Sankt Hans-aften synger vi, danser og hygger os, mens legetøjsheksen bliver sendt til Bloksbjerg i en sky af flammer fra bålet.
Mange ved, at det engang var helt anderledes; at man brændte rigtige mennesker, fordi de blev set som hekse. Men vidste du også, at langt de fleste hekse først blev henrettet i Danmark i 1600-tallet?
Faktisk blev hele 60 procent af alle danske processer mod hekse afviklet i en periode på sølle fem år fra 1617 og frem. Det skete, efter Christian 4. havde lavet en forordning – en lov – som dikterede dødsstraf for mennesker, der udøver trolddom.
»Man kan med et nutidigt billede sige, at vi får en terrorlov herhjemme, og pludselig ser man terrorister over det hele. Man retsforfølger og straffer ret brutalt, og henrettelser af hekse eksploderer,« fortæller Louise Nyholm Kallestrup, lektor på Institut for Historie ved Syddansk Universitet.
Gavnlig magi havde længe været tilladt
De historiske fakta er velkendte blandt fagfolk og historieinteresserede. Til gengæld er det aldrig blevet klarlagt, hvorfor hekse pludselig bliver jagtet og henrettet i stor stil under Christian 4.
\ Kongen styrede domstolene
Christian 4. var ikke bare konge af Danmark. Han var også øverste dommer i det, vi i dag kender som Højesteret.
Han var dermed dybt involveret i trolddomssager, som involverede adelige personer i Danmark, og en central drivkraft bag processerne mod hekse.
Hav i baghovedet, at trolddom faktisk altid har været en dødssynd i kristendommen. I Anden Mosebog står, at en troldkvinde ikke må have lov at leve. Alligevel har man i hundredvis af kristne danske år frem til Christian 4.’s tid set gennem fingre med brug af helbredende magi; gavnlig magi, hvid magi om man vil.
Hvis koen for eksempel holdt op med at give mælk, var det i orden at slynge nogle besværgelser i dens retning for at få yveret i omdrejninger igen. Men under Christian 4. stopper det brat. Nu er al magi pludselig ulovligt og en direkte hån mod Gud. Hvorfor?
Det har Louise Nyholm Kallestrup sat sig for at finde ud af. Med en bevilling fra Carlsbergfondet i ryggen, skal hun de næste år dykke dybt i arkivernes lovtekster, retsprotokoller, prædikener og personlige dokumenter i både Danmark, Tyskland og Skotland.
\ Læs mere
Hypotese: Tre årsager til heksejagten
Historikerens arbejde begynder først for alvor til august, men hun ved allerede nu, at hun kommer til forske ud fra tre overordnede tanker om mulige årsager til Christian 4.’s klapjagt på hekse:
- Dommedag nærmede sig. Omkring år 1600 sker forfærdelige ting i verden: pest og naturkatastrofer hærger, lande har alvorlige konflikter, trediveårskrigen bryder ud i Danmarks sydlige baghave. Guds vrede er stor. Et tegn på, at Dommedag nærmer sig. Tæt på Dommedag kommer flere troldfolk til verden. Hvis vi skal undgå Dommedag, skal troldfolkene slås ned, og det vil samtidig mildne Guds vrede. Sådan kan Christian 4. i hvert fald have set på verden omkring sig, og i givet fald måtte han handle som den gode lutheranske konge, han gerne ville være.
- Trolddom i Christian 4.'s eget liv. Allerede i 1589, i Christians 12. leveår, bliver hans storesøster forhindret af et uvejr i at komme med flåden til Skotland og blive gift. Senere tilstår en kvinde, at hun havde vakt uvejret til live. Kongen har altså mærket effekterne af heksekunster på sin egen familie i en tidlig alder – og desuden mødt troldfolk flere gange op gennem 1590’erne.
