Hvad betyder kvindernes skørtelængder i Mad Men, og hvorfor er skuespillerne placeret på en bestemt måde i billedet? Hvad symboliserer farverne, der går igen i tøjet?
Sådanne spørgsmål grubler 'telefile' over.
»En telefil er en analytisk seer, som er meget optaget af detaljerne i serierne. De ser TV på en ekstremt koncentreret måde,« siger medieforsker Gry Cecilie Rustad ved Universitetet i Oslo.
Hun har skrevet en doktorafhandling om TV-fans, nærmere bestemt den type fans, der dyrker æstetikken i TV-billederne. De diskuterer på egne blogge og internetfora.
»De vælger 100 stilbilleder ud fra en episode og analyserer dem billede for billede,« siger Gry Rustad til forskning.no.
Tv-snobberne dissekkerer alt
'Telefile' er mindre optaget af handlingen end andre fans. De kalder begejstret en serie smuk.
I stedet for at lede efter et plot og undersøge, hvordan det går karaktererne, tager de udgangspunkt i tema og miljø i de serier, som Gry Rustad har studeret: Mad Men, Treme, Luck og The Wire.
Interiør, et udtryk, hvordan hovedpersonen holder cigaretten – alt bliver dissekeret.
»Man kan nærmest kalde dem TV-snobber,« siger Gry Rustad med et smil.
Internettet gjorde telefili muligt
Fænomenet minder sådan set om 'cinefile', kendere der ser film som kunst. Sammenlignet med denne gruppe er de telefile ofte højere uddannet, mener Gry Rustad. Det er muligvis derfor, at serier som Mad Men er blevet mere populære i det højtuddannede Norge end i USA.
Mens film længe har været anerkendt som kunst, har TV været lidt upopulært. TV var længe en glokasse, ikke kunst.
Det ændrede sig med kvalitetsserierne fra 80'erne. Der kom flere tv-kanaler, og konkurrencen om seerne blev større. Annoncørerne ville nå de unge ressourcestærke med uddannelse og opmuntrende TV-producerne til at satse på kvalitet. Twin Peaks i 90'erne blev efterfulgt af en række prisbelønnede HBO-serier i 00'erne.
Men det var først med internettet, at den telefile fankultur for alvor tog til. Mange ser serierne på nettet og diskuterer med fans fra hele verden.
»Jeg tror ikke, telefili havde været muligt uden internettet. Mens filmelskerne mødes i biografen og diskuterer efter filmen, finder TV-elskerne, der sidder derhjemme, hinanden på nettet,« siger Gry Rustad.
Feminisme set i skørtelængde
Serien Mad Men skildrer et reklamebureau i 60'erne. Tidskoloritten er præcis og ændrer sig i takt med samfundsudviklingen.
Sekretæren Peggy bliver frigjort tekstforfatter, og hendes skørtelængde kryber længere op, som det amerikanske samfund bliver mindre konservativt.
»Serien skildrer de store hændelser gennem hverdagslivet,« siger Rustad.
»Den skildrer samfundsmæssige ændringer gennem æstetikken.«
Hun viser en blog frem, hvor der lægges stilbilleder op fra hver scene, som analyseres af bloggeren og bliver kommenteret af fans nedenunder.
Mange fans undrer sig over, hvorfor der er en scene, hvor en mand står på trappen foran huset og gentagende gange spørger konen, om hun har købt pærer.
Én mener, at det symboliserer, at den fraskilte hovedperson Don savner en kone at jage med, en anden, at det viser, hvordan grænserne mellem offentligt og privat viskes ud; alt behøver ikke længere at holdes inden for husets fire vægge.
De får aldrig svar på, hvem der har ret. Ægteparret går ind i huset, og vi ved ikke, om hun købte pærer. Scenen har ikke direkte betydning for handlingen. Denne slags serier er åbne, og det er op til seerne selv at danne mening.
Langsomt TV bliver hurtigt kedeligt
Forskerne har ikke været så optagede af at analysere æstetikken i TV-serier. Gry Rustad er helt alene om det i Norge. Hun mener, det er vigtigt at vide mere om, hvorfor seerne bruger så meget tid og så mange kræfter på at pille serierne fra hinanden.
Nogle typer serier lægger op til den slags fankultur, hævder hun. De giver realistiske miljøskildringer og dvæler ved detaljerne.
»Serierne går i et langsomt tempo, så folk får tid til virkelig at nyde bevægelserne. Vi får de forskellige karakterers reaktioner at se, billeder går igen, der bliver gjort meget brug af slowmotion og musik,« siger hun.
De klassiske sæbeoperaer giver ikke analytikerne meget at arbejde med, de viser ofte en dialog set fra en persons perspektiv, sjældent oversigtsbilleder.
I de serier, der lægger op til telefile, er de mest betydningsfulde scener ofte uden dialog. Det kan hurtigt blive kedeligt.
»De fleste kan godt lide handlingsdrevne serier, hvor der sker noget, og der er en rød tråd gennem serien,« siger Gry Rustad.
Fan og forsker på samme tid
Gry Rustad indrømmer blankt, at hun selv er telefil. Men hun slapper også af med overfladiske, handlingsdrevne serier som Vampire Diaries.
Hun ser omkring 60 serier, selvom hun kun har forsket i et mindre antal af dem.
»Det er godt at følge med for at have et sammenligningsgrundlag,« siger hun og griner.
For hende er det ikke en straf at skulle bruge tusindvis af timer foran TV-skærmen.
»Jeg oplever en form for venskab med serierne. Der er mange sæsoner, og vi fans lever med karaktererne over lang tid. Mange af dem ser jeg langt oftere end mine virkelige venner.«
Det kan være svært at adskille arbejde og fritid, og Gry Rustad tvivler på, at hun er en helt neutral forsker. Men hun tror, der er flest fordele ved at kunne sætte sig ind i fanbasens univers.
»Jeg tror, jeg har en større forståelse for diskussionerne,« siger hun.
Hun fremhæver episode fire af serien Luck, som foregår ved en travbane. Idet en mand erfarer, at hans hest vil vinde debutløbet, skifter scenen karakter og viser hesten i langsom bevægelse, krydsklippet med ejeren der græder.
»Jeg fik tårer i øjnene. Det er noget at det smukkeste, jeg har set på TV. Det samme syntes fansene på nettet; folk fortalte, at de holdt vejret og græd.«
© forskning.no Oversat af Anna Bestle
