Klimaforhandlinger i Madrid: Det skal landene blive enige om ved COP25
COP25 er i gang, men det bliver vanskeligt at blive enige om de sidste punkter for, hvordan verden skal opfylde Paris-aftalen, tror forskere.
COP25 Madrid klima

Der er meget, som skal der stadig skal på plads ved dette års klimatopmøde COP25 i Madrid. (Foto: Shutterstock/UNFCCC)

Der er meget, som skal der stadig skal på plads ved dette års klimatopmøde COP25 i Madrid. (Foto: Shutterstock/UNFCCC)

I går begyndte FN’s klimakonference i Madrid. Den varer til 13. december.

Det var egentlig Chile, som skulle huse klimaforhandlingerne kaldet COP25, men på grund af uroligheder i landet overtog Spanien værtsrollen.

Forrige år fik landene størstedelen af reglerne på plads for, hvordan de skal bruge Paris-aftalen, som de blev enige om i 2015.

Regelsættet beskriver alt fra, hvordan et land skal indrapportere sine drivhusgas-emissioner, til hvordan målene i Paris-aftalen skal følges op.

Men der er efterladt nogle vigtige brikker. En af dem er køb og salg af CO2-kvoter.

»At få den sidste del på plads er det mest spændende i forhandlingerne,« siger Norges forhandlingschef, Henrik Hallgrim Eriksen, til forskning.no, Videnskab.dk's norske søstersite.

Paris-aftalen

Paris-aftalen, COP21, blev indgået i december 2015 og trådte i kraft 4. november 2016.

Traktaten forpligter landene til at begrænse deres CO2-emissioner og dermed den globale temperaturstigning til mindre end 2 grader, og helst på 1,5 grad i forhold til før-industrielt niveau.

IPCC lavede en særlig rapport i 2018 om de konkrete konsekvenser af den globale opvarmning på over 1,5 grader Celsius.

Du kan læse den fulde aftale her.

Rige lande køber sig fri

Logikken bag køb og salg af CO2-kvoter er, at nedskæringer i drivhusgasser kan udføres, hvor det er billigt: 

Fattige lande kan sælge kvoter og dermed tjene penge på at udsende færre drivhusgasser, mens rige lande kan kæbe kvoter og dermed ikke behøver skære i deres udledning selv.

»Som det fungerer i dag, så kan Norge betale for tiltag i Colombia eller Indonesien. Og så kan vi trække det fra vores eget udledningsregnskab,« siger Steffen Kallbekken, forskningsleder ved Cicero center for klimaforskning.

»I Paris-aftalen lover mere end halvdelen af landene, at de skal opfylde deres forpligtelser (om at begrænse deres CO2-udledning, red.) ved at betale for udledningsreduktioner i andre lande,« forklarer Tore Furevik, direktør ved Bjerknesscenteret for klimaforskning.

LÆS OGSÅ: Overblik: COP21 er stadig langt fra mål

Tvist om, hvem der bogfører reduktion af emissioner

Men mange fattige lande synes, at dette er uretfærdigt. De ønsker økonomisk støtte fra rige lande til at skære ned på deres egne emissioner, og ikke kun at rige lande skal købe CO2 og selv registrere dem.

Den støtte mener de fattige lande ikke, at de har fået. Derfor tager de pengene, som de har modtaget for salget af CO2-kvoterne, samtidig med at de alligevel bogfører nedskæringen hos dem selv.

Det er et stridspunkt, hvilket land der skal kunne regne reduktionen for sin egen, forklarer Furevik.

Brasilien stillede sig på bagbenene og sørgede for, at der ikke blev enighed om det her punkt sidste år.

Norges forhandlingsleder tror, at det bliver vanskeligt, også i år, at blive enige om reglerne for landenes samarbejde omkring reduktionen af emissioner.

»Vi kan ikke gå på kompromis og åbne for dobbelttælling,« siger Eriksen.

LÆS OGSÅ: Forskere: Vi har tre år til at vende drivhusgasudviklingen

Afhængige af Brasilien

Og hvorfor er dobbelttælling et problem? Det er det, fordi hvis emissions-reduktionerne tæller dobbelt, ser det ud, som verden har gjort mere for klimaet, end den reelt har. Det vil svække Paris-aftalen.

