Siden #MeToo begyndte at spredes hastigt i oktober 2017, har især kvinder brugt hashtagget til at synliggøre problemer med seksuelle overgreb og chikane.
Der mangler ikke dokumentation for, at seksuelle overgreb finder sted i Danmark.
Men når man læser nyhederne på de sociale medier, er det ikke altid tydeligt, at #MeToo synliggør, at overgreb er et omfattende problem.
Derfor har jeg kortlagt, hvordan #MeToo dækkes af nyhedsmedierne på de sociale medier.
\ Forskerzonen
Denne artikel er en del af Forskerzonen, som er stedet, hvor forskerne selv kommer direkte til orde.
Her skriver de om deres forskning og forskningsfelt, bringer relevant viden ind i den offentlige debat og formidler til et bredt publikum.
Forskerzonen er støttet af Lundbeckfonden.
Sociale nyheder forandrer mediebilledet
Allerede i 2012 viste et canadisk studie at to ud af fem canadiere dagligt fik nyheder via de sociale medier, og at over halvdelen foretrak at få deres nyheder fra venner og familie.
I Danmark fik unge førstegangsvælgere ved Folketingsvalget 2015 for første gang primært deres information fra partiernes kommunikation på de sociale medier.
De sociale medier har altså stor betydning for spredningen af nyheder og omgår til dels den traditionelle nyhedsjournalistik.
De nyheder, der bliver spredt via de sociale medier, kan vi kalde ‘sociale nyheder’ – og de forandrer nyhedsbrugen og nyhederne. Når man læser nyheder på de sociale medier, er tilliden til deres sandhedsværdi ikke blot afhængig af professionelle medieproducenter, men også af sociale og emotionelle bånd til venner og familie.
Ph.d. Line Hassall Thomsen har påvist, at der er sket ændringer i de journalistiske værdier. Det ses eksempelvis, når journalister deltager aktivt i debatten på de sociale medier. Det gøres i et forsøg på at tilføre engagement til nyhedsformidlingen, men det betyder også, at nyheder rammesættes i forhold til, hvad der lettest spredes på de sociale medier.
På trods af disse ændringer oplever nyhedslæsere, at de får en bred viden af sociale nyheder. Men da en stor del af de nyheder, der deles, er produceret af professionelle journalister, afhænger det brede nyhedsoverblik stadig af disse nyhedsformidlere.
Og hvis de professionelle nyhedsformidlere primært deler materiale, der let spredes, forsvinder nuancerne i debatten.
Danske mediers #MeToo-dækning på Facebook
Min undersøgelse af dækningen af #MeToo fokuserer på Facebook, fordi Facebook er det mest udbredte sociale medie i den danske befolkning. Undersøgelsen dækker de ni største nyhedsmediers Facebook-opdateringer, hvori ordet #MeToo indgår. I alt er der 371 opdateringer fra #MeToos opstart i oktober 2017 til 1. november 2018.
Der kan drages fire hovedkonklusioner ud fra opdateringerne.
1) Kun to danske mænd nævnes ved navn. Det drejer sig om Peter Aalbæk og Lars von Trier – sager, der begyndte længe før #MeToo. Derudover nævnes kun internationale kendisser, for eksempel Bill Clinton, Kevin Spacey og Asia Argento.
Det er centralt, fordi en bekymring i forbindelse med #MeToo er risikoen for, at uskyldige bliver hængt ud på de sociale medier. Men tendensen i Danmark er altså, at navne ikke nævnes.
2) #MeToo dækkes som Hollywood- og sladderjournalistik og dermed som noget, der foregår i andre lande – især USA og Sverige – og som ikke er ‘seriøs journalistik’.
3) #MeToo dækkes som opinionsstof, altså som noget alle kan have en mening om, og ikke som noget, der handler om politiske prioriteringer og handlinger. Opinionsstoffet forvirrer yderligere, fordi man uden abonnement på den pågældende avis typisk ikke kan få adgang til artiklen og afgøre, om det er en opinionsartikel. Dette angives nemlig ikke altid i opdateringerne.
Punkt 2) og 3) betyder, at der er en tendens til, at de artikler, der handler om seksuelle overgreb som en social og politisk problematik, drukner i sladder- og opinionsstof.
4) Endelig skævvrides #MeToo i dækning på Facebook. Syv ud af ni nyhedsmedier har mere end dobbelt så mange negative opdateringer om #MeToo end det modsatte.
Når jeg taler om positive og negative opdateringer og artikler, mener jeg, at de enten er struktureret omkring en person, der er positiv eller negativt indstillet overfor #MeToo, eller hvor avisen, journalisten eller skribenten eksplicit tager stilling til #MeToo.
Eksempler på sådanne negative opdateringer er, når Jyllands-Posten skriver:
»JP mener: #MeToo-bevægelsen ender i #YouToo og fri adgang til at hænge folk ud«, og når Politiken skriver:
»’#MeToo-bevægelsen er en ny mccarthyisme med modsat politisk fortegn, og jeg finder den – sagt helt uden overdrivelse – ekstremt farlig’, skriver Marianne Stidsen, lektor på Københavns Universitet«.
Den overvejende negative dækning af #MeToo er problematisk, fordi den skygger for reelle problemer med seksuelle overgreb og chikane.
Medierne skaber et negativt feedbackloop
Når syv ud af ni nyhedsmedier har mere end dobbelt så mange negative opdateringer om #MeToo end det modsatte, smitter det af på debatten på Facebook – også omkring de artikler, der ikke er framet negativt.
