Salget af Dansk Vestindien endte i politisk fnidder

Lørdag 31. marts 1917 kl. 16 blev Dannebrog strøget, og Stars and Stripes gik til tops i flagstænger rundt omkring på de øer, der indtil da havde udgjort Dansk Vestindien.

Forud var gået fem årtier, hvor man fra dansk side havde overvejet at skille sig af med St. Thomas, St. Jan og St. Croix i Caribien. Til sidst endte salget til USA med at blive en realitet, takket være en kombination af Første Verdenskrig og indenrigspolitisk fnidder i Danmark.

Efter at have tabt krigen i 1864 mistede Danmark som bekendt også hertugdømmerne Slesvig, Holsten og Lauenborg, og da kom De Vestindiske Øer for første gang i spil. Man overvejede simpelthen at afstå øerne til Preussen mod at få Sønderjylland tilbage.

USA var bekymret

USA var noget betænkelig ved de danske overvejelser, og allerede i 1867 havde regeringen i Washington, D.C., opnået en aftale om at købe St. Thomas og St. Jan - altså ikke St. Croix - af den danske stat for 7,5 millioner gulddollar.

Handelen endte dog med at kuldsejle, fordi aftalen ikke opnåede flertal i det amerikanske senat.

I løbet af 1890erne steg interessen for at få stablet en salgsaftale på benene, både i USA og i Danmark. Aftalen var klar i 1902, og øerne var blevet prissat til 5 millioner dollar.

Partiet Højre havde haft regeringsmagten siden 1875 og havde stået i spidsen for forhandlingerne med USA. Som følge af parlamentarismens indførsel ved Systemskiftet i 1901 kunne Venstre 24. juli dette år indtage positionen som Danmarks regerende parti.

Drillerier spændte ben for et salg i 1902

Pludselig skiftede Højre sit fokus og fik sat en stopper for de planer, partiet selv havde stykket sammen, ved at sikre, at Landstinget ikke stemte for et salg. Michael Bregnsbo er lektor i historie på Syddansk Universitet og forklarer begivenhederne i 1902:

»Det handlede om at drille den nye regering, og derfor ville partiet Højre gerne spænde ben for, at den ikke blev alt for succesrig.«

Michaels Bregnsbo har bidraget til et værk i 5 bind om Danmarks kolonihistorie, som udgives på Gads Forlag 31. marts, ligesom han tidligere har været medforfatter til bogen »Det Danske Imperium - storhed og fald«.

Første Verdenskrig sendte fokus mod Dansk Vestindien på ny

Med Første Verdenskrigs udbrud i 1914 opstod der spændinger på tværs af Atlanterhavet mellem USA og Tyskland. Selvom amerikanerne endnu ikke deltog i krigen, var man ikke villig til at risikere, at Dansk Vestindien kom på tyske hænder, hvis det ellers neutrale Danmark skulle blive invaderet.

Set fra København var der derfor risiko for, at USA ville besætte øerne uden at spørge om lov. Samtidig var øerne svære at holde kontrol med, både på grund af krigen og på grund af omfattende strejker blandt den sorte landbefolkning.

USA tog første skridt

Som krigen skred frem, blev forholdet mellem USA og Tyskland stadig mere anstrengt. USA tog derfor initiativ til at tage kontakt til den danske regering i håb om at erhverve Dansk Vestindien.

Købsaftalen var klar 4. august 1916. Præsident Woodrow Wilson var så opsat på at overtage øerne, at han foruden salgssummen på 25 millioner dollar gik med til at anerkende dansk suverænitet over hele Grønland.

Regnestykket så altså væsentligt kønnere ud end i 1902, men også i 1916 gik der indenrigspolitisk fnidder i spørgsmålet.

Venstre forlangte et valg

Læs mere om Dansk Vestindien på Videnskab.dk’s tema-site om 'De Dansk Vestindiske Øer'.

