Forsker: Tysk sikkerhedspolitik sejler op til valget

På søndag skal tyskerne stemme til deres parlament, Forbundsdagen. Dermed skal de også stemme om, hvem der skal have mandater nok til at stå i spidsen for den næste regering.

Selvom der ikke er lagt op til en valggyser i klassisk forstand (den ene kandidat, Friedrich Merz, fører stort), så kan udfaldet måske alligevel få hårene til at rejse sig. Ikke kun hos tyskerne, men også hos os øvrige europæere.

Valget falder nemlig på et tidspunkt, hvor sikkerhed er blevet det nok vigtigste emne i Europa – en følge af de signaler om svækkelse af NATO, der kommer fra USA's præsident og vicepræsident.

Og Tyskland er en helt afgørende spiller på den europæiske sikkerhedspolitiske scene. Faktisk er der en forventning om, at Tyskland indtager en førende position i forhold til vores fælles sikkerhed på kontinentet.

Men den tyske debat om sikkerhed er domineret af grupperinger, der trækker i hver sin retning, og det samme gælder de politiske partier op til valget i Tyskland.

Derudover dominerer sikkerhed og forsvar ikke valgkampen i Tyskland - migration, økonomien, inflation og boligsituationen fylder mere blandt vælgerne.

Det kan virke underordnet, hvad andre tyske partier end kristendemokraterne måtte mene om sikkerhedspolitik, nu da kristendemokraterne med Merz i spidsen formentligt løber med sejren. Men de kan ikke gennemføre deres politik uden støtte, og går det eksempelvis godt for fløjpartierne, kan de blokere for kristendemokraternes ønsker.

Så hvad kan vi forvente af de tyske politikere? Hvem vil spænde ben for hvem?

Det vil jeg gennemgå i denne artikel. Først kan du i boksen nedenfor læse de mest basale fakta om det tyske valg.

Et dårligt ry

Lavpraktisk er hverken Tyskland eller Danmark i stand til at forsvare sig mod et klassisk angreb. Især tyskerne har siden murens fald droslet forsvarsbudgettet betydeligt ned for at bruge pengene til andre sociale eller økonomiske tiltag.

Mentalt er befolkningen udfordret på flere fronter – nogle (ikke kun på yderfløjene) mener stadig, at Tyskland ikke bør deltage i et nyt våbenkapløb i Europa og er i et vist omfang indstillet på at genoptage samarbejdet med Rusland.

Takket været et særligt støtteprogram på 100 milliarder Euro, lever Tyskland på nuværende tidspunkt op til NATOs mål om at bruge 2 procent af BNP på militæret.

Men den tyske hær kæmper fortsat med meget grundlæggende udfordringer, såsom dårlige vilkår for soldater, utilstrækkeligt eller forældet udstyr samt nyere våbensystemer, der ikke virker.

Tysklands samlede militær (Bundeswehr) fik under Tysklands genoprustning i efterkrigstiden afvasket blamagen efter det Tredje Riges nazistiske militære styrker (Wehrmacht), og trods en stigende opbakning fra befolkningen lider det stadig under et dårligt omdømme.

Nogle nazi-skandaler i egne rækker har ikke bidraget positivt til militærets ry, men i stedet fremstår militæret utiltrækkende for tyskere med indvandringsbaggrund.

’Ikke mere krig’

Hvordan ser så Tysklands såkaldte ’strategiske kultur’, altså deres grundlæggende indstilling til sikkerheds- og forsvarspolitik, ud i 2025?

For at svare på det må vi lige have årtierne forinden med.

Tyskland har siden Anden Verdenskrig været præget af en stærk tilslutning til både europæisk integration og det transatlantiske forhold til USA.

Det tidligere Vesttysklands strategiske kultur tog afsæt i efterkrigstidsdogmer som ’ikke mere krig’ og ’ikke mere alene’.

I det forenede Tyskland efter murens fald blev ovenstående udvidet med mantraet ’fred er naturlig, og krig er en afvigelse’. Denne tilføjelse er en klar ændring, både i forhold til de vesttyske dogmer, men også fra Prøjsen og DDR, hvor indstillingen til sikkerhed og forsvar var præget af at være forberedt til krig.

