Nej, vi er ikke midt i en ny kold krig – men vi skal tage resten af verden mere alvorligt end hidtil

Hvis du faldt i søvn i 2015 og først vågnede i 2023, ville du vågne op til en hel ny verden.

En verden, hvor mange kriser som klimaopvarmning, en pandemi, brudte forsyningskæder, inflation, Ruslands invasion af Ukraine eller spændinger mellem USA og Kina er spidset til. Alle sammen kriser, der har forandret Europas grundpræmisser.

De generationer, der har været så heldige at vokse op i et Europa, som siden 1945 kun har kendt til fred (medmindre man altså boede i det tidligere Jugoslavien eller andre østeuropæiske egne), ser med ubehag på en stigende grad af usikkerhed i verden – kendetegnet af utallige kriser og en kontinuerlig ’permakrise’.

Som netop vågnet til denne virkelighed vil du sandsynligvis prøve at håndtere de overvældende indtryk og usikkerheden med referencer til noget, mange stadig kan huske: ’Den Kolde Krig’ fra cirka 1947-1990.

Der er nogle, som siger, at ’Den Kolde Krig’ aldrig er stoppet, mens andre mener, at vi er nu på vej til en fornyet udgave, hvor Kina har overtaget Sovjetunionens rolle.

Men hvad er det egentlig, vi oplever lige nu?

Verden er for kompleks til at opdeles i to blokke

Mange iagttagere forudser en verden delt op i to lejre: En demokratisk verden på den ene side overfor en verden styret af autoritære ledere.

Her virker det nærliggende at tale om en ’ny kold krig’. Men så enkelt er det ikke.

I mine øjne er det endda forkert på dobbelt vis: Det var allerede et problematisk begreb dengang, det opstod, og det er heller ikke sigende at bruge begrebet nu.

’Den Kolde Krig’ var nemlig mest et journalistisk-præget begreb og gav kun mening, hvis man med ’kold’ mente, at der hverken udbrød en atomkrig eller en direkte militærkonfrontation mellem de to supermagter.

Det er et begreb, der viser det dengang forenklede fokus på de sovjetisk-dominerede lande i Østeuropa overfor den vestlige verden – USA, Vesteuropa og andre demokratiske lande.

For den oprindelige ’kolde krig’ mellem ’Øst’ og ’Vest’ var på ingen måde ’kold’ for mange befolkninger i Centralamerika, Afrika eller Sydøstasien.

De kunne ofte se deres land være enten skueplads for statskup eller ’stedfortræderkrige’ mellem USA og Sovjetunionen.

Det er den samme forsimpling, der gælder dagens fejlbrug af begrebet ’den nye kolde krig’.

Vi glemmer resten af verden

Mange tror, at der udspiller sig en global magtkamp mellem demokratiske stater – Nordamerika, EU, Australien, Sydkorea, Japan og så videre – og autoritære stater, især Kina og Rusland.

Men hvad med resten af verden?

Her fanger begrebet ’den nye kolde krig’ heller ikke, hvad der foregår, fordi vi heller ikke her kan inddele hele verden i to blokke. Ligesom vi heller ikke kunne i det 20. århundrede.

Der findes jo demokratiske stater som Brasilien, Sydafrika, Indien, Østrig, Ungarn eller Balkanlandene, som er delvis eller ret tilbageholdende med at fordømme Ruslands angrebskrig, og som heller ikke tager stilling i det spændte forhold mellem Kina og USA.

Vi kan også se nogle autoritære stater, som er såkaldte ’hegn-siddere’ og ikke umiddelbart hælder udelukkende til Rusland og Kina, blandt andet fordi de selv frygter at blive indlemmet i den russiske eller kinesiske indflydelsessfære eller bare prøver at opretholde et forhold til ’begge sider’. Lande som Kasakhstan, Usbekistan, Cambodja, Myanmar eller Vietnam falder ind i denne kategori.

Vestens blinde vinkel

Jovist, der er også tegn på, at verden deler sig i to blokke.

Der er begyndt en politisk, teknologisk, økonomisk og sociokulturel afkobling mellem lande, som hælder til henholdsvis USA og Kina.

Det kan ses i ’friend-shoring’ eller ’re-shoring’, hvor handelskæder bliver lavet om, og varefremstillingen flyttes til mere stabile eller venligsindede lande for at sikre produktionen af kritiske komponenter og materialer. Et eksempel på det er den Europæiske Chips Act, som skal fremme halvleder-produktionen i EU.

