Satire, racisme og Charlie Hebdo

I den vestlige verden har snart sagt alle været enige om, at angrebet på satiremagasinet Charlie Hebdo hverken kan eller skal retfærdiggøres. Et kendetegn for en demokratisk retsstat er, at man er fri til at ytre sin mening om alt og alle uden at frygte fysiske angreb eller juridisk tvang.

Og der er intet satirisk indhold, uanset hvor usjovt, stødende, dumt, provokerende eller potentielt skadeligt, som kan undskylde eller begrunde, at folkene bag slås ihjel. Eventuelle begrænsninger i ytringsfriheden kan kun begrundes med henvisning til at konkrete individer på den ene eller anden måde bliver skadet, og kan højest tage form af retslige sanktioner, ikke fysisk vold.

Bag denne enighed gemmer sig imidlertid en ret betydelig uenighed. Skønt alle er enige om at fordømme angrebet på Charlie Hebdo, så er der nemlig ganske stor uenighed om værdien af og meningen med Charlie Hebdos satire.

Vi kan både tage afstand fra angrebet og på selve den satiriske praksis

En lang række kritikere har således hævdet, at Charlie Hebdos tegninger helt overordnet er dybt problematiske, fordi de er enten racistiske, islamofobiske, eller på anden måde nedgør og udstiller bestemte befolkningsgrupper.

Disse kritikere mener, at skønt angrebet på Charlie Hebdo selvfølgelig er forfærdeligt og ikke på nogen som helst måde kan legitimeres, så behøver vi ikke nødvendigvis bakke op om den konkrete måde, som Charlie Hebdo valgte at bruge sin ytringsfrihed på.

Vi kan fordømme angrebet på Charlie Hebdo, men samtidig mene at der er dybe og alvorlige moralske problemer med Charlie Hebdos satiriske praksis, som der er grund til at tage afstand fra. For disse kritikere er kampråbet derfor ikke 'Je suis Charlie' ('Jeg er Charlie'), men derimod 'Je ne suis pas Charlie' ('Jeg er ikke Charlie').

Politisk satire og den moralske kvababbelse

Personligt kan jeg både forstå og sympatisere med denne position. Men jeg mener samtidig, at det er to ting, som det er vigtige at huske på, før man begynder at få moralske kvababbelser over Charlie Hebdo. For det første er det værd at holde fast i, at (politisk) satire i sit væsen går ud på at overdrive, provokere, overskride grænser og latterliggøre.

Man kan selvsagt altid diskutere, hvorvidt og hvordan den politiske satire bedst opfylder disse mål. Men man skal være meget påpasselig med 'udefra' at fælde moralsk dom over den satiriske praksis, da man dermed risikerer at indskrænke de muligheder og virkelmidler, som satiren kan gøre brug af. Og dermed indskrænker man også den politiske kritiks mulighedsrum.

For det andet er det vigtigt at huske på, at satire og satiretegninger ikke eksisterer, og ikke kan fortolkes og forstås, i et kulturelt vacuum. Satire, og i særdeleshed politisk satire, udspringer ofte af og er indlæg i konkrete politiske diskusioner, der udspiller sig på konkret steder på bestemte tidspunkter.

Det er derfor ikke altid lige let at forstå, hvad meningen med en bestemt satiretegning eller karikatur er. Og nogen gange er der måske ikke engang én bestemt mening med en tegning, men et helt felt af mulige betydninger.

Spørgsmålet om hvorvidt (nogle af/mange af/alle) Charlie Hebdos tegninger er racistiske, homofobiske, eller islamofobiske er derfor langt fra så let at besvare, som mange mennesker åbenbart mener. Den bedste måde at se dette på er ved at kigge på nogle konkrete eksempler på den kritik, som er blevet rettet mod Charlie Hebdo.

Charlie Hebdo og homofobi

I et indlæg i Information kritiserer Michael Nebeling Petersen Charlie Hebdos tegninger og den måde disse tegninger er blevet brugt på i støttedemonstrationerne efter angrebet på Charlie Hebdo.

