund for at rejse spørgsmålet, om skjoldene har været mere end blot 'rekvisitter'.
Ole Kastholm savner en vurdering af, hvorvidt træet, som er et organisk og foranderligt materiale, kan have ændret form over tid og påvirket undersøgelsens målinger og resultater.
Dog erklærer han sig enig i, at videre undersøgelser af skjoldene har potentiale til at give en dybere forståelse for vikingernes kultur.
»Ikke alene er skjoldene en nærmest unik kilde til vikingetidens våbenbrug og våbenteknologi,« siger Ole Kastholm.
»Mere viden om Gokstad-skjoldene kan også belyse de overordnede spørgsmål om, hvordan vi skal opfatte gravgaverne i vikingetidens elitebegravelser, hvordan gravene blev opført, og hvilke ritualer og symboler som menneskene dengang knyttede til dem,« pointerer han.
Ved begravelser, som den Gokstad-manden modtog, indeholdt gravscenariet både gravhøj, havgående skib, småbåde, heste, hunde, fugle, senge, slæde, telte og meget andet udstyr, som alt sammen spillede sin egen rolle.
Ole Kastholm peger på, at vi kan blive klogere på vikingernes begravelseskultur ved at undersøge de genstande, som omgiver gravstederne.
»Når vi bliver klogere på, hvorvidt skjoldene var 'rigtige' våben eller er lavet som et grav-rekvisit, har vi også bedre forudsætninger for at forstå, hvilken rolle skjoldene har spillet ved begravelserne. På den måde bliver vi lidt klogere på den kultur, der omgiver den type ritualer.«
Ligesom Rolf F. Warming peger han også på behovet for at få skabt en »helt grundlæggende og systematisk fremlæggelse af skjoldene i deres helhed, med tegninger, fotos, mål og materialeanalyser«.
For det meste er skjoldbulen den eneste rest af vikingeskjolde, fordi de øvrige organiske materialer er forsvundet. Derfor har Rolf F. Warming i første omgang brugt kræfter på at undersøge det unikke fund af fragmenter af træ fra skjolde ved Gokstad-skibet.
Det betyder dog ikke, at det mere almindelige metalfund er uden betydning.
Skjoldbulen er en kuppel af metal, placeret centralt i skjoldet. Den dækker over det hul i træet, hvor en kriger griber fat om skjoldets håndtag. Og så udgør det en potentielt vigtig kilde til viden om de måder, som vikingerne kæmpede på.
»Når der er mærker i skjoldbulerne fra det, som, vi før troede, var ceremonielle skjolde, er det endnu et tegn på, at de har været brugt i kamphandlinger. Vi mangler stadig at analysere de mærker og undersøge, om det kan fortælle os noget mere om vikingernes teknikker i kamp,« forklarer Rolf F. Warming.
Hans håb for sin seneste publikation om skjoldene er derfor, at den vil skabe grobund for dybere og bredere undersøgelse af vikingernes mest centrale kampredskab.
Én af dem, som Rolf Fabricius Warming har haft samarbejde med ved rekonstruktion og beskrivelsen af det tidstypiske vikingeskjold og i arbejdet med Gokstad-skjoldene, er Anne-Christine Frank Larsen, Museumschef ved Nationalmuseet og leder af Trelleborg.
Ifølge hende er undersøgelserne af Gokstad-skjoldene ikke kun vigtige for nærmere at forstå det norske gravfund, men også for det arbejde og den videnformidling, der udføres ved den historiske ringborg ved Slagelse, som hun leder.
»Gokstad-skjoldene er de nærmeste paralleller til Trelleborg-skjoldet, og det er derfor vigtigt at dykke et spadestik dybere ned i forskningen af skjoldene. Det gælder også de områder, hvor Rolfs og tidligere forskeres resultater ikke stemmer overens,« påpeger Anne-Christine Frank Larsen.
For hende er disse undersøgelser også et eksempel på, hvordan fagets konstante udvikling tillader arkæologien at vende tilbage til gamle fund for at udfordre vores viden og opfattelse af verden.
»Det er superinteressant at genbesøge de gamle udgravninger, blandt andre Gokstad, og med den allernyeste viden at analysere og måske genfortolke gamle forskningsresultater. Det er jo det, der gør det så spændende at arbejde med det arkæologiske materiale,« siger Anne-Christine Frank Larsen, som også ser potentialet ved at grave dybere efter de informationer, som skjoldene kan give.
»Der kan stadig trækkes ny viden ud af skjoldet, og denne nye viden vil være fantastisk at kunne formidle videre. Kan man mon bruge Trelleborg-skjoldet til at komme dybere ned i Gokstad-fundets enkelte dele og udfordringer?,« begynder museumsdirektøren, og herfra går der ikke længe, før hun har tilføjet adskillige punkter til Rolf F. Warmings liste over ting, som kunne være spændende at undersøge videre.
Hvilke punkter, der bliver taget op først, må tiden vise, men det står i hvert fald klart, at Gokstad-skjoldene har meget mere at byde på for nysgerrige vikingeentusiaster.
Hver anden fredag åbner arkæologer og historikere vinduet til fortiden.
