Forskning, der er betalt af private fonde og virksomheder, er en fast og uundværlig del af den danske forskningsverden.
Det kan dog være svært at få et overblik over, hvad der er op og ned, og rigtigt og forkert, når man taler om sponseret forskning.
Derfor giver vi sammen med Mikkel Willum Johansen, lektor i videnskabsteori på Institut for Naturfagenes Didaktik på Københavns Universitet, et overblik over begrebet.
Hvis du vil slippe for at læse, kan du også høre interviewet med Mikkel Willum Johansen i Videnskab.dk podcast, der handler om, hvorvidt man kan stole på sponseret forskning.
Det er helt normalt
Først og fremmest, er det vigtigt at slå fast, at forskning med støtte fra private er helt normal kutyme, og der er ikke nødvendigvis noget suspekt ved forskning, bare fordi den er sponseret.
»Hvis et forskningsresultat har været igennem samme kontrolmekanisme, som alt mulig anden forskning, så er det svært at sige, hvorfor man ikke skulle stole på det,« fortæller Mikkel Willum Johansen.
\ Afhængige af sponsorer
Den danske forskningsverden ville se meget anderledes ud, hvis man tog de private sponsere ud af ligningen.
Faktisk ville vi gå glip af rigtig meget forskning, hvis der ikke kom penge ind fra private virksomheder og fonde.
Videnskab.dk kunne sidste år fortælle, at Danmark var det land i Europa, hvor der gives flest penge til forskning fra fonde per indbygger.
I november i år fortalte Forskningsministeriet, at 12 procent af al dansk forskning i 2015, var betalt af private fonde og organisationer - en stigning på 7 procent fra 2008.
»Men jeg ville nok undersøge kontrakten for at se, om der var tilpas stor armslængde mellem sponsor og forsker,« tilføjer han.
Du kan læse mere om armslængdeprincippet og få et par gode, kritiske råd senere i artiklen.
Hvorfor har vi sponseret forskning?
Et af de mere grundlæggende spørgsmål, man bør stille er, hvorfor vi overhovedet har sponseret forskning?
Det hurtige svar er, at det er et politisk valg.
»Det har været et politisk ønske, at vi har indrettet vores forskningsverden på den måde, så det er helt legitimt og ret normalt, at der ønskes forskningsstøtte udefra,« fortæller Mikkel Willum Johansen.
\ Læs mere
Bag det valg findes der således en ide om, at det også er en fordel for forskningen - at det giver en merværdi, og det billede kan Mikkel Willum Johansen godt genkende:
»Det sikrer, at forskningen ryger hen nogle steder, hvor, man mener, der er brug for den,« fortæller han.
»En anden fordel er, at der sker mere vidensdeling, så den viden, man bidrager med, kommer lettere i anvendelse,« tilføjer han.
Forskningen kommer med andre ord længere og bredere ud, når sponsorer står bag den.
»Vi får en stærkere forskning«
På Danmarks Tekniske Universitet (DTU) Institut for Bioteknologi og Biomedicin på DTU fik man 15. november i år bevilliget 25 millioner kroner fra Novo Nordisk Fonden.
Det var institutdirektør for Bioteknologi og Biomedicin, Bjarke Bak Christensen, selvsagt tilfreds med, og han er ligesom Mikkel Willum Johansen enig i, at de private sponsorer primært bidrager positivt til den danske forskning.
\ Dandy-skandalen
Der findes eksempler på dansk forskning, der har været mere end normalt styret af sponsorernes interesser.
I 1999 oplevede vi i Danmark den såkaldte Dandy-skandale.
Det gik ud på, at to forskere fra Aarhus Universitet med rektors godkendelse fik tilbageholdt forskningsresultater, der kunne skade tyggegummigiganten Dandy.
Forskernes resultater viste, at V6-tyggegummiet ikke gav 'dobbelt beskyttelse mod huller i tænderne', hvilket ellers blev påstået på det tidspunkt i Dandys reklamer.
Efter Dandy-skandalen blev reglerne strammet, og danske forskere er siden blevet pålagt at oplyse, hvad de har fået fra private sponsorer.
»De er med til at styrke vores forsknings- og innovationsaktivitet, og derigennem også med til at styrke den uddannelse, vi laver indenfor biomedicin,« fortæller han i Videnskab.dk's podcast.
Bjarke Bak Christensen er heller ikke nervøs for modstridende interesser eller pres fra fonden.
»Vi har fuld forskningsfrihed, publikationsfrihed og undervisningfrihed. Der stilles ikke krav om andet, end at vi skal bruge de her bevillinger på en fornuftig måde og levere kvalitet på internationalt niveau,« fortæller han.
De 25 millioner kroner skal blandt andet bruges til at ansætte 2 professorer og styrke forskning og uddannelse inden for anvendt proteinvidenskab, forklarede han i en pressemeddelelse i forbindelse med bevillingen.
Et offentligt ansvar har et ansvar
Det er især naturvidenskabelig forskning, der får den største bid af den private støtte, og det skal man ifølge Mikkel Willum Johansen også tage højde for, så man kan få en fair fordeling af de offentlige bevillinger:
»Man skal selvfølgelig sikre, at forskningsområder, der ikke på samme måde kan få støtte, ikke uddør, hvis det er et forskningsområde, som vi har brug for,« fortæller han.
