I 1534 oplevede Danmark starten på en borgerkrig, som fik stor betydning for, hvilken udgave af kristendommen, man skulle leve efter i Danmark. En borgerkrig, som fik navnet Grevens Fejde, og som var ved at brække Danmark over i to.
Sejrherren i denne borgerkrig blev Danmarks nye konge Christian 3., der efterfølgende indførte sin version af den lutherske lære i sine riger og lande.
Ved borgerkrigens begyndelse i sommeren 1534 var det dog langt fra sikkert, at Christian 3. ville gå af med sejren.
Danmark var et problemfyldt land
I sommeren 1533 knagede det i det danske samfunds furer og bånd. I København, Malmø, Viborg og flere andre danske købstæder havde Luthers tilhængere taget magten, lukket de katolske klostre, ødelagt altre og helgenbilleder og jaget munkene bort.
I Jylland nægtede bønderne at betale skat, mens selvbestaltede prædikanter flere steder talte højlydt om oprør.
Ikke blot mod den katolske kirke i almindelighed, men mod samfundsordenen i særdeleshed.
\ Grevens Fejde
Grevens Fejde er betegnelsen for den borgerkrig, som adel, borgere, bønder med bistand fra hansestaden Lübeck og Sverige udkæmpede om Danmarks rette konge og styreform i årene 1534-1536.
Grevens Fejde har navn efter den tyske lejetropsfører grev Christoffer af Oldenborg, som kæmpede for at genindsætte Christian 2. på tronen.
I modsatte lejr var feltherren Johan Rantzau, som kæmpede for, at Frederik 1.s søn Christian af Holsten skulle blive den næste konge af Danmark.
Samtidigt arbejdede den mægtige hansestad Lübeck målrettet på at få genoprettet sin tidligere kontrol med Danmarks indenrigspolitik og udenrigshandel.
I den forbindelse kunne et kongevalg ikke være kommet på et mere ubelejligt tidspunkt. Den gamle konge Frederik 1. var død, og den danske adel og de katolske biskopper skulle nu finde en ny konge.
Et kongevalg og tre kandidater
Det oplagte valg ville være en af Frederik 1.s to sønner. Her stod valget mellem Frederiks ældste søn Christian, der på dette tidspunkt var hertug i Holsten, hvor han 1525-1528 havde indført Luthers lære i kirkerne. Et alternativt valg var Christians 12-årige lillebror Hans.
Som om det ikke var nok, spøgte den tidligere danske konge Christian 2. fortsat i kulissen. På grund af sine hårdhændede reformforsøg og den blodige udrensning af den svenske adel i Det Stockholmske Blodbad i 1520 var Christian 2. dog blevet frataget tronen i 1523.
I forbindelse med et fejlslagent kupforsøg var han blevet taget til fange, og i 1533 sad han fængslet på Sønderborg slot. Han havde dog forsat en vis opbakning blandt bønder og borgere og havde trods et anstrengt forhold til sin svoger kejser Karl 5. af det Tysk-romerske Rige en magtfuld støtte i ham.
Derfor valgte rigsrådet at udsætte kongevalget et år og imens lade biskopperne og lensmænd styre riget efter forgodtbefindende.
På den baggrund valgte det velstående borgerskab i København, Helsingør og Malmø at indgå en militær alliance med Lübeck.
Hensigten var klar. Christian 2. skulle befries fra sit fangenskab, genvælges som konge og dernæst sikre borgere, bønder og Lübeck de rettigheder og handelsprivilegier, der var gået tabt i Frederik 1.s regeringstid.
I juni 1534 gjorde den af Lübeck hyrede professionelle lejesoldat grev Christoffer af Oldenborg landgang på Sjælland med sin hær. København sluttede sig til ham, og efterfølgende svor de sjællandske bønder, kirkefolk og adelsfamilier troskab til grev Christoffer. Skåne fulgte snart efter.
Snart var hele det østlige Danmark under oprørernes kontrol. I et desperat håb om at redde, hvad reddes kunne, besluttede Jyllands adel og landsdelens katolske biskopper ved et møde i Ry i juli 1534 at bakke op om Frederik 1.s ældste søn, hertug Christian.
Oprøreren skipper Clement
Heller ikke Jylland undgik oprør. Tilbage i september 1534 havde skipper Clement Andersen, en af den fængslede Christian 2.s håndgangne mænd, besat Limfjordsbyen Aalborg med henblik på at rejse de nordjyske bønder til oprør imod Christian 3.
Med henblik på at nedkæmpe dette bondeoprør samlede den jyske adel en hær bestående af adeligt rytteri og fodfolk ved Randers og begav sig mod nord.
Ved underretningen om adelshærens fremrykning forlod Clements hær af bønder og landsknægte den 16. oktober Aalborg for at møde fjenden på åben mark.
