Verdens første fotografi skaber forbløffende stor uenighed

Planen var, at dette skulle være en ganske lige-ud-ad-landevejen jubilæumsartikel om fotografiet.

Om de 200 år, der er gået siden den franske opfinder Nicéphore Niépce tog det allerførste fotografi. Om bygningerne, det skrånende tag og træerne i baggrunden, som udgør motivet.

Og ikke mindst om det lidt senere daguerreotypi, som ofte får æren som fotografiets rigtige startskud.

Den historie har jeg fortalt mange gange før, så opgaven virkede ret ligetil, da Videnskab.dk bad mig om at skrive en artikel om det.

Men undervejs fandt jeg ud af, at der hersker forbløffende stor uenighed om fotografiets egentlige fødselsår.

Daguerres opfindelse

Fotografiets officielle fødselsår er 1839. Det står i stort set alle fotohistoriebøger, både danske og internationale.

Det var nemlig i 1839, at fotografiets officielle opfinder, Louis Jacques Mandé Daguerre (1787-1851), præsenterede sin nye opfindelse, daguerreotypiet kaldte han det beskedent, for den franske såvel som den internationale offentlighed.

Daguerre præsenterede sin opfindelse ved en lukket seance i Videnskabsakademiet i Paris i januar 1839, og i august samme år blev daguerreotypiet præsenteret for den brede offentlighed.

Den franske stat havde på det tidspunkt overtaget rettighederne mod en livsvarig pension til Daguerre, og nu blev opfindelsen af fotografiet givet fri til hele verden.

Allerede dagen efter stod folk i kø hos datidens isenkræmmere for at købe remedier til selv at kunne fremstille fotografier.

Det var i 1839. Men hvorfor holder nogen så 200-årsjubilæum i år? Og hvad er et fotografi egentlig?

Verdens første fotografi er halvkedeligt og uspektakulært

Jubilæet holdes i år, fordi der i mange fotohistorier og opslagsværker også står, at verdens første fotografi, taget af den franske opfinder Nicéphore Niépce (1765-1833), stammer helt tilbage fra 1826.

Det står der også i en grundig artikel fra 2018 her på Videnskab.dk.

Derfor henvender Videnskab.dk sig til mig, der er professor i fotografi, om at skrive en artikel om fotografiet som opfindelse i anledningen af 200-året i år for Niépces berømte fotografi.

Fotografiet forestiller udsigten fra et højtplaceret vindue på Niépces gård Le Gras uden for Chalon-sur-Saône i det østlige Frankrig.

Det er ikke særligt spændende, snarere halvkedeligt og uspektakulært. Netop fordi det er dét at skabe et fotografi af noget ude i virkeligheden, fremfor hvad dette noget egentlig forestiller, der har interesseret Niépce.

Man ser nogle bygninger i begge sider af billedet, i midten et skrånende tag, vistnok et hønsehus, og i baggrunden nogle træer og himlen.

Jeg kender min fotohistorie, så jeg er med på opgaven.

Et mudder af årstal

Men kort efter skriver redaktøren, at han har opdaget, at Wikipedia har opdateret sin beskrivelse af dette verdens første fotografi til 1827, så skal vi i virkeligheden vente med historien til næste år?

Fotoprofessoren går i gang, og det viser sig, at der faktisk hersker stor usikkerhed om sagen.

Det officielle museum Maison Nicéphore Niépce, som netop ligger på gården Le Gras, fejrede faktisk 200-året for opfinderens første fotografi tilbage i 2024, selvom de nævner 1827 som året for det ældste bevarede fotografi (det, vi ser ovenfor, som andre steder dateres 1826).

Den årligt tilbagevendende store internationale fotomesse Paris Photo fejrer 200-året til november i år.

’Dansk fotografihistorie’ fra 2004, som jeg selv var redaktør af, siger også 1826, mens den anerkendte franske fotohistorieklassiker, Michel Frizots ’Nouvelle Histoire de la photographie’, siger 1826/27.

Det gør diverse AI-værktøjer også, og man kan blive ved med at finde især årene 1826 og 1827 i forskellige, alle ret autoritative kilder.

Så hvad er op og ned i dette mudder af årstal? Hvem har ret?

Opfindelser sker ikke over natten

Den vigtigste pointe fra denne årstalskrig er, at nye og epokegørende opfindelser, som fotografiet jo vitterligt er, meget sjældent opstår fra den ene dag til den anden.

Men vi er alle, og ikke mindst opfinderne selv, optaget af at stadfæste, at x opfandt y i år z.

Det er nemmere at skrive i historiebøgerne, og vi kan lave en statue på torvet over netop denne pioner og hans opfindelse. Men sådan foregår teknologiudvikling bare meget sjældent.

Som den australske fotohistoriker Geoffrey Batchen har beskrevet, så arbejdede mindst tyve såkaldte ’protofotografer’, opfindertyper, i øvrigt stort set alle mænd, rundtom i især Europa på at opfinde fotografiet helt tilbage til i al fald begyndelsen af 1800-tallet.

Nogle helt isoleret, mens andre samarbejdede, som netop Niépce og Daguerre gjorde det.

Hvad er et fotografi egentlig?