Det Radikale Venstre havde opnået regeringsmagten i 1913, og såvel Venstre som Det Konservative Folkeparti, der var opstået af resterne fra det gamle Højre tidligere i 1916, ledte efter veje til øget indflydelse.

Venstre argumenterede for, at den siddende rigsdag ikke havde ret til at afgøre spørgsmålet om et salg, fordi det ikke havde været debatteret under den seneste valgkamp. Og det var ikke det eneste horn, Venstre kunne komme i tanker om at placere i siden på de radikale.

»Under krigsårene havde den radikale regering indført rationeringer og forskellige indgreb i erhvervslivets, herunder mange venstrebønders, forhold. Dette var der raseri over, og derfor blev salget af De Vestindiske Øer brugt som et forsøg på at fremtvinge et valg,« forklarer Michael Bregnsbo.

Christian X greb ind

Regeringen forsøgte at undgå et folketingsvalg ved at foreslå en folkeafstemning om de caribiske øers skæbne.

Dette forslag var dog i overhængende fare for at blive nedstemt i Landstinget, hvor Venstre og Det Konservative Folkeparti havde flertal. Dette fik kongen til at gribe ind.

Nok var Danmark et neutralt land under Første Verdenskrig, men Christian X ønskede alligevel at undgå mulig politisk ustabilitet, som et valg kunne føre med sig.

Den tilrettede grundlov fra 1915 var yderligere med til at gøre kongen forsigtig. Den gjorde det nemlig for første gang muligt for kvinder og tyende at afgive deres stemmer, og eftersom der ikke fandtes meningsmålinger endnu, var det umuligt at forudsige konsekvenserne af dette.

»Ingen anede, hvad en udvidelse af valgretten ville komme til at betyde for, hvordan Folketinget ville komme til at blive sammensat. Dette gjorde, at kongen og nogle af de borgerlige politikere havde visse betænkeligheder,« siger Michael Bregnsbo og fortsætter:

»Derfor enedes man om, at der skulle optages en kontrolminister fra hvert af de andre partier i den radikale regering, samt at der skulle nedsættes en undersøgelsekommission, der skulle kulegrave spørgsmålet. Flertallet i denne endte med at anbefale en folkeafstemning.«

Danmarks første folkeafstemning

Datoen for folkeafstemningen blev fastsat til 14. december 1916. Dermed blev det afstemningen om skæbnen for Dansk Vestindien, som kom til at udgøre kvinder og tyendes debut i stemmeboksen ved en landsdækkende afstemning herhjemme. Ja, faktisk var det den første folkeafstemning i Danmarks historie overhovedet.

»Ingen kunne vide, hvordan resultatet ville blive, og uanset hvad, havde oppositionens politikere muligheder for at kunne markere sig. Det Konservative Folkeparti var opstået på ruinerne af det gamle højre tidligere i 1916. Dermed var det første gang, at partiet mødte vælgerne, og man forsøgte med fædrelandskærlighed at appellere til den brede middelklasse,« siger Michael Bregnsbo.

»Det var et gigantisk, nationalt propagandanummer, hvor man forsøgte at profilere sig selv over for nye vælgergrupper.«

Nationalfølelsen spillede en central rolle for modstanderne af et salg, og der blev advaret om, at »den danske Nation af Magelighed og Frygt for forbigående Ulejlighed og Udgift skyder Opgaven fra sig. Et saadant Skridt vil ikke alene i sig selv vidne om alvorlig Svaghed hos den danske Nation, men tillige paa skæbnesvanger Maade vise Vej til Løsrivelse fra det danske Rige af andre Landsdele, som ved Sprog eller Race maatte adskille sig fra det egentlige Danmarks befolkning«.

Ja-siden var især optaget af, at øerne efterhånden havde været en underskudsforretning i årtier, og at det kunne øge faren for at blive involveret i Første Verdenskrig, hvis man holdt fast i dem.

