Donald Trumps valgsejr i 2024 – og hans trussel om at indføre told på al import til USA – sætter fokus på et vigtigt problem for den globale økonomi.
USA er et teknologisk kraftcenter, der bruger flere penge på forskning og udvikling end noget andet land i verden.
USA har vundet flere Nobelpriser i de seneste fem år end alle andre lande tilsammen.
Hele verden misunder USA's opfindelser og økonomiske succes – men skal på samme tid gøre alt, hvad der står i deres magt, for at undgå at blive for afhængig af USA.
Og den situation ville ikke have været meget anderledes, hvis Kamala Harris havde vundet.
USA har kigget indad for at bevare teknologisk overherredømme
Donald Trumps 'America first'-politik er faktisk en tværpolitisk tilgang.
Selv før præsident Barack Obamas tiltag for at fremme energiuafhængighed har USA overvejende kigget indad i sin stræben på at bevare et teknologisk overherredømme og samtidig sætte en stopper for, at industrielle job ender i udlandet.
Et af de vigtigste valg, Trump traf i sin første embedsperiode, var at gå med til højere priser for de amerikanske forbrugere for at beskytte nationale producenter ved at pålægge næsten alle handelspartnere høje toldsatser.
\ Læs også
For eksempel betyder Trumps 2018-toldsatser på vaskemaskiner fra hele verden, at amerikanske forbrugere betaler 12 procent mere for disse produkter.
Præsident Joe Biden hævede efterfølgende – på en langt mere 'høflig' måde – en række af Trumps toldsatser:
- Op til 100 procent på elektriske køretøjer.
- 50 procent på solceller.
- 25 procent på batterier fra Kina.
Underskrev 'våbenhvile' på toldsatser
I en tid hvor klimaet befinder sig i en nødsituation, var det et klart valg at bremse energiomstillingen for at beskytte USA's produktion.
Selvom Joe Biden underskrev en 'våbenhvile' med Europa om toldsatser, fyrede det op under en måske endnu mere skadelig kamp ved at sætte gang i et statsstøttekapløb.
Bidens klimalovpakke, 'US Inflation Reduction Act' (IRA), byder for eksempel på hele 369 milliarder dollars i tilskud på for eksempel elbiler og vedvarende energi.
USA's 'Chips Act' (som skal øge produktionen af avancerede chips samt støtte forskning og udvikling i microchipproduktion i USA, red.) støtter produktionen af halvledere og computerchips med 52 milliarder dollars.
\ Læs også
Kina, Europa og resten af verden
Selvom den amerikanske industripolitik ser indad, har det klare konsekvenser for resten af verden.
Efter flere årtier med overvejende eksportbaseret vækst skal Kina nu håndtere massive problemer med industriel overkapacitet.
I dag forsøger Kina at tilskynde til øget indenlandsk forbrug og at diversificere sine handelspartnere.
Europa bruger på trods af meget stramme budgetbegrænsninger mange penge i statsstøttekapløbet.
Tyskland, som oplever træg vækst og stor tvivl om landets industrimodel, er forpligtet til at matche den amerikanske statsstøtte ved for eksempel at tilbyde 900 millioner euro til den svenske batteriproducent Northvolt for at fortsat at producere i landet.
\ Læs også
Statsstøttens kæmpe beløb skader verdensøkonomien
De store beløb i statsstøtte, som skader verdensøkonomien, kunne nemt have finansieret presserende behov som elektrificeringen af hele det afrikanske kontinent med solpaneler og batterier.
I mellemtiden har Kina erstattet USA og Europa som den største investor i Afrika i jagten på naturressourcer.
Den kommende Trump-embedsperiode kan muligvis åbne op for at udbedre idéer og tilgange.
Man kan for eksempel hævde, at invasionen af Ukraine, de tusindvis af dødsfald og den efterfølgende energikrise kunne have været undgået, hvis Biden-administrationen havde været tydeligere over for den russiske præsident, Vladimir Putin, om konsekvenserne af en invasion og levering af moderne våben til Kiev før krigen.
Skylden ligger mest på Europas skuldre
Men skylden ligger mest på Europas skuldre.
Ret skal være ret, og i sin første præsidentperiode advarede Trump Tyskland om det strategiske problem ved at blive for afhængig af russisk gas.
Der er en klar vej frem: Europa kan hjælpe Kina med at løse problemerne med overkapacitet ved at forhandle en ende på toldkrigen rettet mod kinesisk teknologi som solpaneler og elbiler.
Til gengæld kan Europa genvinde en vis suverænitet ved at producere mere af sin egen rene energi i stedet for at importere rekordstore mængder flydende gas fra USA.
Handler ikke kun om Europa og Kina
EU kan også lære af at producere sammen med kinesiske virksomheder, og Kina kan bruge sin enorme indflydelse på Rusland til at sætte punktum for invasionen af Ukraine.
Den Europæiske Union kan også arbejde hårdere på det, den er bedst til: At underskrive handelsaftaler og bruge dem til at reducere CO2-udledningen rundt om i verden.
Men det handler ikke kun om Europa og Kina.
På trods af flere årtiers fortsatte forbedringer og fremgang på alle menneskelivets afgørende aspekter, bevæger verden sig baglæns.
Antallet af mennesker, der sulter, er stigende, faktisk på helt samme niveau som i 2008-9.
Krig raser i Gaza, Sudan, Myanmar, Syrien og nu Libanon. Verden har ikke oplevet så mange civile ofre siden 2010.
Verden står alene
På godt og ondt er det usandsynligt, at en Trump-administration vil ændre kurs mod mindre amerikansk interventionisme.
Det er heller ikke sandsynligt, at Trump ved roret vil føre til større initiativer mod fred, klimaforandringer eller liberalisering af handel.
Verden står alene, og USA kommer ikke for at redde den.
Vi ved ikke, hvad der vil ske med USA. Måske vil Trumps tilbagevenden til Det Hvide Hus mest af alt være en fortsættelse af de seneste 10 år.
Måske vil uoverkommelige toldsatser eller tilintetgørelse af de institutioner, der gjorde USA til et økonomisk kraftcenter, gøre den amerikanske økonomi mindre relevant.
Men det er noget, amerikanerne har valgt, og noget resten af verden ganske enkelt må lære at leve med.
I mellemtiden må verden lære at arbejde bedre sammen uden at blive for afhængige af hinanden – for det er det eneste, vi kan gøre.
Denne artikel er oprindeligt publiceret hos The Conversation og er oversat af Stephanie Lammers-Clark.
