Ingen stak af, da tusindvis af sønderjyder blev tvunget i krig for Tyskland i 1914

Skyttegrave, afrevne lemmer, død og krigstraumer.

Første Verdenskrig fik dramatiske konsekvenser for flere tusinde sønderjyder, som var nødt til at gå i krig for den tyske hær.

Da krigen hærgede i årene 1914-1918 hørte det nuværende Sønderjylland nemlig under Slesvig i Tyskland, og omkring 26.000 dansksindede mænd fik ifølge et nyt studie besked på, at de skulle sendes i krig for Tyskland.

»De dansksindede i Nordslesvig blev tvunget til at gå i krig og sætte deres liv på spil for en sag, som ikke var deres. Men de mødte alligevel op i hæren alle som én. Der var ikke en eneste, som deserterede i 1914,« siger historiker Claus Bundgård Christensen, som er lektor ved Institut for Kommunikation og Humanistisk Videnskab på Roskilde Universitet, til Videnskab.dk.

Han står bag det nye studie, som blandt andet bygger på en gennemgang af mere end 9.000 breve og dagbøger, som blev skrevet på dansk af soldaterne under Første Verdenskrig.

Ingen flygtede

Ved krigens udbrud i juli 1914 herskede der i mange lande en stemning, der ofte beskrives som krigstørst. I Tyskland var tørsten udpræget, og slagplanerne lå klar, mens de nyeste våben lovede teknisk overlegenhed og uovervindelighed.

Hos det danske mindretal i Tyskland var stemningen imidlertid trykket i sommeren 1914, og der var ingen udpræget krigsglæde at spore, fortæller Claus Bundgård Christensen.

»Soldaterne ville relativt let kunne komme over grænsen til Danmark, men der var ikke en eneste soldat, som flygtede i 1914. Det kan lyde mærkeligt i dag, men dengang var der i langt højere grad tale om et pligtsamfund, hvor man gjorde, som der blev sagt, når der var bud oppefra,« siger Claus Bundgård Christensen.

Gør din pligt - kræv din ret

Claus Bundgård Christensen forklarer, at det danske mindretal i 1914 arbejdede ud fra devisen ‘Gør din pligt, og kræv din ret’. Da Sønderjylland dengang hørte til Tyskland, havde man pligt til at udtjene sin værnepligt i Tyskland - uanset om man følte sig som dansker eller ej.

»De hovedansvarlige danske politikere argumenterede for, at man skulle følge tysk lov og demonstrere, at man var en god tysk borger. Det var der konsensus om, så der var ingen der stak af til Danmark,« siger Claus Bundgård Christensen.

Historiker og forskningsleder ved Rigsarkivet Hans Schultz Hansen er enig i, at det var datidens pligtfølelse, som var årsag til, at samtlige dansksindede soldater mødte op under de tyske krigsfaner.

»Jeg tror heller ikke, at man vidste, hvad man gik ind til. I sommeren 1914 troede man, at krigen ville være færdig inden jul. Men den tro blev hurtigt skudt i sænk i løbet af efteråret 1914, da fronten stivnede i en skyttegravskrig, som blev mere og mere blodig,« siger Hans Schultz Hansen til Videnskab.dk og tilføjer:

»Det var først, efter at man havde erkendt, hvor blodig krigen var, at de dansksindede begyndte at desertere.«

Kvinder græd

Ved Første Verdenskrigs begyndelse i juli 1914 havde ingen altså forudset, at der ventede fire års hærgen og udmattelseskrig, som knuste fire imperier og dræbte knap 10 millioner soldater, herunder cirka 4.100 dansksindede soldater i tysk krigstjeneste.

Alligevel var familiemedlemmer og soldater påvirkede, da soldaterne blev sendt afsted i krig i det nuværende Sønderjylland.

»Da budskabet kommer om, at mændene skal melde sig til deres garnisoner, er der mange beskrivelser af, at kvinder står på gaden og græder, mens de bliver sendt afsted. Så der var helt klart en knuget stemning,« siger Claus Bundgård Christensen.

Intet stort dilemma

Forskningsleder Hans Schultz Hansen advarer dog mod at se soldaternes situation og valget om at drage i krig gennem nutidens briller.

»Nogle gange bliver det fremstillet som et stort etisk dilemma, hvor soldaterne på den ene siden kunne vælge at drage i krig og risikere at miste livet eller på den anden side kunne vælge at gå over grænsen til Danmark for at redde livet, men samtidig risikere at miste retten til deres hjemstavn, hvis Tyskland vandt krigen,« siger Hans Schultz Hansen og tilføjer:

»Men soldaternes dilemma er i høj grad en nutidig konstruktion.«

Han påpeger, at de fleste dansksindede soldater blot gjorde, hvad de bedst kunne overskue i situationen; de fulgte deres ordre.

2.400 dansksindede deserterede

Under Første Verdenskrig forsøgte Danmark af al magt at holde sig neutralt. Danmark havde mistet Sønderjylland til Tyskland efter et krigsnederlag i 1864 - og der var ingen stor lyst til at drage i krig igen i Danmark.

Til gengæld rullede krigen ind over stort set hele resten af det europæiske kontinent, samt dele af Mellemøsten, Afrika og Sydøstasien.

Krigen udviklede sig hurtigt til en skyttegravskrig, og den indebar moderne våben såsom maskingeværer, håndgranater, giftgas og luftangreb. Efterhånden, som krigens blodige alvor gik op for de dansksindede soldater, begyndte flere af dem at stikke af.