- Kongen så sig selv som husfader. Christian 4. kan have opfattet sin rolle som konge som den samme, en fader kan have i et hus. Han havde ansvaret for alle de sovende børn i Riget, og det var hans pligt på den ene side at sørge for deres sikkerhed og på den anden side at straffe dem, hvis de gik over stregen.
Det er ifølge Louise Nyholm Kallestrup sandsynligt, at alle årsagerne spillede sammen – givet også med en række andre faktorer, som hun skal forsøge at afdække i sin forskning.
\ Læs mere
Husstandstanker giver nyt syn på kongen
Hendes egen hypotese er dog, at der er særligt meget at hente i den sidste pointe: At Christian 4. så sig som rigets fader; som en mand, der kontrollerer sit hus på godt og ondt.
\ Er moselig konger, som har fejlet?
En irsk arkæolog har i anden forbindelse fremsat den hypotese, at moselig – som vi i Danmark kender fra Tollund- og Grauballemanden – kan være konger, som er blevet ofret, netop fordi deres land har oplevet stor modgang under deres ledelse.
Det er pudsigt nok i tråd med den frygt, Christian 4. et par tusind år efter ofringerne i moserne kan have haft for, at Gud ville se sig sur på ham.
»Denne her husstandstænkning er i høj grad det nye her. Tidligere har man fokuseret på, at han havde en religiøs og en politisk side, men jeg tror, at det vil give en helt anden forståelse, hvis man forsøger at forstå Christian 4. som husfader. Hvis man tænker Riget som en husstand, vil man se, at det gennemsyrer alle institutionelle niveauer af det danske kongerige.«
»Christian 4. projicerer det syn ned til sine lensmænd, repræsentanterne i landet, der får samme funktion som husfædre i deres len. Hvis man prøver at forstå samfundet på den måde, giver mange ting mening, også hvorfor man sætter hårdt ind over for religiøse afvigere og folk, som forbryder sig mod troen,« siger Louise Nyholm Kallestrup.
Var Christian 4. bare magtliderlig?
En anden mulig fortolkning er, at Christian 4. ganske enkelt blev vild efter at få så meget magt som muligt. Måske brugte han hekseforfølgelserne til at undertrykke sin befolkning og gøre folk så bange, at de aldrig ville glemme at betale skatter, som han kunne bruge i krige og til byggeprojekter.
I hvert fald er der især én mand, som fik gavn af hekseprocesserne. Det var Christian 4. selv, bemærker dr.phil. Karl Peder Pedersen, der som arkivar på Rigsarkivet har forsket i dansk kriminalitetshistorie.
»I lige præcis perioden omkring 1617 er Christian 4. virkelig fremfusende. Han vil være den store herre i Nordeuropa. Efter reformationen er kongerne kun blevet mere magtfulde, og Christian 4. har givetvis ambitioner om at blive enevældig.«
»Ser man magtanalytisk på det, kan trolddomsforordningen fra 1617 ses som et udtryk for, at Christian 4. forsøger at cementere sin magt ved nærmest at lave en terrorlovgivning over for befolkningen,« siger Karl Peder Pedersen, som ikke er en del af Louise Nyholm Kallestrups projekt.
Trolddomsforordningen kom i 1617 i 100-året for, at Martin Luthers teser blev slået op på en kirkedør, og Reformationen startede.
(Det var i øvrigt muligvis ikke Luther selv, der slog teserne op. Læs om det i artiklen Forskere: Myte, at Luther hamrede sine teser op på kirkedøren.)
Manglende kilder kan blive en barriere
Selvom trolddomsforordningen er et vigtigt politisk dokument, kan det ifølge Karl Peder Pedersen blive en stor udfordring at finde frem til alle reelle motiver, der ligger bag.
Generelt er det et problem for historikere, at love, forordninger og andre forvaltningsdokumenter sjældent har bare nogenlunde dækkende beskrivelser af, hvorfor de er blevet til.
