Et misforstået geni? Derfor er Trump så god til at sætte dagsordenen 

Selvom Donald Trump først nu formelt er blevet amerikansk præsident igen, kan det føles, som om han aldrig rigtig har været væk fra magtens hovedscene i Washington.

Som en vildfaren nytårsraket satte han ild i mediernes breakingbjælker med sit hidsige ønske om at rende af med Grønland, Canada og Panamakanalen - og en dertilhørende tordentale om straftold, hvis ikke det skulle lykkes.

Alle øjne er rettet mod Trump. Igen.

Så hvordan gør han det? Og er den 78-årige republikaner ligefrem en slags misforstået geni, når det kommer til at stjæle vores opmærksomhed og sætte en dagsorden?

Det forsøger Videnskab.dk at svare på i denne artikel.

Mikkel Bækby Johansen tøver først i telefonen. Han er postdoc ved Københavns Universitet, hvor han blandt andet forsker i medier, værdikampe og debat- og onlinekultur.

»Jo, på en måde kan man vel godt kalde ham et misforstået geni,« siger han så.

»Spørgsmålet er bare, hvornår den bevidste strategi starter, og hvornår det er det tilfældige, der driver det, og det ved vi jo i sidste ende ikke.«

Sætter fut i nyhedskriterierne

Uanset hvad man helt præcist skal kalde Trump, er han ikke rigtig til at komme udenom, medgiver Hanne Jørndrup, der er lektor på Roskilde Universitets Center for Nyhedsforskning:

»Om han er et geni, ved jeg ikke. Han er i al fald dygtig til at komme i medierne. Jeg kan ikke erindre andre, der har sat dagsordenen i så voldsom grad i sin tid som ekspræsident,« siger hun til Videnskab.dk.

Trumps succes har mange årsager, men én af de mere ligefremme kommer her:

Siden 1960’erne har man i medieforskningen sat fokus på at forstå, hvad der gør visse begivenheder nyhedsværdige fremfor andre. Mest velkendt i dansk kontekst er nyhedsværdierne aktualitet, væsentlighed, identifikation, sensation og konflikt.

Og netop de kriterier formår Trump at sætte fut i igen og igen.

»Han leverer bare big time på kriterierne. Især identifikation, konflikt og sensation,« fortæller Hanne Jørndrup:

»Selvom hans udsagn er rabiate, og de måske aldrig bliver til noget, får han rettet vores opmærksomhed hen imod de punkter, som han gerne vil tale om.«

Et eksempel på det er den bebudede grænsemur mod Mexico, der blev en enorm mediehistorie under Trumps første periode som præsident.

Muren skulle ifølge Trump være »gigantisk« og dække hele grænsen på 3.145 kilometer, men han endte med blot at opføre 64 kilometer mur under sin tid som præsident.

Oversvømmer debatten

At Trump har en tendens til at overdrive og ligefrem lyve, har man set flere eksempler på.

Men larmen er et led i en strategi, der netop handler om at holde sig evigt aktuel i medierne og derigennem styre den offentlige samtale, fortæller flere forskere:

»Det drejer sig om at oversvømme debatten, og det gør han ved at være aktiv konstant og sige noget ekstremt,« siger Mikkel Bækby Johansen fra Københavns Universitet.

»Det er måske ikke så ideologisk tungt eller intellektuelt gennemtænkt, men det er heller ikke så vigtigt, for det er synligheden i sig selv, der er nøglen til succes,« fortsætter han.

Som Hanne Jørndrup anfører, har Trump »gennemskuet« teorien om det, som forskere i kommunikation og journalistik kalder for agenda-setting. En betragtning, der er skrevet flere videnskabelige artikler om.

»En grundsætning i teorien går på, at medier ikke kan bestemme, hvad vi skal mene, men medier kan bestemme, hvad vi skal mene noget om,« fortæller Hanne Jørndrup.

Når Trump får immigration på dagsordenen ved at tale om gigantiske grænsemure mod Mexico, er det altså underordnet, hvor grotesk forslaget er. Sensationen er i sig selv nok til at kuppe samtalen, der nu handler om immigration.

»Det med at overdrive og at opføre sig på en uortodoks måde bringer ham i medierne igen og igen. Og han fodres af den opmærksomhed. Det er hans ilt,« siger lektor Suthan Krishnarajan fra Institut for Statskundskab ved Aarhus Universitet:

»Trump har selv nævnt, at den værste periode i hans politiske liv var i årene mellem 2020 og 2022, hvor han lige havde tabt valget og var i eksil i Florida, fordi folk var ligeglade med ham, og det kunne han ikke klare.«

Donalds drejebog

Suthan Krishnarajan, der blandt andet forsker i amerikansk politik, advarer samtidig imod, at man bare affejer Trump som en brøleabe, der leverer larm uden indhold. En tendens vi ofte er til fals for hjemme i den danske andedam, mener han.