Politikerne ser ikke ud til at fatte alvoren

Under Donald Trumps første embedsperiode blev Tysklands tilslutning til Europas tætte samarbejde med USA dog stærkt udfordret, og nu nærmer vi os så Tysklands strategiske kultur i dag.

For hvad siger partierne i deres valgprogrammer om sikkerhed og forsvar?

Hvis man antager, at strategisk kultur afspejles i sikkerhedspolitiske udmeldinger fra de enkelte partier, kan man konstatere, at den politiske klasse i Tyskland endnu ikke har fattet alvoren.

Ganske vist fylder sikkerheds- og forsvarspolitik betydeligt mere end ved det sidste valg i 2021.

Men siden da har Putin invaderet Ukraine, Kina har uofficielt allieret sig med Rusland, og for få uger siden kom den nye regering til magten i USA, som sætter spørgsmålstegn ved alt, tyskerne har taget for givet.

Generelt må man konstatere, at ingen partier reagerer på den russiske hybridkrig i Nordsøen og på cyberområdet, eller det forvitrede transatlantiske forhold med en sammenhængende strategi.

Der lyder ofte et ’weiter so’ (fortsæt som vanligt), garneret med tiltag som måske kan skabe vækst.

Forskellige verdenssyn dominerer debatten om sikkerhed

The Economist skrev for nylig, at mange europæiske lande oplever, at debatter om sikkerhed er præget af sammenstød mellem en række grupperinger: Gaullister, atlantister, fornægtere og putinister. Men tidsskriftet indrømmede også, at det på nuværende tidspunkt er svært at placere Tyskland i en af disse grupper.

Gaullister i Europa vil gerne have et mere selvstændigt Europa, med tæt samarbejde mellem Tyskland og Frankrig og mindre afhængighed af USA. Det kaldes ’strategisk autonomi’ og har haft en vis tiltrækning i nogle tyske socialdemokratiske kredse.

De fokuserer dog mere på den såkaldte Weimar-trekant (Polen, Tyskland, Frankrig), lejlighedsvist med åbninger rettet mod Storbritannien. Det er dog bemærkelsesværdigt, at begrebet ’strategisk autonomi’ næsten ikke dukker op i partiernes valgprogrammer.

Kristendemokraterne er atlantister og ønsker et tæt forhold til USA og UK. Dog er kristendemokraternes kanslerkandidat Merz nu begyndt at ytre tvivl om, hvorvidt Trump reelt bakker op om NATO og Europas sikkerhed med henvisning til præsidentens ’beregnelige uberegnelighed’.

Fornægtere er venstrefløjen, som argumenterer for, at flere våben skaber mere usikkerhed og vil provokere Putin – de frygter det klassiske sikkerhedsdilemma: Uvished om fjendens militærkapaciteter fører til et våbenkapløb, der kan ende i væbnet konflikt.

Putinister kræver, at Tyskland skal genetablere relationer med energileverandøren Rusland – som var nødt til at invadere Ukraine, der i øvrigt ikke er et rigtigt land, på grund af NATO’s ekspansion.

Hvem skal Tyskland være venner med?

Der er kun to partier, som vil genindføre værnepligten (kun for mænd) – det er kristendemokraterne og det højrepopulistiske Alternative für Deutschland.

Socialdemokraterne vil gøre Bundeswehr (det samlede militær) mere tiltrækkende, men bibeholde frivillighedsprincippet.

Det venstrepopulistiske Forbund Sahra Wagenknecht (BSW) og AfD vil gerne genetablere relationer med Putins Rusland. Denne ruslandvenlige orientering bliver markedsført som ’fredspolitik’.

Argumentet, som venstreorienterede Die Linke også tilslutter sig, er, at NATO og Tyskland skal blive mindre – for ikke at provokere Rusland (igen).

Her blandes genopblusset anti-amerikanisme og pacifismen fra 1980’erne sammen med ønsker om et tæt forhold til Rusland.

