Da andelskronen blev givet fri, og andelsboligejere fik lov at optage lån i 80 procent af andelsværdien, brød et af de mest indædte opgør ud i det nye årtusindes første årti.
For de fleste viste det sig kun som spredte avisartikler i ny og næ, men de, der selv var med på generalforsamlinger i andelsboligforeninger, oplevede en voldsomhed i diskussionerne, som kun det samtidige og tilsvarende opgør om kolonihaver kunne hamle op med.
»Der var så heftige moralske diskussioner om andelsboligforeninger, at diskussionerne på en måde handlede om noget større. De handler om Danmark, og det store fællesskab,« siger Maja Hojer Bruun.
Maja Hojer Bruun har over 15 måneder i 2008-2009 på tætteste hold undersøgt udviklingen i en række københavnske andelsforeninger efter liberaliseringen af boligmarkedet.
Det bliver beskrevet i hendes antropologiske ph.d.-afhandling 'Social Life and Moral Economies in Danish Cooperative Housing', som skal forsvares på Københavns Universitet.
Hendes afhandling dykker ned i, hvordan overgangen til frit valg og den nye økonomi påvirker beboernes hverdag og fællesskab.
LÆS OGSÅ: Global fattigdom og ulighed: Er velfærd kun for de heldige?
Nepotismen har levet højt blandt andelshavere
De helt store moralske diskussioner gik på, om andelsforeninger var et fællesskab for alle - også dem, der ikke boede der - eller om andelsforeninger kun var for dem, der allerede var medlemmer.
Helt konkret handlede det om, om en andel i en andelsboligforening skulle koste de 100-200.000 kroner, som de hidtil havde kostet, eller om man skulle bruge muligheden for at følge markedet til at fastsætte andelskronen, og dermed andelsværdierne, til deres værdi på det åbne marked.
Det sidste ville i praksis betyde, at andele skulle koste op mod flere millioner kroner. Sådan gik det jo som bekendt.
Diskussionerne foregik på et tidspunkt, hvor økonomien boomede og boligmarkedet var på sit højeste.
Allerede inden havde der dog været forlydender om usolidaritet og andelstankens død, fordi mange andelsforeninger primært optog familiemedlemmer og venner gennem deres ventelister, og andelshavere tog store summer under bordet for at sælge en andelslejlighed.
»På sin egen måde var nepotismen med til at styrke andelsfællesskaberne. Mange andelsfællesskaber kan helt konkret føles som en familie, hvilket det reelt også er mellem dele af beboerne. Man har fælles økonomi og er fælles om et hus,« siger Maja Hojer Bruun.
LÆS OGSÅ: Det har samfundet betydet for vores fællesskaber
Andelsboliger er et fællesskab
Den økonomiske fordel ved at sætte andelspriserne i vejret var åbenlys for andelsforeningernes beboere. De ville kunne score enorme økonomiske gevinster, i samme øjeblik de solgte boligen.
Men for dem, der ville have familiemedlemmer ind i foreningerne eller var modstandere af ideologiske årsager, var store pengegevinster uforenelige med selve andelstanken.
I bagklogskabens klare lys har det vist sig, at det heller ikke nødvendigvis var nogen fordel for dem, der ville blive boende i andelsforeningerne, at priserne blev sat op.
»Diskussionen viser, at andelsboliger er noget andet og mere end bare boliger. Det er et fællesskab på godt og ondt. Man ville aldrig på samme måde opleve nogen i en ejerforening eller grundejerforening argumentere for at holde prisen på ejendomme nede, så også mindre bemidlede kunne få adgang til boligerne – og det er, fordi andelsforeningerne ses som en slags "fælleder",« siger Maja Hojer Bruun.
Hun mener, at det helt centrale spørgsmål er, ’hvem har del i andelsfællesskabet?’
»I spørgsmålet om andelskronen bliver en helt masse spørgsmål om fællesskab, økonomi, moral, værdier og relationer viklet ind i hinanden. Ud fra et antropologisk perspektiv kan de aldrig forstås separat, og i andelsboligforeninger er der tale om en særlig form for moralsk økonomi,« siger Maja Hojer Bruun.
