Danske forskere vil have lov at komme med egne meninger i medierne

Professorer, lektorer, ph.d.-studerende og andre forskere skal ikke bare udtale sig om de fakta, de har gravet frem i deres forskning ved danske universiteter.

De skal også bruge deres viden til at komme med subjektive vurderinger af politik og med kvalificerede, holdningsprægede indspark i den offentlige debat, uanset om vi så taler EU, flygtninge eller kriminalitet.

Sådan lyder det fra flere forskere ved Københavns Universitet.

»Forskere bør deltage på bred måde i den offentlige debat og tale uden for deres forskningsdomæne. De har ret og pligt til at sige deres mening, men grænsen for, hvad forskere bør udtale sig om, går ikke ved, hvad de selv forsker i. Den går ved, hvad de ved noget om.«

»Det er vigtigt, at de fortæller, hvad de mener, fordi de har forstand på, hvad de taler om,« mener Klemens Kappel, lektor i filosofi ved Københavns Universitets Institut for Medier, Erkendelse og Formidling.

'Ingen gider høre på en forsker, der kun taler om fakta'

Klemens Kappel får fuld opbakning af professor Marlene Wind, der kalder det en nødvendighed, at forskere kommer med subjektive indspark i debatten.

»Jeg mener personligt, at skal man ud over rampen som forsker i 2015, nytter det ikke noget kun at lire fakta af. Det er der ingen, der gider høre på. Skal du overhovedet have nogen interesse fra medierne, er du nødt til at ytre dig og give vurderinger,« siger Marlene Wind, leder af Center for Europæisk Politik og professor ved Institut for Statskundskab ved Københavns Universitet.

De to forskere var en del af et panel, der for nylig diskuterede forskeres ytringsfrihed på en konference hos UBVA (Udvalget til Beskyttelse af Videnskabeligt Arbejde).

Skal man sondre mellem forskeren som fag- og privatperson?

Forskerne var enige om, at grænsen mellem forskeren som fagperson og privatperson bør være mere flydende, end den er i dag.

Klemens Kappel mener dog, at det klart bør fremgå, hvornår en forsker udtaler sig som fagperson om faktiske forhold og som privatperson med personlige holdninger, for ellers kan det blive svært for modtageren at gennemskue, hvor meget man kan stole på udsagnene.

Marlene Wind - der tidligere har været ude i en mediestorm med politikere fra højre side af folketingssalen (det vender vi tilbage til senere) - mener derimod, at det må være op til tilhøreren at lave sondringen mellem fagpersonen og privatpersonen bag udtalelserne.

»Kigger man ud i Europa i for eksempel franske, tyske og norske medier, er der alle steder intellektuelle, der blander sig 10 gange mere i debatten, end vi gør herhjemme. Der er noget jomfrunalsk ved, at vi tænker, at man ikke må blande de to roller i Danmark, eller at folk ikke forstår, når man gør det. Selvfølgelig forstår folk det. De kan godt skille skæg og snot for sig.«

»Forskere griber jo ikke ting ud af den blå luft«

Hvis nogen på grund af den debatform kommer til at opfatte forskeren som politisk aktør i stedet for som fagmand med en solid viden – som der ifølge Marlene Wind er »en tilbøjelighed til« - er det, fordi der mangler den respekt om forskning og formidlende forskere, som bør være i et samfund, mener Marlene Wind.

»Vi griber jo ikke tingene ud af den blå luft. Vi står på skuldrene af mange års forskning og er forhåbentlig bedre end andre til at trække streger i sandet og sige, at det og det er på spil. Men det er selvfølgelig aldrig objektivt. Det er en vurdering, og det må folk lære at leve med,« siger Marlene Wind.

Mere skadeligt, hvis forskere ikke siger deres mening

Ifølge Klemens Kappel er det da også klart at foretrække, at forskere siger for meget end for lidt.

»Jeg har svært ved at tænke på gode eksempler på, at det har været skadeligt, at forskere har sagt deres mening. Men jeg kan sagtens tænke på situationer, hvor det er skadeligt, at de ikke gør det, fordi det ikke er opportunt for bevillingsgivere eller går mod forskerens politiske hensigt,« siger Klemens Kappel.

Kappel nævner som tænkt eksempel, at en migrationsforsker finder ud af, at kriminaliteten er høj i en særlig etnisk gruppe. Forskeren mener samtidig, at den gruppe er udsat for stigmatisering i samfundet og holder derfor sine resultater for sig selv.

»På den måde undlader forskere nogle gange at bringe informationer ud i den offentlige debat, og det tror jeg faktisk er et større problem,« siger Klemens Kappel.

Tre årsager til, at forskere holder meninger for dem selv

En tredje forsker fra Københavns Universitet (KU), sociolog Heine Andersen, er helt enig med sine to kolleger og mener, at alt for mange forskere lægger bånd på sig selv.

