Hvorfor er svenskere så feministiske?

Den tidligere svenske (og mandlige) statsminister Göran Persson var erklæret feminist.

Det månedlige svenske ungdomsmagasin Nöjesguiden udgav for nylig et nummer, der forsøgte at gå imod traditionelle kønsroller ved at skrive ’hen’ i stedet for ’han’ eller ’hun’.

I Sverige findes der børnehaver, der kalder børnene for ’hen’. De har også fået deres første børnebog i samme stil. Forfatteren til bogen er i øvrigt en mand.

Selvom Danmark og Sverige har masser af sprog, kultur, historie og politik tilfælles, er de svenske feminister tilsyneladende langt mere højtråbende og indflydelsesrige end i Danmark.

Men hvorfor egentlig? Hvorfor er svenske feminister så meget bedre til at sætte sig igennem? Hvorfor fylder forskellen på mænd og kvinder generelt meget mere i den svenske politiske debat, end den gør i den danske?

Sådan spørger Stine Baltzer Madsen, der er én af Videnskab.dk’s mange nysgerrige læsere.

Ungdomsoprøret kickstartede feminismen

Historien om, hvordan vi udviklede os så forskelligt fra vores svenske naboer, starter, da ligestillingsspørgsmålet for alvor kom på dagsordenen efter ungdomsoprøret i 1968 (se faktaboks). De danske og svenske feminister havde nemlig to forskellige måder at tackle spørgsmålet på.

Det forklarer Anette Borchorst, der er professor ved Institut for Statskundskab ved Aalborg Universitet, hvor hun blandt andet forsker i skandinavisk ligestillingspolitik:

»Efter ungdomsoprøret var de danske feminister i Rødstrømpe-bevægelsen meget antiautoritære – det samme gjaldt miljøbevægelsen og antiatomkraft-bevægelsen. Den politiske aktivisme i Danmark op gennem 1960erne og 70erne var helt generelt kraftigt imod autoriterne og magthaverne.«

»Det betød, at selvom Rødstrømpe-bevægelsen i Danmark var stærk og skabte en heftig debat i medierne, organiserede de sig uden om Folketinget i netværk, græsrodsbevægelser og kvindegrupper, snarere end gennem de politiske partier,« siger Anette Borchorst.

Rødstrømperne gik i aktion på Mors Dag

Og der var gang i de danske feminister. Op gennem 1970erne arrangerede de kvindefestivaler med titusindvis af deltagere.

På Mors Dag i 1970 steg en håndfuld af dem ombord på en HT-bus og nægtede at betale mere end 80 procent af billetprisen – det svarede nemlig meget godt til lønforskellen på mænd og kvinder.

På samme tid i Sverige var feministerne også kommet på banen, men mens de danske feminister kæmpede sig nedefra og op gennem busaktioner og kvindefestivaler, trængte den feministiske dagsorden i Sverige først og fremmest ind i de svenske politiske partier.

De svenske feminister dannede blandt andet partipolitiske kvindeforbund, som sørgede for, at partierne gav masser af plads til den feministiske dagsorden i deres partiprogrammer.

I Danmark var det kun Socialistisk Folkeparti (SF), der gjorde noget lignende.

Det er altså én af årsagerne til, at Sveriges svar på Folketinget – Riksdagen – blev så feministisk: mens de danske feminister bekæmpede dem, som havde styringen, satte de svenske feminister sig selv bag rattet.

Danmark og Sverige var forskellige

En medvirkende årsag til, at feminismen slog mindre igennem i det danske folketing, var ifølge Anette Borchorst de forskellige situationer i Sverige og Danmark op gennem 1970erne.

Svenskerne solede sig i økonomisk opgang, men på samme tid trak skyerne sammen over Danmark:

»Op gennem 1970erne led Danmark under en økonomisk krise og høj arbejdsløshed, mens Sverige gik fri af krisen,« siger Anette Borchorst.

Danske arbejdsgivere var op gennem 1960erne ellers begyndt at understrege deres sympati for ligestillingen ved at efterspørge mænd og kvinder gennem forkortelsen ’m/k’.

