Vores forståelse af 1. Verdenskrig er domineret af krigens enorme menneskelige omkostninger på landjorden - af skyttegravene, artilleriet og maskingeværerne.
Men krigen blev faktisk vundet gennem, hvem der havde magten på verdenshavene.
I august 1914 havde datidens største sømagt, Storbritannien, fuld kontrol over verdenshavene og afskar Tyskland fra globale ressourcer.
Uden importerede råvarer og mad kunne Tyskland kun kæmpe i et eller to år, før landet stod ansigt til ansigt med hungersnød, sult og industriel fiasko.
Slaget ved Jylland: Blokaden tvang Tyskland i kamp
For at bryde den lammende blokade var Tyskland tvunget til at besejre den britiske flåde, der befandt sig ud for Orkneyøerne ved den nordskotske kyst, og som lukkede Nordsøen af for de tyske skibe.
Tyskerne ville for alt i verden undgå en direkte kamp med den britiske flåde, hvis overvægt var massiv – 33 slagskibe mod tyskernes 18.
Så tyskerne var både i mindretal og overgået i våbenstyrke; slaget var nok aldrig planen.
De to flåder mødtes for første gang 31. maj 1916, næsten to år efter 1. verdenskrigs begyndelse, i historiens største søslag, slaget ved Jylland.
Briterne knækkede den tyske flådes radiokode
Den tyske højsøflåde havde bevæget sig mod nord, hvor hele flåden skulle ligge i baghold for at angribe og tilintetgøre en del af den britiske flådestyrke.
Men briterne havde knækket koden til den tyske radiokommunikation og sejlede derfor med stor fart mod syd for at fange hele den tyske højsøflåde.
Flåderne stødte på hinanden ud for den jyske vestkyst. De britiske styrker talte 150 skibe, heraf 37 slagskibe, og var 1/3 større end den tyske flåde.
Slaget begyndte midt på eftermiddagen og bestod i starten af en række relativt kortvarige artilleri- og torpedoudvekslinger, der blev begrænset af den dårlige sigtbarhed.
Stridighederne forsatte til efter midnat, hvor det lykkedes tyskerne - efter en kaotisk kampnat - at trække sig tilbage til, hvor de lå udstationeret.
Alvorlige mangler og fejl i den britiske flåde
Stridighederne afslørede alvorlige fejl og mangler i den britiske Battle Cruiser Fleet - den britiske flådes avancerede rekognosceringstyrke - hvor mangelfuld artilleri- og signaleringspraksis blev forværret af skødesløs håndtering af højeksplosiv ammunition, hvilket resulterede i ødelæggelsen af tre slagskibe.
Den britiske flåde bekæmpede derimod den tyske kampflåde udførligt under to korte artilleriudvekslinger og tvang den tyske Admiral Reinhard Scheer til at foretage farlige nødsituationsmanøvrer i et forsøg på at undslippe slaget.
Slaget sammenlignes med Slaget ved Trafalgar
Resultatet af aktionen er blevet anfægtet lige siden.
Begge sider sammenlignede slaget med Nelsons sejr over Napoleons flåde i Slaget ved Trafalgar i 1805; den ultimative flådesejr.
Der Kaiser erklærede, at Jylland havde brudt 'magien omkring Trafalgar', mens mange i Storbritannien var chokerede over, at det ikke var lykkedes at gentage Nelsons triumf.
Sammenligningerne overser den afgørende problemstilling:
Både Jylland og Trafalgar opretholdt Storbritanniens herredømme over verdenshavene og den økonomiske blokade, som var det primære strategiske våben.
Nelson stod over for en underlegen fjende
I 1805 stod Nelson over for en fjende med påfaldende underlegne evner.
Men ved slaget ved Jylland stod den britiske flådes leder, admiral John Jellicoe, over for en meget kompetent og standhaftig fjende med jævnbyrdige skibe og mænd.
Han havde ikke råd til at tage chancen i forsøget på at opnå en definitiv sejr, fordi han - i modsætning til Nelson - ledede Storbritanniens eneste moderne slagflåde.
Som Winston Churchill observerede, var Jellicoe den eneste mand på begge sider, der 'kunne have tabt krigen på én eftermiddag'.
Jellicoe kunne have fået imponerende sejr
Men Jellicoe var ikke nødtvunget til at vinde; han skulle bare sikre sig, at Storbritannien ikke tabte, og hans varsomme professionalisme var perfekt velegnet til lejligheden.
Når det er sagt, forsøgte han at tilintetgøre fjenden ved to gange at udmanøvrere Scheer og ved at afskære Scheers rute på hjemrejsen.
Med lidt held - og med mere kompetente underordnede - kunne Jellicoe have sikret sig en virkelig imponerende sejr, men han var ikke villig til at tage en urimelig risiko for at opnå det.
Efter at have lyttet til Der Kaisers bombastiske sejrspåstande efter slaget besluttede Scheer, at han ville ikke risikere endnu et tilsvarende møde.
Han vidste, at mens den tyske taktiske dygtighed og modstandskraft ved Jylland havde været imponerende, udgjorde den ikke en strategisk succes.
Hvem vandt?
Den tyske propaganda hævdede, at Tyskland havde vundet slaget, fordi de havde sænket flere britiske skibe - seks store skibe mod to - og fordi de havde dræbt 60 procent flere sømænd.
Ialt døde 6.094 britiske søfolk, og 674 blev sårede. Tyskerne mistede 2.551 mand.
Men tallene er ikke relevante. Den britiske flåde befandt sig stadig ved slagmarken den næste dag; parat til at kæmpe videre.
Scheer trak sig tilbage og flygtede tre gange - og haltede hjem med meget af flåden alvorligt bekadiget.
Blokaden kvalte de tyske krigsanstrengelser
Scheer forsøgte ikke at give sig i kast med den britiske højsøflåde igen, og dét er den virkelige sejr.
Den britiske højsøflåde forankrede en blokade, som langsomt kvalte de tyske krigsanstrengelser.
Da det ikke lykkedes at bryde blokaden, greb den tyske kommando til ubegrænset ubåds-krigsførelse. De sænkede alle britiske og neutrale handelsskibe, der befandt sig indenfor en selverklæret ‘krigszone’ - helt uden hensyntagen til hverken passagerer eller besætninger.
Bragte USA ind i billedet
Denne grove overtrædelse af internationale regler og lovgivning bragte i april 1917 USA ind i konflikten på samme side som Storbritannien og Frankrig.
Det strammede den økonomiske blokade endnu mere og tvang Tyskland til at sætte alt på højkant for at opnå en militær sejr ved Vestfronten i foråret 1918.
I oktober 1918 forårsagede mytteri højsøflådens kollaps, hvilket bidrog til kejserherredømmets fald.
Selvom et helt bibliotek af bøger og artikler har dissekeret de britiske taktiske og teknologiske mangler ved Slaget ved Jylland - og de var betydelige - vandt briterne slaget, og sejren afgjorde 1. Verdenskrigs udfald.
Andrew Lambert hverken arbejder for, rådfører sig med, ejer aktier i eller modtager fondsmidler fra nogen virksomheder, der vil kunne drage nytte af denne artikel, og har ingen relevante tilknytninger. Denne artikel er oprindeligt publiceret hos The Conversation.
Oversat af Stephanie Lammers-Clark
