20 år efter invasionen af Irak: Hvorfor var USA så forhippet på at vælte Saddam Hussein?

20 år efter Irakkrigen blev indledt, er den én af de største gåder i den amerikanske reaktion på al-Qaidas terrorisme 11. september 2001.

Med det samme angrebet havde fundet sted, var alle klar over, at det var al-Qaida, der stod bag.

Al-Qaidas tilholdssted var Afghanistan, hvor det havde været oplagt at fokusere bekæmpelsen af terrorismen.

Alligevel argumenterede vicepræsidenten Richard Cheney, forsvarsminister Donald Rumsfeld og hans viceminister Paul Wolfowitz sammen med et neokonservativt stærkt miljø i Washington prompte, at svaret skulle være regimeskifte i Irak.

I regeringen argumenterede udenrisministeren Colin Powell med støtte fra den nationale sikkerhedsrådgiver Condoleezza Rice for, at verden ville se al-Qaida i Afghanistan som det oplagte mål for den amerikanske reaktion.

De pointerede også, at USA efter terrorismen nød hele verdens sympati, som imidlertid ville tabes, hvis USA i stedet angreb Irak.

Det endte med, at USA 7. oktober 2001 angreb Afghanistan, hvilket førte til 20 års krig mod Taliban, som endte med at generobre magten i august 2021.

Beslutningen om at angribe Irak var imidlertid ikke opgivet, blot udskudt.

I løbet af 2002 var der ikke tvivl om, at USA militært ville angribe Irak og søge at fjerne Saddam Hussein, uanset om der kom opbakning i FN’s Sikkerhedsråd eller ej.

Men hvorfor?

De neokonvervative ville af med Saddam

Ikke engang for krigens fortalere i Bush-regeringen forekommer de tvivlsomme efterretninger både om Iraks samarbejde med al-Qaida og om produktion og lagre af masseødelæggelsesvåben at være tilstrækkelig overbevisende begrundelse for krig.

Under Kuwaits befrielseskrig i 1991 besluttede George H.W. Bush at afbryde den amerikanske fremrykning i Irak, efter de irakiske besættesestropper var sendt på flugt ud af Kuwait, men det vakte kritik i Washington.

Mange argumenterede for, at de amerikanske tropper skulle have fortsat til Bagdad og fjernet Saddam Hussein.

Ikke mindst var de neokonservative tænketanke i Washington kritiske. De så Irak som en perfekt sag for USA til at sende et klart signal til verden om, at USA ikke ville lade sig udfordre på sin nyvundne position som unipolær magt (hvor verden var bipolær under Den Kolde Krig).

Ved at fjerne Saddam Hussein ville USA vise, at ingen skulle udfordre USA’s position, og hvis nogle forsøgte, ville de militært blive straffet.

De argumenterede med andre ord for en kraftig udvidelse af begrebet om deterrence (afskrækkelse).

Under Den Kolde Krig handlede det om at afskrække Sovjetunionen fra ekspansion og anvendelse af atomvåben.

Nu skulle hele den ikke-vestlige verden afskrækkes fra at udfordre USA’s position (den vestlige var jo stadig i alliance med USA).

Det ville kræve militær oprustning på et tidspunkt, hvor verden og den amerikanske kongres efter afviklingen af Øst-Vest konflikten forventede nedrustning.

Forhindre nye trusler i at dukke op

Da det første forsvarsbudget efter Den Kolde Krig skulle vedtages i Kongressen var det den daværende forsvarsminister Richard Cheney og forsvarschefen Colin Powells opgave at argumentere for et budget, der ikke blev beskåret alt for meget.

Det første udkast til ny forsvarsdoktrin blev afvist i Kongressen, hvor den demokratiske senator Sam Nunn simpelthen ikke kunne se, hvilke trusler der blev angivet som begrundelse for udgifterne.

Cheney fik sin viceforsvarsminister Paul Wolfowitz til at begrunde det.

På 46 sider forklarede Wolfowitz og hans kolleger, hvordan man kan opretholde amerikansk global dominans i den nye verdensorden.