Ligesom forskerne selv har et ansvar for at være kritiske, så har universiteterne det også, pointerer Mikkel Willum Johansen:
»Man skal også sikre, at der på universiteterne er mulighed for, og opbakning til, at lave forskning, der forholder sig kritisk til de produkter, en mulig sponsor producerer.«
Du kan læse mere om, hvordan det ikke altid har været en selvfølge i faktaboksen om 'Dandy-skandalen'.
Tre gode råd
\ Hvis firmaer blander sig i metodevalg
Det kan være et stort problem, hvis en sponsor blander sig i en forskers metodevalg.
Her kommer et tænkt eksempel på, hvordan det kunne komme til udtryk:
Hvis forskere for eksempel vil undersøge, om man får det bedste eksamensresultat, når man skriver i hånden eller på computer, kan undersøgelsesmetoden påvirke resultatet.
Hvis en computerproducent sponserer forskningen og får indflydelse på metodevalget, kan de eksempelvis kræve, at eksamen tager mange timer, så de, der skriver med blyant, bliver trætte i hånden.
De kunne også vælge at undgå, at eksamen skulle være i faget matematik, da det er svært at skrive formler på computer.
Derfor er det afgørende for studier, at forskere helt frit kan vælge deres metode, uden at sponsorer blander sig den type valg.
Nå det er sagt, er det ikke forkert at forholde sig kritisk til og studse over, hvem der står bag sponseret forskning.
For eksempel bedømmer man også ikke-sponseret forskning ud fra, om det kommer fra anerkendte universiteter eller publiceres i velrenommerede tidsskrifter.
»Hvis en virksomhed ønsker at sponsere et forskningsprojekt, så ville det være svært at sige til dem, at de ikke må bestemme i en eller anden retning, for der er noget bestemt, som de gerne vil vide,« forklarer Mikkel Willum Johansen.
Derfor kan man først og fremmest se på, hvordan en fond eller virksomhed har været indblandet i forskningen, fortæller Mikkel Willum Johansen.
Her er det vigtigt, at forskeren har et armslængdeprincip, så de har haft:
- Frihed til selv at vælge sin metode.
- Frihed til selv at vælge sine forskningsspørgsmål.
- Frihed til at bestemme, hvordan det hele skal publiceres.
»Hvis principperne ikke er overholdt, risikerer man, at forskningsresultaterne er påvirket af sponsors ønsker,« pointerer Mikkel Willum Johansen.
Gennemsigtighed er afgørende
Den brede befolkning og medierne kan dog af gode grunde ikke altid se eller gennemskue, hvor meget frihed forskerne egentlig har haft.
Kontrakten mellem forskeren og en sponsor er ikke noget, der nødvendigvis lægges frem.
Derfor er det afgørende, at forskerne tydeligt fortæller, at man er sponseret og af hvem.
På den måde kan »folk selv tage stilling til, om man finder det troværdigt eller ej,« fortæller Mikkel Willum Johansen.
Og her skal man som forsker desuden være klar over, at der er en risiko for, at det kan blive opfattet som utroværdigt af offentligheden, hvis man er sponseret, forklarer Mikkel Willum Johansen.
Vigtigt med god videnskabsjournalistik
Generelt er danske forskere underlagt hårde krav om transparens, så man kan altid undersøge, om forskere modtager penge, hvis de ikke selv gør deres for at lægge regnskaberne på bordet, fortæller Mikkel Willum Johansen.
\ Hvis man ikke er gennemsigtig
I november har Videnskab.dk kunne fortælle, hvordan dansk fedmeforskning, der har været skrevet om i anerkendte som New York Times og The Independent, er betalt af en amerikansk slankepille-producent.
Der er ikke beviser på, at aftalen skader forskningen, men de økonomiske forhold fremgik ikke klart, da man præsenterede forskningen som et »gennembrud« i en pressemeddelelse.
Støtten vil næsten altid gøre et studie mere utroværdigt - især hvis man ikke er gennemsigtig - , fortæller kritikere i Videnskab.dks artikel.
Der findes flere eksempler i forskningshistorien på, at den økonomiske gennemsigtighed ikke har været helt klar, og her har de ofte udskældte medier en gylden mulighed for at træde til, mener Mikkel Willum Johansen.
»I mange år har man opfattet videnskabsjournalistik som videnskabsformidling, så det er vigtigt at, der er kommet en kritisk videnskabsjournalistik, der stiller spørgsmålstegn ved dette,« fortæller han.
\ Læs mere
Det indebærer for eksempel, at man som videnskabsjournalist:
- Ikke ukritisk videregiver en pressemeddelelse.
- Faktisk sætter sig ind i den videnskabelige artikel.
- Spørger andre forskere, hvad deres vurdering af denne ville være.
Sponseret forskning eller ej, anbefaler vi to artikler fra Videnskab.dk, som et godt sted at starte, hvis man vil blive bedre til at gennemskue forskningsresultater og læse videnskabelige studier:
