Politisk slagsmål i 1970’erne skabte grobund for vor tids vilde drukkultur

»Vi må erkende, at brug af alkohol er en del af vor kultur,« argumenterer socialdemokraten Bernhardt Tastesen fra Folketingssalen.

Kalenderen viser 17. april 1975. Siden 1960 - på små 15 år - er alkoholsalget i Danmark mere end fordoblet.

Så da Kristeligt Folkeparti i foråret 1975 foreslår at sætte en aldersgrænse for køb af alkohol, kunne man forestille sig, at det ville vække en vis forståelse på Borgen.

Men sådan går det ikke. Som Mogens Voigt fra Fremskridtspartiet siger det, er han modstander af enhver tanke om at forbyde sin søn Jacob »at rende til Købmanden og hente en øl« til sin tørstige far. Et flertal af de folkevalgte er rørende enige.

Historien om den danske drukkultur kan fortælles på mange måder.

Ofte tager den afsæt i vikingerne, kongernes lystige drikkegilder og bønder med brændevinen løbende gennem blodet. Alkoholen flyder lindt gennem alle kapitler af Danmarkshistorien.

Men vil man forstå den moderne danske alkoholkultur, der de seneste år har givet danske unge både Europa- og verdensrekord i druk, behøver man ikke skrue tiden meget længere tilbage end til 1970’erne.

Sådan lyder beskeden fra Sidsel Eriksen, der en af de få historikere, der forsker i alkoholens Danmarkshistorie. Hun har netop udgivet en videnskabelig artikel om emnet i antologien ‘Alkohol - En del af dansk kultur på godt og ondt’.

»Artiklens budskab er ret ligetil,« siger Sidsel Eriksen, der lektor ved Københavns Universitet, til Videnskab.dk som det første:

»Det er i løbet af 1970’erne, at vi løfter os til et helt nyt niveau i vores forbrug af alkohol. Man kan simpelthen se, hvordan det hopper fra ét leje til et andet. Årsagen til, at den danske alkoholkultur adskiller sig fra de øvrige lande i Norden og Europa, skal findes ikke længere end 50 år tilbage.«

Mellem 1955 og 1984 blev det danske alkoholforbrug femdoblet. Men hvorfor? Sidsel Eriksen har gravet sig ned i en ophedet politisk debat, der »ikke er afdækket af historikere før«, for at tilføje et nyt kapitel til den danske drukhistorie.

Skruppelløs druk er ikke rodfæstet i vores kultur

Alkoholen har haft sine opgangs- og nedgangstider i Danmarkshistorien.

Man nævner ofte, at fromme lutheranere og den pietistiske Kong Christian 6. (1699-1746) satte en prop i flasken, og at det danske drikkeri for en stund blev mådeholdent i 1700-tallet.

Det samme skete - hvad Sidsel Eriksen tidligere har beskrevet - efter 1917. Første Verdenskrig havde skabt forsyningskrise i Europa og en historisk høj skat på brændevin blev indført ‘overnight’. Lokale alkohol-forbud tørlagde flere egne i landet - især i Jylland.

Stemningen i Folketinget var afholds-politisk.

Og i stor udstrækning accepterede befolkningen det. Gennem hele mellemkrigs- og efterkrigstiden drak danskerne historisk lidt alkohol. Vores alkoholforbrug var sågar lavere end svenskernes, hvor brændevinen ikke var reguleret.

Ifølge Sidsel Eriksen afslører det, at »en liberalt uproblematisk drukkultur på et højt niveau«, som hun kalder det, ikke som sådan er rodfæstet i den danske kultur og historie.

Vi har tidligere drukket mindre, end vi gør i dag. Men så skete der noget.

Brændevin byttes ud med bajere

I 1960’erne var der igen opsving i danskernes drikkeri. Spørger man Sidsel Eriksen er det blandt andet bryggeriernes fortjeneste.

Som modsvar på den afholdende alkoholpolitik, satte bryggerierne »et reklamestunt« i værk for at holde ølforbruget oppe, som Sidsel Eriksen har beskrevet det i en videnskabelig artikel helt tilbage fra 1993.

Carlsberg genintroducerede allerede i 1913 selv aktivt deres klassiske pilsner som en ‘Hof’, som den blev kaldt i folkemunde med henvisning til bryggeriets status som hofleverandør.

Mere eksplicit sponserede øl- og spritindustrien tidsskriftet ‘Sund Sands og mod Forbud og for personlig Frihed‘, der udkom i 1914 og mobiliserede videnskabsfolk og kulturpersonligheder i at tale for i kampen om den personlige frihed.

