De, der når toppen som børn, er sjældent også de bedste som voksne

Det lyder umiddelbart logisk: At personer, der tidligt finder deres 'ting' som børn – og øver og øver og øver – er de samme, der ender med at vinde verdensmesterskaber og modtage nobelpriser som voksne.

Men sådan forholder det sig ikke, ifølge en ny metaanalyse.

Da forskerne samlede 19 studier med data fra næsten 35.000 henholdsvis nobelprismodtagere og topudøvere inden for blandt andet sport, musik og skak, fandt de et tydeligt mønster.

Gruppen af unge topudøvere var ikke den samme som gruppen af toppræsterende voksne. Kun 10 procent af dem, der præsterede på absolut topniveau i barndommen og teenageårene, gjorde det også som voksne.

De øvrige, altså omkring 90 procent af dem, der nåede podiet i voksenalderen, havde fundet deres felt mere gradvist.

»Resultaterne udfordrer den gængse forestilling om, at intensiv og stærkt specialiseret træning i barndommen er en forudsætning for at nå international topklasse,« siger professor Arne Güllich, en af forskerne bag studiet, til New Scientist.

At finde sin optimale aktivitet

Forskerne gennemgik også data fra 66 studier af unge atleter og såkaldte sub-eliteudøvere, altså personer, der befinder sig tæt på toppen, men ikke helt når det øverste niveau.

Fællesnævneren for de unge, der præsterede højt, var, at de specialiserede sig tidligt, trænede intensivt inden for én disciplin og markerede sig allerede i en ung alder.

For dem, der toppede som voksne, så billedet næsten omvendt ud.

De brugte tid på at finde ud af, hvad de egentlig brændte for, før de satsede målrettet. I barndommen brugte de mindre tid på ensidig, specialiseret træning og mere tid på forskellige aktiviteter. Først senere fandt de deres rette hylde og specialiserede sig gradvist.

Ifølge forskerne kan denne mere trinvise tilgang desuden mindske risikoen for, at karrieren bliver bremset eller afbrudt af skader, manglende motivation eller udbrændthed.

Vi gør ofte det modsatte

Siv Gjesdal er lektor ved Idrettshøyskolen i Oslo, Norge. Hun forsker blandt andet i motivation, idrætspsykologi samt børne- og ungdomsidræt.

Hun er ikke overrasket over resultaterne. Enkeltstudier har gennem længere tid peget i samme retning. Det nye er, at resultaterne nu er samlet i et større samlestudie.

»Det er sådan set velkendt, og jeg oplever også, at idrætsverdenen er ganske bevidst om det,« siger Siv Gjesdal.

»Derfor er det interessant, at vi samtidig ser, at man ofte gør det stik modsatte – nemlig satser meget tidligt og i en meget ung alder.«

Hun understreger dog, at studiet skal tolkes med forsigtighed.

»Mange, der udmærker sig som unge, klarer sig også godt som voksne. Der kan også være forskelle mellem forskellige idrætsgrene,« påpeger hun.

Handler om eliten

Men studiet handler ikke nødvendigvis om dig og mig. Det, der måles, er, hvordan det går dem, som allerede befinder sig i eliten inden for deres felt.

»Den slags studier bliver nogle gange brugt til at skabe en forestilling om, at alle børn kan blive verdensmestre, hvis de bare vil. Men studiet måler ikke bredden. De fleste af de enkeltstudier, der indgår, omfatter stort set ikke den brede gruppe,« siger hun.

I Norge har debatten om fodboldakademier raset de seneste år. Målet er at identificere de største talenter helst så tidligt som muligt så træning og professionalisering kan sættes i system. Ifølge idrætsforskeren lægger private aktører samtidig pres på den organiserede idræt.

»Vi har været kritiske over for den udvikling, vi ser, hvor stadig yngre børn bliver rekrutteret,« siger Siv Gjesdal.

