Set i bakspejlet var drivkræfterne bag Hamas' forbløffende velplanlagte land-sø-luft-angreb på Israel i lørdags helt åbenlyse.
Angrebet afspejler et mønster med fire krige og regelmæssige udbrud af vold mellem Israel og Hamas i Gaza siden 2005, hvor Israel trak sine militære stillinger tilbage og tvangsflyttede 9.000 israelske bosættere fra territoriet.
Hver gang Hamas har affyret raketter mod Israel eller engageret sig i lignende provokationer, har det resulteret i kraftige repressalier fra Israel i form af store bombeangreb rettet mod Gazastriben.
Den palæstinensiske militante, islamistiske organisation Hamas ser dog ud til nærmest at betragte det som en nødvendig omkostning.
En vigtig faktor, der motiverer Hamas til vold, er konkurrerende grupperinger. Andre mindre, men endnu mere ekstremistiske grupper anfægter Hamas' autoritet i Gaza. Det gælder især Palæstinensisk Islamisk Jihad.
Disse grupper har til tider selvstændigt lanceret raketangreb på Israel, hvilket har ført til straffeaktioner i hele territoriet.
Oven i alt dette er den israelske regering dannet af premierminister Benjamin Netanyahu i december sidste år den mest højredrejede i Israels historie.
Benjamin Netanyahus regering, som ikke har lagt skjul på ønsket om at annektere Vestbredden, har tilladt en betydelig udvidelse af jødiske bosættelser i området, som er ulovlige i henhold til international lov.
Løvernes hule
Det har ført til konflikt mellem bosættere og unge palæstinensere på Vestbredden, som i det seneste år har dannet en løs gruppe, der kalder sig Løvernes Hule.
Denne gruppering, der består af uafhængige militser - tilsyneladende uden central kontrol - har ikke meget respekt tilovers for det palæstinensiske selvstyre, der står i spidsen for Vestbredden under ledelse af Mahmoud Abbas, som er en mand i firserne.
De palæstinensiske myndigheder har ikke meget reel administrativ, sikkerhedsmæssig eller moralsk autoritet i området.
Løvernes Hule-grupperingen kæmper også med militante grupper i Gaza om indflydelse blandt palæstinensiske unge - både i Gaza og på Vestbredden.
Kampen om Tempelbjerget
Hertil kommer, at en minister i Benjamin Netanyahus koalition, Itamar Ben-Gvir, har besøgt Tempelbjerget, som er hjem for Al-Aqsa-moskeen, ét af de helligste valfartssteder i islam.
Det blev betragtet som en provokation af alle palæstinensere - både på Vestbredden og i Gaza. Israelske turister rejste også til Tempelbjerget i løbet af den nylige Sukkot-ferie, hvilket yderligere fyrede op under palæstinensernes vrede.
Da den daværende oppositionsleder i Israels regering, Ariel Sharon, besteg Tempelbjerget i 2000, blev det betragtet som en åbenlys provokation - gnisten, der antændte den anden intifada fra 2000-2005.
I henhold til en aftale, der går forud for Israels grundlæggelse, har Jordan formynderskab over det religiøse Al-Aqsa-kompleks.
Israel bestræbte sig på at respektere Jordans rolle, da den israelsk-jordanske fredsaftale blev underskrevet i 1994.
Men palæstinenserne ser de israelske ministres og ikke-muslimske turisters besøg som respektløse over for stedets hellige ukrænkelighed og i modstrid med dette løfte.
Hamas har også hævdet, at besøgene har ført til vanhelligelse af Al-Aqsa; et argument, der åbenlyst har til formål at vinde støtte fra muslimer i hele den arabiske og bredere islamiske verden.
Hvorfor angribe nu?
Det er påfaldende, at Hamas har kaldt aktionen 'Operation Al-Aqsa Stormflod'. Det hentyder til den primære årsag til at angribe netop nu, hvilket understreger, hvad Hamas ser som den israelske vanhelligelse af et helligt islamisk sted.
En yderligere motiverende faktor er sandsynligvis den stigende tendens hos arabiske stater til at indgå fredsaftaler med Israel, som det fremgår af Abraham-aftalen 2020, der involverer De Forenede Arabiske Emirater, Bahrain, Sudan og Marokko.
Der har på det seneste været store spekulationer om, hvorvidt Saudi-Arabien er ved at lave sin egen aftale med Israel.
Det er til stor bekymring for alle palæstinensere, og ikke blot på Vestbredden, da det yderligere reducerer presset på Israel for at nå frem til en aftale med dem.
