Danmarkshistorien digitaliseres: Se de historiske billeder her

I den digitale tidsalder er alt kun et par klik væk – det gælder også unikke billeder fra Danmarkshistorien, som tidligere har været gemt væk i støvede arkiver og fysiske biblioteker.

Senest har Det Kongelige Bibliotek gjort 6.500 historiske billeder fra 1536 til 1917 tilgængelig på deres database.

Videnskab.dk forpasser ikke muligheden for, med udgangspunkt i Det Kongelige Biblioteks nydigitaliserede samling, at give dig en digital gennemgang af Danmarkshistorien i den tumultariske periode fra Reformationen til salget af de Dansk Vestindiske øer.

1534-36: Grevens Fejde

København er under belejring!

Det er svært at forestille sig i dag, men af mange historikere betragtes Grevens Fejde som den sidste borgerkrig i Danmarks historie. 

Krigen er en blanding af en simpel tronfølgestrid og en ulmende religionskonflikt i den kristne kirke, der hærgede Europa, efter Martin Luther i 1517 sømmede sine 43 berømte teser op på en kirkedør i Wittenberg.

På den ene side kæmpede den ene Christian, hertug Christian af Slesvig-Holsten, der var lutheraner og havde adelen på sin side, mod en anden Christian, kong Christian II, der havde støtte hos almuen.

Krigen startede i Hansestaden Lübeck, hvorfra Christian II's håndlanger, Grev Christoffer af Oldenburg, som konflikten er opkaldt efter, i maj 1534 angreb Holsten.

Siden da fortsatte krigen i store dele af Danmark – helt fra Jylland til Skåne. Det endte med, at hertug Christian af Slesvig-Holsten, der havde støtte fra Jylland, Sverige og Preussen, slog Christian II og Grevens tidlige fremstød tilbage og vandt krigene og den danske trone.

8. marts 1535 lod hertug Christian af Slesvig-Holsten sig krone i Viborg, og han er siden blevet kendt som Christian III.

1536: Reformationen indføres

Som et direkte resultat af Christian III's sejr blev de katolske bisper i landet fængslet.

Senere på året blev Reformationen officielt indført i Danmark med recessen af 30. oktober 1536.

Siden da har Danmark været et protestantisk land.

1563-70: Den nordiske syvårskrig

Et turbulent århundrede fortsatte.

Denne gang var det dog ikke interne stridigheder, der afkrævede krig og ødelæggelse, men den evige fjende – svensken til øst.

4. september 1563 blev den afgørende gnist i en allerede ulmende konflikt tændt ved et flådesammenstød på Østersøen, da et dansk skib ramte et truende svensk admiralskib med et varselsskud.

Det Dansk-norske Rige havde forinden vist interesse i at genskabe Kalmarunionen og forene de nordiske kongeriger under et.

Svenskerne havde dog et modstridende ønske om at dominere hele Norden og åbne søvejen gennem Østersøen, Øresund og Danmark, så måske ventede man bare på en undskyldning for at begynde sin ekspansion.

Krigen varede syv år (heraf navnet), og kampen foregik primært i Skåne og Sydnorge.

Ved krigens afslutning var enorme mængder civile blevet dræbt. 100.000 af en befolkning på 700.000 svenskere menes at have mistet livet.

Freden blev underskrevet 15. juli 1570 i den polsk-tyske havneby Stettin på den tyske kejsers initiativ.

1618-48: Trediveårskrigen

Fra 1618 – små 100 år efter Luthers teser ruskede i Europa – rasede kampene mellem protestanter og katolikker fortsat på kontinentet.

Danmark gik ind i krigen på den protestantiske side i 1625, da Christian IV blev valgt som hærfører for de nordtyske protestantiske stater.

Han samlede en hær på 20.000 mænd, og 17. august 1626 drog han således i krig mod den katolske fjende ved Lutter am Barenberge i Nordtyskland.

Slaget endte med et kæmpe nederlag til Christian IV og hans protestantiske tropper.

