To gange i løbet af det seneste år har professor Christian Bjørnskov måttet gnide sig i øjnene en ekstra gang.
Professoren, der igennem 25 år har forsket i økonomi, har til sin store forbavselse set sit navn misbrugt og påklistret forskning, som han aldrig har lavet.
Den falske forskning med Christian Bjørnskovs navn var angivet som kilde i andre studier.
»Det ligner meget, at det er opfundet af en chatbot,« siger han til Videnskab.dk:
»I begge tilfælde virker det til, at det er forskellige studier, min kollega og jeg har lavet, som er plastret sammen. Titlen ligner noget, vi godt kunne have lavet.«
Christian Bjørnskov er professor i nationaløkonomi på Aarhus Universitet og dermed et levende eksempel på en vild og kritisk udvikling i videnskaben: Fejl og fusk fra chatbotter og kunstig intelligens æder sig ind i forskningen.
Chatbotter opfinder nemlig selv viden og kilder, der ikke findes. De hallucinerer, som det kaldes. Og det har en direkte indvirkning på det arbejde, der udgives i de videnskabelige tidsskrifter.
Et nyt studie vidner om en udbredt tendens.
Her har forskere gransket 2,5 million studier fra 2025 og fundet falske henvisninger til omkring 150.000 kilder - i form af studier, bøger og anden form for videnskabelig viden - der slet og ret ikke findes.
I et andet nyt studie, omtalt på Videnskab.dk, har forskere fundet over 4.000 falske kilder i en gennemtrawling af 2,5 million medicinske studier.
Studiet viser, at problemet er mere end tolvdoblet siden 2023 – fra omkring fire falske referencer per 10.000 artikler til 56,9 per 10.000 i begyndelsen af 2026.
Konsekvenserne kan være store og alvorlige, advarer forskere.
Forskning med AI-fejl kan blive brugt i ny forskning, politik eller endda behandlinger, hvis de ikke opdages.
Norsk kollega måtte undskylde
Det værste af de to tilfælde af AI-fusk, Christian Bjørnskov oplevede, var en pinlig episode, fortæller han.
Hans svenske kollega, økonomiforskeren Niclas Berggren, som Christian Bjørnskov har lavet talrige studier med, fik en besked om, at et fælles studie var citeret i et nyt, norsk studie.
De to forskere opdagede dog, at deres studie var opdigtet. Det samme var den viden, de blev taget til indtægt for i den norske forskning.
Selv om referencen ikke spillede en nøglerolle i det norske studie, gjorde det studiet åbenlyst utroværdigt, ifølge Christian Bjørnskov.
For hvad kunne der så ellers være galt med studiet?
Endnu værre blev det, da de to forskere så, at de kendte til en af de norske forskeres arbejde, der stod bag studiet.
»En halv time efter, vi havde skrevet til ham, svarede han og skrev undskyld. Han mente, at det var en ph.d.-studerende, som havde tilføjet referencen i studiet,« siger Christian Bjørnskov.
Studiet er udgivet i tidsskriftet Journal of Happiness Studies og er stadig tilgængeligt med den opdigtede reference.
Dominoeffekt af dårlig forskning
I det andet tilfælde er der tale om et mindre og nyt tidsskrift, hvor det unægteligt ligner en chatbot, der har opdigtet en reference i et studie med Christian Bjørnskovs navn på.
Her tog han kontakt til tidsskriftet, som oplyste, at de ville sætte gang i en større undersøgelse.
Men den slags fejl burde ikke være endt i tidsskrifterne til at starte med, mener Christian Bjørnskov.
Snyd og falske kilder kan sætte en hel lavine af fejl i gang, advarer han.
Hvis en økonom gengiver falsk forskning med Christian Bjørnskovs navn og bruger den i en økonomisk analyse, bliver udregningerne også forkerte.
Hvis ikke det opdages, kan studiet, der bygger på falske kilder, samles op og citeres i endnu et studie, og så skaber det i værste fald en dominoeffekt af forskning, der bygger på forkert viden.
Bombarderet med AI-ansøgninger
På Roskilde Universitet sidder professor Rikke Andreassen, og hun har en anden beretning om, hvordan AI og chatbotter har inficeret hendes arbejde.
Rikke Andreassen forsker på Institut for Kommunikation og Humanistisk Videnskab, hvor hun også håndterer ph.d.-ansøgninger.
Da hun for nylig gennemgik over 200 ansøgninger, sprang to ting i øjnene:
- Der var langt flere ansøgninger end normalt - og mange af dem var påfaldende uskarpe
- Flere ansøgninger havde falske kilder angivet, som med al sandsynlighed var lavet af chatbots.
Særligt en af disse referencer bed hun mærke i, da hun stod som forfatter til det refererede studie.
Også for Rikke Andreassens vedkommende bar studiet en titel på noget forskning, som hun nok godt kunne have lavet. Men studiet var falskt.
»Umiddelbart tænkte jeg, at det var tragikomisk. Men måske mest af alt ret trist«, siger hun til Videnskab.dk.
Der burde ligge et oprigtigt engagement bag en ansøgning om at skrive en ph.d. og blive forsker, siger hun.
Ud over den manglende interesse var det også besværligt og tidskrævende med de mange ekstra ansøgninger, hvor risikoen for falske kilder var stor.
Som noget nyt måtte Rikke Andreassen slavisk slå alle referencerne op for at faktatjekke dem.
Hun kalder det videnskabelig dovenskab, der åbenlyst er problematisk og diskvalificerer ansøgeren til stillingen.
»Det er hårdt at lave en ph.d. Hvis man ikke kan lave en ansøgning, hvordan skal man så kunne lave en ph.d.-afhandling?« spørger hun.
Hvem har ansvaret?
Der findes endnu ikke en bestemt straf eller et kodeks for forskere på tværs af universiteterne, hvis de snyder med AI - for eksempel til at opfinde falske kilder.
Når det handler om opdigtede referencer i studier, bliver det dog betragtet som snyd og uredelighed, oplyser Nævnet for Videnskabelig Uredelighed, NVNU, til Videnskab.dk.
NVNU findes under Forskningsstyrelsen og behandler sager, der angår mistanke om videnskabelig uredelighed. Nævnet oplyser også, at de for nuværende har haft to danske sager med opdigtede referencer fra kunstig intelligens.
Hvem der - udover snyderne selv - egentlig bærer ansvaret for at bekæmpe den stigende flod af falske kilder, er ikke nødvendigvis så nemt at svare på, mener de to forskere, som Videnskab.dk har talt med til artiklen her.
Tidsskrifterne og forskere, der som uvildige bedømmere gransker og godkender studierne for tidsskrifterne, kan ikke bære ansvaret, mener de to:
»Problemet er, at der aldrig er tid nok til fagfællebedømmelsen,« siger Christian Bjørnskov, der selv er redaktør på et tidsskrift.
Han mener i stedet, at universiteterne bør undervise de studerende og fremtidens såvel som nuværende forskere bedre i, hvordan man bruger og ikke bruger AI i forskning.
Det er Rikke Andreassen enig i. Men hun har også en bredere pointe:
Tempoet og forventningerne til de unge forskere skal skrues ned, så de ikke presser sig selv til at overproducere AI-forskning for at stå bedre til en fastansættelse eller en bevilling, siger hun.
Og så skal der også tages et opgør med AI i forskningsverdenen, hvor der bredt diskuteres, hvor meget og hvordan det overhovedet skal bruges, siger Rikke Andreassen:
»Det må være en kollektiv beslutning og ikke noget, der træffes på de enkelte institutioner. Vi har brug for en samtale og en kollektiv beslutning.«