Men to lande må gerne aftale imellem sig, hvem der skal få godskrevet emissions-reduktionen, eksempelvis med halvdelen til hver, forklarer Eriksen.  

Nu skal alle bare blive enige om, hvordan de skal tælle. Også Brasilien.

»De signaler, som Brasilien sender, er, at de ønsker at blive enige. Så må vi bare håbe, at det er rigtigt,« siger Henrik Hallgrim Eriksen.

Forskningsdirektør Tore Furevik har dog ikke den store tiltro til Brasilien.

»Jeg tror ikke, at det vil være mere positivt end sidste år,« siger han.

Han henviser til, at Brasilien siden sidste år har fået en ny præsident, Jair Bolsonaro, som har truet med at trække Brasilien ud af Paris-aftalen, uden dog at gøre alvor af det endnu.

De vigtigste lande

Det var egentlig Brasilien, som først fik tilbuddet om værtskabet af klimakonferencen, men de ombestemte sig, efter at Bolsonaro vandt valget.

Brasilien er blandt de vigtigste lande i klimaforhandlingerne, efter at USA trak sig fra Paris-aftalen i 2017.

USA er forpligtet til at være med frem til 2020.

Andre vigtige lande, udover EU, er Kina, Rusland og Sydafrika, forklarer Furevik.

Han er spændt på, hvordan forhandlingsklimaet bliver.

»Er der vilje fra de vigtigste lande til at få et godt og ambitiøst rammeværk, eller bliver det mest mistænkeliggørelse, bremseklodser og skyden skylden på hinanden?« siger Tore Furevik.

LÆS OGSÅ: Trump kan kvæle Paris-aftalen

For lidt hjælp til de fattige lande

Drivhusgasser kender ingen landegrænser, og gennem Paris-aftalen prøver landene at reducere den samlede udledning.

Men er det okay at købe sig fri ved at lade andre lande gøre jobbet?

Naturbeskyttelsesforbundet mener, at Norge må reducere i udledningerne herhjemme, mere end andre lande.  

»Det at betale andre lande er aflad og udsætter omstillingen hos os. Vi må indrette os efter et udledningsfrit samfund,« siger Tore Furevik fra Bjerknesscenteret.

Hvem skal betale for klimaødellæggelser?

Der bliver nok en hel del diskussioner om byrdefordelingen mellem landene på årets klimakonference.

Den grønne klimafond skal blandt sørge for, at når fattige lande bruger energi, skal det ske med mest mulig ren energi. Men rige lande har ikke spyttet nær så mange penge i som lovet, ifølge Furevik.

I år skal landene desuden helst blive enige om, hvordan lande, som bliver ramt af klimaændringer, skal få penge for skader som følge af for eksempel oversvømmelse, tørke eller højere havniveau.

»Det er en sag, som skaber debat, og jeg håber på, at vi når til enighed,« siger Norges forhandlingsleder, Henrik Hallgrim Eriksen.

Men landene skal ikke diskutere, hvor mange flere penge de er villige til at give. Bare hvilke systemer de skal bruge til at kanalisere disse penge.

Forskningsleder Steffen Kallbekken siger, at diskussionen om, hvem der skal betale for klimaødelæggelserne, er en langvarig kendt konflikt, som sikkert også vil gøre sig gældende ved dette års topmøde.

Her er USA en fast bremseklods. Også EU er forsigtige med, hvad de lover.

LÆS OGSÅ: Klimaforsker: Dine børn drukner i gæld, hvis vi ikke handler nu

Overførsel af uudnyttede CO2-kvoter er problematisk

Frem til 2020 styres køb og salg af udledningsreduktioner gennem den såkaldte grønne udviklingsmekanisme i Kyoto-aftalen - klimaaftalen fra 1997.

For eksempel kan Indien sige, at de skal bygge et nyt solkraftværk, som erstatter et kulkraftværk.

Dermed kan de få en international belønning, fordi projektet kommer til at spare verden for en million ton CO2-udledning.

Et andet land kan så betale for projektet og regne reduktionen ind i deres egne nationale mål.

