I romanen Faldne Engle fra 1989 bliver den norske forfatter Gunnar Staalesens socialrådgiveruddannede privatdetektiv Varg Veum involveret i en sag, hvor medlemmer af et punkband fra hans ungdom bliver likvideret en efter en.
Der skete noget en nat for mange år siden, og på bogens første sider spørger det eneste overlevende medlem af bandet Varg Veum, om han tror på Jesus.
For adjunkt ved institut for Kultur og globale studier ved Aalborg Universitet Kim Toft Hansen, der er aktuel med bogen og ph.d’en ’Mord og Metafysik - Det absolutte, det guddommelige og det overnaturlige i krimien’, er spørgsmålet et vendepunkt.
Den første egentlige kontur af en strømning, der især siden årtusindeskiftet har om ikke defineret, så spillet en væsentlig rolle i den skandinaviske krimi.
Skifte i den skandinaviske krimi
Mens den skandinaviske krimi i mange år har fungeret som en social seismograf over samfundet, hvor mord bliver opklaret i virkelighedsnære skyggesider af samfundet, og personerne ofte kan ytre en social kritik, så var det religiøse, kristne og metafysiske indtil for nylig næsten bandlyst fra den skandinaviske krimi.
Kim Toft Hansens egen opgørelse viser, at der indtil 1980’erne var 10-15 skandinaviske krimier med religiøse undertoner, fra 80’erne og til 2000 var der knap 20, mens der efter årtusindeskiftet er 60-70 værker med religion og metafysik i siderne.
Varg Veum besvarer ikke spørgsmålet om sin tro på Jesus i første omgang. Faktisk vender han først tilbage til det over 200 sider senere. Her har Staalesen introduceret en præst i fortællingen, som giver hovedpersonen lejlighed til at føre en diskussion om Gud, religion og kristendom.
En af de ting, Varg Veum siger, er næsten profetisk i forhold til det, som siden skulle ske i den virkelige verden, hvor religion igen har indtaget et central placering i tilværelsen.
»Vi lever i en tid som bogstaveligt beder om en vækkelse. [...] For et årtusindeskifte er et vigtigt vendepunkt i menneskeslægtens historie, og der vil ske meget i årtiet frem til det indtræffer. For sådanne vendepunkter skaber angst. [...] Og når mennesket føler angst, da søger det efter en tryghed uden for sig selv. Nogle af dem giver denne tryghed navnet Gud. – Og det hjælper,« siger Varg Veum i Faldne Engle i 1989.
Bevis for Gud
I årene efter væltede det frem med katastrofefilm om Jordens nære undergang, om verdensplager, mens årtusindeskiftet lurede i horisonten og først 11. september 2001 og siden Muhammedkrisen afslørede afgrundsdybe konflikter mellem stærkt troende muslimer og den vestlige verden.
»Der ligger en anticipation hos Staalesen. I årene efter ser vi serier som X-files, der dykkede ned i det paranormale, Twin Peaks, der udviklede sig mod det bizarre, og efter årtusindeskiftet og Dan Browns Da Vinci Mysteriet eksploderer det. En lang række bestsellerforfattere begynder at tage diskussionen om Gud og religion op i deres bøger, sideløbende med mordgåderne,« siger Kim Toft Hansen.
For eksempel gik forfatteren Håkan Næsser så langt som til at lade sin vicekriminalkommissær Gunnar Barbarotti forsøge at opklare Guds eksistens, sideløbende med kriminalhistorien. Det er i tråd med den amerikanske professor i teologi William David Spencer, der mener, at krimien er udtryk for vores længsel efter at søge Gud.
Den tidligere sognepræst fra Skovshoved Johannes H. Christensen siger et sted, at krimien i udgangspunktet er en kristen genre, fordi grundelementet er, at individet, uanset om det er en tjenestepige eller konge, er lige meget værd og lige ukrænkeligt.
Forsagelsen af det irrationelle
Traditionelt holder krimien sig langt fra det metafysiske. Den opstår i sin oprindelige form for alvor med Edgar Allen Poes ’Mordene i Rue Morgue’.
»Krimien opstår samtidig med urbanisering og industrialisering i 1800-tallet. Derfor har den traditionelt været bundet til moderne værdier som bygger på den meget rationalistisk, naturvidenskabelig måde at omgås samfundet. Hele første halvanden side af Mordene i Rue Morgue er en beskrivelse af videnskabelig efterforskning. Hovedsporet inden for krimien bliver den samfundsorienterede, realistiske gerne, som i Skandinavien udvikler sig til en velfærdskritik.«
»Men op mod årtusindeskiftet sker en opblomstring af religion, new age og spirituelle bevægelser, som er udtryk for et opgør med en modernitet, der har indskrænket os til rationalitet og fornuft. Når moderniteten indskrænker sig selv, bliver der levnet plads til Gud,« siger Kim Toft Hansen.
Mennesket begynder at tro på det irrationelle
Kim Toft Hansen læner sig op ad professor ved Institut for Idéhistorie ved Aarhus Universitet Hans-Jørgen Schanz’ tanke om, at den selvindskrænkende modernitet skaber plads til det religiøse og metafysiske
Schanz skriver i bogen ’Modernitet og religion’, at vi tidligere har forvist det, som ikke kunne forklares pragmatisk og rationelt, men at der nu sker en lempelse.
»Schanz siger, at spørgsmål som lidelse, sorg, glæde, døden og fødslens mysterier, undren over eksistens og ikke mindst ondskab, er spørgsmål, som moderniteten ikke selv har kunnet besvare tilfredsstillende. De samme spørgsmål, særligt spørgsmål om lidelse, sorg, død og ondskab, er også fremtrædende i krimien. Denne selvindskrænkning af moderniteten, som Schanz fremhæver, ser jeg som et muligt svar på, hvorfor krimien – som et vestligt genreprodukt af moderniteten – nu åbner for en udbredt diskussion af religiøse og metafysiske emner,« siger Kim Toft Hansen.
'Mænd der hader kvinder' er religiøs
Tendensen er også tydelig i Stig Larsson-trilogien ’Mænd der hader kvinder’. Her er religionskritikken tydelig gennem bøgerne.
»Der er en morder, som bruger gammeltestamentlige citater. Samtidig bliver hver del indledt med statistik om, at for eksempel så og så mange kvinder er blevet truet af en mand. De moderne sociologiske undersøgelser af kvinders forhold bliver samspillet med et meget kritisk kig på Det Gamle Testamentes skildring af det indbyrdes forhold mellem mænd og kvinder,« siger Kim Toft Hansen.
Samtidig har andre forskere vist, at Lisbeth Salander er en Jesus-figur i bøgerne. Hun bliver hængt ud på Sveriges forsider, nærmest korsfæstet, en Langfredag.
»Og i bind to står hun nærmest op fra de døde. Jeg er ikke sikker på, at jeg vil gå så langt som til at sige, at hun bliver skildret som en Jesus-figur, men der er uden tvivl en leg med Jesus-fortællingen i skildringen af Salander,« siger Kim Toft Hansen.
Kim Toft Hansen kalder tendensen postsekulær krimifiktion.
»Det dækker over idéen om, at fornuft og empiri godt kan stå skulder ved skulder med det, der overskrider grænserne for, hvad efterforskeren kan erfare,« siger han.