Ikke desto mindre er der mange lande, som ikke tydeligt positionerer sig. Det gælder rigtig mange af landene i Afrika og Latinamerika.

I Vesten overser vi disse lande. Dét er en fejl, som vi kan komme til at fortryde – især hvis vi gerne vil have verden i en mere demokratisk retning.

Rusland og Kina har nemlig mere opbakning i Afrika og Latinamerika takket være deres vaccinediplomati under COVID-19-pandemien, militær støtte og ikke mindst investeringer og bistandshjælp.

Noget, især kineserne bare er dygtigere til at promovere og drage nytte af, end europæerne er, med en stor synliggørelse af kinesiske infrastrukturprojekter i Afrika. Det samme gælder fordelingen af kinesiske eller russiske vacciner i Afrika og Latinamerika.

Vi skal ikke kun tage problemerne tæt på os alvorligt

I Vesten skal vi vise andre verdensregioner, at en opbakning til den ukrainske og den taiwanesiske befolkning er vigtig.

Samtidig skal vi i Europa tage de udfordringer, andre lande kæmper med, mere alvorligt – eksempelvis borgerkrigen i Tigray (Etiopien), konflikter i Syrien, Iran eller Yemen, oversvømmelser i Sydasien eller sult i afrikanske samfund.

Vi må ikke nøjes med at kigge på og anerkende de kriser, vi ser i medierne, som har en tendens til at prioritere nærliggende områder.

For vestlige politikere og medier er deres egne befolknings opmærksomhed vigtigst, men verden er mere forbundet i dag – derfor kan udviklingen i ’fjerne egne’ også påvirke os i betydeligt større grad end før.

Det betyder, at politikere – også i Danmark – ikke kun skal se på kriser i andre verdensregioner udelukkende fra et bistands- eller flygtningeperspektiv.

Derudover fokuserer vestlige – og ja, især danske – medier meget på lokale, kommunale eller nationale emner. Nogle gange virker det, som om Danmark var en ø (bare husk valgkampen i 2022). Det bør ændre sig, for det danske samfund kan ikke forblive et forholdsvis trygt sted, uden at vi følger med og handler på det globale plan.

Borgerkrigen i Syrien og den russiske aggression mod Ukraine har vist os det på smertefuld vis.

Alternativet er, at vi i Vesten (desværre delvis med ret) fremstår som selviske og usolidariske i ikke-vestlige samfund. Det er et billede, som især Rusland og Kina gerne udnytter i Afrika eller Latinamerika.

Historiske referencer er ikke altid vejen frem

International politik er kompleks, svær at forstå og heller ikke nem at analysere. Historiske referencer kan i nogle tilfælde bidrage til bedre at forstå tendenserne i global politik.

Men at se en ’ny kold krig’ i dag mellem USA og Kina – eller mere generelt mellem demokrati på den ene side og autoritære stater på den anden – er ikke vejen frem.

Det er en historisk tvivlsom reference. Det er for simpelt.

Referencen glemmer store dele af verden, som med vilje ikke vælger ’side’ – og de lande og verdensregioner kan godt spille en større rolle i forhold til befolkningen, handelsvolumen og deres politiske indflydelse, end vi så i den ’gamle kolde krig’.

En konflikt i Taiwan vil påvirke os mere, end vi tror

Historien gentager sig ikke. At se en ’ny kold krig’ kan være misvisende og problematisk, hvis vi skal forstå vores tids komplekse udfordringer.

I hvert fald skal min kritik af den ’gamle’ og den ’nye kolde krig’ som begreber opfordre os i Europa og Danmark til at tilgå verdens scenarier med et mere globalt udsyn.

Mens krigen i Ukraine kan mærkes herhjemme, vil en militær konflikt i Taiwan påvirke vores liv mere, end vi i Europa egentlig er klar over.

Det vil nemlig betyde, at USA enten kommer til Taiwans forsvar og dermed indgår i en direkte militærkonfrontation med Kina. En konfrontation som vil føre til alvorlige vestlige sanktioner mod Beijing. Også fra os i Europa.

Eller også sker der en ’nem’ indlemmelse af Taiwan som ’kinesisk provins’, der vil gøre alle småstater utrygge og skabe tvivl om USA’s smuldrende troværdighed til at beskytte allierede.

Spørgsmålet er, om vi anerkender det og forstår at forholde os til det, inden det rammer os.

Vi må ikke falde i søvn og ignorere globale udfordringer som konflikter, ulighed eller klimakrisen, selvom de ikke (endnu) umiddelbart påvirker os.