I Danmark skal det 'kunne betale sig at arbejde'.
Det hører vi igen og igen i den politiske debat, når der diskuteres kontanthjælpsloft, skattelettelser og dagpengeperiode.
Det har været med til at gøre sikkerhedsnettet mere hullet, og denne del af den danske velfærdsstat er ikke længere på samme måde et internationalt særkende.
Måske er mantraet ’det skal kunne betale sig at arbejde’ grunden til, at borgerlønsdebatten ikke for alvor har slået rod hos os, selvom der eksperimenteres med den i både Finland, Holland, Tyskland og andre lande.
Men hvad er borgerløn egentlig for en størrelse, kan den gøre de ting, tilhængere lover, og er den overhovedet økonomisk bæredygtig?
Borgerløn gives til alle uden betingelser
Borgerløn er en universel ydelse, der udbetales regelmæssigt til alle medborgere uden betingelser.
I modsætning hertil afhænger klassiske ydelser jo i et eller andet omfang af indtægt eller behov (for eksempel SU, folkepension, kontanthjælp m.fl.), og ofte er der også krav om en bestemt form for adfærd, eksempelvis deltagelse i aktivering eller uddannelse.
Ifølge tilhængere kan idéen fremme både frihed og retfærdighed, samtidig med at den skal bekæmpe ulighed, polarisering og økologisk krise.
\ Book et gratis foredrag om borgerløn
Artiklens forfatter, Kristian Køngshøj, er med i 'Bestil en Forsker'-ordningen - en del af Forskningens Døgn - og kan til og med 3. april bookes gratis til at holde et foredrag mellem 20.-26. april. Det tilbud gælder også for de øvrige forskere i ordningen.
Kristian Køngshøj har to foredrag der kan bookes her: ’Borgerløn: En progressiv drøm med mareridtspotentialer?' og 'Nationalisme, national identitet og social sammenhængskraft'.
Borgerløn-eksperimenter vinder frem internationalt
Internationalt har stadigt flere prominente personer og organisationer tilsluttet sig idéen.
Så forskellige personer som Stephen Hawking, Hillary Clinton og Elon Musk har diskuteret idéen seriøst og positivt; det samme har rapporter eller resolutioner fra OECD, IMF og Europarådet - og mange flere kunne nævnes.
Der er lokale eksperimenter med borgerlønslignende ydelser i gang eller på vej i blandt andet Finland, Holland, Canada, Skotland, USA og Tyskland.
Herhjemme kører debatten fortsat på et relativt lavt blus, og sådan har det for det meste været siden storhedstiden omkring debatbogen ’Oprør fra midten’ fra 1978.
Partipolitisk har idéen haft sine fortalere fra både højre og venstre, men i Danmark har debatten primært været drevet frem af enkeltpersoner fra de små venstrefløjspartier eller Det Radikale Venstre.
I dag har Alternativet et officielt mål om at undersøge mulighederne for borgerløn nærmere.
Økonomien bag borgerløn
Der er mange vigtige og interessante debatter om borgerløn, eksempelvis i forhold til frihed og retfærdighed.
Mit fokus her er dog ikke, hvorvidt borgerløn er retfærdigt eller frisætter mennesket.
Derimod vil jeg fokusere på den økonomiske side af sagen:
- Hvordan kan borgerløn finansieres?
- Kan borgerløn bruges til at løse tendenser til øget ulighed på arbejdsmarkedet?
Ville borgerløn være muligt i dagens Danmark?
Når det handler om at finansiere en borgerløn har mange nybegyndere i debatten en helt intuitiv opfattelse af, at en universel borgerløn må være dyrere end klassiske ydelser.
Og det har da også noget på sig.
Hvis man i et land som Danmark blot finansierede en borgerløn med de eksisterende udgifter til indkomstydelser som kontanthjælp, SU og folkepension, ville borgerlønnen umiddelbart blive alt for lav for folk uden andre indtægter fra løn, aktier, ejendom m.v. Netop fordi samtlige borgere over 18 år får borgerløn.
Hurtige overslag kan dog være ret misvisende, fordi der er mange faktorer i spil.
Eksempelvis vil den konkrete indretning af skattesystemet afgøre, hvornår folk med arbejde eller andre indtægter har betalt et beløb svarende til borgerlønnen tilbage i skat.
Finske beregninger krævede voldsomt høj skat
I Finland forsøgte man før det nuværende eksperiment at lave mere grundige beregninger.
En skattefri borgerløn på 1.500 euro (ca. 11.000 kroner) om måneden ville eksempelvis mangedoble de eksisterende udgifter til ydelser og kræve en beskatning på 79 procent af alle andre personindkomster.
Jeg skal ikke trætte læseren med alle mulige regnestykker fra forskellige steder i verden, men det samlede billede er dog, at selv en beskeden borgerløn kræver voldsomt øgede skatteindtægter.
\ ForskerZonen
Denne artikel er en del af ForskerZonen, som er stedet, hvor forskerne selv kommer direkte til orde. Her skriver de om deres forskning og forskningsfelt, bringer relevant viden ind i den offentlige debat og formidler til et bredt publikum.
ForskerZonen er støttet af Lundbeckfonden.