80'ernes pacifistiske strømninger var et væsentligt afsæt for etableringen af det progressive grønne parti, som var stærkt forankret i anti-atom- og fredsbevægelsen.

Ikke desto mindre stikker De Grønne i den igangværende valgkamp ud ved at være det eneste parti, der har udmeldt en klar politik om, at forsvarsbudgettet skal øges til 3,6 procent af nationalproduktet.

Fløjpartier kan spænde ben

Mens De Grønne klart har sagt farvel til pacifismen som grundprincip (trods intern modstand), virker både socialdemokraterne og kristendemokraterne under valgkampen mere tilbageholdende med deres militærstøtte til Ukraine, da man frygter de tyske vælgeres reaktion.

Men hvis man ikke fortæller vælgerne sandheden om omfanget af oprustningen, så vil en ny regering (formentlig under kansler Merz) have et problem med at indføre vidtgående investeringer.

En mulig Trump-Putin-deal om en fredsaftale om eller med Ukraine kan dog være et wakeupcall for socialdemokraterne og kristendemokraterne. Begge partier er formentlig sikkerhedsbevidste, men tøver med at fortælle om alvoren og ikke mindst Tysklands afgørende rolle for landets egen og Europas sikkerhed.

Hvis Forbund Sahra Wagenknecht (BSW) og Alternative für Deutschland (AdF) tilsammen når mere end en tredjedel af pladserne i den nye forbundsdag, opnår de en spærreminoritet.

Derved kan de tilsammen blokere for både forøgelse af forsvarsbudgettet, støtte til Ukraine samt skærpede sanktioner mod Kina eller Rusland.

Intern uenighed gjorde upopulær politiker til kanslerkandidat

De fleste iagttagere forventer, at forbundskansler Olaf Scholz ingen chance har. Selvom den mest populære politiker, forsvarsminister Boris Pistorius, også tilhører Socialdemokratiet (SPD), fik Scholz partiets opbakning som kanslerkandidat.

Det skyldtes ikke kun den korte forberedelsestid for en ny kandidat, men også, at Pistorius har positioneret sig meget klart på Ukraines side og plæderer for en fremtidssikring af det tyske forsvar.

Det passer ikke ind i Socialdemokratiet fredsfortælling. Pistorius har gjort det klart, at ’særbevillinger’ til militæret er både utilstrækkeligt og kortsigtet som middel til at opbygge et robust nationalt forsvar.

Han mere end antyder, at en nødvendig styrkelse kun opnås ved at slække på den famøse ’gældsbremse’, og altså øge Tysklands statsgæld for til gengæld at styrke tysk forsvar.

Socialdemokraterne valgte Scholz, fordi Pistorius ikke kunne præsenteres i overensstemmelse med ’freds’-fortællingen.

Europa forventer tysk førerrolle

Kristendemokraterne og de frie demokrater (FDP) har omvendt afvist øget gældsætning, men Merz er nu begyndt at antyde en mindre dogmatisk indstilling til spørgsmålet.

Som reaktion på USA’s alliancesvigt siger Merz nu, at forsvarsudgifter måske kan afregnes uden om gældsbremsen.

Man forventer, at kristendemokraterne vil vinde valget, men vil have brug for en eller flere koalitionspartnere – hvis de frie demokrater ikke når over spærregrænsen på 5 procent, bliver der enten en koalition med socialdemokratiet eller de grønne – eller begge partier.

Hvad vil det så betyde for sikkerhedspolitikken? De Grønne er det parti, som har bevæget sig længst for at se truslen i øjnene – fra øst, hvor Putin truer de baltiske stater, og i vest, hvor Trumps opbakning til NATO er tvivlsom.

Det er politikere som Pistorius, som er meget ærlige over for tyskerne: Sikkerhed kan ikke længere forventes fra USA, og russerne fører allerede en hybridkrig.

Europa forventer, at Tyskland, på trods af alle de interne udfordringer landet kæmper med, indtager en førerrolle og forstår det enkle budskab: Sikkerhed er ikke alt, men uden sikkerhed er alt intet.