»Nøglen, ræsonnerede de, var at tænke og handle forebyggende.« At forhindre nye (trusler) i at dukke op. Potentielle rivaler skulle afskrækkes for overhovedet at overveje at blive rivaler.

Midlet var omfattende alliancer, ’militær tilstedeværelse i alle strategisk vigtige områder’ samt at »opretholde et massivt militær, der var i stand til at udkæmpe to store krige på en gang.«

Ovenstående er fra Stephen Wertheims omtale af Pentagonstudiet i tidsskriftet Foreign Affairs, der bringer en serie artikler i anledning af 20-året for indledningen af Irakkrigen.

Nogle idéer blev accepteret, andre afvist

Det første udkast af rapporten blev lækket til The New York Times og skabte et ramaskrig, fordi det som udtrykt af ledende demokrater som senator Edward Kennedy ville føre til amerikansk imperialisme.

Rapporten blev omskrevet og publiceret i en redigeret og modificeret udgave i april 1992 og kom til at gå under navnet Wolfowitz-doktrinen.

Den indeholder også en betragtning om, at Mellemøsten skal defineres gennem tæt sikkerhedspolitisk arbejde mellem Israel og USA, hvor det handlede om, at styrke Israel og Jordan, der faktisk indgik en fredsaftale i 1994.

Kongressen endte med at acceptere doktrinen om, at USA skulle være i stand til at udkæmpe to krige samtidigt. Det ville kræve en stående styrke på 1,5 millioner mand, hvilket svarede til en 25 procent reduktion af forsvarsbudgettet i forhold til under Den Kolde Krig.

Idéen om, at USA skulle have baser i beredskab overalt på kloden til at gennemføre forebyggende angreb mod opkommende trusler, blev afvist, herunder af Joe Biden, der dengang var senator.

Men idéen om militær gennemførelse af regimeskifte i Irak blev ikke glemt i de neokonservative kredse, der tog den op igen i et berømt notat, der cirkulerede i Washington i 1996.

Derfor skulle Saddam fjernes

Notatet ’A Clean Break: A New Strategy for Securing the Realm’ var led i udarbejdelsen af en rapport, der handlede om at tilvejebringe sikkerhed for Israel.

Studiet blev ledet af den kendte neokonservative politiske analytiker og tidligere viceforsvarsminister Richard Perle, der i George W. Bush-administrationen blev en af de varmeste fortalere for krig mod Irak.

Notatet argumenterede for, at Israels sikkerhed skulle garanteres gennem en redifinition af Mellemøsten. Saddam Hussein skulle fjernes og det Israel-venlige Jordan skulle styrkes.

Konkret skulle den kongelige familie i Jordan, hashemitterne, genindtage ledelsen af Irak, som de kortvarigt havde haft i 1958 – som modvægt til Syriens trusler mod Israel.

Det var den samme gruppe af analytikere, der sammen med Rumsfeld dominerede Pentagon, da 11. september 2001 angrebet indtraf, og drejebogen var klar:

Saddam Hussein skulle fjernes af tre grunde:

1. Det ville cementere USA’s position som verdens ubestridte unipolære supermagt (Wolfowitz-doktrinen),
2. det ville styrke Israel og den amerikansk-israelske sikkerhedspolitik i Mellemøsten, samt
3. skabe grobund for fremme af amerikanske værdier i regionen.

Formentlig var de også overbeviste om, at Irak besad masseødelæggelsesvåben og arbejdede sammen med al-Qaida, selvom våbenkontrollører ikke havde fundet skyggen af de påståede lagre, og ingen efterretninger understøttede teorien om Saddam Husseins samarbejde med al-Qaida.

’Vi lavede fejl, tusindvis af fejl, i Irak’

Det overordnede strategiske mål med at angribe Irak holdt imidlertid, uanset masseødelæggelsesvåben og al-Qaida samarbejde eller ej.

