Når vikingetidens krigere begav sig på togt for at hærge deres europæiske naboer, var skjoldet deres vigtigste forsvarsvåben og en trofast følgesvend.
Men for at kunne bruge skjolde i kamp, måtte vikingerne overtrække dem med beskyttende skind. Uden skind ville de tynde træskjolde splintre, så snart de stiftede bekendtskab med spyd, økser eller sværd.
Skindbeklædningen har længe udgjort det sidste ubekendte materiale i vikingernes skjolde. Forskere har kun få gange kunnet afgøre, hvilke dyr skind fra arkæologiske udgravninger stammer fra ud fra dets udseende, og det har hidtil været umuligt at slå fast, om vikingerne garvede skindet om til læder eller brugte ugarvet skind.
Nu kan forskere fra Society for Combat Archaeology, Konservatorskolen og Aarhus Universitet afsløre, at et af de mest velbevarede vikingeskjolde både har garvet kalveskind rundt om kanten og er beklædt med garvet lamme- eller hjorteskind på forsiden og bagsiden.
»Det spændende er, at nu ved vi med sikkerhed, hvordan skjoldene så ud, i stedet for at behøve at gå og gætte. Med de nye resultater har vi endelig fået en helhedsforståelse af skjoldkonstruktioner i vikingetiden. Det betyder også, at vi for første gang har mulighed for at bygge helt autentiske rekonstruktioner,« siger Rolf Fabricius Warming, arkæolog og leder af Society for Combat Archaeology (SoCA) til Videnskab.dk
Rolf Fabricius Warming er forskningsleder på projektet.
I samarbejde med Vikingeborgen Trelleborg, Nationalmuseet er han nu i gang med at udvikle den første naturtro genskabning af et såkaldt rundskjold. Du kan opleve projektet 'Vikingeskjoldet' til Sankt Hans på Trelleborg ved Slagelse, hvor skjoldets holdbarhed vil blive afprøvet med pileskud, sværd- og øksehug.
LÆS OGSÅ: Arkæolog: Vikinger kæmpede ikke bag mure af skjolde
Første systematiske undersøgelse af skind
I projektet har forskerne lavet den første systematiske undersøgelse af skind fra vikingeskjolde nogensinde. Det har de gjort ved at undersøge fire nordeuropæiske skjolde fra vikingetiden (800-1.050) og jernalderen (500 f.v.t.-850).
Et af de skjolde er altså beklædt med både kalve- og lammeskind. Det stammer fra vikingetiden og er fundet i en våbengrav ved vikingebyen Birka i Sverige, hvor det har ligget siden omkring år 900-1.000. Der blev taget mikroprøver af skjoldet ved Historiske Museet i Stockholm, hvor fundet er opbevaret.
Udover Birka-skjoldet har forskerne undersøgt skindbeklædning på skjolde fra Jylland (dateret til førromersk jernalder, 350 f.v.t.), Bornholm (romersk jernalder, 250-300) og Letland (vikingetid, ca. 850).
Hele resultatet af forskningsprojektet bliver afsløret i tidsskriftet Bericht der Römisch-Germanischen Kommission til efteråret. Her vil du få svar på, hvilket skind, der er på de andre skjolde.
Hvilket dyr, og hvilken behandling?
Skindbeklædningen er blevet undersøgt på to måder:
- For at finde ud af om skindet er garvet eller er råhud, har forskerne lavet mikroanalyser af fibre fra skjoldenes skindbeklædning.
- For at afgøre hvilket dyr skindet stammer fra, har forskerne foretaget den såkaldte ZooMS-analyse.
Du kan læse mere om metoderne i faktaboksen under dette afsnit.
\ Mikroanalyser og ZooMS
Mikroanalyser viser, om der er garvestoffer til stede i skindet, fordi kollagenfibrene i skindet ændrer sig, hvis der er.
Forskerne har også påført fibrene en jernsulfat-opløsning, som farver fibrene sorte, når der er garvestoffer til stede.
De har også ATR-scannet fibrene, som lader dem se forskel på ugarvet og vegetabilsk garvet hud via infrarød spektroskopi.
