Det 'glemte' folkemord i Tysk Sydvestafrika – mellem politiske fejder og historiske fakta

Da den tyske rigsdag for nylig besluttede at anerkende det ottomanske overgreb på armenierne i 1915 som et folkemord, blev det modtaget med voldsom kritik fra tyrkisk side.

Opgøret kommer på et tidspunkt, hvor EU bejler til Tyrkiet i et forsøg på at kontrollere flygtningekrisen, og hvor de seneste begivenheder i Tyrkiet også sætter forholdet til Europa på prøve. Et opgør om fortiden kan således give en væsentlig lejlighed til at positionere sig politisk.

Den tyrkiske præsident, Recep Erdogan, fik tilbagetrukket Tyrkiets ambassadør i Berlin og offentligt kritiseret Rigsdagens beslutning. Det samme skete, da Sverige i 2015 anerkendte overgrebet på armenierne som et folkemord, og senest har paven også bakket op om Rigsdagens beslutning.

Men det er en anderledes sag, når det kommer til Tyskland. Ikke nok med at der i Tyskland bor mange af tyrkisk herkomst, tysk historie er også en central faktor. Erdogan tog til genmæle ved at påpege Tysklands egen mørke fortid. Ikke kun Holocaust, men også den systematiske udryddelse af herero- og nama-folket i Namibia i 1904-08.

Efterfølgende har Tyskland nu igangsat forhandlinger med Namibia om detaljerne for en officiel anerkendelse og undskyldning. Men folkemordet i Namibia er et 'glemt' sår i Tysklands allerede mørke fortid, der kan genvække en historisk skyldfølelse.

Tyrkiets modangreb har nok ikke haft som formål at opnå retfærdighed for herero eller nama­folket, men rettere at underminere Rigsdagens beslutning og ramme et ømt punkt i den tyske selvforståelse.

Spørgsmålet, der står tilbage, er dog, hvorvidt sådanne udlægninger stemmer overens med de historiske fakta om Tysklands fortid som kolonimagt i Namibia?

Tyskland som kolonimagt – en plads i solen

Forskning i tysk kolonihistorie er et relativt nyt område for historikere. Det har nu altid været der, men det er kun inden for de seneste 15 år, at det for alvor er begyndt at fange opmærksomheden grundet en stigende interesse i at udforske globaliseringen i et historisk lys.

Som den nye stormagt i det centrale Europa ville Tyskland i slutningen af 1800-tallet også have kolonier ligesom de øvrige stormagter som Storbritannien og Frankrig. Namibia blev derfor i 1884 til Tysk Sydvestafrika. Men det tog mange år, før den tyske tilstedeværelse for alvor satte igennem.

Formålet med Namibia var at oprette en nybyggerkoloni lig for eksempel Australien eller Canada. Tyskland mistede hvert år tusinde immigranter til USA, og derfor håbede man, at disse i stedet kunne henledes til Namibia og fortsat være en del af det tyske rige.

Desuden var der mange ideologiske ambitioner, som eksempelvis idéen om lebensraum, som samfundskritikeren Philip Ratzel kaldte det i 1896.

Namibia blev dog aldrig til en særlig attraktiv koloni. Der var få ressourcer, og landet var for stort til, at de få udstationerede tyskere kunne administrere det. Der boede kun et par tusinde nybyggere, hvoraf briter og boere (og sågar en håndfuld danskere) udgjorde en betydelig del af den samlede befolkning.

Herero-nama krigen

Tysk styre i Namibia var altså meget svagt, grundet de få nybyggere og den lille økonomiske interesse i kolonien. Men gradvis havde man sat sig på indlandet, og lokalbefolkningen blev ofre for et regime, hvor pisk, tortur og mord var hverdag. Derfor gik herero-folket i oprør i begyndelsen af 1904.

Som modsvar sendte Tyskland forstærkninger anført af General Lothar von Trotha til Namibia for at nedkæmpe opstanden.

Trothas strategi med totalkrigsførelse opslugte kolonien i en spiral af vold og overgreb. Efter at have presset hereroerne tilbage, kulminerede det i 'slaget' ved Waterberg i august 1904. Her blev oprørerne ofre for en massakre for de tyske maskingeværer og artilleri.