Visse borgerlønsforkæmpere er enige og foreslår ofte forskellige kombinationer af øget personbeskatning, kapitalbeskatning og nedskæringer andre steder, men det konkrete omfang er ofte noget uklart eller uspecificeret.
\ Læs mere
Selv en delvis borgerløn koster kassen
Forslag fra de seneste års debat har dog også indikeret, at man nogenlunde kan realisere det, vi kan kalde en ’delvis borgerløn’ uden at hæve skatten.
Her kombinerer man en lav borgerløn med eksisterende ydelser (eksempelvis en lavere kontanthjælp), sådan at folk uden andre indkomster ikke er meget dårligere stillet end i dag.
Som så meget andet i velfærdshistorien kan man så skrue op med tiden, hvis man finder ressourcerne. Dermed kan man senere ende steder, der så radikale og utopiske ud, da man startede. Nogle borgerlønstilhængere forestiller sig en sådan dynamik.
I det finske eksperiment er man endt med denne løsning, idet ydelsen er på 560 euro om måneden, hvor andre ydelser så reduceres med 560 euro for folk uden arbejdsindkomst.
Alligevel ville der være et ekstra finansieringsbehov på 11 milliarder euro, hvis man udbredte modellen til hele Finland, da man jo beholder borgerlønnen uanset anden indkomst.
Vindere og tabere selv ved udgiftsneutrale modeller
OECD har forsøgt at udregne udgiftsneutrale borgerlønsmodeller, men en del i bunden af indkomstskalaen ville være ringere stillet end i dag.
Vindere og tabere i forhold til de eksisterende systemer ville kunne findes over næsten hele indkomstskalaen.
Det illustrerer, hvordan selv en delvis borgerløn har sine udfordringer, hvis man vel at mærke vil undgå at stille modtagere af eksisterende ydelser dårligere.
Omvendt er der jo også altid en gruppe – også i Danmark – som står uden for arbejdsmarkedet, og ikke har ret til typiske velfærdsydelser, fordi de eksempelvis ikke lever op til kravene for at modtage hverken kontanthjælp, dagpenge eller førtidspension sådan som reglerne er i dag.
Fører borgerløn til mindre stigmatisering?
Det var finansieringen.
Men kan den så i det mindste hjælpe med at mindske tendenserne til øget ulighed på arbejdsmarkedet og gøre forskellen mellem vindere og tabere mindre?
Det er tvivlsomt. De drivkræfter, der afgør hvilke typer arbejdskraft, der efterspørges, vil også være der efter en borgerløn. Det kunne eksempelvis være faktorer som uddannelse eller muligheder for automatisering.
Dermed vil pres, muligheder og tilskyndelser til enten at blive i jobbet, skifte til andre job, eller helt forlade arbejdsmarkedet også være ulige fordelt efter en borgerløn.
Mange borgerlønsforkæmpere ser dog primært en generøs borgerløn som noget, der uden stigmatisering skal muliggøre en tilværelse uden for arbejdsmarkedet.
Det ville dog omvendt blot flytte grænsen mellem insidere og outsidere fra at være en grænse mellem forskellige typer af beskæftigelse til i højere grad at handle om, hvem der har et lønnet arbejde, og hvem der ikke har.
Sådan en udvikling fjerner ikke nødvendigvis statusforskelle og kan endda øge dem.
Hvis færre har en regulær indkomst og betaler skat, vil det også øge finansieringsproblemet.
Finlands venstrefløj frygter en ’working poor’-situation
En lav eller delvis borgerløn kan på den anden side ses som støtte til udbredelsen af dårlige lavtlønsjobs, fordi en ubetinget ydelse kan kombineres med lave lønninger.
Det vil således blot understøtte udbredelsen af det, der i den internationale debat beskrives med begreber som 'working poor' eller ’prekariatet’.
Dermed kan man få flere fattige både inden for og uden for arbejdsmarkedet. Denne type af kritik er blevet rettet mod eksperimentet i Finland fra landets venstrefløj og fagbevægelse.
Det mest positive, man kan sige om en lav og delvis borgerløn, er, at den som alle andre borgerlønsmodeller kan fremme økonomiske incitamenter til at tage beskæftigelse eller arbejde ekstra.
Borgerlønnen får de jo uanset hvad i modsætning til traditionelle ydelser, så alt det, de arbejder oveni, er en bonus.
Hjælper vi de udsatte borgere bedre ved at skrue på andre knapper?
Man kunne forestille sig andre og mere positive scenarier.
Jeg har dog nævnt nogle punkter, det er vigtigt at være opmærksom på. De understreger, at der også efter en borgerløn er behov for behændige arbejdsmarkeds- og velfærdspolitikker, hvis man vil bekæmpe polarisering.
Spørgsmålet er samtidig, om mindre end borgerløn ikke kan gøre det, hvis man blot vil bekæmpe aktuelle problemer og tendenser.
Hvis det eksisterende sikkerhedsnet er blevet for hullet, kan man eksempelvis forsøge at gøre maskerne lidt finere og lidt mere universelle igen uden nødvendigvis at indføre en borgerløn til alle.
Det giver anledning til en debat om, hvorvidt vi har brug for kedelig, problemorienteret hverdagspolitik, eller større armbevægelser på baggrund af borgerlønnens idéer om frihed og retfærdighed.
Men den debat må vi tage en anden gang.