»I løbet af krigen var der omkring 2.400 dansksindede soldater, som deserterede. De allerfleste slap godt fra det. Kun enkelte blev skudt under flugten eller fanget og sendt tilbage til fronten efter et fængselsophold. Det var ikke som i Anden Verdenskrig, hvor man blev henrettet for at desertere,« siger Hans Schultz Hansen.

Han tilføjer, at de fleste soldater stak af fra krigen, mens de var hjemme på orlov. Hvis de slap godt fra flugten, opholdt de sig typisk i Danmark indtil krigens afslutning i 1918.

Breve som kilde

I sit nye studie har Claus Bundgaard Christensen gennemgået et omfattende kildemateriale af breve, dagbøger og andre dokumenter fra soldaterne.

Studiet belyser, hvordan krigen påvirkede soldaternes nationale identitet, og Claus Bundgård Christensens analyse viser blandt andet, at de dansksindede soldater blev stadigt mere skeptiske over for de tyske myndigheder i løbet af krigen.

»De dansksindede soldater er skeptiske over for krigen lige fra starten, men det bliver værre i løbet af krigen. Det skyldes blandt andet en række fejlgreb fra den tyske hærs side. Tyskerne laver for eksempel et sprogforbud, så de forbyder soldaterne at skrive hjem på dansk, fordi brevene skal censureres. Det blev opfattet som en mistillidserklæring, hvilket det jo også var,« siger Claus Bundgård Christensen.

Han påpeger, at tyskerne ligeledes arresterede fremtrædende politikere fra det danske mindretal, hvilket blot øgede sønderjydernes mistillid mod tyske myndigheder.

Rygter om forskelsbehandling

Samtidig opstod der rygter om, at de dansksindede soldater blev behandlet dårligere end de tyske soldater. Et særlig voldsomt rygte lød, at danskerne blev brugt som frontføde - det vil sige, at de blev sendt ud mod krigens kugler i første række.

»Forestillingen om, at danskerne blev brugt som frontføde, trivedes både under og efter krigen, men der er ikke hold i historien. Det er rigtigt, at der var danskere med i nogle af de hårdeste kampe, for eksempel var der mange danskere i regiment 84, som blev næsten udslettet. Men det var ikke anderledes, end at mange tyske soldater også blev udslettet i krigen. De dansksindede enheder blev brugt på samme måde som andre enheder,« siger Claus Bundgård Christensen.

Herudover opstod falske rygter om, at dansksindede soldater i højere grad fik afslag på deres orlovsansøgning end de tyske.

»Mange pressede på for at få orlov fra fronten, men det endte ofte med afslag, og de blev skuffede igen og igen. Det opfattede de som et udtryk for, at der var forskelsbehandling overfor den danske minoritet. Men der er ikke er noget, der tyder på, at de dansksindede fik mindre orlov end andre i den tyske hær,« siger Claus Bundgård Christensen.

'Skruede op' for danskhed

Samlet set var historierne med til at skabe mistillid mod de tyske myndigheder, og den slags betød ifølge Claus Bundgård Christensens analyse, at soldaterne »skruede op for deres nationale identitet som danskere.«

»Når de følte sig dårligt behandlet af den tyske hær, skruede de op for deres nationale identitet, og man kan se i deres breve og dagbøger, at de i høj grad identificerede sig som danskere,« siger Claus Bundgård Christensen.

Han påpeger, at i andre situationer blev de dansksindede soldater imidlertid påvirket i den modsatte retning: De skruede ned for deres danske identitet og identificerede sig i højere grad som tyske soldater.

På den måde var soldaternes nationale identitet i høj grad en størrelse, som var afhængig af, hvilken situation og kontekst de indgik i, konkluderer Claus Bundgård Christensen i sit studie.

Ros til studie

Studiet får ros fra historiker Hans Schultz Hansen, som selv har forsket i sønderjydernes historie.

»Studiet hviler på et stort empirisk grundlag med rigtig mange krigsbreve, og materialet er fortolket på en god måde, hvor der bliver set nuanceret på begrebet national identitet,« siger Hans Schultz Hansen.

»Studiet fremhæver, at det afgørende for, om en soldat overlever, er, at han har en god gruppe, hvor man støtter hinanden og kan stole 100 procent på hinanden. Hvis man som sønderjyde blev en del af en enhed med mange tyske soldater, var man nødt til at tilpasse sig og være en del af enheden for at overleve. Så nyttede det ikke noget at gå rundt og insistere på at være dansker.«

Vigtigt for vores forståelse af nutiden

I en række kommende artikler på Videnskab.dk kan du læse mere om, hvordan de dansksindede soldaters nationalitet blev påvirket på vidt forskellig måde, alt efter hvilken front de blev sendt afsted til.

Historierne er ikke blot aktuelle, fordi der i øjeblikket sættes fokus på sønderjyderne og det danske mindretal i Tyskland i anledning af 100-året for Genforeningen. Det er også et vigtigt stykke af vores fælles historie, påpeger Claus Bundgård Christensen.

»Første Verdenskrig er en af de allervigtigste begivenheder i moderne historie, fordi den på mange måder har formet den verden, vi lever i nu. Det er populært sagt Det gamle Europa, der forsvinder, og det moderne Europa, der opstår, som følge af krigen,« siger Claus Bundgaard Christensen.

»Derfor kan man heller ikke forstå det moderne Europas turbulente og blodige historie, hvis ikke man forstår Første Verdenskrig.«