Men det var ikke enden på konflikten. I det sydlige Namibia var nama-folket nu også gået i opstand, og det skulle vise sig at være en langt hårdere prøvelse for tyskerne.

Med guerillastrategier gjorde namaerne det svært for tyskerne at bruge deres maskingeværer og artilleri. Modstandsfolk som Jakob Marengo blev ved med at falde tyskerne i baghold og undgik direkte konfrontationer. Krigen trak derfor ud til 1907, med store tab på begge sider.

Fra total krig til folkemord

Efter slaget ved Waterberg udstedte von Trotha den såkaldte udryddelsesordre, der befalede tyske soldater at skyde enhver herero på stedet.

Mange var imidlertid flygtet ind i den tørre Omaheke-ørken, hvor de fleste døde af sult og tørst. Enkelte nåede dog til grænsen til det britisk-kontrollerede Bechuanaland-protektorat (Botswana).

Med udryddelsesordren viste von Trotha en direkte intention om at udrydde et helt folkefærd. Da namaerne også gik i opstand, udvidede Trotha ordren til også at gælde dem.

Som modsvar til guerillakrigen, og for at få kontrol over de spredte hereroer, indførte tyskerne en ny taktik. Efter britisk forbillede fra den anden Boerkrig (1899-1902) oprettede man nu koncentrationslejre.

Ifølge FN's folkemordskonvention fra 1948, der blev oprettet i kølvandet på Holocaust, er én af grundpræmisserne for, hvad der karakteriserer et folkemord, at intentionen om at udrydde et bestemt folkeslag er til stede.

På trods af, at konventionen er næsten 40 år senere end tragedien i Namibia, er der altså tydeligt bevis for, at det kan anses som et folkemord. Den historiske debat har da også i den seneste tid gradvist opnået konsensus om, at det i et eller andet format var folkemord eller massevold.

Holocausts forgænger?

Den måske mest fremtrædende tendens, når det kommer til folkemordet i Namibia, er, at det anses som en forløber til Holocaust. Folkemordet blev ikke kun udført af tyskere, men indeholder også andre centrale paralleller som koncentrationslejre og racisme.

I slutningen af 1800-tallet havde socialdarwinismen og racevidenskaben været med til at danne et billede af afrikanerne som ''naturvölker'' (naturmennesker). De var på et stadie mellem dyr og mennesker, ude af stand til at have en kultur. Herero- og namakranier blev sendt tilbage til Tyskland til frenologiske formål. Kranierne blev først i 2011 tilbageleveret til Namibia.

Denne dehumanisering var med til at legitimere undertrykkelsen og senere volden. Samtidige tyske kolonieksperter mente dog, at hereroerne skulle omdannes til en form for arbejderklasse for at få gang i koloniens økonomi gennem billig arbejdskraft. Som resultat blev fangerne i koncentrationslejrene udnyttet under nærmest slavelignende tilstande.

Nazismen og dens forbrydelser er det altoverskyggende tema i tysk historieskrivning. Alt efter 1945 bliver i forskellig udstrækning ofte set som en konsekvens af nederlaget i 2. Verdenskrig. Alt før da bliver ofte set som et skridt på vejen til nazismen og Holocaust. Der er en tendens til, at ''alle veje fører til Hitler''.

Namibia er ingen undtagelse. Tesen 'fra Windhoek til Auschwitz' har været dominerende for, hvilken kontekst folkemordet er blevet analyseret i. Derfor er det blevet holdt inden for en tysk historisk ramme, der er knyttet til Sonderweg-tesen, der hævder, at Tyskland fra starten tog en ''speciel'' vej, der determinativt resulterede i nazismen.

Tyrkiets seneste kritik er en forlængelse af Sonderweg-tesen. Denne tyske ''unikhed'' om, at man er særlig ondskabsfuld, og historien deterministisk har ledt op til nazismen, gør, at Tyskland ifølge Tyrkiet ikke har den moralske anciennitet til at anerkende det armenske folkemord.

Ved at videreføre denne unikhed bagud til Namibia, understreges det dermed, at Tyskland har endnu et mørkt kapitel i sin fortid, der peger på en exceptionalisme.

Vejen ud af nazi-skyggen

Inden for historieskrivingen er der dog opstået et opgør med denne tendens. I stedet for at anskue det inden for et historisk narrativ, der er en forlængelse af tysk nationalhistorie, er man nu begyndt at analysere det i en bredere kontekst i samtiden.