ZooMS-metoden bruges til at skelne dyrearter ud fra proteinet og kollagen, som findes i skindet. Kollagens opbygning varierer lidt mellem arter, og forskellene kan registreres med et massespektrometer. På den måde kan man ofte identificere arten ved at sammenligne med data fra kendte arter i en database.
Kilder: René Larsen/Luise Ørsted Brandt
Skindet fortæller om skjoldets konstruktion
Det er vigtigt at vide, hvilke materialer vikingetidens krigere brugte i deres skjolde, af flere forskellige grunde, mener Rolf Fabricius Warming og Ulla Mannering.
Sidstnævnte er seniorforsker ved Nationalmuseet, og har vurderet det nye arkæologiske projekt for Videnskab.dk:
- Valg af materialer og forarbejdning fortæller os om skjoldets konstruktion og holdbarhed. Kalve- og lammeskind er nok blevet brugt til at styrke de tynde skjoldes konstruktion og gøre dem mere robuste, mener Rolf Fabricius Warming.
- Når vi ved, hvordan hele skjoldet så ud, kan vi bygge autentiske rekonstruktioner. Dem kan forskere bruge til at lave såkaldte ‘eksperimentalarkæologiske’ forsøg. Her kan de undersøge, hvordan forhistoriske våben blev fremstillet og brugt ved at afprøve dem i kamp, siger han.
- Forskere kan, ved at behandle skindet på rekonstruktionen på præcis samme måde som det arkæologiske fund, også opnå viden om, hvordan vikingernes teknologi fungerede, og hvad de præcis gjorde, for at nå til det færdige produkt, mener Ulla Mannering.
- Rekonstruktioner giver også bedre mulighed for, at publikum kan få et indtryk af, hvordan ting har set ud før i tiden. Arkæologisk materiale er ofte nedbrudt og må ikke berøres, hvilket ikke gælder rekonstruktioner, siger hun.
LÆS OGSÅ: Hvorfor var vikingerne så overlegne i kamp?
Troede, at vikingerne gik udenom lammeskind
Oveni det er det også første gang, arkæologer har fundet lammehud på et skjold, og indtil nu har konsensus været, at vikingerne foretrak ko- og kalveskind på skjoldene, fordi det var mere slidstærkt.
»Der er en engelsk lovgivning fra omkring år 930, hvor kong Æthelstan befaler, at ingen skjoldmagere skal sætte lam på hans skjolde. Han har nok anset lammeskind for at være svage. Lovgivningen tyder dog på, at nogen har brugt lammeskind, og det har vi nu fysiske belæg for,« siger Rolf Fabricius Warming.
Grunden til, at vikingerne valgte at bruge det svagere lammeskind, er sandsynligvis, at det var det, de havde bedst adgang til, mener Rolf Fabricius Warming. Ved at behandle skindet med garvestoffer så det bliver til læder, har vikingerne desuden gjort materialet vandafvisende og langtidsholdbart, fortæller han.
»Supervigtige resultater«
Ulla Mannering fra Nationalmuseet kalder det arkæologiske projekt for »supervigtige resultater«.
»Metoden er god, sikker, og den bedste til at arts-identificere. Det er desuden virkelig vigtigt, at arkæologer begynder at kunne give specifikke identifikationer af forhistorisk skind,« siger seniorforskeren, der selv beskæftiger sig med skandinaviske tekstiler.
Når der kommer flere resultater, vil man kunne lave databaser og få et bedre indtryk af, hvordan skind blev bearbejdet, handlet og brugt i vikingetiden, mener hun.
Det er ikke opsigtsvækkende, at vikingerne har brugt skind fra forskellige dyr på deres skjolde. Men det er godt at få dokumenteret, at man i denne periode arbejdede med flere forskellige materialer - nogle på grund af udseende og andre på grund af deres styrke, mener seniorforskeren.
»Det viser os, at vikingerne har brugt domesticerede (tæmmede, red.) dyrearter, som de har haft let adgang til gennem deres landbrug, men produkterne har stadig været af høj kvalitet,« siger Ulla Mannering.