Bondehæren tog opstilling på et bakkedrag nord for landsbyen Svenstrup og afventede her fjendens ankomst. Bønderne var godt bevæbnede med bøsser, armbrøster og lange spyd. Flere af dem kan også have været iklædt brystpanser og jernhatte.
Clements valg af kampposition var godt tænkt. For at komme frem til bønderne var adelshæren nu tvunget til først at passere de sumpede enge omkring vandløbet Guldbækken, for derefter at skulle angribe op ad bakke. I mellemtiden ville bondehæren på sikker afstand kunne beskyde den fremstormende fjende.
På trods af disse forhindringer besluttede adelshæren sig for at iværksætte et frontalt angreb, men alt gik galt. En rytterstyrke, der skulle have angrebet bondehæren i flanken, nåede ikke frem i tide, bønderne slog angrebet tilbage, og herefter druknede slaget i blod og mudder.
Adelens nederlag var totalt. 14 danske adelsmænd og et ukendt antal fodfolk blev dræbt, adskillige blev taget til fange, og adelshærens forslåede rester flygtede til Randers, hvor de forskansede sig.
Nederlaget havde store konsekvenser
Bondehærens sejr over adelen i slaget ved Svenstrup skyldtes efter alt at dømme bøndernes antal, samt at de var lige så godt udrustet og sikkert også bedre organiseret end adelshæren.
Efter slaget ved Svenstrup spredte Clements oprør sig ud over hele det nordvestlige Jylland. Randers holdt stand og Østjylland blev heller ikke påvirket af oprøret, men ellers nåede bondehæren helt til Varde.
Adelens slotte og herregårde blev udplyndret og brændt af, mens Clement begyndte at uddele jord og gods til sine folk. Hertug Christians øvrige tropper var bundet af kamphandlinger mod lybske tropper i Holsten, så her var ingen hjælp at hente.
Landet var nu i fare for at brække midt over. Hertug Christians kandidatur til kongemagten hang på alle måder i en tynd tråd.
Situationens alvor understreges af, at hertugen i november 1534 i al hast indgik en separatfred med hansestaden Lübeck for at kunne imødegå truslen fra nord.
Når Lübeck gik med til denne separatfred skyldes det pres fra protestantiske fyrster i Nordtyskland. Aftalen dækkede dog kun krigen i Holsten, men berørte ikke Lübecks øvrige militære engagement i den danske borgerkrig.
\ Reformation
Læs mere om om reformationen på Videnskab.dk’s tema-site om 'Reformationen'.
Her finder du et stort og bredt udvalg af artikler om reformationen, Martin Luther og den evangelisk-lutherske kirke.
\ Læs mere
Stormen på Aalborg
Efter indgåelsen af denne fredsaftale havde Christians holstenske feltherre Johan Rantzau ryggen fri til at stoppe oprørernes fremmarch i Jylland.
I december 1534 pressede Rantzau ved dygtigt brug af artilleri og et hastigt marchtempo Clements bondehær tilbage mod Aalborg, hvor oprørshæren forskansede sig.
Den 18. december 1534 indledtes et heftigt bombardement af Aalborg og efterfølgende lod Rantzau sine tyske lejesoldater løbe storm på den befæstede Limfjordsby. Forsvarerne bed dog godt fra sig. Hele tre gange blev angriberne slået tilbage, inden det endelig lykkedes at trænge over Aalborgs volde og grave.
Rantzau deltog personligt i stormløbet og blev under nærkamp kastet ned fra volden. Heller ikke skipper Clement slap uskadt fra angrebet, men undslap dog hårdt såret fra byen.
Mere end 1.800 mennesker omkom under angrebet, og som om det ikke var nok, lod Rantzau sine tropper plyndre Aalborg i tre dage.
Clement havde i mellemtiden søgt tilflugt i landsbyen Storvorde, der ligger øst for Aalborg, men en lokal bonde angav efterfølgende oprørslederen til Rantzau.
Clement og de øvrige oprørsledere blev fængslet og siden henrettet, mens de nordjyske bønder måtte betale store bøder for deres opbakning til skipper Clement.
\ Læs mere
Kong Christian 3. hyldes
I marts 1535 var hele Jylland igen under Christian 3.s kontrol. Han blev hyldet som Danmarks konge i Viborg og fik ved samme lejlighed ret til at opkræve flere skatter, der kunne betale for den videre krigsførelse og generobringen af Fyn, Sjælland, Skåne, Halland og Blekinge.
Lübeck havde endnu ikke opgivet håbet om fortsat indflydelse i Danmark, så man forsøgte at tilbyde flere tyske fyrster en genoprettelse af Kalmarunionen mellem Danmark-Norge og Sverige, hvis blot man ville tage kampen op imod Christian 3.
Dette blev den svenske konge Gustav Vasa et nummer for stærkt.
