I første del af dette indlæg kiggede vi på, hvordan Jon Stewart kritiserede de amerikanske politikeres brug af udtrykket ‘det amerikanske folk’.
Stewart påviste, at politikere brugte dette udtryk til at begrunde en lang række vidt forskellige politiske tiltag. Tiltag, som undertiden er i direkte modstrid med hinanden.
Det problem Stewart pegede på var, at det amerikanske folk ikke er en entydig størrelse.
Det amerikanske folk er en mangfoldig størrelse med mange forskellige holdninger og interesser. Derfor kan man ikke uden videre begrunde et bestemt konkret politisk tiltag med henvisning til, ‘hvad Det amerikanske folk vil’.
Lad os prøve at generalisere denne pointe.
Summen af alle meninger
I demokratiske samfund med presse- og ytringsfrihed, som for eksempel det danske og det amerikanske, kommer folks interesser på forskellig vis til udtryk i den offentlige og politiske debat.
Fordi folk i udgangspunktet er forskellige og mener så utroligt mange, ofte modstridende og uforenelige ting, så er det imidlertid problematisk at antage, at der eksisterer én ‘offentlig mening’, som ganske umiddelbart udtrykker holdninger, som alle involverede parter accepterer og tilslutter sig.
‘Den offentlige mening’ må snarere betragtes som summen af alle de forskelligartede og modstridende meninger, der diskuteres og debatteres offentligt.
Hegel om ‘den offentlige mening’
Det er præcis sådan Hegel definerer begrebet om den offentlige mening. I sit politisk-filosofiske hovedværk, ‘Retsfilosofi – Elementær retsfilosofi eller Naturret og statsvidenskab i grundrids’ fra 1820-21, skriver Hegel for eksempel (i § 316):
»Den formelle subjektive frihed, der består i, at individer som sådan har deres egen vurdering, opfattelse og råd om almene anliggender, og at de giver udtryk herfor, manifesterer sig i et sammentræde, som man omtaler som den offentlige mening. Her er det i for sig almene, det substantielle og det sande forbundet med sin modsætning, det for sig særegne i form af de manges specifikke mening; denne eksistens er dermed en selvmodsigelse…«
Den offentlige mening er, hævder Hegel, en af de måder, hvorpå mennesker aktivt udøver og giver udtryk for deres individuelle, subjektive, frihed. Men fordi individer er forskellige og fordi mennesker ikke altid tænker ud over deres eget partikulære standpunkt, så er den offentlige mening selvmodsigende. Den indeholder både det almene og det særegne; det sande og det usande.
Enig med Stewart
Den offentlige mening er et udtryk for og et resultat af menneskelig frihed, og bør derfor respekteres.
På den anden side er den offentlige mening også en kilde til usandheder og misforståelser og er derfor noget man bør tage afstand fra. Eller som Hegel skriver i § 318:
»Således fortjener den offentlige mening både at blive agtet og foragtet; foragtet for sin konkrete bevidsthed og faktiske ytringer, agtet på grund af dens væsentlige grundlag, som fremgår mere eller mindre forplumret af den konkrete bevidsthed.«
Hegel er derfor enig med Jon Stewart i, at man ikke uden videre kan begrunde politiske tiltag med henvisning til hvad folket eller ‘den offentlige mening’ vil.
Uafhængighed nødvendig
Den offentlige mening indeholder så mange forskellige modstridende synspunkter og holdninger, at det er uhyre vanskeligt at skille skidt fra kanel, sandt fra falskt, det substantielle fra det ligegyldige. Eller med Hegels egne ord (§ 318):
»Eftersom den offentlige mening ikke i sig besidder nogen målestok, der sætter den i stand til at skelne det ene fra det andet og heller ikke evner at hæve det substantielle aspekt til bestemt viden, er den første afgørende betingelse for at opnå noget stort og fornuftigt, at man (i virkelighedens som i videnskabens verden) gør sig uafhængig af den.«
Hegels svar
Denne kritik leder Hegel til følgende konklusion (i tilføjelsen til § 318):
»I den offentlige mening finder man alle slags sandheder og usandheder; men at finde frem til det sande er en sag for en stor mand. Den store mand er den, der siger, hvad hans tid vil, som giver udtryk for det, og som selv fuldbyrder det. Han handler i forhold til tidens væsen og indre og virkeliggør det. Hvem, der ikke evner at lægge øre til den offentlige mening og sætte sig ud over den, vil aldrig opnå noget stort.«
Disse bemærkninger kan let vække ubehagelige minder om fascismens fascination af ‘det store menneske’, som ikke behøver at tage hensyn til andre, mindreværdige individer. Dette er dog ikke hvad Hegel har i tankerne. Hans pointe er snarere den, at politik ikke blot er et spørgsmål om, at løbe i hælene på de tendenser der her og nu dominerer den offentlige debat.
Formuleret i moderne begreber, så mener Hegel, at politikere bør bekymre sig mindre om avisoverskrifter, meningsmålinger og opinionsundersøgelser, og i stedet bør de stræbe efter at gøre, hvad de af deres bedste overbevisning mener, tjener samfundet og almenvellet bedst.
Begrundelse frem for magt
Hegel mener dog ikke, politikere helt skal se bort fra den offentlige mening. Det er hverken muligt eller ønskværdigt i moderne stater, hvor borgerne er frie og udøvelsen af politisk magt i høj grad afhænger af, at man kan begrunde og forklare de vedtagne beslutninger i en offentlig debat. Med Hegels ord (i tilføjelsen til § 316):
»Den offentlige mening har imidlertid til alle tider udgjort en betydelig magt – ikke mindst i vor tid, hvor den subjektive friheds princip har så stor vigtighed og betydning. Hvis noget i dag skal gøres gældende, foregår det ikke længere i form af magt, kun i mindre grad ved skik og brug, men nok i kraft af indsigt og begrundelse.«
Hegel og Stewarts kritik af ‘den offentlige mening’
Når Jon Stewart og Hegel kritiserer begrebet om den offentlige mening er det derfor ikke fordi de mener, at almindelige menneskers meninger er ligegyldige. Deres kritik er derimod rettet mod en bestemt, ukritisk forståelse af, hvad ‘den offentlige mening’ er, og en bestemt måde at bruge dette begreb på.
Hvad både Stewart og Hegel peger på er, at ‘den offentlig mening’ ikke er en entydig størrelse, som politikere uden videre kan tage til indtægt for og bruge til at begrunde deres egne personlige politiske projekter. Den offentlige mening består derimod af en mangfoldighed af forskellige og undertiden modstridende holdninger og interesser.
At begrunde en politisk beslutning med henvisning til den offentlige mening vil således altid være både problematisk og kontroversielt, da der altid vil være nogen, som er uenige med den trufne beslutning.
Politiske beslutninger bør derfor snarere begrundes med henvisning til, hvilke konkrete konsekvenser de har og hvilke konkrete almene mål og interesser de fremmer. Dette vil stadig være kontroversielt. Men i det mindste foregiver man ikke længere, at alle uden videre er enige i den førte politik.
En lang række af Hegels værker findes i engelsk oversættelse på hjemmesiden marxist.org
Denne artikel er oprindeligt publiceret som et blogindlæg.