LÆS OGSÅ: Hvilke vikinger var mest barske: Danske eller norske?
Vikingerne var fantastiske håndværkere
Det nye resultat understøtter vores billede af vikingerne, som nogle fantastiske håndværkere. Det er Ulla Mannering og Rolf Fabricius Warming enige om.
»Vikingetiden er, som den sidste del af forhistorien, en periode, hvor skind længe har indgået i våbnene. Derfor må vi formode, at vikingerne har haft en stor viden om, hvordan skind skal bearbejdes,« siger Ulla Mannering.
Garvningen har krævet en vis ekspertise.
Processen foregår ved, at man skraber al håret af skindet eller fjerner det ved hjælp af kemisk behandling, »så vikingerne skulle vide, hvornår de skulle stoppe for ikke at ødelægge fibrene,« fortæller Rolf Fabricius Warming.
Den kemiske proces skulle løsgøre det yderste hudlag, som derefter kunne skrabes af noget nemmere. I vikingetiden kunne man benytte sig af noget så delikat som menneskeurin til denne del af processen.
Derefter lagde man huderne ned i et hul i jorden med bark indimellem. Her frigives garvesyrerne i barken og trænger ind i skindet, så det omdannes til læder.
LÆS OGSÅ: Hvordan så vikingerne egentlig ud?
LÆS OGSÅ: Ny trend: Vikinger bliver realitystjerner
LÆS OGSÅ: Arkæolog: Vikingetiden burde hedde stålalderen
\ Mere om vikingeskjolde: Dansk forsker har nyt om Gokstadskibets skjolde
Arkæolog Rolf Fabricius Warming har efterhånden markeret sig med flere opsigtsvækkende undersøgelser af vikingeskjolde. Han har for eksempel afklaret, hvordan vikingerne brugte deres skjolde til at afværge sværdhug.
Og for nyligt havde Rolf Fabricius Warming nyt om skjoldene fra det berømte Gokstad-skib, som blev fundet i en gravhøj ved Sandefjord i Norge i 1880. Skibet befinder sig i dag på Vikingeskibsmuseet i Oslo.
Som en del af det føromtalte Trelleborg-projekt har Rolf Fabricius Warming lavet de første grundige analyser af de skjolde, som har siddet på skibets ræling.
Hidtil har arkæologer haft en mistanke om, at Gokstad-skjoldene ikke blev brugt i kamp, men udelukkende var dekorative og måske havde en ceremoniel funktion, for eksempel ved gravlæggelse.
»Skjoldene var bemalede og meget tynde, så man har formodet, at de kun har været dekorative. Men man har aldrig for alvor undersøgt det,« siger Rolf Fabricius Warming.
Men hans undersøgelser tyder på, at Gokstadskibets skjolde højst sandsynligt er fremstillet til at blive brugt i kamp:
»Der er et godt grundlag for at sige, at skjoldene har været funktionelle i kamp,« siger Rolf Fabricius Warming.
Vikinger satte skind udenpå deres kampskjolde for at gøre dem mere modstandsdygtige. Da Gokstad-skibet blev fundet, var der ikke skind på dets skjolde. Men Rolf Fabricius Warmings undersøgelser viser, at skjoldene har haft rækker af huller i midten.
Fra andre undersøgelser ved arkæologen, at dens slags huller blev brugt til at hæfte skindet fast på skjoldet.
»Hullerne giver ingen mening, hvis de ikke har været brugt til at fastgøre skindbeklædningen. Man har sandsynligvis ikke haft et skind, der var stort nok, så man har brugt to stykker skind, som man har fastgjort i hullerne midt på skjoldet,« siger han og uddyber:
»Nøjagtig samme løsning har man benyttet på et yderst velbevaret skjold fra Tira i Letland, hvor både træ og skindbeklædning er bevaret. Når vi nu ved, at skjoldene fra Gokstadskibet har haft skind på, er der ikke længere belæg for at sige, at de udelukkende har været brugt ceremonielt eller som dekoration.«
Rolf Fabricius Warmings undersøgelser af skjoldene fra Gokstadskibet er endnu ikke publiceret.
af Anne Ringaard