Det Konservative Folkeparti var klart imod et salg, mens Det Radikale Venstre og Socialdemokratiet var tilsvarende klart for. Venstre var splittet i spørgsmålet.

Lav stemmeprocent

Stemmeprocenten ved folkeafstemningen endte med at være så lav som cirka 40 procent. Ifølge DMI var der torsdag 14. december 1916 ellers tale om en forholdsvis lun vinterdag, hvor temperaturen i København hele dagen holdt sig på 3 til 4 grader med en svag vind og dis, som i løbet af aftenen udviklede sig til tåge.

»Mange var ikke vant til rollen som vælgere og kunne ikke rigtig overskue, hvad det egentlig handlede om. Og så var der også mange, der var i tvivl og derfor valgte sofaen,« forklarer Michael Bregnsbo om den lave valgdeltagelse.

Øerne var langt borte for danskerne

Rikke Halberg, museumsinspektør på Arbejdermuseet i København, er af samme opfattelse. Sidste år var hun medforfatter til bogen »Dansk Vestindien - fra koloni til amerikansk territorium«.

»Denne koloni lå både geografisk og mentalt rigtig langt fra Danmark. Den lå i periferien af både politikeres, og især almindelig menneskers, bevidsthed,« siger Rikke Halberg og fortsætter:

»Når man ser på kildematerialet op til salget i 1917, kan det godt virke overvældende, fordi der findes propagandamateriale fra ja- og nej-siden. Der findes frimærker og postkort med nej til salget, som i dag er blevet ikoniske billeder på denne optakt. Men derfra og til at det var noget, almindelige mennesker i Danmark tænkte meget over, var der et stykke vej.«

Den lave valgdeltagelse stod også i skarp kontrast til rigsdagsvalget blot 2 år senere, hvor 75,4 procent af de stemmeberettigede valgte at afgive deres stemme.

Lokalbefolkningen blev ikke hørt

I forbindelse med salget af de danske besiddelser i Vestindien fik den afrocaribiske befolkning i Dansk Vestindien intet at skulle have sagt. Dagbladet Politiken kunne berette om en uofficiel afstemning, som havde den lokale fagforeningsleder og redaktør, David Hamilton Jackson, som initiativtager. (Læs mere i boksen under artiklen)

Afstemningen fandt sted på St. Croix, og 4.027 stemte for et salg af øerne, mens kun 7 stemte imod. Det samlede befolkningstal på øerne var på dette tidspunkt cirka 25.000 til 30.000 personer.

Netop de værdier, som David Hamilton Jackson stod for, var en af grundene til, at der inden for arbejderbevægelsen i Danmark var stor støtte til et salg.

»Det var en form for forestilling om solidaritet med landarbejderne i Dansk Vestindien, som havde dårlige kår. Der blev udfærdiget rapporter fra kolonien om børnedødeligheden, som var ekstremt høj, om tuberkulose og spedalskhed, høj arbejdsløshed og meget udbredt alkoholisme,« forklarer Rikke Halberg og føjer til:

»Så der var i arbejderbevægelsen en forestilling om, at der geografisk var for langt fra Danmark til Vestindien, og at det ville være en fordel for øerne, hvis de blev solgt til USA, som lå tættere på.«

»I den debat ligger hele David Hamilton Jackson-retorikken. Jackson var som udgangspunkt stemt for, at øerne skulle blive ved med at være danske, men efter sin rejse til Danmark i 1915 ændrede han mening og anbefalede et salg. Han oplevede, at de anbefalinger, han havde til den danske konge, ikke blev hørt. Han ønskede at forbedre vilkårene på øerne.«

I Danmark endte afstemningen i runde tal med, at 284.000 personer stemte for et salg, mens 58.000 stemte imod.

Få dage efter overdragelsen af det, der nu blev til U.S. Virgin Islands, gik USA 31. marts 1917 ind i Første Verdenskrig.