Endelig blev organisationen ‘Den personlige Friheds Værn’ dannet i 1917 som modstykke til afholds- og forbudsbølgen. Organisationen arbejdede for menneskets ret til at bestemme over indtagelse af alkohol og rygning.

Med tiden blev øllet danskernes foretrukne rusmiddel. Og efter nogle årtier, blev der igen sat lighedstegn mellem dansk kultur og en særligt frisindet dansk drikkestil og ølkultur.

Alkoholliberalister og sundhedsapostle

Fortællingen fængede an og vakte genklang hele vejen ind i Folketinget. Og så er vi tilbage ved Folketingssalen i foråret 1975, hvor artiklen her begyndte.

»Forestillingen om den liberale danske drikkestil blev genopfundet i 1970’erne,« forklarer Sidsel Eriksen.

Danskernes stigende alkoholforbrug i 1960’erne skete uden modstand og bekymring. Der blev ikke gjort et politisk forsøg for at tage hånd om drikkeriet før 1970’erne.

Kristeligt Folkeparti, der blev stiftet i 1970, strøg for første gang i Folketinget - med hele syv mandater - ved jordskredsvalget i december 1973. Partiet tordnede mod den frie abort og pornoens frigivelse i 1969. Men de havde også en aktiv alkoholpolitisk dagsorden.

Først og fremmest angreb Kristeligt Folkeparti de unges frie adgang til alkohol i butikkerne. Der var nemlig ingen aldersgrænse for, hvem der kunne købe og drikke alkohol uden for beværtninger.

Partiet fik opbakning for sagen fra Radikale Venstre og Venstre. Sammen hentede de endda opbakning fra Verdenssundhedsorganisationen (WHO), der allerede dengang pegede på, at stigende forbrug også ville medføre stigende misbrug.

»Folkesundhedsfløjen prøver at råbe op og sige ‘prøv nu at hør, behøver vores alkoholforbrug ligefrem at stige så meget, som det har gjort’. ‘Det kan være, at alkohol ikke nødvendigvis er sundt’, påpeger de også,« fortæller Sidsel Eriksen.

Et flertal bestående af Socialdemokraterne, De Konservative og Fremskridtspartiet fejede spørgsmålet af bordet. Og det gjorde de netop ved at gribe fat i fortællingen og det historiske argument om den liberale danske alkoholkultur.

»De fik italesat den danske alkoholkultur som noget urgammelt,« siger Sidsel Eriksen.

Al snak om alkohol-regulering fordømte de småfornærmet som forbudstale, der gik imod en dansk frihedsideologi, påpeger Sidsel Eriksen og henviser til en såkaldt anti-forbudstale, som indenrigsminister Egon Jensen (S) stod for i 1977.

Egon Jensen så slet ikke alkohol som et problem. Et forslag om indføre en alkoholpolitik til at regulere salget afviste han med, at »selve ordet alkoholpolitik fremkalder hos mig en forestilling i retning af forbud, restriktioner og andre ubehageligheder«.

Eller som Jørgen Junior fra Fremskridtspartiet mere malerisk sagde det:

»Vi skal ikke falde over i en grøft med forbud, med dommedagsprædiken om alt det onde, der kan vederfares én her på jorden, hvis man ikke forsager alle livets glæder.«

Forbrug - ikke misbrug

Igen og igen afviste alkoholliberalisterne - som Sidsel Eriksen kalder dem - at alkohol overhovedet skulle være noget, der krævede særlig regulering. Alkohol blev set som et forbrugsgode på lige fod med alle andre fødevarer.

Med fremskridtspartiets Jørgen Juniors ord igen:

»Den Martini, der skænkes kl. 16, lidt uvenskabeligt sagt: SF’s guldbajere, eller den daglige rødvin forhindrer ikke en normal arbejdsindsats eller tilpasning til fællesskabets regler: det er forbrug, det er ikke misbrug,« sagde han i Folketingssalen 17. marts 1977.

Socialdemokraten Inge Fischer Møller afviste sågar, at alkoholisme overhovedet skulle være en sygdom. I vid udstrækning blev et problematisk alkoholforbrug gjort til den enkelte misbrugers problem.

Problemer med alkohol er »i høj grad et udslag af sociale, personlige og andre tilpasningsvanskeligheder,« lød dommen fra Egon Jensen (S).