Som teknologi består fotografiet kort fortalt af tre processer: Først en afbildning af virkeligheden set gennem et kamera; så en fastholdelse af billedet på en overflade; og endelig en fiksering af billedet, så man også kan se på det længe efter.

Den første proces har været kendt siden antikken, måske endda før.

Hvis man prikker et hul i væggen eller i et gardin i et mørkt rum, vil man kunne se en afspejling af motivet uden for rummet inde i det mørke rum, fordi lyset fra objekterne uden for rummet kastes gennem hullet.

Hullet bryder lysindfaldet, så motivet ses på hovedet inde i det mørke rum. Det er det, man kalder et camera obscura.

Allerede i 1600-tallet opfinder man små kasser fremfor hele rum som camera obscura, som især malere bruger til aftegning af virkeligheden for at kunne male den mere præcist.

Verdens første foto kunne fastholdes, men ikke fikseres

Men tænk hvis man nu også kunne fastholde denne flygtige lystegning for eftertiden? Det er komponent nummer to i den fotografiske proces.

I 1720’erne finder en tysk kemiker, Johann Heinrich Schulze, ud af, at hvis man smører visse sølvbaserede salte på en overflade, sten eller metal for eksempel, så kan lysmotivet fastholdes, fordi sølvet mørknes, når lyset rammer det.

Det arbejder blandt mange andre Niépce videre med i al fald fra 1816, og i 1824 lykkes det ham at skabe et fotografi af udsigten fra gården.

Heliografi kaldte han det: ’solskrift’. Det fremgår i hans efterladte breve til sin opfinderbror, men de første eksperimenter er ikke bevaret.

Det er derimod et fotografi fra 1826 eller 1827, man ved det ikke helt bestemt, som først blev fundet i 1950’erne og i dag ligger i en klimakontrolleret sikkerhedsboks i fotosamlingen på University of Texas, Austin.

Problemet med Niépces foto var nemlig, at det ikke kunne fikseres, så hvis det blev ved med at få dagslys, ville det blive helt sort.

Det er derfor, fotografiet i dag ikke kommer ud af den mørke sikkerhedsboks, men kun kan vises i en bearbejdet, ’pænere’ kopi i alverdens fotobøger.

Daguerre bygger videre på Niépces eksperiment

Det er her, Daguerre kommer ind i billedet. Han slår sig sammen med Niépce i 1829, men da Niépce dør i 1833, bliver det Daguerre, der alene står som opfinderen i 1839, fordi han endelig lykkes med at fiksere billedet.

Daguerreotypierne, som Daguerre præsenterer i 1839, står meget mere skarpt end Niépces fotografi fra Le Gras.

Le Gras-fotoet blev lavet på en tinplade dækket af en lysfølsom asfalthinde.

Man regner med, at Niépce brugte op til otte timer, nogen siger ligefrem flere dage, på eksponeringen, fordi man kan se, at der falder dagslys på begge sider af bygningerne i forgrunden.

Daguerres fotografier var på spejlblankt kobber smurt med sølvbromid og fremkaldt med kviksølvdampe, og de er meget skarpere, ligesom han fik eksponeringstiden ned til minutter fremfor timer.

Men de kunne ikke reproduceres.

Det var først med englænderen William Henri Fox Talbots (1800-1877) papirnegativ, som han udviklede samtidig med Daguerre, men først nåede at patentere i 1840, at grunden blev lagt til den teknik, vi kender i dag, eller i al fald helt frem til omkring år 2000.

Papirets struktur gav uskarpe billeder, og hurtigt gik man over til glasplader i stedet.

Men i 1888 lancerede Kodak sit boxkamera med indbygget filmrulle af celluloid og med 100 eksponeringer under det berømte slogan »You press the button, we do the rest« – resten er historie, kan man sige.

Nu kunne alle – turister, journalister, selv kvinder og børn – fotografere, og de gjorde det i stærkt stigende grad op gennem det 20. århundrede.

Mobilen er en black box

200-års jubilæum eller ej – hvorfor skal vi vide noget så nørdet og teknisk om verdens første fotografi og dets opfindere?

Den første grund er allerede nævnt: Fordi vi skal være opmærksomme på og interessere os for, at teknologi og opfindelser ikke bare opstår ud af det blå, i enkelte geniers krøllede hjerner fra den ene dag til den anden.

Man kan lære meget nyt om teknologier og deres opståen og brug, hvis man undersøger det bredere netværk, som stod bag, og hvad man ville med teknologien.

For det andet er fotografiet siden Niépce, Talbot og Daguerre blevet noget, alle ’gør’ på næsten daglig basis med mobilen.

Vi kender ét foto af Niépce fra 1826/27. Men i dag tager de fleste hundredvis, hvis ikke tusindvis af fotos om året – uden særlig omtanke. De fleste genser vi ikke engang.

Man bruger i dag ordet ’black box’ om noget, man ikke forstår, altså i en helt anden betydning end fotografiets grundteknik med camera obscura’et.

Hvis vi skal kunne forholde os både kreativt og kritisk til fotografiet i mobilens uigennemskuelige ’black box’, er det en god idé at vide, hvad der egentlig er på spil, og hvor fotografiet på skærmen stammer fra.

For mere end to hundrede år siden.