»Modtageligheden over for mere ligestilling – ikke mindst på arbejdsmarkedet – har det jo bedst i tider, hvor der rent faktisk er en efterspørgsel på mere arbejdskraft,« siger Anette Borchorst.

Glistrup stormede ind i Folketinget

Et godt eksempel på den udvikling er det parti, der i 1971 stormede ind i magtens korridorer på Christianborg: Fremskridtspartiet. Og lederen Mogens Glistrup var bestemt ikke nogen fan af kvindebevægelsen og de nye ligestillingslove, der kom i slutningen af 1970’erne. Reglerne om kvindevenlig job-annoncering kaldte han konsekvent for m/k-pjatteriet.

Dermed slog feministerne altså mindre rod i Folketinget end i Riksdagen. Og selvom flammerne fra de danske feminister var store og vilde, fik deres manglende fodfæste i samfundets top konsekvenser, da de op gennem 1980erne begyndte at hælde mindre og mindre benzin på bålet:

»Da Rødstrømpe-bevægelsen og den politiske aktivisme mere generelt begyndte at klinge af i slutningen af 1980erne og begyndelsen af 1990erne, var der ikke så mange danske kræfter, der stillede kritiske spørgsmål til ligestillingen – i modsætning til Sverige, hvor feminismen levede videre i partierne,« siger Anette Borchorst.

Nye debatter i Danmark

Den forskel på Danmark og Sverige slog for alvor igennem i 1990erne. Begivenheder i Sverige bragte ligestillingen på dagsordenen og feministerne i de svenske partier i omdrejninger. De danske partier uden de mange feminister havde mere travlt med at diskutere nye spørgsmål. Det mener Drude Dahlerup, som er professor og kønsforsker ved Stockholm Universitet samt en markant stemme i den danske samfundsdebat:

»I Danmark begyndte debatten om Danmarks tilslutning til Maastricht-traktaten, som omdannede EF til EU i starten af 1990erne pludselig at fylde det meste. Dermed blev kønsspørgsmålet på mange måder skubbet ud af den politiske dagsorden. De danske feminister var i øvrigt også dybt uenige i EU-spørgsmålet,« siger Drude Dahlerup.

Indvandrerdebatten blev en ny ligestillingsdebat

Efter de store debatter om EU op gennem 1990erne, kom ligestillingsspørgsmålet faktisk igen i Danmark, men denne gang i en helt anden version, tilføjer Drude Dahlerup.

Efter Dansk Folkepartis indtog i Folketinget i 1995 begyndte debatten nemlig mest at dreje sig en del om indvandrere. Dansk Folkeparti, som ellers tidligere havde stemt mod det meste af ligestillingslovgivningen, mente nu, at ligestilling var en dansk værdi, og at ligestillingen stort set var opnået for de indfødte danskere. Problemet med uligheden mellem mænd og kvinder skulle snarere findes i indvandrerfamilierne.

Svenskere: det er systemets skyld

På den anden side af Øresund var billedet et helt andet. Efter et valg i 1991 faldt andelen af kvinder i Riksdagen for første gang siden 1920‘erne. Det fik blandt andet de svenske feminister til at oprette det feministiske netværk Stödstrumperna.

Der blev også nedsat en såkaldt kønsmagtudredning. Resultatet var et 15 bind stort værk om, hvordan ulighederne mellem svenske mænd og kvinder hænger sammen med forhold i selve det svenske system: på arbejdsmarkedet, på uddannelserne og i politikken.

Kønsmagtudredningen blev ifølge Drude Dahlerup startskuddet til én af de største forskelle mellem svensk og dansk politik. De fleste svenske partier begyndte nu at kalde sig for feminister og talte om et kønsmagts-system: en systematisk kvindeundertrykkelse, som må ændres af staten - eksempelvis ved at straffe mænd, der køber sig til sex hos prostituerede.

I Danmark fokuserede partierne ikke så meget på at ændre systemet, men på at ændre holdningerne hos den enkelte dansker. Mens den svenske Riksdag kriminaliserede prostitutionskunderne, lavede den danske regering kampagner for at få mænd til at lade være med at købe sig til sex.

Dansk og svensk kultur er forskellig

Er danskerne dermed blevet til en flok fremmedfjendske mandschauvinister, som har tabt deres blik for ulighed mellem mænd og kvinder på vej til pølsevognen? Er svenskerne omvendt blevet til af nation af vegetariske, feministiske fornuftsmennesker?

