Grundloven trænger til en sproglig ansigtsløftning

Grundloven består af paragraffer. Men grundloven er ikke kun jura og teknik. Grundloven er i høj grad udtryk for holdninger og værdier. Der er derfor heller ingen juridisk facitliste til, hvad grundloven skal indeholde.

Hvad er egentlig meningen med grundloven? Det er heldigvis enkelt nok.

Grundloven danner rammen om vores demokrati og retsstat. Grundloven bestemmer, hvem der kan lovgive i Danmark, hvordan det foregår, og hvilke grænser der gælder for lovgivningens indhold af hensyn til borgernes retssikkerhed.

Forståeligheden halter i grundloven

I hvert fald er sproget et problem. Grundloven er kort. 89 paragraffer i alt. Ikke meget længere end to aviskronikker.

Alligevel er ikke alt, der står i den, helt let at få hoved og hale på.

Sammen med to tidligere kolleger fra Aarhus Universitet, Jørgen Albæk Jensen og Michael Hansen Jensen, har jeg netop udgivet en bog om, hvorledes hver enkelt af grundlovens paragraffer skal fortolkes.

Bogen er på næsten 600 sider, så det er altså ikke alle paragraffer, der er helt ligetil.

Mange af grundlovens ord er gammeldags. Og ofte betyder ordene ikke det, man kunne tro.

Eksempelvis kender grundloven ikke begrebet en regerende dronning, men taler hele tiden om kongen.

Endda også når der menes regeringen eller statsministeren. Andre steder bruger grundloven begreber, som stammer helt tilbage fra den første grundlov i 1849. Det ville være godt, hvis grundloven blev lettere at læse for alle. Grundloven er jo alle borgeres lov.

Men hvad så med indholdet?

Grundloven bestemmer, at vi har monarki og dermed en konge eller en regerende dronning. Dronningen er alene statsoverhoved af symbolsk og ceremoniel karakter og har ikke nogen egentlig magt.

På mange måder er monarkiet ude af trit med nutidens idéer om lighed og demokrati.

Men langt størstedelen af befolkningen er alligevel meget glade for monarkiet. Eller i hvert fald for Dronning Margrethe (bemærk, at denne artikel er fra 2015, red.).

Men hvad så med grundlovens regler om folketing og regering? Ja, her er de regler, vi har, ganske enkle og ligetil: Folketinget kan til enhver tid afskedige regeringen med et mistillidsvotum (§ 15), og regeringen kan til enhver tid afskedige Folketinget ved at udskrive folketingsvalg (§ 32).

Inden for rammerne af disse to enkle regler har det parlamentariske liv udfoldet sig frit.

Til tider med flertalsregeringer. Oftest med mindretalsregeringer. Eventuelt med mindretalsregeringer, der – som Schlüter-regeringerne i 1980’erne – har fundet sig i på nogle områder at skulle administrere oppositionens politik.

Måske har det ikke altid været kønt. Men det har været fleksibelt og har givet plads for det muliges kunst.

Rig mulighed for folkeafstemning

Nogen har foreslået, at statsministerens ret til at udskrive folketingsvalg, skal afskaffes. I stedet skal der være faste fireårige valgperioder, sådan som man for eksempel har det i Norge.

Statsministerens ret til at true med at udskrive valg kan imidlertid være et godt middel til at sikre det samarbejdende folkestyre, som mange også ønsker.

Der har også været forslag om, at grundloven bør ændres, så den giver bedre muligheder for folkeafstemninger.

Det er rigtigt, at grundloven i dag ikke indeholder nogen bestemmelse om, at en vis del af vælgerne kan kræve, at der afholdes folkeafstemning, sådan som det for eksempel er tilfældet i Schweiz.

Men bortset herfra giver grundloven gode muligheder for folkeafstemninger. Et mindretal på én tredjedel af Folketingets medlemmer kan kræve folkeafstemning om stort set ethvert vedtaget lovforslag.

Realiteten er imidlertid, at man kun én gang har gjort brug af denne mulighed, nemlig i 1963 i forbindelse med de såkaldte jordlove.

Om grundloven og EU

Et oplagt spørgsmål kunne være, om grundlovens regler om suverænitetsoverladelse er tidssvarende.

I dag er det sådan, at når man overlader det til et internationalt organ at bestemme, hvor krumme agurkerne må være i danske butikker, så er det den vanskelige § 20 i grundloven, der skal bruges, med krav om fem sjettedeles flertal i Folketinget eller folkeafstemning.

Når man derimod som med Lissabon-traktaten begrænser Danmarks vetoret inden for EU-systemet, kræver det kun, at man følger § 19, hvor det er nok, at et simpelt flertal i Folketinget er enigt med regeringen.

Det kan man jo godt fundere over visdommen i.

Problemet er imidlertid, hvordan § 20 i stedet skal se ud. Hele spørgsmålet er nok så politisk kontroversielt, at ingen tør røre ved det i forbindelse med en grundlovsændring.

Retten til at ytre sig er overvurderet

Så er der grundlovens frihedsrettigheder. Mange af dem tager sig ud af mere, end de er.

Ytrings- og foreningsfriheden beskytter mod censur. Der kan derfor ikke indføres krav om, at ytringer skal godkendes, før de kan fremsættes, eller at foreninger skal godkendes, før de kan dannes.

Derimod giver grundloven kun en begrænset beskyttelse imod, at man efterfølgende straffes for indholdet af sine ytringer. Grundloven beskytter også kun i begrænset omfang imod, at foreningsformål gøres ulovlige.

Også grundlovens bestemmelser om den personlige frihed og boligens ukrænkelighed tager sig ud af mere, end de er.

Bestemmelserne sikrer først og fremmest, at der er domstolskontrol, men de sikrer ikke i særlig grad mod lovgivningsmagtens indgreb og regulering.

Grundlovens § 73 værner ejendomsretten. Den, der tvinges til at afstå sin ejendom, skal have fuldstændig erstatning. Det er enkelt nok.

Det vanskelige er, hvornår et indgreb er ekspropriation. Der er i praksis givet betydelig plads for såkaldt erstatningsfrie reguleringer af ejendomsretten, blandt andet i lovgivningen om naturfredning og miljø. Det kan være nødvendigt i et moderne samfund, men det opleves nok kun sjældent som retfærdigt af dem, lovgivningen rammer.

Konklusionen er, at grundloven godt kan blive bedre. Den bør skrives i et mere nutidigt sprog, og flere steder kan indholdet også gøres mere tidssvarende.

Men grundloven er slet ikke så ringe endda. Den har i praksis været en god ramme om vores folkestyre og retssamfund.