Hvert år ved denne tid er den britiske flåde, Royal Navy, vært for en stor festmiddag med masser af god mad, fin portvin og chokoladeskibe pyntet med flag og stjernekastere.
Den 21. oktober markeredes den 212. årsdag for Slaget ved Trafalgar, hvor den britiske flåde under Horatio Nelson sloges mod den fransk-spanske flåde vest for Kap Trafalgar i Sydspanien.
Slaget ved Trafalgar er et af de mest berømte søslag, og den årlige Trafalgar Night Dinner i London, hvor man fejrer den britiske admiral og nationalhelt Horatio Nelsons berømte sejr, er et af årets højdepunkter for Royal Navy.
Men alligevel skal et par myter lige manes i jorden.
På trods af at søslaget var en dundrende sejr for Royal Navy, var Slaget ved Trafalgar ikke årsagen til, at den franske kejser, Napoleon Bonaparte, opgav sine planer om at invadere Storbritannien.
LÆS OGSÅ: Storbritannien besejrede Napoleon med citrusfrugter
Storbritannien blev økonomisk og politisk isoleret
Napoleons trang til at tvinge Østrig i knæ og søslaget under admiral Robert Calder den 22. juli, som forhindrede Napoleons flåde i at trænge ind i den Engelske Kanal, er mere afgørende end Slaget ved Trafalgar.
I den forstand forstærkede Trafalgar kun en allerede eksisterende strategisk situation, og på kort sigt medførte det en periode med strategisk isolation fra Europa for Storbritannien.
Napoleon nedkæmpede Østrig i 1805, Preussen i 1806 og tvang Rusland til fredsforhandlinger i 1807 (naturligvis på Napoleons betingelser).
I 1806 var Storbritannien og Frankrig optagede af en økonomisk krigsførelse, der resulterede i, at Storbritannien stort set var udelukket fra det europæiske handelsmarked.
Storbritannien blev både politisk og økonomisk isoleret netop på et tidspunkt, hvor det var stadigt mere omkostningskrævende at kæmpe mod Napoleon.
LÆS OGSÅ: Hvorfor bliver Forsvaret dyrere og dyrere?
Brexit – del 1
De økonomiske krigsomkostninger steg fra 29 mio pund i 1804 til over 70 mio pund i 1813.
Det var nærmest en slags Brexit del 1.
Det så ikke godt ud for Storbritannien. Men hvad kunne de britiske magthavere gøre?
Ansigt til ansigt med et fjendtligt Europa og en stadig mere anti-britisk og krigerisk amerikansk lovgivning, regnede London med at kunne udvide den britiske samhandel og indflydelse i andre dele af verden.
De portugisiske og spanske imperiers uudnyttede handelsmarkeder i Sydamerika var af afgørende betydning.
Siden Sir Francis Drakes dage i det 16. århundrede havde briterne betragtet kolonierne som en kilde til spansk og portugisisk rigdom.
Trafalgar gav Storbritannien herredømmet over havene og isolerede de oversøiske kolonier fra deres politiske herskere i Madrid og Lissabon.
LÆS OGSÅ: Skal vi være bekymrede for økonomien efter Brexit?
Den britiske flåde evakuerede den portugisiske kongefamilie
Kolonierne var parate og modne til udnyttelse og lokaliseret, så de herskede over adgangen til handelsmarkederne.
Den britiske eksport til Central- og Sydamerika steg hastigt fra de 7,8 mio pund, eksporten udgjorde i 1805.
Det var desuden af afgørende betydning, at den britiske flåde evakuerede den portugisiske kongefamilie fra Lissabon i december 1807.
Britiske krigsskibe hjalp kongefamilien til Brasilien, hvilket betød, at Storbritannien havde en venligsindet royal allieret, der var afhængig af Royal Navy for sin fortsatte eksistens.
På blot tre år blev britisk handel med Latinamerika fordoblet til 16.590.000 pund i 1808. Noget, der kompenserede for tabet af handel med Europa og USA.
LÆS OGSÅ: Britisk professor: Gid, vi forskere havde gjort mere for at forhindre Brexit
Storbritannien finansierede alliancerne, der styrtede Napoleon
Selv om handlen med Latinamerika ikke gav Storbritannien den ultimative sejr, betød det, at briterne overlevede, så de kunne kæmpe endnu en dag.
London opnåede først sine krigsmål i årene 1814-1815, takket være store ændringer i de europæiske landes indbyrdes forhold efter Napoleons forsøg på at erobre Spanien i 1808, og endnu vigtigere, hans mislykkedes invasion af Rusland i 1812 – delvist foranlediget af den indenlandske russiske utilfredshed over at blive nægtet britiske importvarer.
Storbritannien reagerede ved at forpligte sig over for Portugal og Spanien med en hær ledet af hertugen af Wellington, samt en meget generøs finansiering af alliancerne, som til sidst styrtede Napoleon.
LÆS OGSÅ: Slaget ved Jylland: Derfor var 1. verdenskrigs eneste søslag så vigtigt for Storbritanniens sejr
Krigens enorme omkostninger
Det var Wellingtons sejr ved Waterloo den 18. juni 1815, som tilsyneladende betød, at Storbritannien fik mere at skulle have sagt ved Wienerkongressen, hvor stormagterne forhandlede fra september 1814 til juni 1815 om Europas nyordning efter Revolutions- og Napoleonskrigene.
Storbritanniens økonomiske position tillod, på trods af de hastigt stigende krigomkostninger, finanseringen af de europæiske alliancer i 1814 og 1815, hvor Napoleons Frankrig endelig blev besejret.
Storbritannien sendte i alt 60 mio pund til sine allierede i løbet af Napoleonskrigene, 10 mio i 1814 og 8.649.725 pund i 1815.
Af afgørende betydning er, at to mio gik til Rusland og 2.156.513 pund til Preussen ud af det sidstnævnte beløb.
Det var altså penge fra Storbritannien, der gjorde, at preusserne var i stand til at nå til Waterloo i tide.
LÆS OGSÅ: Slaget ved Waterloo har mindre betydning end Napoleons flugt fra Elba
Storbritannien var verdens eneste supermagt
I 1815 var Storbritannien den eneste supermagt i verden; en position landet havde opnået ved at skrive reglerne for den globale handel.
Den var forsikret i London og blev transporteret af britiske skibe, men stormagtens mål blev kun opnået ved at involvere sig i den europæiske politik.
Så måske var Slaget ved Trafalgar trods alt Storbritanniens mest afgørende søslag nogensinde.
For selv om det tog endnu 10 år, før der igen var fred, sørgede Trafalgar ikke alene for, at Storbritannien holdt hovedet økonomisk oven vande trods økonomisk isolation fra Europa, men også for at kompensere for den tabte handel med andre europæiske lande.
Lige indtil tiden igen var inde til at træde ind i et politisk og økonomisk fællesskab med Europa.
LÆS OGSÅ: Brexit: Vil Skotland løsrive sig fra UK?
Denne artikel er oprindeligt publiceret hos The Conversation, og er oversat af Stephanie Lammers-Clark.
