Da en lokalhistoriker i den spanske by Huéscar i 1981 gik tilbage i sit byråds journaler, opdagede han til sin og alle andres overraskelse, at byen var i officiel krig - og havde været det i 172 år.
Byen havde erklæret krig mod Danmark, da vores kongerige i 1809 havde meldt sig på den franske side under Napoleonskrigene. Men da krigen sluttede, glemte byen at melde fred igen.
Ved historikerens fund besluttede et (heldigvis) enigt byråd at sætte en endegyldig stopper for den længste fejde, Danmark nogensinde har haft. Freden indtraf med et håndslag fra den danske ambassadør og en parade, der blandt andet bød på vikinger med hornede hjelme.
Krige kan slutte på mange måder, men det er desværre langtfra alle krige, der slutter lige så fredeligt som denne.
Historisk slutter konflikter langt oftere på et voldeligt grundlag og som resultat af store menneskelige og materielle tab, fortæller militærforsker ved Forsvarsakademiet Kenneth Øhlenschlæger Buhl.
Her giver han eksempler på, hvordan krige har nået deres ende i nyere tid.
Krigen kan stoppe, når sejrherren er fundet
»Den mest simple form for afslutning, en krig kan have, er, at den ene part bliver fuldstændigt besejret og landet falder sammen,« fortæller Kenneth Øhlenschlæger Buhl.
Denne form for sejr har endda sin egen betegnelse: ‘debellatio’. Et latinsk ord, der betyder noget i retning af at ‘besejre’.
»Man forbinder formentlig oftest 'debellatio' med erobringskrige, hvor en part forsøger at absorbere den anden,« siger han.
»I nyere tid så vi et eksempel på 'debellatio', da Nordvietnam efter amerikanernes tilbagetrækning i 1975 væltede regeringen i Sydvietnam, der dermed forsvandt, og vi fik det Vietnam, der består i dag.«
Det måske mest kendte eksempel på 'debellatio' er formentlig afslutningen på Anden Verdenskrig, hvor Hitlers Tredje Rige ophørte med at eksistere, tilføjer Kenneth Øhlenschlæger Buhl.
I stedet opstod nye statsdannelser efter nogle års besættelse i form af Vesttyskland og Østtyskland. Disse to lande blev på fredelig vis sammenlagt efter den kolde krigs ophør, ved at Østtyskland blev en del af Vesttyskland.
Et andet kendt eksempel er Den Amerikanske Borgerkrig, hvor nordstaterne gik sejrrigt fra krigen, og Amerikas Konfødererede Stater, der bestod af de såkaldte sydstater, ophørte med at eksistere.
»Kollaps af et land som konsekvens af en krig er som regel noget, vi ser i kampen mellem to nationer. Men vi så det jo også for ikke mere end et år siden, hvor Taliban omstyrtede det siddende styre og lavede et nyt i Afghanistan. Der var det en indre magt, der væltede et land,« fortæller han.
\ Læs mere
Et konkret mål
Men det er ikke alle konflikter, der behøver at gå så langt, at styret falder, fortsætter Kenneth Øhlenschlæger Buhl.
Andre krige har meget konkrete mål, og her indfinder freden sig, når målet er nået.
»Det så vi for eksempel ved Falklandskrigen i 1982, som formelt var en krig mellem Argentina og Storbritannien,« beretter militærforskeren og fortsætter:
»Her annekterede Argentina de britiskejede Falklandsøer. Kort efter generobrede Storbritannien øerne, og de argentinske tropper kapitulerede. Da Storbritannien heller ikke havde interesse i at fortsætte, stoppede krigen.«
Våbenhvile
En våbenhvile kan også betegnes som værende en fred, selvom parterne stadig på papiret er i konflikt, fortæller Kenneth Øhlenschlæger Buhl.
I dag er det er blandt andet tilfældet mellem Syd- og Nordkorea og mellem Israel og Syrien. Her eksisterer der stadig en krigstilstand mellem parterne, men der finder ikke kamphandlinger sted. I hvert fald ikke officielt. Indimellem opstår der brud på våbenhvilen, som da Nordkorea i 2010 sænkede et sydkoreansk krigsskib.
Det er dog at foretrække, hvis stridende parter kan nå en officiel fredsaftale, siger Kenneth Øhlenschlæger Buhl.
»Juridisk er der stor forskel på en våbenhvile og en fredsaftale,« siger han.
»Aggressioner med våbenhvile som bagtæppe har langt færre implikationer og bliver sædvanligvis ikke dømt lige så hårdt af det internationale samfund som ved efter en fredsaftale. Hvis en fred skal bestå, er det selvfølgelig at foretrække at lave en aftale, der cementerer freden.«
‘Skadende dødvande’
Ovenstående eksempler er selvfølgelig forsimplede forklaringer, og hver konflikt kan pege på sine egne sociologiske og politiske årsager til, at den stoppede, påpeger Kenneth Øhlenschlæger Buhl.
»Helt grundlæggende har den kendte prøjsiske strateg Clausewitz formuleret en ofte anvendt læresætning - at krig er en videreførelse af politik med andre midler. De bliver ofte startet for at nå et politisk mål og bliver bedømt på, om man lykkes med at nå dem eller ej. Det behøver ikke være en erobring. Det kan også være, at man fik gennemtvunget noget, for eksempel en bestemt politisk ordning eller et såkaldt regimeskifte, i det land som angribes.«
Men der kan også ske det, som vi afslutningsvist kort vil runde med et kig mod den raserende krig i Ukraine:
En krig kan også afsluttes, hvis den når til et stadie, hvor fronterne bliver fastlåst, og begge parter føler, de ikke har udsigt til at få noget ud af en vedvarende konflikt.
Det fortæller Ole Wæver, der er professor på Institut for Statskundskab på Københavns Universitet og fredsforsker.
Han taler om begrebet ‘mutually hurting stalemate’, direkte oversat til dansk ‘gensidigt skadende dødvande’. Det dækker kort fortalt over, at hvis en krig først er gået i gang, er det svært at få parterne til at gå til forhandlingsbordet, så længe de tror, de kan vinde.
Der skal altså opstå en situation, hvor ingen af parterne vinder fremgang i krigen - og heller ikke har udsigt til det - og samtidig skal tage sig af de enorme udgifter, en konflikt ofte indebærer.
»Så længe en af siderne føler, at de står med bedre kort på hånden, hvis de bare lader konflikten køre videre en uge eller måned til, har de ikke lyst til at stoppe,« siger Ole Wæver.
»Problemet er, at krigslykken kan vende, og når den ene sides fremgang svinder ind, overtager den anden side den ofte. Men hvis en fredsaftale skal laves, må begge sider nå til et punkt, hvor de ikke længere føler, at de kan vinde mere ved at lade krigen fortsætte. Krigen skal være gået fuldstændig i dødvande, hvis parterne skal have incitament til at stoppe,« siger han.
Kenneth Øhlenschlæger Buhl tilføjer, at når en stat vurderer, at omkostningerne ved at fortsætte krigen vil være for store i forhold til det forventede politiske udbytte, vil den være tilbøjelig til at afslutte krigen. Det gælder principielt også, selvom en stat står til at vinde på den lange bane, for en sejr kan simpelthen blive for dyrekøbt.
Men hvad siger det om krigen i Ukraine og vores udsigter til fred? Det ser desværre ikke godt ud, er forskerne enige om. Det kan du læse mere om i denne artikel.
