Slaget ved Waterloo har mindre betydning end Napoleons flugt fra Elba

Når sommeren 2015 er forbi, vil der være blevet skrevet endnu mere om Napoleon Bonaparte og Slaget ved Waterloo, for at imødekomme efterspørgslen fra de mest fanatiske militærhistorikere og entusiaster. Forlæggere elsker jubilæumsskrifter, og et 200-års jubilæum er guld værd. Men uanset hvor meget kommerciel mening det giver, fortjener jubilæet næppe de mange lærde og populærvidenskablige skriverier.

Waterloo var ganske vist dødsstødet mod Napoleons militære karriere, men slaget har ikke den store historiske betydning. Den britiske politiske elites fejring af hertugen af Wellingtons triumf med sejren over Napoleon - uagtet at den prøjsiske marskal von Blücher spillede en afgørende rolle - er egentlig bare en overdreven patriotisk appel til anti-franske følelser.

For selv hvis dette slag ikke havde stoppet Napoleon, så ville den britiske, prøjsiske, russiske og østrig-ungarske hær tilsammen have udraderet ham før eller siden. Den 13. marts reagerede repræsentanterne i Wienerkongressen på Napoleons tilbagevenden fra Elba ved at erklære ham fredløs og uønsket på den politiske scene. Det var sjældent, at de 4 stormagter var enige, og det gjorde det umuligt at undgå krig.

I mellemtiden var det begyndt, at se sort ud for Napoleon. Frankrigs Nationalforsamling nægtede at genindføre værnepligten, så han var afhængig af en svindende hær, og opbakningen til ham ebbede ud, i takt med at krigen nærmede sig. Terningerne var i den grad blevet kastet. Det var ikke længere et spørgsmål om, hvis han faldt, men hvornår - og med hvilke omkostninger for hvem. Så hvorfor alt det postyr over Waterloo?

Revolutionen skulle tværes helt ud

I marts 1814 blev Napoleon tvunget til at abdicere og forvist til Elba. Ludvig den 18. blev genindsat på den franske trone. Herefter forsøgte Wienerkongressen at omtegne Europas landegrænser og genindsætte de enevældige og royale dynastier med deres gamle rettigheder. Det ene formål var at garantere freden mellem stormagterne gennem et magtbalancesystem (og det var en af grundene til at bevare Frankrig som ét land). Det andet formål var at tilintetgøre resterne af Den Franske Revolution.

Frankrig, som i over 10 år havde lidt under krig og oplevet meget lidt frihed under Kejserdømmet, var i første omgang tiltrukket af ideen om et stabilt monarki. Alligevel tog det kun et par måneder, under Bourbonernes herredømme, før den brede opbakning forsvandt.

Napoleons tilbagevenden i 1815 kunne ikke undgå at ødelægge balancen. Så hverken det sidste slag eller den tragiske helts endelige eksil retfærdiggør mindehøjtideligheden, men det gør til gengæld betydningen af hans tilbagevenden for Frankrig - og for resten af Europa.

Taktisk opbakning til folket

Da Napoleon undveg Elbas slappe sikkerhedsforanstaltninger og landede på fransk jord den 26. februar 1815, bød han sig ikke til som en enevældig hersker, men som populær folkehelt. Som litteraten Balzac senere sagde, én som »kunne vinde et imperium bare ved at fremvise sin hat!« Om hans umiddelbare ambitioner overhovedet var populære står ikke klart - han hævdede, at han kom for at genindtage sine rettigheder, som han også opfattede som folkets.

Der er dog ingen tvivl om, at hans tilbagevenden genoplivede ånden fra 1789 og 1793. Marseillaisen, den franske nationalsang, blev igen sunget i Paris’ gader efter at have været i skammekrogen under Napoleons tidligere regeringstid og bandlyst under kong Ludvig.

Han gav sin opbakning - omend kun ud fra taktiske overvejelser - til det franske folks suverænitet og koblede sig til en liberal, men ikke yderliggående, fortolkning af den Franske Revolutions oprindelige principper. Det lykkedes ham at få mange liberale med om bord, blandt dem den indflydelsesrige politiske aktivist Benjamin Constant, der tidligere havde været hans modstander.

Folket gav Napoleon magten

Denne gang kom han således ikke på sine egne betingelser, men på folkets og i deres navn. Folket tog ham til sig, da han genoprettede nationens status som en glorværdig, moderne og forbedret nation.

Så snart han gav sig til at opføre sig som en kejser, raslede opbakningen til ham dog ned. Ikke alle faldt for hans tilsyneladende hengivenhed over for folkesuveræniteten med hans påstand om, at »Min vilje er folkets«. Men hans evne til at stryge tilbage ind i Frankrig - og ind i hjertet af det franske militær, som i samlet flok svigtede Ludvig den 18. for at tjene deres gamle hærfører) - kan ikke forklares uden erkendelsen af, at det lykkedes ham at tale på vegne af det franske folk på en måde, som Ludvig den 18. ikke formåede.

Denne rolle viste sig at være uholdbar, da de allierede forkastede hans styre og genoptog den militære konflikt. Men den indkapsler, dramatisk sagt, debatten om, hvem der bestemmer statens legitimitet: popularitet og folkelig opbakning eller autokratiske diktater fra Wienerkongressen og de europæiske hoffer.

Resten af Europa troede, at liberté og folkesuverænitet omsider var blevet knust ved ydmygelsen af Frankrig i 1814. Men de 100 dage - en populær betegnelse for perioden fra Napoleons ankomst i Paris i marts 1815 til han abdicerede og forlod den franske hovedstad i juni 1815 - afslørede skrøbeligheden i den stormagtspolitik, der søgte holde Frankrig i skak som militær og ideologisk magt.

Napoleon blev en folkehelt - også i Storbritannien

Wienerkongressen genoptog sit arbejde efter Napoleons nederlag og andet eksil. Men de 100 dages opblomstring og fanfare bidrog i høj grad til, at Napoleon blev kanoniseret som folkehelt. Samt til at afsløre monarkiets og aristokratiets skrøbelige broderskaber, som ikke med nogen som helst troværdighed kunne tale på vegne af dem, de herskede over.

I Storbritannien blev Napoleon fremstillet som en helt i årene efter Waterloo og hans død på Sankt Helena seks år senere. Der blev eksempelvis skrevet populære folkeviser, som hyldede hans evne til at vække hengivenhed og offervilje hos både hans hær og hans folk.

En af de mest vedvarende var ‘The Grand Conversation on Napoleon’. Visens titel og omkvæd kan fortolkes som en understregning af, at i den moderne verden efter revolutionen kan politiske systemer og deres ledere måske nok fastholde magten gennem deres voldsmonopol, men kun gennem folkets opbakning kan de opnå legitimitet og berettigelse.

Mark Philp hverken arbejder for, rådfører sig med, ejer aktier i eller modtager fondsmidler fra nogen virksomheder, der vil kunne drage nytte af denne artikel, og har ingen relevante tilknytninger. Denne artikel er oprindeligt publiceret i The Conversation.