Nebeling mener, at en lang række (han er nogle gange tæt på at sige alle) Charlie Hebdos tegninger er homofobiske og dermed er med til at opretholde og videreformidle en dybt problematisk opfattelse af homoseksualitet: At homoseksualitet er en form for fejlende maskulinitet.

Homoseksualitet fremstilles dermed som en form for mangelfuld eller fejlagtig seksualitet, og homoseksuelle præsenteres som en form for 'mislykkede mænd'. Homoseksualitet anerkendes altså ikke som en ligeværdig og værdifuld måde, hvorpå mænd kan leve deres liv og udleve og skabe en seksuelle identitet.

Charlie Hebdos karikaturtegninger kan betragtes som diskrimination

Ifølge Nebeling er Charlie Hebdos tegninger dermed med til at reproducere bestemte strukturelle undertrykkelsesmekanismer, dvs. sociale normer og forventninger som undertrykker og diskriminere bestemte befolkningsgrupper, i dette konkrete tilfælde homoseksuelle.

Når folk til støttedemonstrationerne efter massakren i Paris fremviser Charlie Hebdos karikaturtegninger, så gør de sig derved (ubevidst) skyld i diskrimination og undertrykkelse, og ekskluderer dermed de karikerede grupper (homoseksuelle, muslimer mm) fra det affektive fællesskab, som opstod i kølvandet på Charlie Hebdo drabene. Som Nebeling udtrykker det i sit indlæg:

»Nyhederne viser den store demonstration i Paris og demonstrationer i andre storbyer i Europa. Mange mennesker står stille med skilte. Mange af dem viser billeder og satiretegninger, der skildrer profeten Muhammed, som bliver ydmyget gennem homofobiske fremstillinger af fejlende maskulinitet: Profeten, der kysser en anden mand, involveret i analsex og lignende. Det, der har trukket mig ind i fællesskabet, er pludselig ikke længere så stærkt. Det er minderne om at blive called out, fordi jeg er bøsse, til gengæld.«

Nebeling opfatter (nogle af) de tegninger, der anvendes som symbol for støtten til Charlie Hebdo, som homofobiske. Som homoseksuel føler han sig derfor ekskluderet fra det fællesskab af mennesker, der ønsker at udtrykke deres sorg over og afsky for drabene i Paris.

Frem for at skabe et inkluderende fællesskab, hvor alle der ønsker det kan udtrykke deres sorg og medfølelse, bliver demonstrationerne i stedet udtryk for den systematiske ekskludering af store grupper af mennesker: Ikke blot homoseksuelle, men også muslimer og andre personer, der karikeres og udstilles på tegningerne.

Den kyssende Muhammed

Nebeling kommer i sit indlæg ikke med konkrete eksempler på, hvilke af de mange tegninger, der er blevet trykt i Charlie Hebdo, som han opfatter som homofobiske. Men en af de tegninger, som han har haft i tankerne, er formodentlig den berømte forsidetegning fra det nummer af Charlie Hebdo, der blev udgivet umiddelbart efter, at magasinets redaktionslokaler blev brandbombet tilbage i 2011.

Tegningen forestiller en arabisk udseende mand (måske profeten Muhammed?) der kysser en af Charlie Hebdos mandlige tegnere. Ovenover tegningen står ordene: 'L'amour: Plus fort que la haine' ('Kærligheden: Stærkere end hadet').

Er denne tegning udtryk for en problematisk og homofobisk fremstilling af homoseksualitet som fejlende maskulinitet? Jeg er ikke sikker. På mig virker tegningen langt snarere som tegning en hyldest til kærligheden, der i satirisk øjemed benytter homoseksualitet som et magtfuldt våben til at gøre grin med fundamentalistiske religioner.

Det er jo netop fordi homoseksualitet i (i det mindste visse udlægninger af Islam) betragtes som en synd, at en tegning af en mand (Muhammed?) der kysser en anden mand, virker provokerende på (visse) muslimer. Det er præcis derfor at tegningen har satirisk brod.