»Indien og andre lande har gennemført en stor del af sådanne projekter og har fået dem godkendt, men uden at have solgt kreditterne, altså emissions-reduktionerne. De sidder med et stort antal uudnyttede kvoter. De ønsker at sikre sig, at de her kreditter også kan bruges i det nye system,« siger Kallbrekken.

Men hvis Indien og andre lande får lov til det, kan de tjene penge på allerede gennemførte projekter. Det kan lægge en dæmper på motivationen for at skabe nye tiltag.

»Norge ønsker ikke en overførsel af kvoter fra før 2020,« siger forhandlingsleder Henrik Hallgrim Eriksen.

Han tror, at der er gode chancer for at blive enige om det her punkt i år.

LÆS OGSÅ: Er et klimamål et stykke under to grader en mulighed?

Kvotemarkedet har ikke fungeret, som det burde

»Spørgsmålet er, hvordan det nye kvotemarked skal styrkes under Paris-aftalen,« siger Forskningsleder Steffen Kallbekken.

»Det er vigtigt, at det bliver sat op på en god måde. Man må sikre, at tiltagene har en reel klimaeffekt, og det bliver et velfungerende system.«

Kvotemarkedet har nemlig haft en del børnesygdomme, fortæller Kallbekken.

»Men på samme tid faldt efterspørgslen. EU sagde, at de ikke længere skulle købe kvoter for at opfylde deres klimamål,« siger Kallbekken.

»Der er stort overskud på kvoter og projekter, som allerede er gennemført, specielt i Brasilien, Indien og Kina,« fortæller Kallbekken.

COP25 lægger bunden for næste års vigtige ambition

Årets klimatopmøde bliver også en vigtig forberedelse til næste år, ifølge forhandlingsleder Eriksen.

Paris-aftalen siger, at landene hvert femte år skal sætte sig højere klimamål.

I 2020 er det tid til at gøre første hop.

»Det er vigtigt for Norge at få flest muligt med på at øge ambitionerne,« siger forhandlingslederen.

For selv om alle lande skulle opfylde de nuværende mål, er vi ikke i nærheden af at holde temperaturen under 2 grader, og helst 1,5 grader, som landene har forpligtet sig til gennem Paris-aftalen.

Norge vil også øge sine egne ambitioner, selvom de fortsat er langt fra at nå i mål:

Inden 2030 skal drivhusgasudledningerne reduceres med mindst 40 procent sammenlignet med 1990, står der i den klimalov, som trådte i kraft sidste år. Ifølge Aftenposten ligger landet til at klare blot 12 procent.   

LÆS OGSÅ: Forskere understreger: Det er nu, vi skal gentænke klimaudfordringen

Næste år bliver spændende...

Hvis landene implementerer deres nuværende klimapolitiske planer, vil den globale opvarmning være steget 3,2 grader i 2100.

For at nå 1,5-gradersmålet skal verden reducere emissionerne med hele 7,6 procent hvert år indtil 2030.

»De største emissionslande er ikke med på listen over lande, der har sagt, at de vil øge deres ambitioner. De skal komme på banen, hvis verden skal reducere emissionerne tilstrækkeligt,« siger Norges forhandlingsleder Henrik Hallgrim Eriksen.

Men ifølge Eriksen, er der ikke lagt op til, at landene skal komme med konkrete mål allerede på dette års klimakonference.

»Næste år bliver et virkelig vigtigt og spændende år,« siger forskningsleder Steffen Kallbekken og tilføjer:

»Om det bliver godt eller skidt på årets møde vil have noget at sige for tilliden mellem landene, og hvordan de ser på muligheden for at lave en større nedskæring af emissionerne til næste år.«

LÆS OGSÅ: DMI-forsker: Klimamodellerne har ikke overdrevet opvarmningen

LÆS OGSÅ: Hvordan bliver klimaet i år 2050?

©forskning.no, oversat af Tore Bonnerup.

Videnskab.dk Podcast

Lyt til vores seneste podcast herunder eller via en podcast-app på din smartphone.


Se den nyeste video fra Tjek

Tjek er en YouTube-kanal om videnskab, klima og sundhed henvendt til unge.

Indholdet på kanalen bliver produceret af Videnskab.dk's Center for Faglig Formidling med samme journalistiske arbejdsgange, som bliver anvendt på Videnskab.dk.