Christian IV mistede prestige, og den danske økonomi blev bragt i knæ. I 1629 var han tvunget til at underskrive freden i Lübeck.

Med den mistede han magten over enkelte nordtyske områder, men fik lov til at beholde Jylland. Han lovede desuden, at han ikke ville blande sig i krigene fremover.

For at bringe orden i økonomien skruede Christian IV kraftigt op på tolden i Øresund og Elben – to vitale handelsruter, der var på danske hænder.

Det irriterede de andre handelsnationer i Europa, og selvom Christian IV havde afsagt et løfte om at holde sig ude af krigen, blev han altså halet ind i den igen.

13. december 1643 angreb svenskerne med cirka 16.000 tropper i Holsten. Svenskerne blev støttet af Nederlandene, og pludselig lå Christian IV i krig med gamle protestantiske venner.

Fejden resulterer i nogle gedigne søslag. Mest kendt er søslaget på Kolberger Heide, hvor Christian IV blev blind på sit ene øje.

Scenen er siden gjort uforglemmelig i Danmarkshistorien med Johannes Ewalds kongesang – vores anden nationalsang – 'Kong Christian stod ved højen mast' i 1778, og et monumentalt guldaldermaleri af Wilhelm Marstrand, der i dag kan ses i Roskilde Domkirke.

1659: Stormen på København

Danmark kom igen-igen i krig med svenskerne.

Man havde ellers lige underskrevet freden i Roskilde i februar 1658, men den var Karl X Gustav af Sverige ikke tilfreds med, og han besluttede sig for at indtage København en gang for alle.

Den svenske hær gik i land ved Korsør med 4.400 fodfolk og 1.200 ryttere 7. august 1658. De nåede Valby Bakke 11. august og herefter slog de lejr omkring den såkaldte Carlstad – det, der i dag er Brønshøj og Utterslev.

I 1658 og to år frem var København omringet af et svensk jerngreb. Under belejringstiden havde svenske spioner udset sig fæstningens svageste punkter – den nye, og endnu ikke færdigbyggede, Østervold, der lå omkring Øster Voldgade i dag.

Der blev brygget på et angreb, og 11. februar 1659 rasede svenskerne endelig ind i det belejrede København fra deres udgangspunkt i Brønshøj.

Danske spioner havde forinden fundet ud af, at angrebet vil finde sted natten mellem 10. og 11. februar, så danskerne var beredte.

Hovedangrebet blev rettet mod Slotsholmen, men københavnerne modstod flere angrebsbølger.

Ved fem-tiden om morgenen opgav svenskerne og trak sig tilbage. Angrebet er siden blevet kendt som Stormen på København.

1660: Enevælden gennemføres

Freden mellem Danmark og Sverige blev underskrevet 26. maj 1660, og Danmark måtte afgive Skåne, Blekinge og Halland.

Krigen satte Danmark på fallittens rand. Derfor blev der kaldt til stændermøde i København for at få styr på rigets økonomi.

Her blev det bestemt, at Danmark skulle gå fra valgkongedømme, hvor kongen bliver valgt af rigsrådet, til arvekongedømme og enevælde, så tronen i stedet går i arv, og kongen får uindskrænket magt.

1728: Københavns brand

20. oktober 1728 brød en brand ud fra en beboelsesejendom ved Vesterport – omtrent hvor Politikens Hus ligger i dag.

Branden varede tre dage og lagde det meste af det indre København i aske.

I alt 4.087 huse, seks kirker, store dele af universitetet og en række andre offentlige bygninger blev brændt ned.

Branden var en væsentlig årsag til, at der ikke er mange spor af middelalderens København i nutiden.

1733: Stavnsbåndet indføres

I 1733 gennemtrumfede kong Christian VI en lov, der bandt alle mænd i alderen 14 til 36 år til det gods eller den herregård, hvor de var født.

Loven blev kendt som Stavnsbåndet.