Alkohol-reklamer var en tikkende bombe

Debatten om alkoholpolitikken fortsatte ind i 1980’erne, og det blev undervejs også diskuteret, om der skulle indføres forbud mod »reklamering for stærke drikke«. Spørgsmålet var en »tikkende bombe,« fortæller Sidsel Eriksen.

I 1970'erne var Carlsberg den første kommercielle sponsor for det danske landshold og Danmarksturneringen. Forslaget blev afvist af en tydeligt irriteret Egon Jensen, da Kristeligt Folkeparti havde genfremsat det for fjerde gang.

Efter Jørgen Juniors mening burde »virksomheder som Faxe, Jägermeister, Spritfabrikkerne, Carlsberg roses for dansk fodbold og dermed dansk ungdom«.

Alkoholliberalisterne havde flertallet og vandt den politiske debat. Danskernes alkoholforbrug kulminerede i 1984. Først i 1998 indførtes et forbud om at sælge alkohol til unge under 15 år. I 2004 blev aldersgrænsen hævet til 16 år.

Rusmiddelforsker: »Ny viden for mig«

Annette Hoff har forsket i nydelsesmidlernes historie og skrevet bogen Den Danske Vinhistorie fra 2018. Hun har læst Sidsel Eriksens forskningsartikel men har ikke bidraget til den.

»Jeg synes bestemt, at det er en interessant synsvinkel, som Sidsel bærer frem,« fortæller Annette Hoff, der er dr.phil. og forhenværende seniorforsker og museumsinspektør ved Den Gamle By i Aarhus.

»Jeg er kulturhistoriker og ikke lige så meget inde i det politiske stof. Jeg har forsket i druevinens historie, ikke i øllets, og vinforbruget stiger markant i 1970'erne,« lyder det fra Annette Hoff. Du kan læse hendes bud på, hvorfor det skete i faktaboksen.

Torsten Kolind, centerleder og professor ved Center for Rusmiddelforskning på Aarhus Universitet, fortæller, at han ikke har hørt om den politiske kamp om alkoholpolitikken, som Sidsel Eriksen beskriver:

»Jeg er ikke historiker som hende, men ud fra hvad jeg kender til feltet, bidrager hun med ny viden for mig. Hendes arbejde med de politiske folketingsdebatter er nyt,« siger han.

»Det, som jeg synes er spændende og nyt, er ikke så meget, at vores alkoholkultur ikke stammer fra arilds tid, men at da danskernes alkoholforbrug begyndte at stige kraftigt i 60’erne og 70'erne, så var der ikke politisk vilje eller ønske om at bremse denne udvikling. Hvilket vi jo har set ske i de andre nordiske lande.«

»Det er spændende, at hun tydeligt beskriver skabelsen af nutidens liberale danske alkoholpolitik, den som har kendetegnet Danmark i en international sammenhæng siden,« fastslår Torsten Kolind.

I skyggen af alkoholliberalisterne

Ifølge Sidsel Eriksen står den danske alkoholliberalisme stadig stærkt.

»Man kan argumentere for, at 1970’ernes forbrugsudvikling skabte en ungdomsgeneration af storforbrugere, som sandsynligvis har fortsat deres etablerede drikkevaner livet ude,« påpeger hun.

Da Sundhedsstyrelsen i marts 2022 præsenterede nye retningslinjer for alkoholforbruget blev det anbefalet, at unges adgang til køb alkohol burde begrænsens. Konkret blev det taget op, om der skulle sættes en aldersgrænse på 18 år.

Med retningslinjerne skete der et retningsskift i dansk alkoholpolitik, der har været en af de mest liberale i Europa i de seneste 50 år, påpeger Sidsel Eriksen.

Forslaget er foreløbigt blevet udskudt. Blandt andet efter modstand fra Ansvarlig Ungdom - et netværk af 18 ungdomsorganisationer. Med en undersøgelse betalt af Bryggeriforeningen påpegede netværket, at en aldersgrænse for køb af alkohol ville være uden effekt.

For Sidsel Eriksen er det et vidnesbyrd om, at den alkoholliberale-øllobby stadig dominerer i dag.

»Den danske alkoholpolitik er tilsyneladende for forandringsresistent,« siger historikeren, der dog også noterer sig, at der »har været et turning point blandt unge, omkring at det kan være, at det ikke altid er sjovt at drikke meget og længe«:

»De unge er blevet langt mere lydhør overfor de her ting nu end generationen fra 1970’erne. Mange ved godt, at det ikke er helt uproblematisk,« slutter hun.