Hans egne undersøgelser af forskningsfriheden i Danmark har dog også afsløret, at forskere holder sig tilbage af andre årsager, end bare fordi de har en skjult dagsorden eller ikke lige gider. Heine Andersen kom på UBVA’s konference med tre særlige pointer:

1. I 2011 røg Marlene Wind i mediekamp med de borgerlige partier, efter hun på TV 2 News havde udtalt, at Dansk Folkepartis planer om at gå med til at skære i efterlønnen mod at få indført grænsekontrol – stik mod alle EU-regler – var »ren og skær valgflæsk« og en appel til »den laveste fællesnævner og den indre svinehund.«
   
   Blandt andet kaldte integrationsminister Søren Pind (V) professoren for Marlene Halv-Wind, og medlem af Europa-Parlamentet Morten Messerschmidt (DF) bad KU's rektor skride ind over for Wind, som han i et brev kaldte en »plet på Universitetets renomme«.
   
   Mediestormen om Marlene Winds udtalelser fik professoren til at trække stikket fra offentligheden i flere måneder. Den meget omtalte affære har sat sig dybe spor i forskningsverdenen og får stadig videnskabsfolk til at overveje, om de virkelig har lyst til at gå i medierne.
   
   »Det virker ikke kun på den ene forsker, men i hele systemet: Der kan I se, hvordan det kan gå, når man udtaler sig,« siger Heine Andersen.
   
2. Når en forsker får en opgave fra for eksempel et ministerium eller en styrelse, skal hun tit underskrive en erklæring om, at hun overgiver retten til dokumenter og udtalelser om arbejdet til dem, der betaler pengene for opgaven, mens hun selv skal tie stille.
   
3. Mange forskere har kun deres job i begrænset tid. »Mere end halvdelen af landets forskerstab er ansat på treårige kontrakter. De skal sikre sig ansættelse de næste tre år også, og folk er altså nødt til at tænke på deres levebrød og deres familier. Der kan man ikke fortænke folk i at tænke sig om to gange, før de går ud i offentligheden, når de ved, at ansættelsen udløber om halvandet år og de bagefter ikke ved, hvad de skal leve af,« påpeger Heine Andersen.

»Alt i alt er det store problem med forskere i offentligheden, at mange er alt for tilbøjelige til at lægge bånd på sig selv. Det oplever vi helt tydeligt,« siger Heine Andersen, der som professor emeritus ved Sociologisk Institut på Københavns Universitet er i gang med den første udredning af, hvordan forskningsfriheden har det herhjemme.

Højesteretsdommer: Forskere er fagpersoner i offentligheden

Moderne forskning er en snæver, næsten autistisk affære, så hvis man kun må udtale sig om sin egen forskning, kan forskere næsten ikke sige noget

Klemens Kappel, KU

Selvom der kan være mange gode grunde til, at forskere skal blande sig i debatten med subjektive holdninger, er der dog også gode grunde til at lade være.

Tidligere professor i jura ved Aarhus Universitet og nuværende højesteretsdommer Jens Peter Christensen understreger godt nok, at der ikke er nogen love, der forhindrer forskere i frit at udtale sig i medierne (se faktaboks) – men han frygter, at de subjektive vurderinger i medierne skader forskernes troværdighed.

»Når man deltager i den offentlige debat som fagperson, bør man efter min mening holde sig på den faglige måtte og undgå at sammenblande fakta med subjektive opfattelser. Det er en klog regel for én selv, for så kan man blive taget alvorligt, og det er en klog regel for forskerne som stand, for så fortsætter eroderingen af anseelsen måske ikke i samme tempo, som den har gjort,« lød bredsiden på UBVA’s konference.

'Man kan godt både være objektiv og tale på tv'

Jens Peter Christensen uddybede:

»Man kan godt få taletid på tv uden at udtale sig subjektivt. Jeg blev engang interviewet om Prins Henrik, der gerne ville være konge. Man skal passe på, hvad man svarer i sådan en situation, for man får hurtigt 90 procent af befolkningen mod sig.«

»Jeg kunne godt have sagt, ’sådan noget vrøvl’, for det er jo realiteterne. Men man må tænke på formen, og hvis man har en underspillet humor og oven i købet kan tale jysk, kan man egentlig slippe af sted med at sige de groveste ting.«

»Jeg sagde i stedet, at han aldrig kunne blive konge, for juridisk set eksisterer han slet ikke. Det synes folk er meget sjovt, og det er jo sandt. Jeg synes sådan set ikke, man skal komme med sine egne holdninger, for når journalisten ringede, var det for at høre, hvad jeg havde at sige som professor i statsret, ikke som privatperson,« sagde Jens Peter Christensen.