Hvorfor bliver vi så fanget af serier?

Når serien som genre har været populær gennem århundreder, skyldes det en kombination af kapital og længsel.

Der er et åbenlyst økonomisk incitament for at skabe et afhængigt publikum, der helt grundlæggende længes efter plot, gentagelse og samvær med velkendte karakterer – tre elementer, der udgør en del af seriens DNA.

Samtidig når seriefremstillingen hele tiden nye kvalitative højder.

Hvor føljetonformatet er blevet anset for underholdning til laveste fællesnævner, rummer nutidens serier adskillige eksempler på kunstnerisk nyskabelse.

Et forsøg på at pirre læsernes trang til mere

Den tyske filosof Theodor W. Adorno betegnede for et halvt århundrede siden føljetoner som »ugebladsromaner og konfektionerede film valset ud til serier«, der udgør et angreb på »den æstetiske autonomis formlov«, det vil sige: Værkets formfuldendte helhed.

Serialisering bliver i det hele taget ofte knyttet nært sammen med populærkultur og kapitalisme, og det er naturligvis ikke uden grund.

Avisføljetonernes og radioromanernes reklamefinansierede udgangspunkt medførte, at mange serialiserede ramasjang-fortællinger som eksempelvis radioserien Skyggen talte til laveste fællesnævner i et desperat forsøg på at pirre læsernes trang til mere og mere underholdning og dermed fastholde deres loyalitet og købekraft over tid.

Den amerikanske litteraturforsker Peter Brooks har i bogen ’Reading for the Plot’ fra 1984 beskrevet litteraturlæsningens inderste væsen som et psykologisk motiveret begær efter sammenhæng og meningsgivende slutninger.

Serialiserede fortællinger aktiverer med cliffhangere det samme begær, og ved at strække udgivelsen over lang tid forhaler de indfrielsen af vores længsel efter en slutning over måneder eller år.

Samtidig taler de med deres mange refræner til vores længsel efter det velkendte, efter de trygge gentagelser, vi kender fra barndommens vuggeviser.

LÆS OGSÅ: Skader det at se serier 15 timer i streg?

Vi udvikler forhold til seriens fiktive karakterer

Mange serier trækker også på vores trang til at være sammen med velkendte karakterer, med venner.

I bogen ’Complex TV’ fra 2015 om moderne TV-serier påpeger den amerikanske medieforsker Jason Mittell, hvor mange følelser af positiv eller negativ karakter vi ofte investerer i karaktererne i vores yndlingsserier.

Millioner af seere verden over længtes efter at se Ross og Rachel finde sammen i komedieserien Venner, og da det endelig skete efter ti sæsoner i 2004, var forløsningen enorm.

LÆS OGSÅ: En god skurk ser ond ud

Med afsæt i sådanne følelser argumenterer Mittell for, at vi indgår i parasociale forhold – altså, forhold, hvor den ene part bruger meget tid og energi på relationen, mens den anden part slet ikke er klar over den første parts eksistens - med seriernes fiktive karakterer.

En vigtig pointe i hans bog er, at disse forhold er anderledes end dem, vi opnår til hovedpersonerne i enkeltstående film eller romaner, idet følelserne intensiveres som følge af seriernes tidslige udstrækning.

Netflix trykker på alle de rigtige knapper

Denne tredobbelte længsel efter et sammenhængende plot, trygge gentagelser og længerevarende samvær med venner og fjender udgør en væsentlig del af forklaringen på serieformatets langvarige popularitet og evne til at fastholde et publikum.

Det er derfor ikke overraskende, at streamingtjenester som Netflix drevent formår at trykke på alle de rigtige knapper i den stadigt mere skærpede kamp om vores månedlige underholdningsbudget.

LÆS OGSÅ: Derfor kender Netflix dig så godt

Når man overvejer, om man nu også behøver at abonnere på både Netflix og HBO Nordic, frigiver de med nærmest diabolsk timing seneste sæson af ens yndlingsserie.

Streamingtjenesterne er mesterlige til at lade populære serier overlappe hinanden, så vi fastholdes lidt længere, og når vi nu ved, at ottende og sidste sæson af ’Game of Thrones’ løber over skærmen i foråret 2019, kan det næsten ikke betale sig at opsige vores abonnement.

Fra kuet tøffelhelt til koldblodig narkobaron

Vi kan altså ikke se bort fra økonomiske motiver, når vi undersøger serier som kulturel praksis, men de udgør ikke hele historien.

En af tidens mest populære serieformer, TV-serien, har med komplekse værker som amerikanske ’Breaking Bad’ fra 2008-13 nået et kunstnerisk niveau, der før var forbeholdt spillefilmen eller litteraturen.