»Det handler om vækst og modning, men også om ungdomstid og interesse. Hvorfor er mange af dem, der er dygtige tidligt, ikke nødvendigvis blandt de bedste senere? Skyldes det belastning over tid, skader, eller at man brænder ud efter at have været så intenst i gang fra en tidlig alder?« spørger hun.

Det nye studie er dog ikke nødvendigvis en kritik af akademierne.

»Resultatet betyder, at vi ikke på forhånd ved, hvem på akademierne der ender med at blive bedst. Men alt tyder på, at nogle af dem, der spiller på de bedste hold, også bliver de bedste, sådan som systemet er indrettet i dag. Det behøver bare ikke være dem, der skiller sig mest ud tidligt,« siger hun.

En kortlægning fra Norges TV 2 sidste år viste, at over 90 procent af spillerne i de mest ressourcestærke klubber i Norge havde været en del af et akademi.

Dem, der lykkes, er lykkelige

»Det udfordrer forestillingen om vidunderbørn,« siger Nils Harald Sødal.

»At et barn præsterer på højt niveau, er ikke en garanti for, at det også bliver en succes senere.«

Nils Harald Søda har selv været højt præsterende musiker og var i flere år solist ved Den Norske Opera. I dag er han professor ved Universitetet i Agder og forsker i præstationspsykologi.

Resultaterne fra hans ph.d. understøtter en af hovedpointerne i det nye studie: Vigtigheden af at finde en disciplin, man oprigtigt holder af.

»Jeg interviewede flere af Norges fremmeste topudøvere og kunstnere, og den mest iøjnefaldende fællesnævner var, at de, der har haft succes, er glade for det, de laver,« siger Nils Harald Søda.

»Så enkelt er det. Der er stort set ingen undtagelser; især ikke, hvis man skal præstere over lang tid. Den vigtigste succesfaktor er at trives med det, man gør.«

Men måske skal man alligevel tidligt i gang

Nils Harald Sødal mener, at trænere og undervisere bør have større fokus på læringsglæde og udvikling frem for rangordning og tidlig udskillelse.

Samtidig peger han på et dilemma: Hvis man vil leve af at spille et instrument, kan det være nødvendigt at begynde tidligt.

»Musikalsk udviklingsteori er ret entydig på det punkt: Man skal tidligt i kontakt med sit instrument,« siger han.

»Jeg tror ikke, vi i dag har professionelle instrumentalister, som ikke trænede intensivt fra en tidlig alder. Det samme gælder i fodbold: Spillere med en grundlæggende, internaliseret teknik har typisk lagt fundamentet, da de var fem-seks år gamle. Så det at begynde tidligt … det kommer vi næppe uden om.«

Opfordrer børn til at prøve lidt af hvert

Forskerne mener, at deres resultater bør få konkrete konsekvenser i praksis.

Hvis eliteskoler og træningsprogrammer optager unge på baggrund af tidlige præstationer, bør de være opmærksomme på, at det ikke nødvendigvis er de samme personer, der når toppen som voksne, skriver forskerne i den videnskabelige artikel.

I stedet bør man rette blikket mod dem, der ligger over gennemsnittet, træner flittigt, men ikke ensidigt eller ekstremt, og samtidig kan vise, at de har bredde i deres aktiviteter.

Fodboldtrænere kan for eksempel opmuntre spillere til også at prøve tennis eller basketball. Og en klaverlærer kan foreslå, at eleven eksperimenterer lidt med violin.

»Jeg ved ikke, om det er trænerens opgave at opfordre børn til at lave alt muligt andet,« siger Siv Gjesdal.

»Men de bør i hvert fald ikke forhindre det. Og det er vigtigt at skabe rammer, så børn kan dyrke flere aktiviteter så længe som muligt.«

Hvis børnene altså selv har lyst, understreger hun.

»Hvis et barn elsker én bestemt idræt og virkelig vil fordybe sig i den, er det ikke nødvendigvis hensigtsmæssigt at presse dem over i noget andet.«

©Forskning.no. Oversat af Stephanie Lammers-Clark. Læs den oprindelige artikel her.