I stedet for paralleller til naziregimet ca. 40. år senere, hvor centrale begivenheder som 1. Verdenskrig bliver marginaliseret, bliver der i større grad draget paralleller til andre kolonikrige og eksempler på massevold.

Et fremstående eksempel er Congo Fristaten, hvor lokalbefolkningen blev ofre for Kong Leopold II af Belgiens rædselsregime.

Historier om afhuggede hænder, afbrændte landsbyer og systematisk vold har længe været kendt her og har dannet rammerne om populære værker som Adam Hochschilds ''Kong Leopolds Spøgelser'', samt filmen ''Dommedag Nu'', som er baseret på Joseph Conrads bog ''Mørkets Hjerte''.

Billedet af den ''unikt grusomme'' tyske kolonist kom først efter 1. Verdenskrig, hvor briterne offentliggjorde en rapport, hvori folkemordet i Namibia blev udlagt. Her underspillede man den britiske rolle, mens man fremhævede den tyske brutalitet for at gennemføre en konfiskering af tyske kolonier (ikke kun Namibia, men også Samoa, Ny Guinea, Togo og Tanzania).

Min egen forskning sammenligner denne rapport med samtidige reaktioner på folkemordet i Namibia, samt briternes egen kolonikrig i Rhodesia (Zimbabwe) i 1896.

Her kan det belyses, hvordan krig og vold blev opfattet af britiske embedsmænd både i London og Sydafrika. Kortfattet var briterne ikke blot velvidende om folkemordet; de hjalp til tider også tyskerne og var selv i færd med at udføre brutaliteter.

Alle veje fører ikke til Hitler

Inden 1- Verdenskrig blev den tyske kolonialisme anset som voldeligt og brutalt af mange. Men det var ikke anset som uacceptabelt som for eksempel den portugisiske. Folkemordet blev altså i 1918 fremlagt som symptomatisk for tysk kolonialisme for at opnå politiske interesser, på trods af at man havde vidst, hvad tyskerne havde lavet i over 10 år.

En anden kontekst til folkemordet er knytningen til apartheid-systemet. Aktivisten Michael Scott kæmpede i 1950'erne for Namibias uafhængighed ved at vise, hvordan det sydafrikanske styre i Namibia blot var en videreførsel af tysk kolonialisme.

Ikke nok med, at man dækkede over fortidens grusomheder, man havde også bevaret den tyske reservatpolitik, hvor den afrikanske befolkning blev afskåret til at bo i nogle bestemte områder.

Der er altså både mere plausible paralleller i samtiden, samt mere indsigstfulde kontekster i regionen, som gør udlægningen af tysk kolonialisme som exceptionel tvivlsom.

Derfor bør man modstå fristelse til at se folkemordet i Namibia som en forløber til Holocaust. At to begivenheder har paralleller betyder ikke, at de er i sammenhæng, eller at den ene fører til den anden.

Der findes naturligvis kontinuitet i historien, men den er som oftest subtil og ubevidst. At trække en direkte linje ud fra bagklogskabens lys er derfor ikke en historisk korrekt eller indsigtsfuld tilgang til fortiden, men en oversimplificering, hvor spørgsmålet om nazismens rødder overgår enhver interesse i kolonialismen og folkemordet i sig selv.

Tyrkiets anklage mod Tyskland er historisk ukorrekt

Tyrkiets Erdogans seneste modoffensiv er altså en gengivelse af denne oversimplificering, da den har mere slagkraft rent politisk og moralsk.

Men hele præmissen for dette, omend den stadig er populær, er gammeldags og historisk ukorrekt. Folkemordet i Namibia, som den menneskelige tragedie det var, bør ses i kontekst i sammendrag med andre kolonikrige og overgreb og ikke som led i en tysk unikhed og bestemt vej til 1933.

Det bliver derfor et nøglepunkt i forhandlingerne mellem Tyskland og Namibia, om hvilken historisk udlægning der bliver grundlaget for en officiel undskyldning.

Enten kan det blive en særskilt anerkendelse, eller også køber man ind på den mere populære version og rykker skylden for Holocaust længere tilbage og til et nyt sted. Med andre ord, om det bliver den historiske eller politiske version, der bliver taget i brug.