En god skurk ser ond ud
TÆNKEPAUSE: En superskurks udseende fortæller om vores kultur, og om hvem vi ser som vores fjender.
jekyll hyde ond skurk

I historien om Dr. Jekyll og Mr. Hyde, der er en og samme person, ser vi et billede af mennesket, der både rummer det gode og det skurk-agtige. (Foto: Shutterstock)

Skurke er, i modsætning til de evigt smukke og yndefulde helte, ofte grimme og utiltalende. Deres ydre afspejler deres indre væmmelighed.

Vores måde at tænke om menneskers udseende på er så farvet af denne opfattelse, at den smitter af på virkeligheden og følger med helt ind i retslokalet, når en jury skal fælde dom over en tiltalt.

Men skurkenes udseende spejler også vores kulturelle samtid – fra superheltes kamp mod kommunistskurke til litteraturens fremstilling af, hvordan vores indre skurk-agtige abe viser sig i vores ydre fremtoning.   

Kødets og sjælens fordærv

Helte som James Bond, Superman og Wonder Woman er typisk attraktive. De skal både moralsk og sensuelt appellere til publikum.

Fiktionens skurke derimod er ofte væmmelige, eller i hvert fald utiltalende. Her bliver det utiltalende ydre en slags advarselsmærkning.

Tænkepauser

Jens Kjeldgaard-Christiansen har skrevet bogen 'Tænkepauser – Skurke', som denne artikel bygger på. 

Tænkepauser er en bogserie fra Aarhus Universitetsforlag. I Tænkepauser formidler forskere deres viden på kun 60 sider i et sprog, hvor alle kan være med. 

Skurke er nummer 65 i serien og udkommer i januar 2019.

Læs mere om bogen her.

Så snart Cruella de Vil braser frem på scenen i Disneys '101 Dalmantinere’, ved vi godt, at her har vi skurken. Hun er for bleg, senet og outreret til at være andet. Og ’Batman’-skurken Two-Face bliver først ond, da hans ansigt vansires af et syreangreb.

Kødets og sjælens fordærv viser sig at være to sider af samme sag.

Renovere et børnehjem eller bygge et bordel?

I videospillene får sammenhængen mellem det ydre og indre et interessant spin, som mediet er alene om at kunne levere. Her er det nemlig ofte spillerens eget heltemod eller skurkagtighed, som markeres.

I fantasy-rollespilsserien Fable kan spilleren således vælge mellem at hjælpe spilverdenens indbyggere eller udnytte dem til at stille sin egen grådighed og magtsyge.

’Fable 3’ giver eksempelvis spilleren valget mellem at renovere et forfaldent børnehjem eller mod en fed check at omdanne bygningen til et snusket bordel. Den gode og hjælpsomme spiller antager en stolt og poleret fremtoning. Man kan ligefrem blive tilkendt en funklende glorie, som herpå svæver ærværdigt over spillerkarakterens hoved. Så er også svigermor tilfreds.

Forvandlingen er forudsigeligt nok modsat, hvis man handler ondt. Så kan man komme til at fremstå helt dæmonisk – sygeligt bleg og med horn i panden. Ved at handle som en skurk kommer man til at ligne en skurk.

skurke bog tænkepause

Jens Kjeldgaard-Christiansens Tænkepause om skurke udkommer i januar 2019. (Foto: Aarhus Universitetsforlag)

Vi bruger samme ord til at beskrive det indre og ydre

Siden så mange af fiktionens umoralske skurke er væmmelige, kunne man tro, at det umoralske sind og det væmmelige legeme på en eller anden måde bliver sammenblandet i den menneskelige psyke. Den forklaring støtter mange forskere op om.

Det viser sig nemlig, at attraktive mennesker opfattes som mere moralske, mens de fysisk utiltalende opfattes som mindre moralske. Det har alvorlige konsekvenser i retssystemet, hvor dommere og nævninge ubevidst omsætter en anklagets Colgate-smil og flotte frisure til en lavere straf.

Sammenhængen hviler sandsynligvis på helt grundlæggende mekanismer i vores måde at tænke på. Psykologer har påpeget, at vi bruger mange af de samme udtryk til at beskrive andre menneskers indre og ydre træk. For eksempel kan vi både tale om en persons ydre og indre skønhed.

Sanselige indtryk bruges som metaforer til at forstå det skyldige sind med: Et menneske kan se væmmeligt ud, men kan også have en væmmelig karakter. Vores metaforiske tankevirksomhed fører til en slags afsmitningseffekt, hvorved vi ubevidst samkører fysisk og moralsk væmmelighed.

Den væmmelige skurk er ikke den eneste skurk

Alligevel er det let at komme i tanke om en hel del attraktive skurke. På den kvindelige side har Uma Thurman spillet Poison Ivy i filmen ’Batman & Robin’. Poison Ivys skønhed er afgørende for karakteren: Hun lokker lidenskabelige mænd til at kysse hendes forgiftede læber.

På den mandlige side har hugget Denzel Washington haft adskillige skurkeroller, blandt andre som den hårdkogte og skruppelløse detektiv Alonzo Harris i thrilleren ’Training Day’.

Så der findes bestemt attraktive skurke, selv om der er færre af dem end af attraktive helte. Faktisk spejler skurkenes fremtoning nok oftere end noget andet den kultur, der skaber dem.

Skulle det for eksempel være tilfældigt, at Hollywood blev invaderet af store, grumme sovjetskurke i 1980’erne under Den Kolde Krig? Ivan Drago, den tårnhøje og muskelpumpede sovjetiske sværvægtsbokser fra ’Rocky IV’, der spilles af svenske Dolph Lundgren, er ikke specielt væmmelig, men det gør ham hverken mindre skræmmende eller mindre umoralsk.