Mange ser nedturen for fællesskabet i andelsboligforeninger som en del af den generelle udvikling mod mindre fællesskab og større individualitet i Danmark
Maja Hojer Bruun
Friværdi skaber skel mellem andelshavere
I afhandlingen følger hun tiden, efter foreningerne er gået over til markedsværdi.
Selv om Maja Hojer Bruun ikke mener, at andelstanken nødvendigvis har taget skade af det - og at den del af andelstanken, hvor man ejer, passer og plejer i fællesskab, er intakt - så har det alligevel også haft store konsekvenser for det interne andelsfællesskab.
For eksempel, når beboerne mødes til de årlige arbejdsdage.
»Nogle af de nye andelshavere sagde, at de godt kunne have en lidt grim smag i munden, når de mødtes til arbejdsdage, fordi man lader, som om der er et stort fællesskab,« siger Maja Hojer Bruun.
»De har det svært med de gamle andelshaveres snak om solidaritet og fællesskab og synes, det er hyklerisk at lade, som om andelsforeningen er et fællesskab, når realiteten er, at der er meget forskellige økonomiske forudsætninger for de gamle andelshavere, der har en million i friværdi og de nye andelshavere, der har milliongæld.«
LÆS OGSÅ: Pikettys økonomiske forudsigelser har udløst ophedet debat om ulighed
Stor ulighed ændrer opfattelsen af fællesskab
Maja Hojer Bruun tilføjer, at krisen på boligmarkedet sidenhen har sat friværdierne ned igen - mens folks egen, og i nogle tilfælde hele andelsboligforeningers store kollektive gæld ikke er forsvundet.
Også nogle af andelsforeningernes gamle medlemmer er endt med stor gæld, fordi de har belånt andelsbeviset op til 80 procent af markedsværdien, og den værdi sidenhen er faldet igen.
De risikerer nu at miste deres bolig og havne på gaden.
I andelsforeninger har det aldrig været et spørgsmål om penge eller fællesskab, men om solidariske økonomiske fællesskaber til alles fordel, og i det billede bliver for stor ulighed mellem beboerne et problem og kommer til at ændre på deres opfattelse af fællesskabet.
Ikke alle har råd til fællesskabet
Resultatet af at følge markedet er, at en almindelig københavnsk andelslejlighed på knap 90 kvadratmeter kan koste 1,5 million kroner. Da man ikke kan optage realkreditlån i andelsboliger, er renten meget høj.
Hvis man skal finansiere hele andelsboligen ved lån, vil alene renterne udgøre omkring 8.000 kroner om måneden på det nuværende marked. Dertil kommer en månedlig boligafgift til andelsforeningens fællesudgifter på typisk 4-6.000 kroner.
Derfor er andelsfællesskabet blevet et fællesskab, som ikke alle kan købe sig ind i eller har råd til at bidrage meget til.
Konkret betyder det, at der er meget stor forskel på, hvad man synes, der for eksempel skal udbedres på huset, afhængig af om man er en af de nye med enorm gæld, der betaler afdrag, renter og boligafgift, eller en af de gamle med friværdi, der kun betaler boligafgift.
LÆS OGSÅ: Statens afgørende rolle i produktionen af de forsømte boligområder
Andelshaverne styrede selv udviklingen
»Mange ser nedturen for fællesskabet i andelsboligforeninger som en del af den generelle udvikling mod mindre fællesskab og større individualitet i Danmark,« siger Maja Hojer Bruun.
Hun understreger dog, at man skal huske, at forandringerne mod mere markedslignende vilkår på andelsboligmarkedet ikke er noget, der er blevet presset ned over folk.
»Flertallet af beboerne i andelsboligforeningerne har selv valgt at følge markedet, fordi de så nye muligheder for at påvirke deres liv og fremtid - muligheder, som ser helt anderledes ud nu, hvor markedet har ændret sig igen,« siger hun.
Dele af Maja Hojer Bruuns forskning er publiceret i artiklen 'Egalitarianism and Community in Danish Housing Cooperatives. Proper Forms of Sharing and Being Together' i tidsskriftet Social Analysis (link herunder).
LÆS OGSÅ: Byområder med indvandrere fravælges af flertallet
LÆS OGSÅ: Borgerløn er ikke løsningen på øget ulighed
LÆS OGSÅ: Sommerlandets arkitektur afspejler velfærdssamfundets udvikling