Stavnsbåndet blev indført, fordi Danmark stod overfor en landbrugskrise. Samtidig flyttede flere og flere fra landet til byen, og derfor var det vigtigt at sikre arbejdskraften i landbruget.

Senere i 1700-tallet spirrede oplysningstanken, hvilket satte stavnsbåndet til debat, og det blev ophævet allerede i 1788 som følge af nye landboreformer.

1772: Struensee henrettes

Som et andet led i den blomstrende oplysningstanke fandt en af Danmarkshistoriens mest berømte henrettelser sted:

Henrettelsen af Johann Friedrich Struensee, kong Christian VII's tyske livlæge, og en af de mest centrale skikkelser i den danske oplysningshistorie.

Han var en omstridt figur. Ikke kun på grund af hans lidt for idealistiske oplysningsideer, men også på grund af hans sprængfarlige affære med dronning Caroline Mathilde – Christian VII's kone.

Om morgenen 28. april 1772 på Østerfælled – omkring Fælledparken i dag – blev Struensee halshugget foran 30.000 af de i alt 70.000 mennesker, der på den tid boede i København, som tilskuere.

Om det var på grund af sine politiske ideer eller sin affære med dronningen, strides historikere stadig om.

1801: Slaget på Reden

Vi befinder os i nogle turbulente år i europæisk historie.

Oplysningen nåede kogepunktet, da Den Franske Revolution blev indledt i 1789. Revolutionen efterlader mere eller mindre hele det europæiske kontinent i en række storkrige – de såkaldte revolutionskrige, der senere udviklede sig til Napoleonskrigene.

I 1801 dominerede Napoleon store dele af det europæiske kontinent, mens Danmark-Norge sammen med Sverige, Preussen og Rusland befandt sig i en forholdsvis komfortabel og neutral position.

Passiviteten overfor Napoleon fik briterne til at skælve.

De var ikke mindst bange for truslen mod deres dyrebare flåde. Derfor besluttede de sig for 12. marts 1801 at stævne ud med flåden og gå til kontraangreb.

Angrebet blev rettet mod Danmark-Norge – mere præcist København – og tidspunktet var ikke tilfældigt. Det meste af den dansk-norske flåde lå på land efter vinteren, mens den russiske flåde i øst var afskåret bag enorme lag is.

Danmark-Norge forberedte sig på angrebet ved lægge en forsvarslinje af skibe ud ved Københavns Red – den første ankerplads udenfor havnen.

2. april 1801 blæste briterne til angreb. Det er stadig usikkert, hvor mange der egentlig døde – tallene varierer mellem 1.135 til 2.215 og sårede, og historikere er også uenige om, hvem der vandt det egentlige søslag.

Det er dog sikkert, at Kronprins Frederik VI under slaget accepterede en våbenhvile, der var foreslået af den britiske viceadmiral Lord Nelson.

Våbenhvilen førte til fredsforhandlinger, der endte med, at Danmark-Norge trak sig ud af neutralitetsforbundet med Sverige, Preussen og Rusland og sluttede fred med briterne 23. oktober 1801.

1807: Københavns bombardement

Ak ja, freden er sød, så længe den varer.

Kun seks år efter fredsslutningen med briterne, regnede det med raketter fra sundet og ind over København. På den affyrende side stod briterne.

Københavns bombardement var endnu en brik i Napoleonskrigene, der blev kendt som Englandskrigene i Danmark.

Briterne var nemlig nervøse for, at Napoleon og franskmændene, der lå i krig med briterne, vil overtage den mægtige danske flåde.

Danmark havde nemlig siden Slaget på Reden været i alliance med Napoleon.

Derfor sendte Storbritannien i juli 1807 en invasionsflåde mod Øresund for at snuppe flåden inden Napoleon.

16. august strøg briterne forbi Vedbæk uden modstand fra dansk side, og 1. september bad de altså danskerne om at overgive sig og udlevere flåden.

Den øverste danske kommandant Ernst Peymann reagerede dog ikke.

Klokken 19.30 2. september begyndte bombardementet. Det varede 12 timer i første omgang, men det fortsatte i flere lange stræk de næste par dage.