»Som historiker har man derfor i høj grad brug for kilder, der udefra observerer begivenhederne og beskriver, hvad der sker. Men jeg ved ikke rigtigt, hvem det skulle være. Måske nogle kritiske adelsfolk?«
\ Læs mere
»På den anden side gav forordningen jo også adelen et våben, som den nok forstod at bruge over for almuen; folk fra ringere kår. Så kunne det i stedet være udlændinge, der sagde, hov, hvad var det, men der sker mere eller mindre det samme med hekseforfølgelser andre steder i Europa, så jeg kan ikke se, hvem der skulle se kritisk på det,« siger Karl Peder Pedersen.
Han tilføjer, at dansk hekseforsknings grand old man, Jens Christian V. Johansen – hvis forskning i danske hekseprocesser tilbage i 1980’erne gav ham tilnavnet ’Heksedoktoren’ – ikke havde held med at finde kritiske kilder i Danmark.
Christian 4. var mere end magt og politik
Den del vækker nu ikke så stor bekymring hos Louise Nyholm Kallestrup. Hun bemærker, at Jens Christian V. Johansen fokuserede sin forskning på 1600-tallets hekseforfølgelser.
»Pointen med mit studie er netop at tænke trolddom bredere end bare trolddom og dermed læse trolddomsprocesser. Jeg ønsker at se trolddom som en del af en verdensforståelse, hvor man tror på, at Dommedag nærmer sig.«
»For mit vedkommende er det en kulturhistorisk undersøgelse, og sammenvævningen af det religiøse og det verdslige på lovgivningsområdet er for mig at se afgørende for at forstå trolddom som forbrydelse i den periode,« siger Louise Nyholm Kallestrup.
Hun tilføjer, at Christian 4. var en meget sammensat person. Læs mere om det i boksen under artiklen.
Christian 4. ville også beskytte befolkningen
På Aarhus Universitet forsker Nina Javette Koefoed i samme tidsperiode som Louise Nyholm Kallestrup, endda med samme tilgang: At det kan gavne at se kongen som en husfader. Den tilgang vil brede emnet ud i forhold til, hvad tidligere forskning har gjort, mener hun.
»Som jeg ser det, er det nye i Louises tilgang, at begrebet om husfaderen giver anledning til at se retsforfølgelsen af trolddomsprocesser som mere end et magtmiddel.«
»Det vil for mig at se også være en pointe, at for eksempel hekseforfølgelsen ikke bare kommer oppefra og ned, men også sker for at beskytte befolkningen og med deres medvirken,« pointerer Nina Javette Koefoed, lektor ved Aarhus Universitets Institut for Kultur og Samfund.
Det er Louise Nyholm Kallestrups plan, at studiet af følelsesmæssige, politiske og religiøse årsager til hekseforfølgelserne skal munde ud i en bog om de danske hekseforfølgelser og hvordan de passer ind i europæisk sammenhæng.
\ Læs mere
\ Den komplekse Christian 4.
Louise Nyholm Kallestrups dyk ned i Christian 4.’s motiver skal også bidrage med nuancer til fortællingen om kongen.
- På den ene side er Christian 4. berømt for at være retskaffen, endda from, og for at opføre et væld af historiske bygninger i København.
- På den anden side er han berygtet for at være en politisk fantast, der så sig selv som Løven fra Nord, der kunne redde hele Europa, drev Danmark ud i tåbelig krig (trediveårskrigen) og drænede landets pengekasse.
- Han var dels stærkt troende, dels havde han et væld af koner og elskerinder og fik over 20 børn.
Og sådan kunne man blive ved med det ene paradoks efter det andet.
»Han var en enormt kompleks konge, og vi har aldrig lavet systematiske, tilbundsgående undersøgelser af hans motivation for at involvere sig i heksejagten. Jeg tror, det skal tænkes sammen med hans person og hans syn på riget,« siger Louise Nyholm Kallestrup.
