I Danmark er ligestillingsdebatten tit oppe at vende.
TV-vært Sofie Linde er lige stået frem med sin personlige historie om sexchikane. Samtidig har regeringens vedtagelse af en ny voldtægtslov også sparket liv i debatten.
Men hvordan ser det egentlig ud med ligestillingen, hvis man tager de globale briller på?
»Ligestillingen halter en række steder,« vurderer Anette Borchorst, leder af Institut for Politik og Samfund på Aalborg Universitet, der oplister problemerne:
»Manglende uddannelse er en stor udfordring i en række lande, heriblandt i Afrika. Dernæst er kvinders manglende reproduktive rettigheder afgørende. Vold er også et problem, sådan helt universelt. Samtidig er der stadig store udfordringer med at få flere kvinder ind i politik.«
\ Serie om verdensmålene
I en artikelserie vurderer forskere, hvordan det går med at nå i mål med FN’s Verdensmål for bæredygtig udvikling – hvad er de væsentligste problemer, og hvordan kan de løses?
I denne artikel zoomer vi ind på mål nummer 5: Ligestilling mellem køn
Selvom Afrika er et kæmpekontinent med et væld af forskellige lande og kulturer, må store dele af kontinentet se meget langt efter at komme i mål med FN’s femte verdensmål om ligestilling, lyder det fra en Afrika-forsker. Kvindelig omskæring, dårlige uddannelsesmuligheder og ingen juridisk identitet er bare nogle af problemerne.
I artiklen her gør de to forskere status på ligestillingen i verden med særligt fokus på Afrika, udpeger de største problemer og giver et bud på, hvordan vi kan løse dem.
Flere kvinder er i skole og i arbejde
Starter vi med at se på ligestillingen på verdensplan, er der fremgang på flere punkter, fremgår det af hjemmesiden for FN’s verdensmål:
- Flere piger end nogensinde går nu i skole sammenlignet med for 15 år siden.
- De fleste regioner har opnået ligestilling mellem kønnene i underskolen.
- Kvinder udgør nu 41 procent af den betalte arbejdsstyrke udenfor landbruget, sammenlignet med 35 procent i 1990.
World Economic Forums lighedsindeks viser samme tendens. Den globale ligestillingskløft er mindsket med fire procentpoint, siden det første indeks blev udgivet i 2006.
Der er bare det ‘aber dabei’, at med det nuværende tempo vil der ifølge indekset gå 99,5 år, inden vi opnår fuld ligestilling i verden, hvilket står i kontrast til FN’s ambitioner om at indfri det femte verdensmål om ligestilling inden 2030.
Men et komplet overblik over udviklingen indenfor ligestilling i verden får vi nok aldrig.
Nogle steder er dataen sparsom og fejlbehæftet, og der er forskel på, hvordan forskellige lande måler frem- eller tilbagegangen.
\ Læs mere
\ Om FN’s verdensmål
FN’s verdensmål for bæredygtig udvikling er 17 konkrete mål og 169 delmål, skal sikre en mere bæredygtig udvikling for mennesker og planeten.
Målene forpligter alle FN’s 193 medlemslande til bl.a. at afskaffe fattigdom, sikre ligestilling mellem kønnene, bekæmpe klimaforandringer og støtte fredsskabende initiativer inden 2030.
Målene blev vedtaget af verdens stats- og regeringsledere på et FN-møde i 2015, og trådte i kraft d. 1. januar 2016.
Kilde: Verdensmaalene.dk
Afrika har store udfordringer
Zoomer vi ind på Afrika, er der »enorme udfordringer i forhold til at nå Verdensmål fem,« lyder vurderingen fra Afrika-forsker Toke Møldrup Wolff.
Det er umuligt at generalisere over et helt kontinent, og det er svært at stemple hele Afrika som værende ‘foran’ eller ‘bagud’ på vejen mod ligestilling, men kvinders adgang til uddannelse og ret til abort og prævention er ekstremt begrænset.
I mange afrikanske lande har man, udover staten, også traditionelle institutioner, som har dybe rødder i lokalsamfundet. De kan udgøre en stor udfordring for ligestillingen.
»De er oftest, hvis ikke altid, patriarkalsk funderet, og fordi det er mændene, der dominerer institutionerne, er det også ofte dem, der nyder godt af den privilegerede position, der følger med« fortæller Toke Møldrup Wolff, adjunkt ved Centre of African Studies på Københavns Universitet.
Institutionerne eller klanerne i Afrika er næsten altid domineret af mænd, som arver autoritet. De kan være så stærke, at de kan erklære krig, indsamle skat og bestride domstole, og deres styre stiller kvinderne svagt.
