Panamakanalens blodige historie: Hvorfor er den strategiske vandvej så vigtig?

Op til Donald Trumps indsættelsestale var danskernes fokus især, om han ville betone USA’s interesse for Grønland.

Men hvor Grønland blev udeladt, var den nyslåede amerikanske præsidents retorik omkring Panama bemærkelsesværdigt skarp:

»Vi gav den (kanalen, red.) til Panama, og vi kommer til at tage den tilbage,« lød ordene fra Trump, da han for få dage siden tiltrådte som USA’s 47. præsident.

Trumps interesse har dybe historiske rødder og har i over et århundrede været drevet af strategiske og økonomiske faktorer.

Men hvad har drevet USA’s vedvarende opmærksomhed, og hvorfor har denne handelsvej været så afgørende i stormagtens spil - i dag og historisk?

En økonomisk smutvej - og Trumps næste mål

Der er ingen tvivl om, at Panamakanalen i dag er en uundværlig nøgle til global handel og strategisk kontrol, mener de forskere, Videnskab.dk har talt med.

Det er en 82 kilometer lang sluse, der skærer gennem Panama i Mellemamerika og forbinder Atlanterhavet med Stillehavet. Den fjerner altså behovet for at sejle hele vejen rundt om Sydamerikas sydspids, når man vil krydse kontinentet.

For eksempel tilbagelægger et skib, der sejler fra New York via Panama til San Francisco, omkring 9.500 kilometer. Det er under halvdelen af den 22.500 kilometer lange rute, der kræves ved sejlads omkring Kap Horn, det sydligste punkt af Sydamerika. Og det er smart af flere årsager.

»Da Panamakanalen blev bygget, var det især den økonomiske gevinst ved den kortere sejlrute, der var i fokus, men i dag kan vi også tilføje den klima- og miljømæssige gevinst,« siger Klaas Dykmann, der er lektor i international politik med speciale i Latinamerika ved Roskilde Universitet.

Panamakanalen er altså en kortere, billigere og ressourcebesparende vandvej for skibsfart. Og det er Trump bestemt ikke den første, der har fået øjnene op for.

Kanalen blev skabt med kanonskibe og diplomati

En kanal gennem den smalle landtange, der forbinder verdenshavene, var allerede på tegnebrættet i 1700-tallet, men projektet tog først for alvor form i 1880.

Her begyndte det første forsøg på at bygge en kanal under fransk lederskab. Byggearbejdet var dog hårdt ramt af sygdomme og tekniske problemer, og det fik USA under ledelse af Theodore Roosevelt til at se en mulighed for at overtage projektet.

I 1850’erne havde USA anlagt en jernbane på tværs af Panama, og derfor var det nærliggende, at den nye kanal skulle følge samme rute. Men overdragelsen af byggerettighederne kom med store udfordringer.

Dengang var Panama nemlig en del af Colombia, og de modsatte sig amerikansk overtagelse af projektet, fordi de var utilfredse med betingelserne i aftalen.

»Men Roosevelt var drevet af et ønske om, at USA skulle bygge og kontrollere kanalen og ville ikke forhandle, så han udnyttede Panamas selvstændighedsbevægelser og bakkede dem op med kanonbåde for at presse Columbia,« siger Jan Pedersen, der er lektor ved Saxo-instituttet på Københavns Universitet.

At troppe op uden for Panamas kyst med krigsskibe var effektivt: Panama fik sin selvstændighed, USA fik sin byggetilladelse, og den 10. oktober 1913 stod kanalen færdig.

USA havde til og med købt retten til at administrere både selve kanalen og et 8 kilometer langt område på hver side, kendt som kanalzonen, af Panama til den nette sum af 10 millioner dollars. Det svarer til omkring 360 millioner dollars eller over 2,5 milliarder danske kroner i nutidspenge.

Efter alt det besvær kan man undre sig over, at USA flere år senere gav kanalen tilbage til Panama, men ikke desto mindre var det det, der skete.

En blodig kamp for suverænitet

I 1977 underskrev USA de såkaldte Torrijos-Carter-traktater, der banede vejen for, at Panamakanalen skulle overgå til Panama. Siden 2000 har ejerskabet og administrationen af Panamakanalen derfor ligget hos Panama.

