Donald Trump tweetede 6. januar:
»De uærlige medier rapporterer ikke, at de penge, der bliver brugt på at bygge Den Store Mur, vil (for at få det til at ske så hurtigt som muligt, red.) blive tilbagebetalt af Mexico på et senere tidspunkt!«
Ifølge nyhedsmagasinet The Economist har 40 lande opført grænsemure siden Berlinmurens fald.
- 30 mure blev bygget efter de koordinerede terroraktioner, der fandt sted i USA 11. september 2001
- 15 mure blev bygget i 2015
USA har allerede et 1.046 kilometer langt bolværk på grænsen mod Mexico. Grænsen strækker sig over 3.169 kilometer og løber tværs igennem ørkener, floder og byer – fra Stillehavet til Den Mexicanske Golf.
Ungarn byggede i 2015 en mur på grænsen mod Serbien, og for tiden er man i gang med at opføre en grænsemur ved grænsen mod Rumænien og Kroatien for at forhindre, at flygtninge trænger ind i landet.
Spanien, som er et vigtigt led i Europas sydligste grænse, opførte en stor grænsemur ved Ceuta og i Melilla (i det nordlige Marokko) for at forhindre afrikansk migration til Europa og smugleri.
En mur er en enkel, politisk appellerende strategi
Min forskning fokuserer på, hvorfor lande bygger juridiske og fysiske mure, især i Nord-, Central- og Sydamerika.
Logikken bag grænsemurerne - at skabe en rumlig adskillelse mellem mennesker - går forud for den nutidige mani og er del af en større nationalitetsskabende opbygning af nationer (se faktaboks, red.), som mennesket har benyttet i mere end 300 år.
\ Nationsopbygning
Mange af de nationalitetsskabende mekanismer og udviklingstræk, der her er antydet, kan opmuntres og forstærkes gennem bevidste politiske tiltag.
Det er summen af sådanne tiltag, der gerne kaldes for nationsopbygning (eng. Nationbuilding).
Dette har været et centralt tema i den statsvidenskabelige moderniseringsteori - med udgangspunkt i flommen af 'nye nationer' på den internationale scene fra 1950'erne.
Nationsopbygning blev for statsvidenskaben, hvad industrialisering var for økonomerne: Kernen i et begreb om politisk udvikling, ligesom industrialisering udtrykte økonomisk vækst.
Strategiens enkelhed gør, at den er politisk appellerende, men den misforstår de komplekse problemer associeret med globalisering og migration; netop de problemer man forsøger at løse.
Man opnår meget sjældent den tilsigtede effekt ved at bygge grænsemure, og dette seneste forsøg risikerer at resultere i en masse spildte ressourcer og tabte muligheder for USA.
Logikken bag grænsemurene
Borgerne i lande som USA og Storbritannien er beklemte ved den økonomiske situation. De er bekymrede for, at nyligt tilkomne fremmede vil udgøre en trussel mod deres levemåde.
Bolværk i form af grænsemure og papirbjerge forekommer som appellerende og beskyttende foranstaltninger, der skærmer nationaløkonomi, jobs og kultur.
Den britiske premierminister, Theresa May, beskrev for nylig Brexit-planen som en mulighed for at 'skabe et stærkere Storbritannien' og en måde, briterne kan genvinde kontrollen over Storbritanniens grænser mod Europa.
I USA har papir- og grænsemursbolværket historisk set resulteret i episoder, der af nutidige historikere bliver anset som værende uforenelige med vores demokratiske ideer.
I 220 år diskriminerede USA mod immigranter og borgere
Et af USAs første papirbolværker var Chinese Exclusion Acts (Den kinesiske udelukkelseslov, red.) fra 1882.
Loven begrænsede den kinesiske indvandring til USA og forhindrede kinesere i at opnå amerikansk statsborgerskab.
Politologen Aristide Zolberg kaldte loven 'The Great Wall against China' ('Den store mur mod Kina', red.), og den blev først ophævet, da man i 1943 vedtog Chinese Exclusion Repeal Act, fordi USA i mellemtiden var blevet allieret med Kina i krigen mod Japan i forbindelse med 2. verdenskrig.
I 220 år diskriminerede USA mod potentielle immigranter og borgere på baggrund af deres etniske og racemæssige herksomst og tilhørsforhold.
USA var ganske vist det første land, der implementerede en strategi, som diskvalificerede immigranter af etniske grunde, men Australien, New Zealand, Sydafrika og alle lande i Nord-, Central- og Sydamerika havde tilsvarende love og vedtægter.
I USA førte det til lovgivning som eksempelvis Chinese Exclusion Acts, Nationality Quotas Act, Japanese internment, Immigration Act of 1917, Temporary Quota Act of 1921 og Quota Act of 1924.
\ Læs mere
Kvoter og krav skulle reducere antal immigranter
I 1917 begyndte man at stille krav til immigranten, blandt andet i form af en analfabet-test, samt en afkrævning af afgift før indrejse i USA. Formålet var at indskrænke antallet af immigranter.
I 1920'erne gik man skridtet videre og oprettede kvantitative restriktioner på immigranterne i form af kvoter. Kvoterne blev fastsat til 3 procent og udregnet i forhold til befolkningssammensætningen i 1910.