Charlie Hebdos tegninger er ikke så entydige

En anden, og mere positiv, udlægning af Charlie Hebdos tegning kunne derfor være, at den benytter den udbredte islamistiske modstand mod og afsky for homoseksualitet (en afsky Islam deler med en række andre religioner, herunder bl.a. den katolske kirke) til at udstille, gøre grin med og derved underminere religionen Islams autoritet og indflydelse.

At Islam og andre religioner opfatter homoseksualitet som en synd eller som et udtryk for fejlende maskulinitet er netop et problem for og med disse religioner. Og det er netop det problem, som Charlie Hebdos tegninger udstiller.

Meningen med og fortolkningen af Charlie Hebdos tegninger er derfor langt fra så entydig, som Nebelings indlæg lader ane.

Boko Harams sexslaver

Et andet eksempel på, at det kan være svært at finde en klar og entydig fortolkning af Charlie Hebdos karikaturtegninger, er en meget omdiskuteret forsidetegning fra 2014. Tegningen forestiller en gruppe gravide, tørklædeklædte kvinder, som under overskriften 'Les Esclaves Sexuelles De Boko Haram' ('Boko Harams vrede sexslaver') brokker sig over nedskæringerne i de franske velfærdsydelser.

For en del mennesker er denne denne tegning klart og utvetydigt racistisk. Det er en karikatur, der nedgør muslimer og muslimske kvinder i Frankrig, og reproducerer et dybt problematisk syn på denne befolkningsgruppe.

Som sådan er tegningen moralsk forkasteligt, og skønt Charlie Hebdo måske nok formelt havde ret til at trykke den, så den et tydeligt tegn på, at Charlie Hebdos måde at bedrive satire på ikke er moralsk uskyldig, snarere tværtimod.

Et satirisk spark i løgene til den franske højrefløj

Tingene er imidlertid ikke helt så entydige, som denne fortolkning lægger op til. Hvis man læser en smule op på den debat, som tegningen er et indspark i, så fremtræder tegningen imidlertid i et noget andet lys. Frem for blot at være en usmagelig og racistisk karikatur er der måske nemlig snarere tale om et satirisk spark i løgene til den franske højrefløj.

Her er der nemlig en lang række politikere der hævder, at flygtninge i Frankrig først og fremmest er komme til landet, for at udnytte og misbruge landets velfærdssystem.

Tegningen tager denne argumentation på ordet, og viser hvad der sker, hvis man tænker den til sin logiske (og aburde) konklusion: Nemlig at selv voldtægtsofre og kvinder der flygter fra et liv som sexslaver, først og fremmest er interesseret i størrelsen på deres velfærdscheck.

Denne anden fortolkning er i mine øjne den mest plausible. Dels fordi den gør tegningen moderat sjov (og tragisk selvfølgelig, men stadig sjov), frem for dybt og dumt racistisk. Og dels fordi det er en fortolkning, som giver tegningen en satirisk og magtkritisk brod, den ellers ikke ville have haft.

Det uløste problem

Selv hvis man mener, at Charlie Hebdos tegninger ikke (eller i det mindste ikke alle sammen) er racistiske eller homofobiske, men tværtimod aktivt søger at bekæmpe racisme og homofobi, så er der imidlertid stadig et problem.

Den måde, som Charlie Hebdo satiriserer over fx. den franske højrefløjs fordomme eller over forskellige religioners forkvaklede syn på homoseksualitet, kræver nemlig ofte, at magasinet selv gør aktivt brug af præcis de fordomme og stereotyper, som de ønsker gøre op med. Tegningen med de protesterende Boko Haram sexslaver er et godt eksempel på dette.

Problemet (hvis det da er et problem, og det er det nok) er derfor, at Charlie Hebdo ikke ville kunne gennemføre denne type af satire, uden eksplicit at trække på bestemte racistiske stereotyper, nemlig de stereotyper som højrefløjen i Frankrig (og andre steder) benytter sig af. (Her er et indlæg, der diskuterer dette problem mere indgående).

Reproducerer tegningerne racistiske stereotyper?