Den væmmelige skurk er ikke den eneste skurk.

Fiktionens fjendebillede

Det er både almindeligt og givtigt at se skurkene som udtryk for kulturens samtidige skræmmebilleder.

Captain America kæmpede i 1940’erne mod den nazistiske udgave af Red Skull, mens han i 60’erne var oppe mod en kommunistisk version af samme skurk. Den store, verdenspolitiske fjende blev til fiktionens fjendebillede.

Fjenden kan også hentes ud af historien. I den oprindelige ’Star Wars’-trilogi fra 1970’erne og -80’erne er der således historiske grunde til, at imperiets banditter, som for eksempel den iskolde guvernør Wilhuff Tarkin, taler med britisk-engelsk dialekt, mens de heroiske rebeller taler amerikansk engelsk.

Her trak filmen på arven fra den amerikanske uafhængighedskrig, hvor der, i hvert fald set med amerikanske øjne, ikke var tvivl om skurkerollen. Den indtog de britiske koloniherrer.

Godt 200 år adskiller den virkelige amerikanske frihedskrig og den fiktive frihedskrig i ’Star Wars’, men fortællingen om de undertrykte kolonier lever stadig i den amerikanske bevidsthed og populærkultur.

En skurk, der er halvt menneske og halvt chimpanse

Endnu et eksempel finder vi i den psykologisk splittede Jekyll/Hyde-karakter fra romanen ’The Strange Case of Dr. Jekyll and Mr. Hyde’, som blev udgivet i 1886 af skotten Robert Louis Stevenson.

Det er nemlig ikke kun Hydes misdannelse, der identificerer ham som fortællingens skurk, men også hans abeagtige opførsel. Alene ordet ’abeagtig’ optræder hele tre gange i Stevensons sparsomme beskrivelser af Hyde og hver gang i de mest grufulde sammenhænge, som da han tramper et af sine ofre ihjel med »abeagtig hæmningsløshed«.

Hyde er desuden langt mere behåret end Jekyll og betydeligt lavere. Og så hyler og snerrer han lige så ofte, som han taler. Man sidder tilbage med et billede af en skurk, der er halvt menneske og halvt chimpanse.

Det er ikke så overraskende endda. I 1859, 27 år før udgivelsen af ’The Strange Case of Dr. Jekyll and Mr. Hyde’, udgav Charles Darwin ’Arternes Oprindelse’, hvor vores dybe slægtskab med aberne i hvert fald lå mellem linjerne.

Er alle skurke aber?

I 1871 tegnede Darwins andet store videnskabelige bidrag, 'Menneskets Afstamning og Parringsvalget’, familiebåndet helt tydeligt op. Begge bøger blev mødt med stor modstand af særligt religiøse kritikere. De ville ikke acceptere den plads i den naturlige orden, som Darwin havde anvist dem.

Darwins idéer nåede alligevel snart ud blandt den bredere befolkning, hvor de gav anledning til foruroligende spekulationer. Hvis vi kom fra aberne, kunne man mon så tegne en fysisk udviklingslinje fra dem til os? Og kunne man så sammenligne det enkelte menneske med aberne for at se, om personen var evolutionært tilbagestående?

Det mente blandt andre den italienske kriminolog Cesare Lombroso. Han troede sågar, at man kunne kende den kriminelle – ’Forbrydermennesket’, som hans hovedværk fra 1876 kom til at hedde på dansk – på dennes tilbagestående, abeagtige udseende.

Aberne fandt jo hverken Jesus eller opfandt civilisationen, så det var vel intet under, om de mest abeagtige mennesker blandt os skulle vise sig at stå for al balladen?

Skurke viser os, hvad vi ikke bryder os om i vores kultur

Lombrosos darwinistisk inspirerede kriminologi stod ikke den videnskabelige distance, men i slutningen af 1800-tallet var den meget udbredt. Stevenson kendte sandsynligvis til den.

Forskerzonen

Denne artikel er en del af Forskerzonen, som er stedet, hvor forskerne selv kommer direkte til orde. Her skriver de om deres forskning og forskningsfelt, bringer relevant viden ind i den offentlige debat og formidler til et bredt publikum.

Forskerzonen er støttet af Lundbeckfonden.

Selv om Stevenson med sin bog om Jekyll og Hyde ikke skrev sig direkte ind i debatten omkring evolutionsteorien og dens implikationer, kan man læse en forfærdet reaktion mellem linjerne: Hyde er den indre abe, vores evolutionære arvesynd.

Og fra andre af forfatterens skriverier ved vi da også, at Stevenson så afgrundsdybe eksistentielle udfordringer i Darwins opdagelser. Disse udfordringer får fantasifuldt udtryk i historien om den psykologisk splittede Dr. Jekyll, hvis indre abe truer med at sønderbryde den civiliserede overflade.

Hvis vi virkelig er lastet med sådan et uvildigt og uværdigt slægtskab, mente Stevenson, så er det vores hellige pligt at tøjle bæstet.

Netop fordi skurkenes fremtoning ændrer sig så tit og så meget, er det fristende at se denne overflade som et overfladefænomen – en ubetydelig facade. Det ville imidlertid være en fejl. Fiktionens skurkebillede giver os et højopløst og levende indblik i, hvad vi modsætter os som kultur.

Videnskab.dk Podcast

Lyt til vores seneste podcast herunder eller via en podcast-app på din smartphone.