Først 6. september blev flåden udleveret efter voldsomme tab og en totalødelæggelse af København.

Danmark mistede dermed forudsætningerne for at beskytte sin søhandel, og det var slutningen på den periode, der havde gjort København til en af de vigtigste byer i Østersøområdet.

1849: Danmarks Riges Grundlov

Den tumultariske begyndelse på 19. århundrede i Danmarks historie fortsatte med 'Statsbankerotten' i 1813, det utilfredse hertugdømme Holsten, der ønskede en løsrivelse og en voksende nationalliberal klasse, der kritiserede den enevældige kongemagt.

Christian VIII døde 20. januar 1848, men forud for sin død havde han pålagt sin søn Frederik VII at indføre en forfatning for helstaten Danmark – det vil sige kongeriget, kolonierne og hertugdømmerne Slesvig, Holsten og Lauenborg.

Frederik VII handlede hurtigt efter sin fars forordninger. Kun en uge efter, han fik kronen, lavede han et forfatningsudkast, hvori han foreslog et fælles rigsråd for kongeriget og hertugdømmerne

Den nye bevægelse af nationalliberale politikere var dog ikke tilfredse med kongens udkast. De ønskede en mere demokratisk forfatning (med lige valgret og frie borgerrettigheder) og en mere nationalistisk udenrigspolitik, der blandt andet indebar, at man skulle indlemme Slesvig i det danske kongerige.

Med uenighederne var der lagt i ovnen til konflikt.

21. marts 1848 havde de liberale planlagt en stor demonstration, der skulle gå mod kongens bolig på Christiansborg. Her ville demonstranterne kræve, at kongens regering skulle gå af.

Frederik VII var dog kommet demonstranterne i forkøbet. Han havde allerede afskediget sine ministre. Dermed var der banet vej til en overgang fra enevælde til demokrati.

22. maj 1848 dannede man en koalitionsregering – det såkaldte Martsministerium. Det bestod af nationalliberale politikere og mere konservative kræfter i form af tidligere ministre.

Straks efter bebudede Frederik VII, at han ikke længere så sig som enevældig konge, og dermed var styreformen de facto et konstitutionelt monarki.

Martsregeringen stod for første udkast til en forfatning. Den blev senere udarbejdet og færdigskrevet af Den Grundlovgivende Rigsforsamling – en forsamling af 114 folkevalgte og 38 kongevalgte mænd.

I sommeren 1849 var det historiske dokument klar, og 5. juni 1849 underskrev Frederik VII Grundloven af 1849, der består af 100 paragraffer.

1864: 2. Slesvigske krig

Martsrevolutionen i 1848 gav ikke kun Danmark en grundlov og det afgørende skridt mod et folkestyre.

Den affødte også en krig mod hertugdømmerne til syd, der ligesom kongeriget Danmark var fanget i en konflikt mellem nationalliberale og konservative kræfter af forskellig art.

Krigen er siden blevet kendt som 1. Slesvigske Krig eller Treårskrigen – den varede nemlig fra 1848 til 1850.

I 1864 var den så gal igen.

De tyske oprøreres drøm om en slesvig-holstensk stat havde lidt et nederlag efter 1. Slesvigske Krig, og siden da havde hertugdømmerne været genstand for massive politiske spændinger – ikke bare i en dansk men også i en europæisk storpolitisk kontekst.

Danmark lavede diverse diplomatiske krumspring for at holde dem på danske hænder, men samtidig så Preussen og Østrig uroen som en mulighed for at fravriste Danmark områderne.

Selve områderne simrede også af forskellige interne interesser, der stak i mange modsatrettede retninger. Nogle ville være danske og andre tyske, og nogle ønskede et folkestyre og en fri forfatning, mens andre ville bevare de konservative hertugdømmer.

Spændingerne blev for alvor udløst, da Danmark i 1863 indførte Novemberforfatningen, der skulle fungere som grundlov for Danmark og Slesvig.