Spørgsmålet bliver derfor, om Boko Haram tegningen er racistisk, på trods af at den er tænkt som et satirisk opgør med racistiske stereotyper? Er tegningen med til at reproducere bestemte racistiske stereotyper og undertrykkelsesmekanismer, på trods af at den søger at gøre op med en bestemt racistisk dagsorden.

Jeg er selv tilbøjelig til at svare klart nej til det første spørgsmål, og lidt mindre sikkert nej på det andet. (Til sammenligning er her en artikel, der svarer nej til det første spørgsmål, men ja til det andet).

Der er under alle omstændigheder er problem, eller måske snarere et spørgsmål, her, som fortjener at blive diskuteret yderligere, nemlig spørgsmålet om, hvordan vi som samfund bedst kan imødegå og bekæmpe den undertrykkelse og diskriminering, som udtrykkes i og reproduceres igennem racistiske karikaturer og systematiske, stereotypiske, nedværdigende fremstillinger af muslimer, homoseksuelle og andre befolkningsgrupper.

Charlie Hebdos satire er ét svar på dette spørgsmål. Men som vi har set, så er det et svar, som selv rejser en række spørgsmål og problemer.

Hvem siger hvad om hvem

Det er forståeligt, at brugen af racistiske stereotyper, selv i et ikke-racistisk, måske ligefrem anti-racistisk, øjemed, kan virke stødende på nogen.

Hvis man fx selv har været offer for systematisk diskrimination og undertrykkelse på grund af sin seksualitet, hudfarve eller religion, så kan enhver brug af racistiske, homofobiske eller islamofobiske stereotyper forekomme problematisk, selv hvis hensigten med at bruge dem er at bekæmpe og latterliggøre racisme og homofobi.

Dette problem bliver yderligere forstærket, hvis den anti-racistiske og hensigt måske ikke er umidelbart indlysende, men kræver både fortolkning, eftertanke og kendskab til konkrete diskussioner i en specifik kulturel kontekst. (Se et glimrende indlæg om netop dette spørgsmål her). Jeg skulle f.eks. selv lige omkring Quora og dette blogindlæg for at finde den rette vinkel på Boko Haram tegningen.

Afsender positionen betyder meget for u

Jeg skal ikke udelukke, at min egen baggrund som forholdsvis priviligeret, hvid, mandlig heteroseksuel akademiker spiller ind på mine fortolkninger af Charlie Hebdos tegninger. Og jeg skal heller ikke udelukke, at der er blandt de mange, mange tegninger, som Charlie Hebdo har publiceret, er tegninger der er racistiske, homofobiske, islamofobiske, anti-semitiske mm.

Jeg er også helt med på, at udsigelses- og afsenderpositionen betyder meget for, hvordan et udsagn (fx en satiretegning) forstås og fortolkes, og for hvilken indflydelse den efterfølgende får. Når hvide, midaldrende, heteroseksuelle mænd gør grin med homoseksuelle eller muslimer, så får det fx en anden en anden betydning i det sociale rum, end hvis det er de homoseksuelle eller muslimerne selv, der gør det.

Endelig er det vigtigt at gøre klart, at der er uhyre stor forskel på, om satire og humor sparker opad eller nedad; om det er magtens elite der kritiseres, eller om det er befokningsgrupper, som systematisk er udsat for diskrimination og undertrykkelse, der er genstand for den satiriske pen. (Se f.eks. dette indlæg på Modkraft.dk for en god kritik af Charlie Hebdo på præcis dette punkt).

Alle disse forbehold tjener imidlertid til at styrke dette blogindlægs grundlæggende pointe. Enhver form for satire kræver fortolkning. Ingen satiretegning er selvfortolkende. Det er derfor langt fra sikkert, at ens første og spontane reaktion på en tegning eller en tekst er den rette, den bedste, den mest plausibel, den mest frugtbare eller den som alle andre har eller bør have.

Det er jo blandt andet netop fordi (satire)tegninger ikke er selvfortolkende, at sådanne tegninger kan være med til at skabe debat og uenighed. Og det er vel et af de primære formål med god satire?

Denne artikel er oprindeligt publiceret som et blogindlæg.