»Det patriarkalske system kan for eksempel ses i Somalilands (selverklæret uafhængig stat indenfor Somalias grænser, red.) klanlovgivning, hvor et mord på en kvinde straffes med en kompensation på 50 kameler til hendes familie. Hvis der sker et mord på en mand, skal offerets familie kompenseres med 100 kameler,« fortæller Toke Møldrup Wolff, og fortsætter:
»Hvis en kvinde bliver voldtaget, så er strafferammen for manden, som har begået voldtægten, at han skal giftes med og forsørge sit offer. De mandlige klanledere anser ikke dette som en straf for kvinden, men der er jo en grund til, at mange kvinder ikke tør fortælle om sådanne overgreb.«
Ret til uddannelse, prævention og abort er vejen til ligestilling
Hvis vi vil ligestillingskløften til livs, er det »helt, helt afgørende« at kæmpe for, at flere kvinder får uddannelse og ret til prævention og abort, mener Anette Borchorst.
\ Red Verden
I en konstruktiv serie undersøger Videnskab.dk, hvordan mennesket kan redde verden.
Du kan debattere løsninger og både få og give gode råd i vores Facebook-gruppe Red Verden.
»I halen af analfabetisme kommer fattigdom, og der er stadig flere islamistiske lande, hvor uddannelse er forbeholdt drenge, og hvor Taleban angriber skoler. Jeg kan ikke understrege nok, at hvis du skal holde kvinder nede, så er manglende uddannelse en god måde at gøre det på,« lyder det.
Ingen uddannelse betyder ofte, at det er svært for kvinder at tjene penge og opnå økonomisk uafhængighed. Ringe indtjening er også konsekvensen af manglende adgang til prævention og abort.
»Hvis kvinder er gravide, føder og ammer hele tiden, så har de ingen mulighed for at blive økonomisk selvstændige. I Danmark så vi en markant udvikling, hvor kvinder begyndte at få mellemlange og lange uddannelser, og en af forklaringerne var frigivelsen af p-pillen i 1966,« siger Annette Borchorst.
Hun har skrevet om den danske udvikling i perioden og beskriver et »enormt sammenfald« mellem p-pillens frigivelse og kvinders uddannelsesniveau. En tendens, der også er velunderbygget i forskningen udenlands.

Udviklingsbistand skal øremærkes til ligestilling
Men hvad skal vi gøre for, at flere af verdens kvinder får en uddannelse og selvbestemmelse over egen krop?
Spørgsmålet er svimlende stort, men faktisk har Anette Borchorst flere bud på, hvor vi skal starte.
Først og fremmest kan udviklingsbistand højne kvinders udviklingsniveau og økonomiske selvstændighed, mener Anette Borchorst. Det er dog afgørende, at pengene er øremærkede til det formål.
»Problemet er, at vi er oppe imod en række regimer og styrer, der sætter dagsordenen i nogle lande. Nogle stater i Afrika er svage og klanstyrede, og i lande som Indien og Pakistan har kvinder meget lav status og er frem for alt de dårligst stillede« siger hun.
Du kan diskutere løsninger på verdens store problemer i Videnskab.dk’s populære Facebook-gruppe Red Verden. Den er åben for alle.
Forstå lokalområdet, før der køres frem med forbud
Både når det gælder uddannelse, men også adgang til prævention og abort, handler det om at alliere sig med de lokale.
»Hvis man holder sig til forbud, vil den lokale kulturelle praksis bare fortsætte. Lokale sundhedsaktører skal uddannes og oplyse om prævention og abort. Kulturel praksis ændrer sig kun, hvis man kommer i dialog,« siger Annette Borchorst.
En alliance med de toneangivende figurer i et lokalsamfund kan vende folkestemningen.
Jordemødre, der udfører omskæringer, eller imamer, der udstikker regler og normer for, hvordan de lokale kvinder skal opføre sig, er et oplagt sted at starte, mener hun.
\ Læs mere
Udviklingsprojekter har brug for lokale kompetencer
Udviklingsbistand kan sagtens være en vej til øget ligestilling i Afrika, men uden et blik for omstændighederne i det lokalområde, det handler om, kommer man ikke langt.
»Der ligger store muligheder i at fokusere bistand på ligestilling, men samtidig må man bare sige, at der er lokale dynamikker, der er ekstremt uheldige, når det kommer til at gøre op med ulighed. Det kommer an på, hvor på kontinentet man kigger hen, og selv indenfor de samme lande er der store forskelle,« siger Toke Møldrup Wolff og tilføjer, at klanlovgivning og stærke traditionelle institutioner eksisterer på tværs af religiøse skel i hele Afrika.
Dansk Flygtningehjælp har været med til at lave flere udviklingsprojekter i Somalia. Her har de trukket på Danmarks somaliske mindretals værdifulde indblik i de lokale dynamikker, og det er en god måde at udvikle målrettede løsninger, der styrker ligestillingen lokalt.
»Lige så velmenende, vi kan være i Vesten, så giver diaspora-miljøet (mindretallet, red.) en helt anden adgang til at forstå og udfordre de her strukturer,« mener Toke Møldrup Wolff.