Ofte tager medierne heller ikke højde for debattonen og den hyppige forekomst af onlinechikane mod kvinder, når de bruger deres Facebook-følgere som repræsentanter for befolkningen.
Eksempelvis bruges Facebook-følgeres kommentarer som ‘bevis’ på, at befolkningen er negativt stemt over for #MeToo. Dermed opstår der et feedbackloop, hvor de negative opdateringer bekræfter og forstærker de negative kommentarer og omvendt.
\ Læs mere
»Ævl, pladder og hyl« – medierne legitimerer de hadske kommentarer
Eksempelvis er der 168 kommentarer til artiklen »#MeToo fortsætter i Danmark: 132 sangerinder i opråb« på DR’s Facebookside. Opslaget og artiklen er neutral og nævner ingen konkrete anklagede. Alligevel er 101 kommentarer voldsomme angreb på #MeToo.
I de negative kommentarer er der mange gentagelser af de samme ord og vendinger. #MeToo anklages for at være en »patetisk krænkelseskultur«, »folkedomstol«, »heksejagt« og ekstrem »blodrus«.
Kvinder, der skriver #MeToo, anklages for at ville have »berømmelse«, være i »selvsving«, komme med »udokumenterede påstande« og »ævle om femi kvinfo pladder«, for at »jamre«, »hvæse« og »hyle«. Derudover reduceres #MeToo til blot at handle om »klask i røven«, og der skelnes mellem »virkelige ofre« og de, der skriver #MeToo.
Kommentarsporet er voldsomt. Men det er vigtigt at holde fast i, at det legitimeres i opslagene og artiklerne. I alle ni medier er der eksempelvis eksempler på, at #MeToo reduceres til »klask i røven«. TV 2 referer, at »kendte danskere advarer mod blodrus« og ord som heksejagt og folkedomstol er gengangere.
Læserens følelse vejer mere end ofrets realitet
Dækningen af #MeToo på de sociale medier og FB-brugernes respons herpå kan bedst beskrives som ‘depolitiseret journalistisk’ – en journalistisk, hvor man fjerner et politisk fænomen fra de sociale og politiske omstændigheder, der skaber det.
Lad os tage et eksempel. Berlingske skriver »Filosof Anders Fogh Jensen vil hellere leve i en verden, hvor praktikanten får et klap bagi, end en verden, hvor alle lever efter reglerne«.
Når #MeToo reduceres til et klask i røven, ignoreres den sociale og politiske kontekst, der eksisterer omkring #MeToo, hvor overgreb er et omfattende problem.

Konsekvensen af den depolitiserede dækning er desværre stor for de kvinder, der har oplevet overgreb. Læserens følelse bliver nemlig vigtigere end den lidendes realitet.
Professor på London Scool of Economic Lilie Chouliaraki peger på et skift i måden, hvorpå vi bliver konfronteret med lidelse. Hun argumenterer for, at vi i stedet for at betragte lidelse som en ekstern realitet – altså noget, som har fundet sted ude i verden – betragter lidelse om en subjektiv realitet, vi selv skal føle og vurdere sandhedsværdien af.
For dækningen af #MeToo betyder det, at det ikke er den, der har oplevet et overgreb, der vurderer konsekvenserne af det, men betragteren. Dette viser sig eksempelvis, når medierne igen og igen spørger deres følgere, hvad de mener.
DR skriver eksempelvis, at det svenske pressenævn har kritiseret ni artikler om #MeToo og spørger deres følgere: ‘Har de ret?’
Selvom det nok mest handler om at skabe ‘trafik’ på DR’s side, viser spørgsmålet – der antager, at danske læsere læser svensk journalistik og er i stand til at vurdere medieetik – i hvor høj grad læserens følelser får forrang.
\ Læs mere
Overgrebene bliver ikke anerkendt som overgreb
Konsekvensen er også stor, fordi mange opdateringer såvel som FB-kommentarer insisterer på, at overgreb kun er voldsomme voldtægter. Dermed overses det, at seksuelle overgreb også handler om social kontrol.
Når der eksempelvis skelnes mellem #MeToo og ‘rigtige ofre’ for overgreb, reduceres overgreb til blot at være én voldsom handling, og der stilles konstant spørgsmålstegn ved, om #MeToo-oplevelserne er voldsomme nok.
Dermed bliver ‘det rigtige offer’ imaginært og kan hele tiden forskydes. Det er altså ikke offerets reelle oplevelse af overgreb, som tæller, men derimod betragteren, der vurderer, om et overgreb er ‘voldsomt nok’. Problemet er, at hvad, der er ‘voldsomt nok’, hele tiden ændres, og dermed kan ofret aldrig vide sig sikker på, at overgrebet anerkendes.
#MeToo gav ofre for overgreb et nødvendigt fællesskab og et fælles rum til at tale om de ellers så tabubelagte overgreb. Men samtidig kan de sjældent få lov at skrive #MeToo, uden at deres oplevelse af overgrebet betvivles.
Det gør det svært for ofre for overgreb at tage del i debatten, fordi overgrebene nu endnu engang ikke anerkendes. Det er et problem for både journalistikken og demokratiet.
\ Læs mere
\ Læs mere
\ Kilder
- Camilla Møhring Reestorffs profil (AU)
- ‘En ud af fem danske kvinder oplever chikane på nettet’, Amnesty International (2017)
- ‘#MeToo and the promise and pitfalls of challenging rape culture through digital feminist activism’. European Journal of Women’s Studies (2018), DOI: 10.1177/1350506818765318
- ‘Nye tal for partnervold og seksuelle krænkelser i Danmark’, Udenrigsministeriet (2018)
- UN Women – Global Database on Violence against Women