»Jeg synes, at folk mangler en grundlæggende forståelse af Trump herhjemme. Mange ser ham blot som et fjols og formår derfor aldrig at se de kommunikative greb, som han ofte bruger med stor succes.«

»For han er en politisk succes. Det må man give ham,« siger Suthan Krishnarajan, der kalder ham »den mest dominerende politiske skikkelse de seneste 10 år«:

»Men vi har det med at blive forargede, og så når vi aldrig at lære, hvad det egentlig er, han gør,« siger lektoren, der selv har udtænkt en drejebog i seks trin for at forstå Donald Trumps kommunikationsstil:

Især Trumps evne til at bringe problemer til torvs, som eliten ikke har haft meget mod til at debattere, skal han ifølge Suthan Krishnarajan anerkendes for.

»Det gælder for emner som immigration og den ukritiske holdning til frihandel,« fortæller AU-lektoren, der dog understreger, at han ser med bekymring på Trump, fordi han grundlæggende er »en udemokratisk leder«.

Chomsky i forklædning

Lektor i journalistik Hanne Jørndrup er enig i, at Trump alt for ofte er blevet affejet som en galning, fordi han har en outreret facon.

Men når Trump eksempelvis beskylder de etablerede medier for at støtte eliten, lyder det for Hanne Jørndrup ret bekendt. Det er nemlig på en måde et ekko fra den berømte amerikanske sprogforsker, filosof og professor Noam Chomsky, fortæller hun.

Ét af Chomskys hovedværker hedder ‘Manufacturing Consent’ og stammer fra 1989. I bogen formulerer han en kritik af medierne for blandt at holde hånden under »elitens ret til at være eliter,« forklarer Hanne Jørndrup:

»Det, Chomsky med rette peger på, er, at medier grundlæggende holder hånden under den etablerede elites politiske projekt. Det så vi med koldkrigsretorikken i 1980’erne og Islam-kritikken efter 9/11,« siger RUC-lektoren.

»Og Trump har jo formået at få befolkningen med på Chomksys pointe om, at medierne ligger i ske med eliten. Det på trods af, at han også ER eliten«.

Hanne Jørndrup står selv bag en videnskabelig artikel, der sammenlignede danske mediers dækning af Obamas indsættelse i 2009 med Trumps indsættelse i 2017.

Ifølge hende var der en tydelig bias i dækningen, der bekræfter Trumps pointe, idet de danske medier enslydende var negative overfor Trump og i deres beskrivelser fremstillede ham som uegnet og uværdig til at efterfølge Obama.

»Obama havde lidt af den samme effekt på medierne som Trump, bare med modsat fortegn. De danske medier og politikere elskede Obama og kastede nærmest bedetæpperne ud foran ham,« fortæller Hanne Jørndrup.

En SoMe-præsident

Mens Trump er en mester i at fodre de etablerede nyhedsmedier, som han ellers foragter, med saftige historier, er han mindst lige så dygtig til at antænde de algoritmestyrede sociale medier.

Det pointerer Mikkel Bækby Johansen fra Københavns Universitet:

»På mange måder er han en SoMe-præsident.«

I gamle dage, dengang de fleste fik de samme nyheder i sofaen foran fjernsynet, blev nøglerne til det ovale værelse vundet gennem ordentlighed og karisma; det at fremstå præsidentiel, lyder det fra Mikkel Bækby Johansen, som fortsætter:

»Politik har jo alle dage været beskidt, men der var en performet pænhed, der handlede om noget så banalt, som at man talte ordentligt og ikke bare svinede sin modstander til.«

Mens Trump måske har en mere tydelig flosset karakter end mange af de gamle politikere fra TV’ets tidsalder, er det faktisk Trumps styrke, at han udtrykker vrede og ikke opfattes som lige charmerende og karismatisk af alle, indikerer forskning.

»Trump viser autenticitet. På godt og ondt. Og det er en vigtig valuta,« lyder det fra Mikkel Bækby Johansen, der forklarer:

Hvad du ser på sociale medier bestemmes af algoritmer, der ofte håndplukker indhold, som vækker stærke følelser. Derfor er det for kedeligt at være pæn og præsidentiel, hvis man gerne vil lande i folks feed.

Så er det mere effektivt at vække vrede og foragt for at få folk til at dele og like dit opslag. Forskere har endda argumenteret for, at en af nøglerne til Trumps succes skal findes i hans særlige form for aggressiv 'bersærker-karisma’.

Den nye normal?

Spørgsmålet er så, hvilke varige spor Trump - gennem sine nu 10 år i den politiske manege - har sat på vores samtale om politik?

I en kronik i Jyllands-Posten har CBS-lektor Søren Schultz Hansen argumenteret for, at Trumps kommunikaiton er »den nye normal i en moderne verden«.

Suthan Krishnarajan er ikke sikker på, at Trump-effekten rækker så vidt endnu. Det er dog tydeligt for ham at se, at flere danske politikere har forsøgt at kopiere Trumps kommunikationsstil:

»Det er helt tydeligt, at Morten Messerschmidt taget nogle ting til sig, der minder om Trump. Lars Boje er et andet eksempel,« fortæller AU-lektoren, der dog mener, at den mest Trump-agtige karakter i dansk politik er Mogens Glistrup.

Han fortæller, at der i USA er flere eksempler på republikanere, der prøver at efterligne Trump, men at de »slet ikke performer lige så godt som ham.« 

»Så det tyder jo på, at Trump kan noget, som de andre ikke kan,« slutter Suthan Krishnarajan.