Derfor er vi 1535-1536 i den mærkelige situation, at de to arvefjender Danmark og Sverige er allierede med hinanden i kampen mod Lübeck og grev Christoffer af Oldenborg.
\ Læs mere
Hærene kæmper om kontrollen over Fyn
I foråret 1535 gjorde Johan Rantzau og hans hær landgang på Fyn, og 11. juni 1535 tørnede Rantzaus tropper sammen med grev Christoffer af Oldenborgs hær i slaget ved Øksnebjerg, ikke langt fra Assens.
Det blev et slag, der i forhold til udfald og konsekvenser for Danmarkshistoriens videre forløb kan sammenlignes med den svenske hærs fejlslagne stormløb på København i februar 1659 og det danske nederlag ved Dybbøl Mølle 18. april 1864.
Ved Øksnebjerg kæmpede to lejede hære om kontrollen over ikke blot Fyn, men også om adgangen til Sjælland og oprørernes hovedkvarter i København.
Lykkedes det grev Christoffer af Oldenborg at knuse Rantzaus tropper og fordrive dem fra det fynske, ville Danmark i en uoverskuelig fremtid have været splittet i to befæstede områder med Lillebælt som voldgrav.
Både oprørerne og Christian 3. var ganske vist tilhængere af Martin Luther, men styreformen i de to lejre ville have været væsentligt anderledes, med et adelsvælde i Jylland og måske et borgerstyre på Fyn og Sjælland.
Ej heller kan det afvises, at grev Christoffer af Oldenborg efter sejren over Rantzau selv ville være gået efter kronen.
\ Læs mere
Vendepunktet ved Øksnebjerg
11. juni 1535 gik det imidlertid anderledes. Grev Christoffer af Oldenborg havde befæstet et højdedrag med en vognborg, der blev forsvaret af hans 4.000 landsknægte.
I stedet for at iværksætte et stormløb på denne befæstede stilling, kørte Rantzau sine kanoner frem og lod dem skyde vognborgen i stumper og stykker. Grev Christoffer af Oldenborg lod derfor sine pansrede ryttere og fodfolket gå til modangreb, men der gik kludder i opstillingen.
Angrebet blev slået tilbage af Rantzaus lansebevæbnede fodfolk, og da et rytterangreb samtidigt ramte angriberne i flanken, opløste Christoffers hær i panik. 1.500 af Christoffers landsknægte blev taget til fange og efterfølgende lod Rantzau sine tropper plyndre både Assens, Svendborg og Odense.
Fyn var også under Christian 3.s kontrol. Grev Christoffer undgik tilfangetagelse og trak nu de slagne rester af hæren tilbage til Sjælland, hvor han forskansede sig i København.
\ Læs mere
København bliver belejret
To dage før slaget ved Øksnebjerg formåede en dansk-svensk orlogsflåde under kommando af Christian 3.s admiral, Peder Skram, at besejre og sænke størsteparten af den flåde, som Lübeck havde sendt for at komme Christoffer til undsætning.
Skrams succes blev fulgt op 16. juni 1535, hvor han besejrede resten af de lybske skibe i et søslag ved Svendborg.
Efter sejren over den lybske flåde kunne Johan Rantzau uantastet fragte sin hær over Storebælt og sætte kursen mod København.
De københavnske oprørsledere var dog ikke til sinds at overgive sig, så Christian 3. og Johan Rantzau indledte nu en omfattende belejring med henblik på at sulte byen og dens borgere til overgivelse. Mens belejringen af København stod på, spildte Christian 3. ikke tiden, men fortsatte krigen mod oprørerne øst for Storebælt.
I foråret 1536 kapitulerede Malmø og københavnerne stod nu ganske alene.
Først efter omfattende hungersnød og voldsomme optøjer, hvor grevens soldater begyndte at plyndre borgerne, valgte grev Christoffer at overgive sig.
6. august 1536 åbnedes Københavns porte for Christian 3. og hans hær. Med Rantzaus tropper i ryggen kunne kongen uden problemer og ørkesløse diskussioner fængsle landets katolske biskopper og gennemtrumfe sin version af protestantismen.
Sejren var total, og intet blev mere det samme.
Danmark bliver reformeret
Reformationen tog ganske vist sin begyndelse med Martin Luthers offentliggørelse af sine 95 teser i Wittenberg i 1517.
For Danmarks vedkommende var indførelsen af den protestantiske tro i 1536 et resultat af to års blodig borgerkrig med tusindvis af dræbte, afbrændte herregårde, plyndrede byer og store ødelæggelser til følge.
Som sådan blev Danmarks fremtidige religiøse tilhørsforhold og alt, hvad der siden fulgte, afgjort i blod og mudder.
Det skete i Aalborgs gader, på højdedraget ved Øksnebjerg og foran Københavns volde.