Fortællingen om den kræftramte kemilærer Walter White, der i løbet af fem sæsoner forandrer sig fra kuet tøffelhelt til koldblodig narkobaron for at forsørge familien, springer flittigt frem og tilbage i tid, og man skal holde tungen lige i munden for at følge med i den indviklede historie.

LÆS OGSÅ: Hvorfor tiltrækkes vi af antihelte som Walter White?

Samtidig kan seeren nyde de smukke, farvemættede billeder fra New Mexicos ørken, som visuelt ikke står tilbage fra selv en filmklassiker som ’Butch Cassidy and the Sundance Kid’ fra 1969.

Mange litteraturhistoriske klassikere blev født som serier

Det er også værd at understrege, at mange litteraturhistoriske klassikere fra 1800-tallet og begyndelsen af det 20. århundrede blev født som serier.

Romaner som Gustave Flauberts ’Madame Bovary’, George Eliots ’Middlemarch’, Fjodor Dostojevskijs ’Forbrydelse og straf’, Johannes V. Jensens ’Kongens fald’ og Henrik Pontoppidans ’Lykke-Per’ udkom oprindeligt i mindre dele i aviser, magasiner eller små bøger.

Alle er de i dag at regne som lysende stjerner på litteraturhistoriens nattehimmel, og selv Adorno ville næppe anklage nogen af dem for at undergrave den æstetiske autonomis formlov – måske fordi han ligesom så mange andre har glemt, at de begyndte som serier.

Når vi læser dem i dag, er det i kanonisk bogform, hvis blotte materialitet forstærker indtrykket af perfekt afrundede værker.

Alle disse bevægelser på tværs af medier, kunstneriske skel og historiske perioder gør seriefænomenet til et sammensurium af praksisser og forbrugsmønstre, som vi ikke bare kan sætte på en fast formel.

Serier er ikke kun kapitalistisk udbytning af det arbejdende folk eller skabelonagtige cliffhangere på stribe, men også finkulturelle formeksperimenter og atypiske personskildringer, og nogle gange det hele på én gang. Feltet er med andre ord komplekst.

LÆS OGSÅ: Din yndlingsserie dissekeres ned til mindste detalje

Gentagelsens glæde

Det bliver tydeligt i mange af nutidens TV-serier, at føljetonfortællinger ikke bare består af plotdreven populærkultur, og at serialisering nogle gange endda fungerer som en slags forudsætning for de mere seriøse kunstneriske eksperimenter.

Frem til 1990’erne bestod TV-serier ofte af nydeligt afrundede episoder, og den italienske semiotiker og forfatter Umberto Eco peger i en forskningsartikel fra 1985 på gentagelsen som et basalt kendetegn for krimiserier som ’Columbo’ eller ’Perry Mason’.

Selv om både den lurvede kriminaloverbetjent Columbo og forsvarsadvokaten Mason med base i Los Angeles på overfladen tager sig af en ny mordsag hver uge, gennemspiller hver episode nøjagtig den samme skabelon, og denne genkendelighed er netop en vigtig faktor i seriers appel.

I ’Columbo’ ved seerne fra starten af hver episode, at det ikke er morderens identitet, Columbo sætter ud for at opklare. Spændingen er snarere et resultat af uvisheden om, hvordan han kan bevise morderens skyld.

LÆS OGSÅ: Derfor er The Wire en unik tv-serie

På vej mod en større grad af uforudsigelighed

Siden da har manuskriptforfattere skiftet de trygge gentagelser ud med en større grad af uforudsigelighed.

Jens Lyn overlevede altid de cliffhangere, der afsluttede ugens episode, men populære hovedpersoner i nyere TV-serier kan ikke regne med at overleve.

Det mærker den sympatiske hertug og familiefar Ned Stark fra Game of Thrones på egen krop, da han i slutningen af første sæson bliver brutalt halshugget foran sine børn og foran de millioner af chokerede seere, der havde regnet med at skulle følge dette moralske kompas mange år frem.

Snarere end at stille sig tilfreds med ugentlige variationer over den samme formel tilstræber mange af tidens ambitiøse serieskabere at opfinde en helt ny formel fra gang til gang. Og det er netop seriens rummelighed, der levner tid og plads til at gå andre veje end den slagne.

Alene titlen på Jason Mittells bog ’Complex TV’ fortæller tydeligt, hvilken genremæssig nyskabelse der står bag TV-seriernes aktuelle guldalder.

Serialiseringen har muligvis sit udspring i kapitalistiske motiver, men den har i stigende grad revet sig løs fra sådanne bagtanker og transformeret sig til en mulighed for at udvikle nye fortælleformer i nysgerrig dialog med ældre former og andre medier.

LÆS OGSÅ: Derfor er Breaking Bad så god en serie

LÆS OGSÅ: House of Cards er ikke en TV-serie

LÆS OGSÅ: Forsker: »Game of Thrones opfylder et fundamentalt behov hos os«