Den beslutning Trump kaldte »helt tosset« og »en tåbelig gave, som aldrig skulle have været foræret væk« i sin indsættelsestale. Men når man ser på datidens politiske situation, var der gode grunde til USA’s beslutning, lyder det.

Den væsentligste grund skal findes i 1964, hvor en gruppe panamanske studerende besluttede sig for at gå ind i kanalzonen. Deres mål var at hejse det panamanske flag som en symbolsk handling. Den handling førte imidlertid til en voldsom reaktion fra nogle amerikanske beboere i kanalzonen.

Situationen eskalerede hurtigt, og det panamanske flag blev brændt under de ophedede konfrontationer. Derefter udbrød der omfattende sammenstød mellem panamanske demonstranter og det amerikanske militær.

»Det førte selvfølgelig til en knap så god omtale af USA’s militære tilstedeværelse,« siger Klaas Dykmann.

Under protesterne, som i dag er kendt som Martyrenes dag i Panama, mistede 22 panamanere og fire amerikanske soldater livet, og det øgede det internationale pres på USA for at trække sig ud af Panama, fortæller han endvidere.

En stærk anti-amerikansk stemning bredte sig i Latinamerika i løbet af 60’erne og fortsatte op gennem 70’erne, og »for at lægge konflikten ned, ræsonnerede USA, at det nok ville være godt, hvis man gav Panama suveræniteten over kanalen«, tilføjer Jan Pedersen, der har skrevet et kapitel om Panamakanalens historie i bogen ‘50 begivenheder: Højdepunkter i verdenshistorien’.

Intern splid fra Carter til Trump

Hjemme i USA var det imidlertid ikke alle, der klappede i hænderne, da den daværende amerikanske præsident Jimmy Carter i 1977 overlod Panamakanalen til Panama.

»Der var betydelige kræfter, der var inderligt imod overdragelsen. Mange delte faktisk allerede den opfattelse, som Trump udtrykker i dag: Kanalen er noget, der tilhører USA, som ikke bare kan foræres væk. Så der er ingen tvivl om, at der er klangbund for Trumps budskaber,« vurderer Jan Pedersen.

Modstanden dengang udsprang blandt andet af en stærk lobby bestående af de mennesker, der arbejdede og levede i kanalzonen.

I kanalzonen fandtes vellønnede leder- og teknikerstillinger og et tæt sammenhold blandt dem, der arbejdede der. Det skabte et unikt miljø og en stærk interessegruppe, der havde politisk gennemslagskraft i USA.

Derfor har spørgsmålet om Panamakanalens overdragelse altid været præget af interne spændinger og modstridende interesser, fortæller Jan Pedersen.

Er ny militær konflikt en realitet?

Panamakanalen har altså historisk set været kilde til både konflikt og strategisk begær fra USA, men kan Trump tænkes at indlede en ny militær konflikt for at genvinde kanalen?

For det første mener begge forskere, som Videnskab.dk har talt med, at Trumps markante løfte om at tage Panamakanalen tilbage skal ses som strategisk kommunikation.

»Trump er selvfølgelig drevet af at skabe noget historisk, men om det langvarigt vil have de ønskede konsekvenser og gavne USA, er lidt tvivlsomt. Jeg tror, vi skal huske, at udtalelserne er målrettet et amerikansk publikum og en panamansk ledelse for at gøre dem møre som forhandlingspartnere,« vurderer Klaas Dykmann.

Jan Pedersen er enig og tilføjer, at USA, når det kommer til stykket, nok snarere vil ty til diplomatiets kunst og genforhandle USA’s aftaler med Panama.

»Men direkte at overtage ejerskabet af kanalen, det ville være uhørt, hvis USA gjorde i dag. Trump ville få resten af verden på nakken, hvis han lavede sådan et røveri,« siger han.

Uanset hvad Trump ender med at foretage sig i Panama, vil han sandsynligvis få det til at lyde, som om USA har lavet en mægtig bedrift, understreger Klaas Dykmann:

»Trump kan jo sælge alt som en sejr, det må vi ikke glemme. Selv hvis der kommer små indrømmelser af Panama, kan Trump få det til at lyde som en sejr, så det er værd at være opmærksom på.«