Prioriterer fred med arabiske stater frem for palæstinenserne
Benjamin Netanyahu har gjort det klart i sine offentlige udtalelser, at han prioriterer fred med arabiske stater frem for en eventuel fred med palæstinenserne.
Hamas anerkender ikke Israel, men har sagt, at man vil overholde en våbenhvile, hvis Israel trak sig tilbage til 1967-linjerne; det vil sige grænserne lagt lige før seksdage-krigsudbruddet,
Israel ville sandsynligvis ikke tage Hamas' på ordet og trække sig tilbage som krævet. Men der er endnu mindre sandsynlighed for, at den betingelse nogensinde bliver realiseret, hvis Saudi-Arabien indgår sin egen aftale med Israel.
Et andet aspekt ved timingen er, at tidspunktet næsten præcist falder sammen med 50-året for starten på Yom Kippur- eller Ramadan-krigen i oktober 1973, hvor Egypten og Syrien angreb Israel.
Betydningen af, at en palæstinensisk enhed kan overraske Israel på samme måde, er ikke gået tabt for Hamas.
Så der var flere formål for Hamas med at iværksætte et angreb på dette tidspunkt - og muligvis en kombination af dem alle.
Hamas vil sandsynligvis få stor sympati fra den bredere arabiske verden, men kun lidt materiel bistand.
Hamas' militæroperation vil sandsynligvis få Saudi-Arabien til at holde sig tilbage fra at normalisere forholdet til Israel indtil videre.
Men det er usandsynligt, at de arabiske stater, der har underskrevet Abraham-aftalen, vil trække sig fra aftalen i protest mod israelske modangreb.
Hvor er konflikten på vej hen?
Det står ikke klart, hvor konflikten er på vej hen. Den militante Hizbollah-gruppe i Libanon har allerede beskudt stillinger i det nordlige Israel. Men i hvilket omfang gruppen vil blive involveret, vil afhænge af dens sponsor, Iran.
Overordnet har man set, at Teheran ønsker at beholde Hizbollahs betydelige raket- og missilstyrke i reserve i tilfælde af et israelsk angreb på iranske atomanlæg.
Der er også spørgsmålet om, hvorvidt Løvens Hule-militser på Vestbredden vil iværksætte deres egne angreb, hvilket i bund og grund vil skabe en tredje front mod Israel.
Og en mulig fjerde front kan komme fra angreb på jødiske israelere fra arabiske israelere, der bor i Israel.
USA har lovet støtte til Israel
Den amerikanske præsident Joe Biden har allerede lovet støtte til Israel, så der kan ikke være nogen tvivl om, at Israel i sidste ende vil vinde overhånd i forhold til disse udfordringer.
Benjamin Netanyahu har advaret om en langvarig krig, men den kan vise sig at blive rimelig kort, hvis Israel går linjen ud med straffeaktioner og modsvar.
Den største begrænsning for israelske repressalier mod Gaza vil være det faktum, at et ukendt antal israelske borgere er blevet kidnappet af Hamas-militser og ført til Gazastriben.
Uovervejede israelske bombeangreb ville helt sikkert sætte disse liv på spil.
Israel vil også være tilbageholdende med at sætte sine forsvarsstyrker ind i Gaza på grund af risikoen for store tab. De kan dog sende specialstyrker, hvis de får efterretninger om, hvor de kidnappede borgere befinder sig.
Ikke-politik kan ikke længere fortsætte
En yderligere risiko for Israel i forhold til repressalier er, at et for brutalt angreb på Gaza kan vende vesten imod Israel. Indtil videre er vestlige regeringer dog stærkt støttende over for Israel og uden sympati for Hamas.
Overordnet skal Israel tage højde for, at man er nødt til at udvikle en politik til at styre de palæstinensere, der bor i de områder, Israel kontrollerer.
Den nuværende situation, hvor kompromisløse, uforsonlige militser holdes inde i Gaza, mens israelske styrker begrænser aktioner af palæstinensere i Israel og Vestbredden, har passet den israelske regering fint i mange år.
Den israelske regering har været i stand til at ignorere arabisk og internationalt pres for at forhandle en to-statsløsning eller at indvillige i en ét-statsløsning.
Den virkelige betydning af Hamas' angreb er, at en sådan ikke-politik ikke længere kan fortsætte.
Denne artikel er oprindeligt publiceret hos The Conversation og er oversat af Stephanie Lammers-Clark.
\ Kilde
Ian Parmeters profil (Lowy Institute)
