Det er ikke kun os almindelige danskere, som bliver klogere af forskningsformidling. Forskerne bliver også klogere af at formidle.
Det siger historiker Søren Hein Rasmussen, som er midt i at vise en Dirch Passer-film frem for sine studerende, da Videnskab.dk ringer ham op.
Historikeren er studieleder på historiefaget på Aarhus Universitet og modtager i dag sammen med sin kollega projektleder Anne Sørensen Forskningskommuniktionsprisen på vegne af holdet bag historieportalen Danmarkshistorien.dk.
Ministeriet for Videnskab, Teknologi og Udvikling står bag Forskningskommunikationsprisen, og den bliver i dag overrakt af H.K.H. Kronprinsesse Mary på Tycho Brahe Planetarium i København
Videnskabsminister Charlotte Sahl-Madsen begrunder valget af vinderen således i en pressemeddelelse:
»Danmarkshistorien.dk’s indsat for at formidle vores historie og fælles kulturarv på en medrivende og involverende måde har stor værdi for os alle.«
Formidling får forskerne til at tænke nyt
Danskerne er dog ikke ene om at blive klogere af Danmarkshistorien.dk.
Den glade prismodtager Søren Hein Rasmussen siger, at forskerne også får mere viden om deres egen forskning ved at formidle det. Udfordringen rykker nemlig ved det, forskeren ved om sit eget stof.
»Når du som forsker formidler noget i et peer reviewed tidsskrift, så kommer din viden til at svare overens med det medies sprog. Men når du forsøger dig med andre medier som for eksempel internettet, så sker der det pudsige, at du opdager nogle andre aspekter af din viden,« siger historikeren og fortsætter:
»Man får flere antenner til at fange verden med – og dermed fanger man også mere af verden.«
\ Fakta
DANMARKSHISTORIEN.DK
Danmarkshistorien.dk er en historieportal på nettet med leksikonartikler skrevet af forskere på Aarhus Universitet.
Portalen rummer også masser af kilder til fortiden. Hør for eksempel radioklip fra 1945 med befrielsesbudskabet.
Historikeren fortæller, at de på Danmarkshistorien.dk har været i dialog med både gymnasielærere og elever for at finde ud af, hvordan de bedst skruede historieportalen sammen. Dialogen har ifølge forskeren været guld værd for projektet.
Forskere trænger til at komme ud i samfundet
Universitetsverden trænger ifølge Søren Hein Rasmussen til at opprioritere forskningsformidlingen.
Det er især vigtigt for historikere og de øvrige humanistiske forskere på universiteterne, som producerer viden, som er mest til nytte, hvis det bliver formidlet ud i samfundet, siger han:
»Det er jo farligt at sige, at forskningen i sig selv ikke er det vigtigste. For forskning er vigtigt. Men vi trænger til at være sammen med mennesker udenfor universitetet. Vi bliver klogere af det.«
Historikeren har ikke selv forsket mindre i de år, han har arbejdet med Danmarkshistorien.dk. Han har blot haft en længere arbejdsuge, siger han.
For ham og de øvrige involverede har historieportalen været en hjertesag. Men i talende stund ligger det ham mest på sinde at vende tilbage til Dirch Passer-filmen, som skal inspirere hans historiestuderende i et fag, der handler om fremtiden.