Formålet var at knytte Slesvig tættere til Danmark og samtidig skubbe utilfredse og mere besværlige Holsten væk fra Danmark.

Preussen og Østrig var ikke glade for forfatningen, og 16. januar 1864 stillede de Danmark et krav om, at novemberforfatningen skulle ophæves, og danske tropper skulle trække sig ud af Slesvig inden for 48 timer.

Danmark ignorerede kravet, og 1. februar blev den preussisk-østrigske besættelse af Slesvig indledt. Dermed var 2. Slesvigske krig en realitet.

Kampene varede til 20. juli samme år, og krigen medførte, at hertugdømmerne Holsten, Slesvig og Lauenborg blev indlemmet i Preussen, og novemberforfatningen blev ophævet.

1915: Kvinder får valgret

Slesvig-Holsten var tabt, og Danmark begyndte at tage form, som vi kender det i dag.

Efter 2. Slesvigske Krig fortsatte en anden kamp indenfor de danske grænser: Kvinderne krævede sin ret til lighed med mændene, som de arbejdede med på fabrikkerne.

I 1871 blev Dansk Kvindesamfund stiftet, og herefter fulgte flere kvindesagsforeninger, der krævede stemmeret til kvinder.

I 1886 blev det første lovforslag om stemmeret til kvinder fremsat. Ind til videre blev det dog kun krævet, at kvinder fik stemmeret til kommunalvalg.

Først mere end 20 år efter lovforslaget, 20. april 1908, blev valgloven ændret, så kvinder kunne stemme til kommunalvalget.

Stemmetalsprocenterne ved de efterfølgende kommunalvalg i 1909 og 1913 viste, at kvinderne engagerede sig i samfundet og gjorde brug af deres nyvundne valgret.

Derfor var det meget forventeligt, da kvinderne også fik tildelt stemmeret og retten til at stille op ved Rigsdagsvalget (datidens Folketing) efter grundlovsreformen af 1915.

Ved Rigsdagsvalget 22. april 1918 stemte 67,6 procent af kvinderne i hele landet. 41 kvinder stillede op ud af i alt 402 kandidater, og der blev i alt valgt ni kvinder ind i Rigsdagen, herunder Nina Bang, der blev den første kvindelige minister, da hun blev undervisningsminister i 1924.

1917: De vestindiske øer sælges

Rigsdagsvalget i 1918 var dog ikke kvindernes første folkeafstemning.

Den fandt nemlig sted 14. december 1916, hvor der blev afholdt folkeafstemning om salget af Dansk Vestindien.

Optakten til afstemningen havde været en betændt affære.

Da 1. verdenskrig brød ud i 1914, blev øerne besat af Tyskland. Øerne havde fået en ny strategisk betydning efter Panamakanalen var åbnet samme år.

Danmark var samtidig neutrale i krigen, og man frygtede, at man i kraft af øernes strategiske betydning ville blive tvunget med i krigen.

4. august 1916 var den danske regering allerede blevet enige om et salg af øerne til USA for 25 millioner dollar, hvilket svarer til omkring 2,5 milliarder kroner i dag.

Den radikale danske regering gik stille med dørene og havde egentlig forsøgt at sælge øerne uden folkets indblanding, men Det Konservative Folkeparti krævede en folkeafstemning.

Det endte med en sølle valgdeltagelse på 37,4 procent, hvor 64,2 procent (283.000) stemte for et salg og 35,8 procent (158.000) stemte imod.

Indbyggerne på Dansk Vestindien havde ikke stemmeret, men uofficielle afstemninger viste, at 4.027 var for et salg, og kun 7 var imod.

Øerne blev formelt overleveret til USA 31. marts 1917 og omdøbt til U.S. Virgin Islands.

Gå på videre opdagelse

Hvis du ikke er mættet endnu, kan du søge videre på Det Kongelige Biblioteks digitale samling.

Her kan du finde partiprogrammer fra 1872 til 2014, H. C. Andersens papirklip, gamle kort og atlas og meget andet.