Rikke Andreassen forsker i krydsfeltet mellem kommunikation og køn ved Roskilde Universitet. Hun medgiver, at der er noget om snakken: der er virkelig stor forskel på Danmark og Sverige, når det kommer til synet på køn.

En del af forklaringen på den forskel har vi allerede set. Den drejede sig om to forskellige politiske strategier, samt to forskellige økonomiske situationer op gennem vores moderne historie.

Men ifølge Rikke Andreassen kan vi også tage et spadestik dybere end politiske og økonomiske forskelle. For selvom danskerne i Helsingør næsten kan vinke til svenskerne i Helsingborg, er Øresund også en kulturel voldgrav. Forskellen mellem den danske og svenske måde at debattere køn på skyldes også kultur.

Danskere: du skal ikke bestemme over mig

»Der er ikke nogen, der skal bestemme hvad danskerne må sige. Det er en del af den danske kultur. Det kan vi blandt andet se i indvandrerdebatten, men vi kan også se det i debatten om køn. I Danmark er politisk korrekthed et skældsord, men i Sverige er det en dyd,« siger Rikke Andreassen.

Eller forestil dig, du er på telt-tur med vennerne, da én af dem siger:

»Smid lige stangen om bag i – så kører vi!«

»Dét sagde hun også i går!« joker en anden.

»Du er jo sexist!« udbryder en tredje så.

Hvem har ødelagt den gode stemning? Mange svenskere vil mene, at det er den anden kommentar. De fleste danskere vil pege på den sidste.

De anarkistiske danskere

Nutidens kulturelle forskel på Danmark og Sverige ligger ifølge Rikke Andreassen på mange måder i forlængelse af historien fra 1970erne:

»Forskellen mellem den danske og svenske måde at snakke om kønsroller på, skyldes, at danskerne i mange år har været mere anarkistiske og antiautoritære end svenskere. Og sådan er det faktisk stadig. I Danmark besætter vi stadig gymnasier og universiteter – det gør de ikke nærmest aldrig i Sverige,« siger Rikke Andreassen.

Gay Parade skiller Danmark og Sverige

Et andet eksempel på, hvordan danskere og svenskere angriber kønsspørgsmålet forskelligt, er Gay Pride Parade - eller Priden, som den kaldes i folkemunde. Priden er den årlige fest for bøsser, lesbiske, bi- og transseksuelle.

I Sverige er Priden kæmpe stor og varer en uge med fester, workshops, debatter og foredrag. Men ifølge Rikke Andreassen er den svenske Pride også meget mere organiseret og topstyret end i Danmark, hvor det er en mindre men også mere uorganiseret en-dags fest.

Den mindre topstyring I Danmark har til gengæld affødt den såkaldte Queer festival, som er endnu mindre topstyret og meget mere politisk orienteret end Priden. Her stiller deltagerne radikalt spørgsmåltegn ved, om det overhovedet giver mening at snakke om køn og homoseksualitet.

»Når det kommer til debatten om køn, er danskerne faktisk nogle gange mere radikale end svenskerne – men det gælder vel og mærke på græsrodsfronten,« siger Rikke Andreassen.

Selvom svensk politik på mange måder er mere ligestillingsorienteret end dansk politik, er der altså alligevel grund til at tøve et sekund eller to, inden vi drømmer om at gøre den danske ligestillingsdebat mere svensk:

»Vi kønsforskere har det jo med at elske Sverige for deres syn på køn, men eksemplet med den danske Queer-festival lægger også op til, at vi af og til skal huske på værdien af den danske anarkisme,« mener Rikke Andreassen.

Som tak for det spændende spørgsmål fra Stine Baltzer Madsen, sender Videnskab.dk som altid en kønsneutral T-shirt. Husk at du også kan læse andre spørgsmål og svar i Spørg Videnskaben eller sende dit eget spørgsmål ind til redaktionen@videnskab.dk.

Du kan også købe Videnskab.dk's bestseller 'Hvorfor lugter mine egne prutter bedst?' med 77 af de bedste spørgsmål og svar fra arkiverne.