I 1924 blev kvoterne nedsat, så USA herefter kun ville modtage 2 procent af befolkningsgrupperne, udregnet efter en tidligere census (1890).
Formålet var naturligvis at reducere antallet af immigranter, men ligeså meget at sikre en bestemt befolkningskonstellation.
De fleste lande benyttede en slags herkomstdiskrimination, der havde til formål at opbygge nationen. På den måde kunne den politiske elite bestemme, hvilke immigranter der kunne bruges i arbejdsstyrken eller som borgere.
I USA blev kineserne anset som egnede til at udføre det beskidte, nedværdigende og farlige arbejde, men ikke-egnede som fuldgyldige medlemmer af nationen på lige fod med resten af befolkningen.
USA stoppede modstræbende diskriminationen
Mit forskningsarbejde med David Fitzgerald beskriver, hvordan man til sidst satte en stopper for den åbenlyse og grove racediskrimination i lovgivningen i Nord-, Central- og Sydamerika.
Det markerede en nedgang i bolværkslovgivning og vedtægter, men ikke i den dybereliggende racisme, der dukkede op på andre områder.
USA og andre magtfulde, og primært hvide, lande havde brug for støtte fra lande i Latinamerika, Asien og Afrika til at føre krig mod fascismen og senere kommunismen.
Det var ikke let for USA og dets allierede at bede om støtte fra lande, hvis borgere de udelukkede af etniske årsager.
Modstræbende og nødtvungent satte USA og Canada i 1960'erne en stopper for de åbenlyst diskriminerende love; meget senere end andre lande i Nord-, Central- og Sydamerika.
Dramatisk demografisk transformation
Papirbolværkets fald resulterede i en dramatisk demografisk transformation.
- I 1950'erne kom 90 procent af USA's immigranter fra Europa, og 3 procent fra Asien.
- I 2011 kom 13 procent fra Europa, og 48 procent fra Asien.
Nationens ansigt undergik en transformation og 'amerikanerne' blev konfronteret med spørgsmålet om, hvem der var fuldgyldige medlemmer.
Var det personer, der tilhørte en bestemt etnoracemæssig gruppe? Eller personer, der tilsluttede sig borgerlige demokratiske idealer?
Ønsket om restriktive foranstaltninger mere udbredt i nye migrationsdestinationer
De demografiske ændringer, der er sket siden afskaffelsen af kvantitative restriktioner på immigranterne i form af kvoter i 1965, har igen rejst spørgsmål blandt hvide amerikanere i den politiske mainstream.
Immigranterne slår sig ned i 'nye destinationer'; områder i de sydlige delstater og Midtvesten, der før 1990'erne ellers kun havde oplevet begrænset migration.
Ønsket om en genoplivelse af bolværkerne er blevet mere udbredt i disse områder.
En mur løser ikke de økonomiske problemer
En mur løser ikke den amerikanske middelklasses økonomiske problemer eller den illegale immigrations komplekse beskaffenhed.
Op mod halvdelen af USA's illegale immigranter er mennesker, der er blevet i landet, længere end deres visa giver dem ret til; ikke grænsepassanter.
Mure resulterer i flere dødsfald, fordi immigranterne forsøger at krydse grænsen ved de mest barske og ufremkommelige steder, hvor der muligvis også kun er opført en mindre mur.
Det nuværende bolværk har allerede kostet mange milliarder dollars i form af udgifter som grænsesikkerhed og anlægsudgifter.
En mur er forsimplet løsning på komplekst problem
USA's arbejder- og middelklasse føler sig beklemte ved deres plads i økonomien.
Den retorik, som identificerer specifikke skurke (immigranterne og international handel), er meget appellerende. Det repræsenterer enkle, konkrete løsninger.
Men en mur, der begrænser mobilitet eller handel, er en forsimplet løsning på et meget komplekst problem.
Nutidens økonomier er i dag mere forbundede gennem landenes udveksling af data, varer og tjenesteydelser end nogensinde før.
Arbejderne flytter også fra land til land, selvom det sker under større regulering end tidligere.
Grupperne har oplevet de globale indkomst-uligheders effekter forskelligt.
Økonomen Branko Milanovics forskning viser, at i løbet af globaliseringens mest intense periode, 1988-2008, oplevede folk i Asien og den øverste 1 procent af de globale lønmodtagere den største vækst i realindkomsten.
I Vesteuropa, Nordamerika og Oceanien oplevede folk i det nederste og midterste indkomstgruppe ingen vækst.
En mur distraherer fra problemerne
De demografiske forskydninger, der er beskrevet, det opfattede tab af politiske fordele blandt hvide samt den amerikanske arbejderklasses og middelklasses stagnerende indkomst er hårde realiteter. Ingen mur kan ændre disse kendsgerninger.
Men vigtigst af alt: en grænsemur distraherer borgere og politikere fra de komplekse problemer.
Ekstrem økonomisk ulighed, globale konflikter og miljømæssig nedtur kan krydse alle landes grænser og kapacitet.
David Cook Martín modtager støtte fra National Science Foundation. Denne artikel er oprindeligt publiceret hos The Conversation.
Oversat af Stephanie Lammers-Clark
