De fleste har hørt om Tåstrupgård, Avedøre Stationsby, Vejleåparken, Høje Gladsaxe - disse Københavns vestegns berømte og berygtede boligområder.
De giver os billeder på nethinden af grå beton, enlige mødre og mennesker fra alle verdenshjørner. Lige så sikkert som politikerne nævner storbyen som vækstcenter, nævner de disse porøse områder, som årsagerne til snart sagt alle samfundets problemer.
Men hvordan er det kommet hertil, hvorledes går det til, at disse velfærdsstatens prestige-byggerier, 40 år efter problemerne blev identificeret, stadig fremstår som forsømte?
Politiske kampe påvirker både fremkomst og løsninger af problemerne
For at kunne forklare, hvordan det går til, at de forsømte boligområder stadig indtager en plads i bunden af det sociale og rummelige hierarki byen, 30 til 40 år efter at de blev identificeret som sådan, er det nødvendigt at forstå statens rolle.
Staten har spillet en afgørende rolle i forhold til strukturerne på boligmarkedet, og i indretningen af de institutioner der har boligområder som deres genstandsfelt, samt i måderne hvorpå man definerer- såvel som håndterer - problemerne på.
Det er også mit argument for at betegne disse områder som forsømte boligområder. Årsagerne ligger i årtiers politiske kampe om selve statens indretning og funktion på mange forskellige områder og niveauer, der på forskellig vis berører boligområdet. Herunder på skatteområdet, planlægningsområdet og socialområdet, og hermed bliver det også et spørgsmål om, hvorledes samfundets goder og ressourcer skal fordeles mellem forskellige grupper.
Der er altså ikke tale om en politisk konspirationsteori, men om effekterne af årtiers laden stå til. Det er sket på trods af den viden, vi har haft på området - for eksempel dokumenterede Det Økonomiske Råd allerede i 1970, at indretningen af boligmarkedet allerede da tenderede mod at skabe en social og rummelig opsplitning af byerne.
Boligstøtten og forholdet mellem boligmarkedets forskellige sektorer
Det vil sige, at for at synliggøre årsagerne til, at velfærdsstatens prægtige byggerier endte som forsømte boligområder, er det ikke nok at drage ud i disse områder.
Forskningen er nødt til at bringe de lange historiske linjer og kampene om statens indretning tilbage ind i det analytiske arbejde.
Dette gøres ved at anvende en feltanalytisk tilgang inspireret af de franske sociologer Pierre Bourdieu (1930-2002) og Loïc Wacquant (1960-).
Denne analytiske tilgang åbner dels op for at forstå staten som et felt af modstridende interesser, og dels åbner den op for at kunne knytte den statslige 'makro-analyse' med en 'mikro-analyse' af de enkelte boligområder og de boligsociale indsatser i disse.
Staten har spillet en afgørende rolle
Med det forsømte boligområde Tåstrupgård som case identificeres en række historisk-konkrete sociale mekanismer, der over det seneste halve århundrede har medvirket til at koncentrere mennesker fra bunden af det sociale hierarki i bestemte dele af den almennyttige sektor.
Hermed ligger der også en implicit kritik af de individ- og områdeorienterede teorier, der har været dominerende siden halvfemserne.
Ved hjælp af denne feltanalytiske tilgang, bliver det muligt at vise, hvorledes staten har spillet en afgørende rolle i udformningen af boligmarkedet med et privilegeret ejerboligmarked og et forsømt almennyttigt boligmarked.
Dette er sket gennem statens indflydelse på boligforbruget og byggeriet via tilskud, beskatning, realkredit- og boligsubsidier, gennem den fysiske og rummelige planlægning og gennem boligsociale indsatser.
En afgørende langsigtet effekt af denne asymmetriske indretning af boligmarked har været en social koncentrationsmekanisme. Denne har fungeret ved, at den (in)direkte boligstøtte er relativt set størst for de laveste indkomster på det almennyttige boligmarked.
Mens det omvendte gør sig gældende på ejerboligmarkedet, hvor indirekte statstilskud stiger med indkomsten og værdien af boligen. På denne måde har der foregået en langsom selektion på boligmarkedet, der over de seneste 50-60 år har medvirket til at koncentrere mennesker fra bunden af samfundet i specifikke dele af den almennyttige boligsektor og store dele af middelklassen i parcelhuskvartererne.
Social ulighed og fordelingspolitik
Den sociale koncentrationsmekanisme er også med til at forklare både den almene boligsektors- og boligpolitikkens faldende betydning på det politiske område fra begyndelsen af halvfjerdserne og frem.
På lidt over to årtier i 1960'erne og 1970'erne blev der bygget over 600.000 boliger, og omkring en million danskere flyttede ind i de nye forstæder.
Da Danmarkshistoriens største byggeboom og migration var ovre, blev Boligministeriet efterladt med den opgave, det var at håndtere de dele af befolkningen, der enten ikke havde ressourcerne til at agere på det private boligmarked eller havde så få ressourcer, at det almennyttige boligmarked trods alt havde det bedste boligtilbud.
En anden langsigtet virkning af det asymmetriske boligmarked har været reorganiseringen af de politiske og sociale institutioner på boligområdet i overensstemmelse med en områdebaseret tilgang.
Den områdebaserede tilgang blev legitimeret ved identifikationen af en række problemkomplekser i specifikke almennyttige boligområder. Problemkomplekser der som ovenfor skitseret er af strukturel karakter og ikke har deres årsager i områderne selv.
Ved netop at foretage dette skifte til i fokus fra de forskellige sociale klassers ulige adgang til gode billige boliger på nationalt plan til koncentrationen af sociale problemer i bestemte boligområder bliver det muligt at omgå diskussionerne omkring ulighed og fordelingspolitik på boligområdet.
Et skifte, der igen kun har været muligt på grund af den almene boligsektors og Boligministeriets reducerede status og politiske styrke.
Samtidig bevirker dette skifte, at statens rolle som en institution, der i vid udstrækning styrer fordelingen af samfundets ressourcer og adgangen til forskellige offentlige og private goder i det sociale og fysiske rum, bliver usynliggjort.
Forskere har medvirket til at usynliggøre social ulighed
Sidst, men ikke mindst har en vigtig faktor i denne proces været den forskningsmæssige produktion af viden, i nær kobling til statens måde at kategorisere og håndtere sociale problemer på.
På mange måder har den dominerende forskning på området medvirket til at legitimere og styrke den områdebaserede forståelse af de boligsociale problemer.
Det peger på, at der eksisterer en sammenhæng mellem de problemer, staten definerer som centrale og den bredere samfundsmæssige forskning i disse problemer.
Det vil sige, at dele af forskningen, som har beskæftiget sig med de forsømte boligområder, har medvirket til at usynliggøre en række af de centrale sociale og historiske mekanismer, der har deres udspring i staten, men hvis effekter slår igennem med størst kraft i de forsømte boligområder.
Det har de gjort ved ikke at forholde sig kritisk til det områdebaserede rationale.
Alle disse faktorer har medvirket til at koncentrere mennesker fra bunden af det sociale hierarki i specifikke dele af den almennyttige boligsektor.
De udgør de sammensatte sammenhænge, der er forklaringsbærende for, hvorfor vi efter milliardinvesteringer over flere årtier stadig oplever denne koncentration og forsømmelse.
Forklaringen er, at effekterne af de underliggende sociale mekanismer er større end effekterne af det områdebaserede boligsociale arbejde. Men ikke desto mindre et vigtigt og godt stykke arbejde, uden hvilket situationen uomtvisteligt havde været langt værre i de forsømte boligområder.