A Clean Break var et notat, som skulle være grundlag for Benjamin Netanyahus mellemøst- og palæstinapolitik, når han som forventet blev genvalgt permiereposten i 1996, hvilket han gjorde.

Derimod fortsatte demokraten Bill Clinton i Det Hvide Hus, og notatet fik ikke indflydelse på hans mellemøstpolitik.

Tankerne i Wolfowitz doktrinen og A Clean Break dukkede op igen i George W. Bush-administration, der havde rekrutteret en stor del af de folk, som havde stået bag de to dokumenter.

De fik afgørende indflydelse på udformningen af den nationale sikkehedsstrategi i 2002, der var en respons på 9/11. Målet var at sikre USA’s status quo position som verdens eneste supermagt.

Det skulle ske gennem unilateralisme (amerikansk enegang), forebyggende militære angreb og globalt overherredømme (hegemoni).

Som bekendt gik det anderledes: Irakkrigen skabte stor opposition både internationalt og i USA, hvor Bush tabte midtvejsvalget i 2006 og skiftede Donald Rumsfeld ud.

I Irak var det åbenbart for alle, at krigen havde slået fejl. Som den daværende udenrigsminister Condoleezza Rice sagde: »Vi lavede fejl, tusindvis af fejl, i Irak.«

I stedet for demokratsering blev stategien i Irak i 2007 oprørsbekæmpelse under ledelse af den kendte general David Petraeus.

Krigens ødelæggende konsekvenser

Wolfowitz-doktrinen havde slået fejl, men dens afgørende idéer døde ikke; USA har opretholdt en ambition om at fastholde sin position som unipolær supermagt.

Det fremgår både af Donald Trumps og Joe Bidens nationale sikkerhedsstrategier og skal ske ved – som det hedder i Bidens strategi – at udkonkurrere og udmanøvrere den eneste magt, der samler styrke til at redefinere den amerikanske ledede verdensorden, nemlig Kina.

Skulle denne konfrontative strategi overfor Kina ende med decideret krig mellem de to stormagter, må man i den grad frygte konsekvenserne i lyset af, at verdens suverænt stærkeste militærmagt ikke kunne vinde over Taliban i Afghanistan eller vinde freden i Irak efter at have fjernet Saddam Hussein.

Den krig skabte ikke et sikkert, fredeligt og velfungerende Irak, som det ellers var planen.

Derimod førte den sammen med krigen i Afghanistan og antiterroroperationer i mere end 85 lande til en overbelastning af USA’s militære kapacitet. Freden blev tabt.

Sammen med indsatsen i Syrien har Irakkrigen kostet mere end tre billioner amerikanske dollars, 4.550 amerikanske soldater og flere hundrede tusinder civile mistede livet.

Dertil kommer ødelæggelsen af den irakiske stat og store følgevirkninger i resten af Mellemøsten i form af terrorisme og flygtningeudfordringer.

Har Biden glemt Irak?

Der er meget at lære af Irakkrigen.

Desværre synes den at blive fortrængt. Den var helt fraværende i Joe Bidens bemærkninger i Polen, da han besøgte landet i februar 2023 og sagde:

»Idéen om at over 100.000 mænd ville invadere et andet land – siden 2. verdenskrig er intet i den dur sket.«

Jo Biden, du var med til at sende 170.000 soldater til Irak. Krigen fandt sted uden FN-mandat og uden at styrke USA’s magt, uden at opnå mere fred, bremse terrorisme og skabe mere demokrati i Mellemøsten – faktisk tværtimod.

Som Hans Blix, den tidligere chef for FN’s våbeninspektører i Irak, har udtalt, er der al mulig grund til at kritisere Rusland og stoppe Putins angrebskrig i Ukraine, men det var USA, der med krigen i Irak først brød med den regelbaserede verdensorden.

Det har Vesten måske glemt, men nationer og stater uden for Vesten har ikke.

Kommentaren er et bearbejdet uddrag af en bog, jeg i efteråret udgiver på Aarhus Universitetsforlag med titlen ’Den amerikanske Mission’.